Min karakterbog: Rasmus Bech Hansen
- 3 til Robert Mugabe og 12 til Barack Obama. Læs Rasmus Bech Hansen dele karakterer ud til aktuelle politikeres kommunikation. Serien forsætter hver uge med mere hetz og hyldest. Alting kan ha en karakter.
af Rasmus Bech Hansen
Mine karakterer går til de bedst og dårligst kommunikerende politiske ledere. Globalt. Politisk kommunikation er et felt, som godt kan være en trist og forudsigelig affære, og som næppe interesserer mange danskere længere, fordi det herhjemme er sidestillet med ligegyldigt spin og taktiske selvfølgeligheder. Men når det er bedst, er politisk kommunikation en perfekt treenighed bestående af en substantiel vision for verden, et slagkraftigt og sammenhængende sæt af kernebudskaber og symbolske handlinger samt en fundamentalt nytænkende mediestrategi.
-3: Præsident Robert Mugabe, Zimbabwe
Mugabe ser ud til at være en slags omvandrende Murphys lov. Alt hvad han kan få til at gå galt, går galt. Selv et valg, som trods alt burde være en positiv begivenhed for et diktatur, er blevet en PR-mæssig katastrofe for ham og for hans land. Han er en påmindelse om, at selvindsigt og timing er afgørende for god kommunikation. Var han gået af i tide, kunne han måske have efterladt sig et nogenlunde eftermæle og et i hvert fald et sundere og bedre land. Lige nu er han en skamplet på sit land og med til at ødelægge hele kontinentets image.
00: Præsident for EU-Kommissionen José Manuel Barosso
Ja, måske lidt hårdt, særlig set i forhold til Mugabe. Men Barosso har været chef i en del år for et EU, som på ingen måde har formået at fortælle en klar historie til borgerne om, hvem EU er og hvad de er til for. EU fortæller gennem medierne dagligt en dårlig historie om sorte limousiner, jakkesæt, endeløse møder - eller med andre ord: bureaukrati. Det er dumt, for EU har faktisk en stor vision og gode historier, som bare aldrig er blevet formidlet overbevisende. Den store vision handler om et fælles Europa - forenet og dog forskelligt. Den gode historie handler om 1000-vis af konkrete forbedringer i folks dagligdag, fx meget lavere priser. Barosso fortjener et 0 for slet ikke at have forbedret EU’s triste bureaukrati-image i sin tid.
2: Leder Hu Jintao, Kina
Kinas image er heller ikke for godt. Men den kinesiske leder har dog arbejdet langt mere seriøst med sin kommunikation end Barosso. OL i Bejing er selvfølgelig den store symbolske handling, som har givet Kina en fantastisk propagandamulighed. Og selv om det også har sat fokus på menneskerettighedskrænkelserne, så ser det nu ud til samlet at have været en succes. Alligevel mener jeg, der er to gode grunde til at give Hu en lav karakter.
For det første begår han den fejl, som også USA"s præsident George Bush har begået, at have nok i sig selv. Kina må komme omverdenen mere i møde og kommunikere positive globale visioner. Fx har Kina en stærk platform inden for fattigdomsbekæmpelse. Hvorfor ikke bruge noget af den store udenlandske kapital, der er ophobet, til at iværksætte verdens største fattigdomsbekæmpelsesprogram? Hvis Kina kun kigger indadtil, vil fokus være på, at der er tale om et diktatur, der undertrykker dem, der ikke bakker det op.
Det andet problem er, at Kina (at dømme ud fra det fjernsyn og de aviser, jeg selv har læst derovre) kommunikerer, som om det var en virksomhed med kvartalsregnskaber og økonomisk vækst som eneste parameter.
Men et land skal også kommunikere de følelsesmæssige og identitetsmæssige værdier. Hvorfor skal man holde af Kina og være stolt af det? Hvad er helligt i Kina? Den kommunistiske tanke og dens idealer er døde, men flaget er stadigt rødt med hammer og segl. Arkitekturen er post-moderne og nærmest avantgardistisk. Det er usammenhængende og forvirrende. Hu må med andre ord lære at kommunikere til folks følelser, hvis han vil have sit land og omverdenen med sig. Han kunne starte med et nyt flag.
4: Forbundskansler Angela Merkel, Tyskland
Da hun trådte til, var hendes sløsede gammelkone-stil, hendes lange sætninger og bemærkelsesvædigt ukarismatiske stil et frisk pust. Her var substans, ikke bare overflade, som hos fiaskoen Gerhard Schröder. Hun var inkarnationen af politik som seriøst indhold. Det var lidt samme stil, som gjorde Gordon Brown til en velkommen forandring oven på Tony Blair. Men hun har ikke formået at indfri forventningerne. Indholdet har ikke kunnet bære, ja faktisk har hun vist sig lige så kedelig politisk som stilmæssigt (i modsætning til Gordon Brown, der faktisk har sat store initiativer i gang, særlig i forhold til Afrika). Hun fremstår mere og mere som en, der ikke bringer Tyskland afgørende videre. Hun er den kedelige pige, der lige med nød og næppe består, fordi hun har orden i sine ting.
