Min udfordring: Claus Dahl
I sidste uge beskrev Frederik Wiedemann udfordringen i at lave "det nye". Kunsten at komme først og før andre. At finde den idé, der er så naturlig, at man synes, man har savnet den altid, selv om man lige er kommet på den. Min udfordring foregår i Det Store Bagefter. Her drejer det sig om kunsten at realisere ideen. I kampen om at få produktdesigneren til at tænke i teknik og udvikleren til at tænke i salg. Selv det enkleste og mest naturlige er ofte, når det skal realiseres, en indviklet kontrakt mellem idé og virkelighed.
af Claus Dahl
Det er en stor udfordring i min branche, software. Men mon ikke det er på samme måde de fleste andre steder? Skåret ind til benet består udfordringen i, at gode ideer beskæftiger sig med, hvorfor tingene skal være, som de er, mens de mennesker som mig, der skal realisere ideerne, er bundet til at beskæftige sig med, hvordan tingene skal være.
I software kommer dette hvordan til udtryk som enten
1) at den service, man har bygget, er, som den er, fordi man kunne få den til det
eller
2) fordi man tror, brugerne gerne ville kunne gøre det, servicen tilbyder - også selv om de aldrig havde hørt om den.
Forskellen mellem Twitter og Second Life
Lad mig uddybe pointen. Twitter er et ekstremt tilfælde af hvorfor. Servicen kan næsten ingenting, men det lidt, den gør, er vigtigt for os. Mens Second Life er et ekstremt tilfælde af hvordan - det er virkelig ganske fantastisk, at det overhovedet kan lade sig gøre for os at mødes inde i en 3D verden og snakke sammen og bygge rumskibe. Men hvad var det nu, jeg skulle med det rumskib? Budskabet er, at hvordan og hvorfor er et ulykkeligt ægteskab, som sjældent swinger.
Mange års vedvarende frustration hos målorienterede hvorfor-idemagere over deres årsagsorienterede hvordan-kollegers afstumpede byggeri, og den modsatrettede reduktive hvordan-frustration over idemagernes totale ligegyldighed over for enhver form for konstruktiv virkelighed. Alt sammen noget, som har lært mig, at min udfordring ikke har nogen nemme løsninger. Jeg har prøvet dem alle sammen - og de virker ikke. Hvorfor er aldrig hvordan, og omvendt.
De tre nemme løsninger, der ikke virker
Lad mig lige gennemgå tre løsninger, som ikke duer
De må bare lære det
Den første nemme løsning, der ikke kan bruges, er den, hvor man vælger side og lader hensigt være hensigt: BRUGERNE MÅ JO BARE SÆTTE SIG IND I, HVORDAN DEN VIRKER, lyder krigshylet fra reduktionisterne, mens de bygger nye dingenoter på den allerede uoverskuelige vækst. Det lumske ved denne nemme løsning er selvfølgelig, at publikum, fornuftigvis, bliver væk.
Jeg er ligeglad
Den næste nemme løsning, der af en eller anden grund ofte opleves som mere professionel, selv om den er lige så naiv, er den, hvor man lader virkelighed være virkelighed: JEG ER LIGEGLAD MED, HVORDAN DEN ER LAVET, BARE DEN ER SÅDAN HER, lyder det proaktive, kundeorienterede krigshyl. Straffen for den anden nemme løsning får man tidligere, når ideen aldrig materialiserer sig. Enten fordi det indiske outsourcinghus simpelthen holder op med at svare på de e-mails, man sender af sted. Eller fordi man løber tør for penge til de konsulenter, man har til at sidde herhjemme i Danmark til 1500 i timen (mens de naturligvis lader, som om de har forstået, hvad ideen går ud på).
Ansæt en støttepædagog
Den tredje nemme løsning er ægte dansk - man ansætter en støttepædagog, en product manager, til at mægle mellem hensigt og årsag. Så hører pædagogen lidt om, hvorfor hensigten er vigtig, og så hører han lidt om, hvorfor årsagerne er vanskelige at bringe til veje. Det er ikke givet, at pædagogen egentlig forstår hverken hensigt eller årsag, han hører mere på det som en del af personaleplejen. Så udnævnes virkelighed og hensigt skiftevis til vindere, så der ikke er nogen, der kan sige, at de ikke er blevet hørt. Straffen for denne løsning er de mange opsigelser fra designere og udviklere, der er trætte af at slå i den pædagogiske dyne.
