Hvad er Google? Spørg Google.

Peter Barron. Godheden selv, for en god virksomhed?

Kampen om verdensherredømmet: Google mod ros

Den evige kamp om internetdominans og -monopol spidser til. Tre-fire megalomane megavirksomheder fra Californien kæmper om verdensherredømmet og intet mindre. Den første kamp handlede om at eje styresystemet for den personlige computer. Vinderen var Microsoft. Senere handlede det om styresystemet for internettet. Her vandt Google.

Nu drejer det sig som styresystemet for virkeligheden og vennerne. Her kæmper Facebook, Google og Apple en endnu uafgjort kamp. Den, som vinder, er den, som bedst forstår at koble hjemmesider, geografi, produkter og kontakter sammen i én brugervenlig indpakning og til en god pris.

Facebook har godt fat i brugernes sociale liv, men ikke deres penge. Google har brugernes hjerner og penge. Apple har fat i forbrugernes hjerter med iTunes og App Store – og dertil fat i kreditkortene.

For at slå hinanden og ophæve disse indbyrdes konkurrencefordele kopier de så hinanden på livet løs. Apple er stærk på mobilitet, men ønsker at blive bedre til search og social networkning. Mens Google er stærk på search, men desperat prøver at blive stærke på social networking og mobilitet. Facebook vil uden tvivl bevæge sig mere i retning af search og mobilitet. Facebook har derfor netop lanceret en kopi af Gmail og Four Square. Google forsøgte uden held at kopiere Facebook med Google Buzz, og Apple med Android.  

Mobilen: Her er masserne, mulighederne og masser af penge

Den altafgørende kampplads lige nu er mobilen og det kommende mobile internet. Alt peger på, at vi står over for et paradigmeskifte fra skrivebordscomputeren til smart-telefonen. En spændende udvikling, ikke mindst fordi antallet og udbredelsen af mobiltelefoner er 10 gange større end computere.

Konsekvensen er, at lokalitet – altså hvor man er med sin mobil – bliver vigtigt og noget, der kan tjenes penge på. Det prøver Facebook, Google og Apple så at gøre med deres satsninger på lokale tilbud, anbefalinger eller egentlige kortløsninger.

For Google har det betydet, at de nu er et ”mobile first”-selskab. Alt udvikles først og fremmest til mobilen. Det er her, de satser og sætter nye ting i søen. Ikke mindst fordi mobilen giver bedre muligheder for at sælge produkter, og uden tvivl snart smelter sammen med kreditkortet. Det giver et økonomi- og betalingssystem, som har manglet på det kaotiske og gratis internet.

Trods konkurrencen hilser Googles europæiske PR-direktør, Peter Barron, denne udvikling velkommen:

”Vi ser det mobile internet som fremtiden og synes, det er positivt, at virksomheder langt om længe ser ud til at kunne skabe nogle stabile og frugtbare forretningsmodeller. Ikke mindst tror jeg tablets og i særdeleshed iPad’en kan give nyt liv til mediernes traditionelle abonnementsordninger.”

Konflikt er det forkerte ord for fair konkurrence

Konflikt og kamp, kalder analytikerne dette. Sund og fair konkurrence, siger Google selv. Jo mere konkurrence, jo bedre et produkt til slutbrugeren:

”Nettet udvikler sig dramatisk og dermed også slutbrugernes behov. Helt naturlig kommer forskellige virksomheder med forskellige løsninger og produkter til at tilfredsstille de behov, som opstår. Det er sund konkurrence og sund forretning. Vi prøver så godt som muligt at følge med i udviklingen og er som altid dedikerede til innovation.”

Algoritmen er en fair hemmelighed

Googles ufattelige rigdom bygger på den hemmelige algoritme for, hvilke websider der kommer øverst i Google. Det er denne algoritme, som giver firmaet dets store magt, og som en hel industri døgnet rundt forsøger at forstå og snyde. Med magten følger beskyldningen for misbrug og hemmelighedskræmmeri. Er Google for hemmelighedsfulde og magtfulde her?

”Vi holder algoritmen hemmelig for at sikre datakvalitet og for, at brugerne kan finde information af høj kvalitet hurtig. Desuden er den slet ikke så hemmelig – vi skriver meget om, hvad vi kræver, for at noget er information af høj kvalitet. Det kan alle læse på nettet, og vil man opad på listen, skal man vel egentlig bare skabe indhold af høj kvalitet, som mange linker til og læser.”

Algoritmens opsamler med matematisk præcision hvad folk søger på og hvor ofte. Hvad der kan give meget overraskende men dog sande svar på hvad det store flertal søger på i folkedybet.

I kølvandet på Googles algoritme og magt er der opstået en sand klondikeindustri af mennesker, der prøver at snyde Google og algoritmen. Til dette siger Googles Peter Barron:

”Det er en stadig kamp, og vi prøver hele tiden at optimere algoritmen, så den viser rigtigt indhold og ikke bliver snydt af unfair søgemaskineoptimering, som ikke udtrykker slutbrugerens sande behov.”