7: Præsident Nicolas Sarkozy, Frankrig
Her er en mand, der har modet til at gå sine egne veje - politisk og kommunikationsmæssigt. Det har givet store skrammer, men han skal have et 7-tal for det, han har gjort. Hans privatliv er selvfølgelig en saga for sig. Mere interessante er hans store initiativer som fx hans store forslag om en Middelhavsunion, der kulminerede med, at han havde samlet næsten alle betydende politiske ledere fra Mellemøsten og Europa på Bastilledagen, en stor symbolsk sejr. Derudover bør nævnes: Hans personlige involvering i store kriser, fx Georgien og gidselaffærer senest i Colombia. Hans politiske sejre (fx opgøret med Frankrigs 35 timers arbejdsuge). Hans politiske mod (fx opgøret med den Europæiske Centralbank). Samlet må man sige, at hans karisma og evne til at få maksimal opmærksomhed omkring sig selv i enhver situation kvalificerer ham som en af nutidens bedste politiske kommunikatorer. Han har allerede ændret verdens billede af Frankrig og kan komme til at sætte et aftryk på verden.
10 Præsident Lula (Luiz Inácio Lula da Silva), Brasilien
Da Lula begyndte at blive et seriøst bud på Brasiliens præsident i 2001, kan jeg huske, at en af mine gode venner, som leder en stor investeringsfond med fokus på Latin Amerika, proklamerede, at de ville sælge alt, hvad de ejede i Brasilien, hvis Lula vandt valget. Sådan har han det ikke længere. Lula er accepteret af investorer verden over som en troværdig mand og en dygtig politiker. Fra en mand af folket, der er kommet til magten som en stærkt venstreorienteret fagforeningsmand, er det noget af en bedrift. I det hele taget har Lula fundet en balance mellem sit politiske projekt om et Brasilien med meget mere social lighed og nødvendigheden af at understøtte vækst. Brasilien er de senere år blevet et af de lande, som fremtiden tilhører (Investeringsbanken Goldman Sachs kalder det for BRISK lande - Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Lula er blevet ikonet for det. Han er passion og politisk vilje - politisk samba, om man vil - kombineret med kompetence og pragmatisme. Han er dybt rodfæstet i folket og respekteret af eliten. Han er den første brasilianske politiker, som Brasiliens sublime fodboldlandshold kan være stolte over at stå ved siden af.
12: Præsidentkandidat Barack Obama, USA
Når man kommer ud af det rene ingenting og banker Hilary Clinton og hendes kampagneteam med Bill Clintons Wunderkind James Carville i spidsen, så fortjener man at få 12. Obama har fundet treenigheden af vision, fængende budskaber og nytænkende kommunikationsstrategi.Hans svageste område er det første, den substantielle politiske vision, som er en smule uklar og faktisk ikke så nytænkende (i konkrete politiske udspil var Hillary klart stærkere). Men han vil dog helt sikkert træde nye veje og melde USA stærkere ind i verdenssamfundet igen. På kommunikationssiden excellerer han. Hans budskaber om forandring går klart igennem, og de gennemsyrer alt, hvad han gør, fra hvor han optræder og hvordan han ser ud, til hvordan han taler. Hans talegaver er uforlignelige. Det er entydig og enormt kraftfuld kommunikation.
Men hans virkelige genialitet ligger faktisk i det sidste, hans mediestrategi. Hele hans kampagne har været bygget helt systematisk og meget utraditionelt op. Fra første færd var det smart at bruge bøger og celebreties for at skabe sig et navn blandt almindelige amerikanere. Senere har hans store brug af shows, som normalt kendes fra rockmusikere, både i USA og senest i Berlin, været en fantastisk måde at kommunikere, at her var ikke bare en politiker, men en bevægelse. Sidst, men bestemt ikke mindst, har hans brug af internettet i mine øjne for altid ændret præmisserne for politisk kommunikation. Han hyrede tidligt en af Facebooks stiftere til at bygge en politisk internetstrategi, der har brugt internettets netværksmuligheder til helt formidabelt at aktivere folk både lokalt og nationalt. En af hans store indsigter har været, at internettet giver mulighed for ikke bare at kommunikere med faste supportere og partimedlemmer, men at det faktisk giver mulighed for at få aktiveret og komme i dialog med folk, der ellers ikke er politisk aktive. Han har skabt interaktive foraer, som han har kunnet bruge til at udvikle sin politikformulering, og fået en fundraisingapparat, som aldrig er set tidligere. Gennem internettet har han kunnet kommunikere uden om de traditionelle medier. Selv hvis han viser sig for utraditionel til de amerikanske vælgere og ikke vinder valget, har han for altid ændret politisk kommunikation.
