Misinformationsministeren

Den irakiske informationsminister Mohammed Saeed al-Sahaf blev en kultfigur i Den anden Golfkrig. De første dages forbløffelse over informationsministerens stolte og aldeles upåvirkede udtalelser om Iraks overlegenhed over for de indtrængende amerikanske tropper gav hurtigt plads for en vantro global latter.

Mohammed Saeed al-Sahaf stod over for en måbende presse gennem krigens første dage med sine underholdende udtalelser. Her er et par stykker:

"Min fornemmelse siger mig at vi vil slagte dem alle."
"De vil overgive sig eller blive brændt i deres tanks."
"Jeg er ikke bange og det skal I heller ikke være."
























Som krigen skred frem og amerikanerne rykkede tættere og tættere på Bagdad, satte informationsministeren trumf på sine forsikringer om Iraks uovervindelighed:
"De er ikke engang inden for en radius af 100 miles af Bagdad. De er ikke nogen steder. De har ikke taget noget sted i Irak. Dette er en illusion...de prøver at sælge en illusion til andre."

Ministerens retoriske strategi var enkel: en ubetinget benægtelse af de kendsgerninger der var tydelige for de fleste af denne verdens tv-seere. At benægte en anklage er en særdeles dristig strategi at anlægge i en krisesituation.

Når de skandale- og krisehungrende medier iscenesætter en skandale, ruller begivenhederne, og der startes et tidsligt forløb som den anklagede ikke kan stoppe med et resolut "nej". Skandaleramte politikere eller virksomheder må vente med den endelige benægtelse, som kan først falde, når sagen er ved at glide ud og miste sin nyhedskarakter.

Den slags betænkeligheder syntes Al-Sahaf ikke at have haft; han fastholdt sin oprindelige tese om Iraks uovervindelighed og amerikanernes svaghed til det sidste. Hans gendrivelser af journalisternes kritiske spørgsmål var baseret på to argumenter, dels at amerikanerne løj, dels at den amerikanske (eller amerikaniserede) medieverden søgte at skabe en illusion ude af trit med virkeligheden. Disse infantile argumenter faldt tilbage på ham selv og Saddam-regimets retorik. Informationsministeren måtte da også tage til genmæle, f.eks:

"Det er forbudt at lyve i Irak. Præsident Saddam Hussein vil ikke tolerere andet end sandfærdighed, da han er et menneske af stor ære og integritet. Alle opfordres til frit at tale om de sandheder, der står klart for deres øjne og hjerter."

Saddam Husseins personlige integritet og informationsministerens hemmelige viden var garanti for sandheden af Al-Sahafs informationer. Med sine fortrolige meddelelse til irakerne fuldendte han billedet af sig selv som den ophøjede og magtfulde repræsentant for ledelsen:
"Vi har fuld kontrol. De er i hysteri. Tabere der tror, at de ved at dræbe civile og ved at forvrænge folks følelser, kan vinde. Jeg tror ikke at de vil vil vinde, de bastarder".























Tæt på
Hans lodrette benægtelse af kendsgerningerne vakte beundring ved deres urokkelighed og gav den tvivlsomme krig en komisk accent. Tv-kanalernes 24-timers dækning af krigens første dage gav en ny betydning til ordet reality-tv. Den første golfkrig skabte historie ved at bringe en æstetiseret version af krigen ind i de vestlige hjem - Bagdads nattehimmel oplyst af missiler var en forunderlig stjernehimmel, hvis skønhed fik Vesten til at glemme irakerne under den.

I Den anden Golfkrig tilstræbte CNN at fremstå som et kritisk nyhedsmedie, der ikke ubetinget gik amerikanernes gang. Dén beskyldning hang tungt over CNN efter den 1. golfkrig (kuvøse-børnene i Kuwait).
Som noget nyt rapportede journalister og krigsreportere fra CNN og andre kanaler denne gang fra slagmarken og bragte krigen direkte ind i dagligstuerne. Dette nyeste forsøg på at skabe en realitetseffekt i medierne virkede kun kortvarigt, og non-stop dækningen af krigen blev en grotesk forstørret docu-soap, hvis manglende æstetisering gjorde den ubærlig i længden.

Dét var baggrunden for den irakiske informationsministers succes: med sin lodrette benægtelse af realiterne vakte han den latter, som lettede seernes beklemthed ved den mange steder upopulære krig. Den lange optakt til krigen, skandaliseringen af forhandlingerne i FN og de regelmæssige rapporter fra FN's havde vist, at ingen former for rationel sproglig adfærd, såsom forhandlinger og diplomati, havde en virkning over for USA's absolutte militærmagt. Med FN's nederlag led idealet om et internationalt forum, hvor der kan forhandles og ræsonneres om internationale kriser, et knæk og dermed også troen på en universel politisk diskurs.




















