Min karakterbog: Mie Femø Nielsen

Karakterbogen ser jeg som en måde at strukturere nogle uhøjtidelige pip og hip. Den skal ikke tages for meget andet end en selskabsleg, men de kan jo også være gode nok. Der er så meget, man kan give karakterer: ministre, reklamer, ugens objekt i DR Søndag osv. For ikke at gøre denne øvelse alt for rodet har jeg valgt at skille virksomheder, ledere, tv-programmer, kändisser, tv-reklamer og politik ad. Siden Folketinget lige er gået på sommerferie, er det relevant at kigge på nogle af årets præstationer, der gør sig bemærket. Derfor er politik temaet for nedenstående karakterbog.
-3 gives til Malou Aamund for en helt uacceptabel præstation, fordi hun ikke har fattet, at troværdighed ikke bare er noget, man kan beskylde andre for ikke at have (fx Ny Alliance), men også selv dagligt skal bestræbe sig på at have. Stor synlighed på diametralt modsatte standpunkter fremsat med en måneds mellemrum er ikke vejen frem for en politiker, heller ikke selv om man er god til at tænke karrieretaktisk. Troværdighed er det vigtigste kompetenceudviklingspunkt i politik.

00 gives til Enhedslisten for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af partiets politiske mål. Det er patetisk, at behjertede mænd i 60’erne med fuldskæg og folkloretrøjer bedst repræsenteres politisk af unge kvinder i 20’erne, som har brains and balls and good looks. Kan det virkelig ikke lade sig gøre at finde engagerede mænd oppe i årene, som folk gider høre på? Endelig har partiet medvind på cykelstierne med krav om velfærd, fokus på miljø og massedemonstrationer for ligeløn, og så kan partiet ikke finde ud af at få cykelspænderne på. Hvis man er så bange for at arbejde professionelt med strategisk kommunikation, fordi man forbinder det med større idealisme og ægthed at lade være, svigter man sine vælgere og fortjener at være uden indflydelse. Derfor må man nødvendigvis ligge på vippen, hver gang der er eksamen.

02 gives til Henrik Qvortrup for den lige akkurat tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af definition af og opfyldelse af tilfredsstillende livsmål for en stor politisk begavelse. 02 er den hårdeste karakter at få, fordi man ikke dumper og dermed kan gøre det om, men må leve med at få hele snittet trukket ned af den dårlige præstation. Karakteren gives derfor af den frustrerede lærer som et wake-up call til Henrik, fordi han er den kvikke dreng i klassen, der ikke indfrier sit potentiale. Nu har han vist, at han kunne og turde på Se og Hør, og nu er det begyndt at blive kedeligt. Når man optræder i landets største magasin, Ud og se, med udtalelser om i virkeligheden at være blød, og når man lader sig overtale til at optræde i en intetsigende tv-reklame sammen med en dunet siameserkat og medfølgende kattebakke, er det på tide at komme videre med sit liv. Manden bør gå efter at blive formand for Rådet for Socialt Udsatte og sætte en intelligent, markant og flabet dagsorden, der gør en positiv forskel og aftvinger respekt, inden han rykker videre til chefredaktørposten på JyllandsPosten. Det vil give ham en spændende platform at deltage i samfundsdebatten fra. Han plejer at have skarpe pointer og gode punchlines.

4 gives til Socialdemokraterne for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af partiets politiske mål, med adskillige væsentlige mangler. Det trækker op, at man er begyndt at møde i skolen og deltage i diskussionen på holdet, men der arbejdes stadig uden den store og nærende ildhu, som kommer af at arbejde intenst og målrettet for og med et vægtigt projekt. Når målet er uklart og kompasset mangler, bliver retningen til konstant diskussion, kursen slingrende og træfsikkerheden svigtende. Derfor vurderes præstationen som under middel.