Det danske parti, der bedst lærer lektien fra Obama og omstiller hele parti- og kampagneapparatet til 100 pct. at gribe mulighederne i digital politisk kommunikation, vinder næste valg.
-3: Præsident Robert Mugabe, Zimbabwe
Mugabe ser ud til at være en slags omvandrende Murphys lov. Alt hvad han kan få til at gå galt, går galt. Selv et valg, som trods alt burde være en positiv begivenhed for et diktatur, er blevet en PR-mæssig katastrofe for ham og for hans land. Han er en påmindelse om, at selvindsigt og timing er afgørende for god kommunikation. Var han gået af i tide, kunne han måske have efterladt sig et nogenlunde eftermæle og et i hvert fald et sundere og bedre land. Lige nu er han en skamplet på sit land og med til at ødelægge hele kontinentets image.
00: Præsident for EU-Kommissionen José Manuel Barosso
Ja, måske lidt hårdt, særlig set i forhold til Mugabe. Men Barosso har været chef i en del år for et EU, som på ingen måde har formået at fortælle en klar historie til borgerne om, hvem EU er og hvad de er til for. EU fortæller gennem medierne dagligt en dårlig historie om sorte limousiner, jakkesæt, endeløse møder - eller med andre ord: bureaukrati. Det er dumt, for EU har faktisk en stor vision og gode historier, som bare aldrig er blevet formidlet overbevisende. Den store vision handler om et fælles Europa - forenet og dog forskelligt. Den gode historie handler om 1000-vis af konkrete forbedringer i folks dagligdag, fx meget lavere priser. Barosso fortjener et 0 for slet ikke at have forbedret EU’s triste bureaukrati-image i sin tid.
2: Leder Hu Jintao, Kina
Kinas image er heller ikke for godt. Men den kinesiske leder har dog arbejdet langt mere seriøst med sin kommunikation end Barosso. OL i Bejing er selvfølgelig den store symbolske handling, som har givet Kina en fantastisk propagandamulighed. Og selv om det også har sat fokus på menneskerettighedskrænkelserne, så ser det nu ud til samlet at have været en succes. Alligevel mener jeg, der er to gode grunde til at give Hu en lav karakter.
For det første begår han den fejl, som også USA"s præsident George Bush har begået, at have nok i sig selv. Kina må komme omverdenen mere i møde og kommunikere positive globale visioner. Fx har Kina en stærk platform inden for fattigdomsbekæmpelse. Hvorfor ikke bruge noget af den store udenlandske kapital, der er ophobet, til at iværksætte verdens største fattigdomsbekæmpelsesprogram? Hvis Kina kun kigger indadtil, vil fokus være på, at der er tale om et diktatur, der undertrykker dem, der ikke bakker det op.
Det andet problem er, at Kina (at dømme ud fra det fjernsyn og de aviser, jeg selv har læst derovre) kommunikerer, som om det var en virksomhed med kvartalsregnskaber og økonomisk vækst som eneste parameter.
Men et land skal også kommunikere de følelsesmæssige og identitetsmæssige værdier. Hvorfor skal man holde af Kina og være stolt af det? Hvad er helligt i Kina? Den kommunistiske tanke og dens idealer er døde, men flaget er stadigt rødt med hammer og segl. Arkitekturen er post-moderne og nærmest avantgardistisk. Det er usammenhængende og forvirrende. Hu må med andre ord lære at kommunikere til folks følelser, hvis han vil have sit land og omverdenen med sig. Han kunne starte med et nyt flag.
4: Forbundskansler Angela Merkel, Tyskland
Da hun trådte til, var hendes sløsede gammelkone-stil, hendes lange sætninger og bemærkelsesvædigt ukarismatiske stil et frisk pust. Her var substans, ikke bare overflade, som hos fiaskoen Gerhard Schröder. Hun var inkarnationen af politik som seriøst indhold. Det var lidt samme stil, som gjorde Gordon Brown til en velkommen forandring oven på Tony Blair. Men hun har ikke formået at indfri forventningerne. Indholdet har ikke kunnet bære, ja faktisk har hun vist sig lige så kedelig politisk som stilmæssigt (i modsætning til Gordon Brown, der faktisk har sat store initiativer i gang, særlig i forhold til Afrika). Hun fremstår mere og mere som en, der ikke bringer Tyskland afgørende videre. Hun er den kedelige pige, der lige med nød og næppe består, fordi hun har orden i sine ting.