Skuffelsen i store dele af "verdenssamfundet" vendte sig til latter, da al-Sahaf fremturede med en form for politisk retorik, der i sin absurditet satte kronen på værket. Han demonstrerede den rationelle argumentations afvikling til fordel for en religiøs eller sentimental diskurs, der ikke lader nogen form for modargumentation mulig. Georges W. Bush's religiøse retorik, Joschka Fischers hulkende intimitet og, på den hjemlige scene, Thøger Seidenfaden og Karsten Madsen (der ikke var sene til at udråbe Saddam som ondskaben selv) er alle eksempler på denne demontering af en offentlig retorik til fordel for en (pseudoreligiøs) og inderligggjort diskurs. Bush's forkærlighed for fysisk-konkret sprog fik også et modspil fra al-Sahaf, der talte om slanger, gale hunde og om at slå sine modstandere med sko, f.eks:
"Den mide til Bush fortjener at blive slået med sko af frihedselskende mennesker overalt."


Det kan I selv være
Al-Sahaf vendte de beskyldninger for løgnagtighed, som var blevet fremført mod Saddam Hussein, mod amerikanerne. Det meste af verden reagerede med latter og medlidenhed, bortset fra dele af den arabiske verden. I den vestligt orienterede arabiske presse indtog man dog samme holdning til al-Sahaf som i Vesten. Verden lo som en umiddelbar reaktion på det groteske misforhold mellem ministerens megalomane udtalelser og Iraks absolutte afmagt over for den invaderende stormagt USA og dets trofaste allierede, bl.a. England og Danmark. Proportionsforvrængning var uden tvivl det, som gjorde al-Sahaf så komisk; han stod som David over for Goliat og havde kun sine ord. Samme proportionsforvrængning var på spil, da ministeren advarede sine landsmænd om at de blyanter, som de allierede soldater gav til irakiske børn, i virkeligheden var bomber, altså mini-missiler til børn! Ministerens manglende evne til at skelne mellem blyanter og de weapons of mass destruction, hvis tilstedeværelse i Irak var begrundelsen for at starte en krig, viste som i et vrangbillede amerikanernes krigsretorik og blottede deres imperalistiske intentioner. Al-Sahaf sejrede ikke som David, men han vandt en retorisk sejr.

Rendyrket benægtelse
I krigens sidste dage leverede Al-Sahaf en retorisk apoteose, en slags benægtelse i ren form. Konfronteret med nyheden om at amerikanerne var rykket ind i Bagdads internationale lufthavn, afviste ministeren dette pure:
"De er ikke i Bagdad. De har ikke kontrol over nogen lufthavn. Det kan jeg sige jer. Det er en løgn. De lyver. Det er en Hollywood film. I skal ikke tro på dem".

Informationsministerens sidste offentlige pressefremtrædelse iscenesatte den rene benægtelse på en aldeles sublim måde. Stående på taget af Hotel Palestine, på en baggrund af amerikanske tanks der kørte rundt i Bagdads gader, udtalte ministeren blandt andet:

"Der er kun to amerikanske tanks i denne by."
"Deres styrker begår selvmord i hundredtal...Kampen er meget hård og Gud har gjort os sejrrige. Kampen fortsætter".
"Vi vinder!"


Som Perelman og Olbrechts-Tyteca skriver i La nouvelle Rhétorique, skal der en næsten overmenneskelig prestige til at stå op imod kendsgerninger eller sund fornuft, heraf betydningen af credo quia absurdum. Succes under sådanne omstændigheder er helt afhængig af talerens prestige, og en leders prestige synes ovenikøbet at være betinget af hans evne til at imødegå latterliggørelse. Det irakiske regime havde ingen prestige og informationsminister al-Sahafs credo quia absurdum var derfor både medynkvækkende og beundringsværdigt. Det var en trosbekendelse til ordets rene magt - en tro som ligger som en forudsætning for al retorik.
















Kult-ministeren
Informationsministerens kultstatus blev skabt på internettet. Efter ganske få dage med non-stop tv-dækning af krigen begyndte websider med ministerens udødelige udtalelser at florere; den første hed "welovetheIraqiinformationminister.com" og blev en cyber-succes uden lige. På dens første dag brød den sammen under trykket fra mere end 4000 hits i sekundet. Websiderne gengav alle ministerens udtalelser og billeder af den lille mand, der knap nok kunne se ud over de mange mikrofoner; læserne kunne skrive og bidrage med kommentarer og vitser.