Den svære vej, der holder
Moralen er, at der kun er den svære vej: Læn dig op ad nogen, der kan forstå både hvorfor og hvordan. Om det er en målorienteret produktdesigner, der ikke bliver bange, når nørderne snakker kode, eller en hacker, der ikke er bange for at tale med kunderne. Hvem der kan det, er underordnet. Men find så mange medarbejdere til dit projekt, der er friske på at vende brættet og skifte hold en gang imellem, som du overhovedet kan få fat i. Det er den bedste måde at overvinde udfordringen mellem hvordan og hvorfor for hvem som helst.
I software kommer dette hvordan til udtryk som enten
1) at den service, man har bygget, er, som den er, fordi man kunne få den til det
eller
2) fordi man tror, brugerne gerne ville kunne gøre det, servicen tilbyder - også selv om de aldrig havde hørt om den.
Forskellen mellem Twitter og Second Life
Lad mig uddybe pointen. Twitter er et ekstremt tilfælde af hvorfor. Servicen kan næsten ingenting, men det lidt, den gør, er vigtigt for os. Mens Second Life er et ekstremt tilfælde af hvordan - det er virkelig ganske fantastisk, at det overhovedet kan lade sig gøre for os at mødes inde i en 3D verden og snakke sammen og bygge rumskibe. Men hvad var det nu, jeg skulle med det rumskib? Budskabet er, at hvordan og hvorfor er et ulykkeligt ægteskab, som sjældent swinger.
Mange års vedvarende frustration hos målorienterede hvorfor-idemagere over deres årsagsorienterede hvordan-kollegers afstumpede byggeri, og den modsatrettede reduktive hvordan-frustration over idemagernes totale ligegyldighed over for enhver form for konstruktiv virkelighed. Alt sammen noget, som har lært mig, at min udfordring ikke har nogen nemme løsninger. Jeg har prøvet dem alle sammen - og de virker ikke. Hvorfor er aldrig hvordan, og omvendt.
De tre nemme løsninger, der ikke virker
Lad mig lige gennemgå tre løsninger, som ikke duer
De må bare lære det
Den første nemme løsning, der ikke kan bruges, er den, hvor man vælger side og lader hensigt være hensigt: BRUGERNE MÅ JO BARE SÆTTE SIG IND I, HVORDAN DEN VIRKER, lyder krigshylet fra reduktionisterne, mens de bygger nye dingenoter på den allerede uoverskuelige vækst. Det lumske ved denne nemme løsning er selvfølgelig, at publikum, fornuftigvis, bliver væk.
Jeg er ligeglad
Den næste nemme løsning, der af en eller anden grund ofte opleves som mere professionel, selv om den er lige så naiv, er den, hvor man lader virkelighed være virkelighed: JEG ER LIGEGLAD MED, HVORDAN DEN ER LAVET, BARE DEN ER SÅDAN HER, lyder det proaktive, kundeorienterede krigshyl. Straffen for den anden nemme løsning får man tidligere, når ideen aldrig materialiserer sig. Enten fordi det indiske outsourcinghus simpelthen holder op med at svare på de e-mails, man sender af sted. Eller fordi man løber tør for penge til de konsulenter, man har til at sidde herhjemme i Danmark til 1500 i timen (mens de naturligvis lader, som om de har forstået, hvad ideen går ud på).
Ansæt en støttepædagog
Den tredje nemme løsning er ægte dansk - man ansætter en støttepædagog, en product manager, til at mægle mellem hensigt og årsag. Så hører pædagogen lidt om, hvorfor hensigten er vigtig, og så hører han lidt om, hvorfor årsagerne er vanskelige at bringe til veje. Det er ikke givet, at pædagogen egentlig forstår hverken hensigt eller årsag, han hører mere på det som en del af personaleplejen. Så udnævnes virkelighed og hensigt skiftevis til vindere, så der ikke er nogen, der kan sige, at de ikke er blevet hørt. Straffen for denne løsning er de mange opsigelser fra designere og udviklere, der er trætte af at slå i den pædagogiske dyne.
Den svære vej, der holder
Moralen er, at der kun er den svære vej: Læn dig op ad nogen, der kan forstå både hvorfor og hvordan. Om det er en målorienteret produktdesigner, der ikke bliver bange, når nørderne snakker kode, eller en hacker, der ikke er bange for at tale med kunderne. Hvem der kan det, er underordnet. Men find så mange medarbejdere til dit projekt, der er friske på at vende brættet og skifte hold en gang imellem, som du overhovedet kan få fat i. Det er den bedste måde at overvinde udfordringen mellem hvordan og hvorfor for hvem som helst.