7: Præsident Nicolas Sarkozy, Frankrig
Her er en mand, der har modet til at gå sine egne veje - politisk og kommunikationsmæssigt. Det har givet store skrammer, men han skal have et 7-tal for det, han har gjort. Hans privatliv er selvfølgelig en saga for sig. Mere interessante er hans store initiativer som fx hans store forslag om en Middelhavsunion, der kulminerede med, at han havde samlet næsten alle betydende politiske ledere fra Mellemøsten og Europa på Bastilledagen, en stor symbolsk sejr. Derudover bør nævnes: Hans personlige involvering i store kriser, fx Georgien og gidselaffærer senest i Colombia. Hans politiske sejre (fx opgøret med Frankrigs 35 timers arbejdsuge). Hans politiske mod (fx opgøret med den Europæiske Centralbank). Samlet må man sige, at hans karisma og evne til at få maksimal opmærksomhed omkring sig selv i enhver situation kvalificerer ham som en af nutidens bedste politiske kommunikatorer. Han har allerede ændret verdens billede af Frankrig og kan komme til at sætte et aftryk på verden.
10 Præsident Lula (Luiz Inácio Lula da Silva), Brasilien
Da Lula begyndte at blive et seriøst bud på Brasiliens præsident i 2001, kan jeg huske, at en af mine gode venner, som leder en stor investeringsfond med fokus på Latin Amerika, proklamerede, at de ville sælge alt, hvad de ejede i Brasilien, hvis Lula vandt valget. Sådan har han det ikke længere. Lula er accepteret af investorer verden over som en troværdig mand og en dygtig politiker. Fra en mand af folket, der er kommet til magten som en stærkt venstreorienteret fagforeningsmand, er det noget af en bedrift. I det hele taget har Lula fundet en balance mellem sit politiske projekt om et Brasilien med meget mere social lighed og nødvendigheden af at understøtte vækst. Brasilien er de senere år blevet et af de lande, som fremtiden tilhører (Investeringsbanken Goldman Sachs kalder det for BRISK lande - Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Lula er blevet ikonet for det. Han er passion og politisk vilje - politisk samba, om man vil - kombineret med kompetence og pragmatisme. Han er dybt rodfæstet i folket og respekteret af eliten. Han er den første brasilianske politiker, som Brasiliens sublime fodboldlandshold kan være stolte over at stå ved siden af.
12: Præsidentkandidat Barack Obama, USA
Når man kommer ud af det rene ingenting og banker Hilary Clinton og hendes kampagneteam med Bill Clintons Wunderkind James Carville i spidsen, så fortjener man at få 12. Obama har fundet treenigheden af vision, fængende budskaber og nytænkende kommunikationsstrategi.Hans svageste område er det første, den substantielle politiske vision, som er en smule uklar og faktisk ikke så nytænkende (i konkrete politiske udspil var Hillary klart stærkere). Men han vil dog helt sikkert træde nye veje og melde USA stærkere ind i verdenssamfundet igen. På kommunikationssiden excellerer han. Hans budskaber om forandring går klart igennem, og de gennemsyrer alt, hvad han gør, fra hvor han optræder og hvordan han ser ud, til hvordan han taler. Hans talegaver er uforlignelige. Det er entydig og enormt kraftfuld kommunikation.
Men hans virkelige genialitet ligger faktisk i det sidste, hans mediestrategi. Hele hans kampagne har været bygget helt systematisk og meget utraditionelt op. Fra første færd var det smart at bruge bøger og celebreties for at skabe sig et navn blandt almindelige amerikanere. Senere har hans store brug af shows, som normalt kendes fra rockmusikere, både i USA og senest i Berlin, været en fantastisk måde at kommunikere, at her var ikke bare en politiker, men en bevægelse. Sidst, men bestemt ikke mindst, har hans brug af internettet i mine øjne for altid ændret præmisserne for politisk kommunikation. Han hyrede tidligt en af Facebooks stiftere til at bygge en politisk internetstrategi, der har brugt internettets netværksmuligheder til helt formidabelt at aktivere folk både lokalt og nationalt. En af hans store indsigter har været, at internettet giver mulighed for ikke bare at kommunikere med faste supportere og partimedlemmer, men at det faktisk giver mulighed for at få aktiveret og komme i dialog med folk, der ellers ikke er politisk aktive. Han har skabt interaktive foraer, som han har kunnet bruge til at udvikle sin politikformulering, og fået en fundraisingapparat, som aldrig er set tidligere. Gennem internettet har han kunnet kommunikere uden om de traditionelle medier. Selv hvis han viser sig for utraditionel til de amerikanske vælgere og ikke vinder valget, har han for altid ændret politisk kommunikation.
Det danske parti, der bedst lærer lektien fra Obama og omstiller hele parti- og kampagneapparatet til 100 pct. at gribe mulighederne i digital politisk kommunikation, vinder næste valg.