Al-Sahaf blev en medieklovn, men hans betydning rækker ud over den kortvarige popularitet i den docu soap, som Den anden Golfkrig udgjorde i mediesammenhæng. Han mimede amerikanerne og havde forsåvidt ret, når han påstod, at han faktisk talte bedre engelsk end Bush. Det er da også slående, at al-Sahafs billede indsættes i historiske fotos på den nævnte webside; ministeren troner frem med Ghettysburg, D-Day og andre militære højdepunkter i Vestens historie som baggrund. Den irakiske informationsministers irrationelle postulater skabte associationer til den vestlige politiske historie og dens særlige diskurs, den græsk-romerske retorik, der blev oprullet som billeder fra en knækket film. Den græske retorik hørte til i et begrænset rum, polis; siden er rummene blevet udvidet men retorik er stadig knyttet til idéen om et offentligt rum, en referenceramme der giver argumenterne mening. Al-Sahafs udgydelser på den ene side og Bush og Blairs på den anden viste med al tydelighed at de samme udsagn ikke betyder det samme i forskellige kulturer; at der med andre ord ikke findes et globalt offentligt rum, den massive tv-opdækning til trods. De massemedier der giver de tekniske muligheder for at skabe et sådant, nedbryder samtidig muligheden for kommunikation forstået som en symbolsk udveksling af betydning.

Hvad er løgn?
Kommunikation er blevet afløst af informationer, der i uendelige mængder tilstrømmer os, men ikke giver mening eller sammenhæng. Massemediernes strømme af simulakrer, referenceløse billeder, afføder en jagt på det reelle og det autentiske; derfor havde Al-Sahaf travlt med at erklære de amerikanske informationer for Hollywood-fiktion. Fortid, nutid og fremtid glider sammen i det medieskabte postmoderne rum (hvor man diskuterer hvad der skal ske efter krigen, før den er begyndt), en udfordring som fagretorikerne må tage op ved at revidere den aristoteliske arv; de tre retoriske storgenrer, den juridiske, deliberative og epideiktiske er bl.a. bestemt ved at relatere sig til henholdsvis fortid, fremtid og nutid.

Al-Sahafs informationsretorik er således en radikalisering af tidens politiske diskurs: strømme af informationer hvis autencitet bedyres med henvisninger til en hemmelig viden, fx i form af efterretningsrapporter. Amerikanerne er nu trængt op i samme krog som Al-Sahaf, når de skal redegøre for deres information om de påståede masseødelæggelsesvåben. De allierede har hverken fundet Saddam, beviser på hans støtte til Alqaida eller masseødelæggelsesvåben. Og svaret lød i maj måned 2003 fra det hvide hus: "Vi ved de er der, på et hemmeligt sted". Dette svar lader ikke Al-Sahaf noget tilbage og vækker mindet om hans sidste udtalelse, henvendt til en journalist fra NY Times 10. april:

"I now inform you that you are too far from reality."

25. juni blev den forhenværende informationsminister pågrebet i et vejkryds i en forstad til Bagdad. Han forsikrer at han ikke løj, men informerede på baggrund af muligvis ikke helt korrekte efteretningsrapporter. Minder det ikke om noget?


Artiklen har tidligere været bragt i RetorikMagasinet nr. 49/2003.

Læs mere:

www.welovetheiraqiinformationminister.com

Baudrillard, J.: Den fuldkomne forbrydelse. Det Kgl. danske Kunstakademi, København 1994
Perelman, Ch. og L. Olbrechts-Tyteca, L.: The New Rhetoric. A Treatise on argumentation, University of Notre Dame Press, Notre Dame, 2000 (9. udg.)

Relaterede artikler

Al-Jazeera – borgerlig offentlighed på arabisk? - I artiklen analyseres den arabiske satellitkanal al-Jazeeras position i mediebilledet efter den 11. september. På baggr...
Hvad er der galt med indvandrerdebatten? 5. del - Der er something rotten i den danske indvandrerdebat. Det er ikke bare medierne, der skal på anklagebænken her, det er i...
Mediernes rolle i Irak-krigen - Hvordan dækker medierne den nuværende krig i Irak, og er der forskel på nyhedsdækningen af den nuværende krig og den tid...
"… og nu til vores korrespondent i Qatar” - Vi danskere tror ikke uden videre på, at det billede medierne giver os af krigen i Irak er sandt. Tværtimod viser en Gal...
Arabiske medier - lige til at forstå! - Den 11. septembers begivenheder samt den nyligt overståede Irakkrig har rettet Vestens opmærksomhed mod arabiske medier....
Arabiske medier fremmer konspirationsteorier - Den strenge kontrol og censur af medierne i den arabiske verden er med til at fremme konspirationsteorier om især vestli...
Hvem magter medierne? - Hvert år behandler medierne tusindvis af begivenheder. Langt de fleste bliver aldrig til mere end rutinejournalistik, en...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Digital kommunikationsprofil

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.