7 gives til flertallet af folkevalgte politikere for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af den folkelige repræsentations mål, med en del mangler. Det trækker ned, at året går med hektisk trummerum i musehjulet, uden at de store dagsordener bliver sat, endevendt og kvalificeret: Hvad skal Danmark leve af i det kommende århundrede? Hvordan tilbydes de bedste rammebetingelser lige nu for at skabe fremtidens vækst? Hvordan kan den sitrende frygt for det hajfyldte farvand af asiatisk masseproduktion af varer og ingeniører (tre asiatiske lande alene uddanner tilsammen 800.000 ingeniører om året) vendes til fri sejlads på såkaldt Blue Ocean for Danmark? Skal vi alle gøres til dårlige kopier af kineserne, eller skulle man satse på noget andet? Det bør de arbejde mere seriøst med i timerne. Der går for meget tid med at sidde og vippe på stolen, tjekke nyheder på den bærbare og tiske indbyrdes om kaffebilag, sygeplejelønninger og tørklæder. Siden Foghs skjorteærmetale i efteråret 2005 har den debat ligget stille. Imens har de danske universiteter så travlt med at implementere kvalitetsforbedrende tiltag, at de rutsjer ned af de internationale rankings.

10 gives til Birthe Rønn Hornbech for hendes fortrinlige præstation som højprofileret gidsel på en uriaspost, der med nogle mindre væsentlige mangler demonstrerer omfattende opfyldelse af modstridende mål, hun ikke selv har været med til at definere. Med sin kronik er hun gået til kanten af, hvad en minister kan tillade sig, uden at blive fyret. Personligt troede jeg sådan set, at det var fyresedlen, hun godt ville opnå, og i så fald var kronikken godt tænkt. At blive fyret på at have integritet er ikke det værste, der kan ske for en folkevalgt. Ministeren mangler dog at indse, at man ikke bare kan komme med en markant udmelding og så ikke svare på alle de relevante opfølgningsspørgsmål. Det må smerte enhver i kommunikationsbranchen, at den kvinde i landet, der har størst brug for en kommunikationsrådgiver, ikke vil have en. For en jurist lader det til at være svært at indse, at det principielle standpunkt på ét område kan spærre for det principielle på et andet. Et af argumenter mod at have en spindoktor er vist, at politikerne skal være tilgængelige. Ministeren mødte op i Go’ Aften Danmark og tromlede en tv-vært ned. Argumentet var, at hun endelig kunne ”dementere nogle løgne”, fordi det var live, og der ikke kunne klippes i det. Det kunne hun også have gjort på TV2 Nyhederne, når nu hun kan noget med at tromle værter ned. Når lige det bløde program vælges, tyder det på, at ministeren ikke selv har noget imod at tænke i spin. Når der alligevel gives 10, skyldes det, at gidsler må omfattes med en særlig forståelse, så tvivlen kommer hende til gode.

12 gives til Anders Fogh Rasmussen for fremragende præstation som VKO-leder, statsminister og partileder, idet han har demonstreret udtømmende opfyldelse af disse samfundspositioners mål, med få uvæsentlige mangler. Det er godt gået, at det igen i år er lykkedes at lægge debatten om ikke at være synlig ned med et stort interview i Berlingske, hvor der tales om de lange linjer og den langsomme priming af befolkningen. Det er godt set af ham, at han skal gå, når han er på toppen, så historikerne kan skrive, at han aldrig tabte et valg, men tværtimod vandt over tre Socialdemokratiske formænd. Og man kan kun have respekt for en mand, der har så meget styr på sin rolle og så stor arbejdskapacitet, at han begynder at småkede sig efter 7 år på posten. Med SU’en og et 12-tal i ryggen skulle vejen være banet som udvekslingsstuderende i udlandet, så han kan bidrage til øget internationalisering.

Og så ønskes hele holdet ellers en god sommerferie, der forhåbentlig bringer hvile og helse, så der veloplagt kan sættes nogle vigtige dagsordener i efteråret.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også