-3: DSB: Der er næppe en eneste ting, som er gået efter køreplanen, siden DSB for otte år siden satte italienske Ansaldobreda til at producere deres nye IC4-tog, og det gælder desværre også kommunikationen. Sidste skud på tog-stammen kommer, efter at en fotograf fra DR nu har foreviget de omstridte tog, mens de står og forfalder hos producenten i Italien. "Klamp" kalder en dansk professor togene, og samme udtryk kan man bruge om DSB's kommunikation. DSB burde i langt højere grad drive en kommunikation, der signalerer utilfredshed og utålmodighed med leverandøren. I stedet ender de som sorteper og skal endnu engang forsvare en uforsvarligt dårlig leverance. Nu må selv Bahnsen da efterhånden foretrække den brune bisse.

00: Katte-spisende journalister: De ville gerne sætte fokus på dyrevelfærden på de danske gårde, så derfor åd de en kat. Resultatet blev dødstrusler mod journalisterne, en masse bizarre historier i dagspressen om det lige så bizarre måltid og ingen diskussion af dyrevelfærd. Og det burde netop de journaliststuderende måske have forudset på forhånd. Det er en grundregel for al kommunikation, at man altid skal vurdere virkemidlet i forhold til budskabet. Ellers risikerer man nemlig lige præcis, at afsenderen får al opmærksomheden. Og nu sidder de studerende så tilbage med hår i munden. Mi-av.

2: Aldi: Det lyder godt, når den tyske kæde Aldi lokker med billige tilbud på elektronik. Men hos Forbrugerklagenævnet er man knap så begejstrede. For Aldi figurerer nemlig i ti procent af de klagesager, nævnet modtog omkring elektronik sidste år. Ifølge Ekstra Bladet, som har historien, måtte bladet tage til takke med en fax fra Aldis direktør, da de bad om en kommentar. Aldis traditionelle svar på anklager ligger da også langt fra den offensive kommunikation. Kædens svar på offentlig kritik har for et meste været at gemme sig bag total tavshed. Men det virker bare som mere vand på samme mølle, samtidig med at Aldi nu fremstår gammeldags og fordækte, fordi de kun vil levere en kommentar på fax. Tiden er endegyldigt løbet fra virksomheder, der gemmer sig bag fax-maskiner og ikke tager ansvar for at behandle kunderne ordentligt.

4: Michael Laudrup: Man kan let blive rundtosset, hvis man skal forsøge at hitte rede i rygterne i europæisk fodbold. Og endnu sværere må det være at stå midt i dem. Det plejer Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiden nu at kunne håndtere på et temmelig højt niveau. Men i hele forløbet omkring hans skifte er han kørt sur i det. Vi ved ikke, hvor han er, og derfor begynder han så småt at fremstå som en taber – ikke en god position for fodboldhelt nr. ét. Det er ikke blevet bedre, når agenten med det fantastiske navn Tutumlu i kaotiske forløb via medierne lægger pres på eventuelt kommende arbejdsgivere. Resultatet er fuldstændig forvirring.

7: Margrete Vestager: Egentlig er der dog ikke noget i vejen med selve budskabet om at debattere den danske udenrigspolitik og heller ikke den måde, Vestager præsenterer det på. Der er med stor sikkerhed blevet nikket til hendes holdninger i det radikale bagland og i anti-Fogh/Bush kredsene i Danmark. En gruppe, der ifølge meningsmålingerne udgør 14 % af vælgerne – klart mere, end Det Radikale Venstre trækker i samme målinger for tiden. Kommunikationen gavner klart Vestager og De Radikale selv. Når karakteren alligevel ikke er i top, er det, fordi den ikke ændrer noget – den flytter ingen magt. Den minder blot folkeflertallet på 70 % om, at de med Vestager får en kurs, de ikke ønsker. Det splitter oppositionen og bringer et politisk kursskifte i udenrigspolitikken længere væk.

10: Klaus Riskær: Man kan sige meget om manden, At Tænke Sig for længst har døbt Risikokær, men han står ved sine budskaber. Det er ikke ret mange mennesker, der kan lide nederlag i den ene retssag efter den anden og alligevel i så mange år beholde skindet delvist på næsen i den offentlige debat. Det har Riskær kunnet, fordi han i lang tid ikke veg en tøddel fra sit budskab. Han viste evnerne igen i sidste uge med bemærkningen om, at han måtte være den første, der nogensinde var blevet dømt for at stjæle sine egne penge. Det er sjovt, og danskerne tilgiver gerne de sjove. Mange kan ikke lide Riskær – men i forhold til, hvad han har været igennem, er det utroligt, at han klarer sig så godt. I kommunikation når man langt med den gamle læresætning: Stick to your guns!

12: Poul Lindor Nielsen og Bjørn Dahl, henholdsvis borgmester og vice-borgmester i Roskilde. Historien om Roskildes vice-borgmester, som blev taget for spritkørsel, kom aldrig til at fylde meget i medierne. En endog meget gammel spritdom har ellers før betydet enden på politiske ambitioner, men det bliver ikke tilfældet for venstremanden Bjørn Dahl. Meget hurtigt meldte den socialdemokratiske borgmester sig nemlig som forsvarer. I Radioavisen fortalte han, hvordan Bjørn Dahls alkoholmisbrug skyldtes en ikke-diagnosticeret depression, og hvordan han nu var kommet i behandling. Poul Lindor Nielsen sluttede af med at bemærke, at han udtalte sig i samråd med Familien Dahl. Det er ærligt, fordi det går tæt på spritbilisten selv, og bundhamrende troværdigt, fordi budskabet bliver båret af den politiske modstander. Så snart Dahl er kommet over depressionen, kan han gå direkte ind i politik igen.

Læs også Henrik Merkelsens karakterbog tidligere u serien her på Kforum