Fra websider til streaming, og fra søgning til social interaktion

Udfordringen for Google er skiftet fra internetsider til streaming og sociale netværk. Et område, hvor Google notorisk har haltet bagefter og efter de fejlslagne forsøg med Google Buzz og Wave stadig er farligt svag. Problemet er, at den berømte webside-rangerende algoritme er god til at inddele og værdisætte hjemmesider, men knap så god til twitterstrømme, anbefalinger og statusopdateringer. På Facebook har ”I like”-knapper og lignende skabt en helt ny måde at orientere sig på. Her virker den klassiske googlesøgning ufokuseret og fejlagtig i forhold til den nye sociale søgning, hvor vennerne og deres præferencer er med på listen. En analyse, Peter Barron er enig i.

”Der er ingen tvivl om, at sociale netværk er et område, hvor vi er knap så stærke i dag som på andre områder, men vi udvikler os hele tiden og kommer med nye løsninger og tilbud, også på dette område.”

Fiasko er succes skrevet bagfra

Google er ikke blot berømt for at være innovativ. De er også berømte eller berygtede for at være modige eller dumdristige. De har haft nogle dramatiske flop på det sidste. Altså satsninger for millioner af dollar, som bare ikke er lykkedes. Senest med Google Wave, som skulle revolutionere den måde, vi arbejder på; men som blev en stor rodebunke, ingen længere gider rode rundt i.

Men viljen til at tage chancer og risici er en kæmpekvalitet, ifølge Peter Barron:

”Viljen til at være innovativ er også viljen til at begå fejl en gang imellem. Vi prøver tingene af, og nogle ting lykkes, og nogle ting går galt. Det er for os to sider af samme sag.”

De stakkels danske medier

Når elefanterne slås, går det ud over musen, lyder et gammelt ordsprog. Det gælder naturligvis også på internettet. Kampen mellem Apple, Google og Facebook har om noget gjort ondt på de danske medier, som på medier alle andre steder. Alle har de måttet se både læserne og annoncørerne flygte til deres mægtige amerikanske konkurrenter. Ikke mindst fordi amerikanerne har kunnet tilbyde en bedre og mere relevant oplevelse til slutbrugerne og  annoncørerne flere brugere og sidevisninger billigere.

De store har så at sige i deres indbyrdes konkurrence dumpet markedet. Flere milliarder kroner forsvinder nu ud af den danske medieøkonomi, og det klager de klassiske medier naturligvis over. Pengene ville de jo have brugt på dybdeborende journalistik og den offentlige debat, men nu bliver de bare sendt til Californien.

Dette er en kritik, som også er blevet rejst af mediemogulen Murdoch, som anklager Google for at snylte på nyhedsmediernes dyrtskabte kvalitetsindhold – mens de mere paranoide Google-iagttagere har sat fokus på, hvordan Google i højere og højere grad henviser til sine egne sider og tjenester.

Hvad tænker Google så om den kritik? De ser det naturligvis langt mere nuanceret og positivt. De synes, de leverer en masse trafik tilbage til medierne, så hvad er egentlig problemet? Det er jo ikke Google, men slutbrugeren, som bestemmer, hvad han vil søge og finde. Google er blot et redskab, ikke en indholdsproducent. Så problemstillingen er noget mere kompleks:

”Google arbejder sammen med de traditionelle medier og søger at lede flest mulige brugere hen til deres indhold af høj kvalitet. Vi sikrer derfor medierne synlighed og trafik. Vi støtter derfor også journalistikken på en række måder.”

Taberdagsordenen: privatliv og manglen på samme

Som brancher, partier og organisationer har deres taberdagsordener, har succesrige web 2.0-virksomheder som Google og Facebook det også. Spørgsmålet om privatlivets beskyttelse på nettet er en farlig tabersag, for er der noget disse medier gør, så er det at slå enhver form for privatliv godt og grundig ihjel.

De er potentiel overvågning på et plan og i et omfang, som aldrig er set i verdenshistorien. Og for dem er dette et issue, som hele tiden ligger og ulmer for så pludselig at bryde ud i lys lue. For nylig havde vi debatten om, hvor meget Googles Streetview-biler havde indsamlet af information, mens de kørte rundt. Sagen sluttede først, da Google slettede alle oplysninger fra alle bilerne.

Facebook har håndteret privatlivsproblemet helt talentløst – fra ugennemtænkte privatlivskrænkelser og interaktionsjusteringer til Mark Zuckerbergs flotte erklæring om, at privatliv ikke findes mere på Facebook. Google derimod har været mere snu og gjort det til et konkurrenceparameter i forhold til Facebook. De har derfor indført en lang række regler og produkter til at beskytte slutbrugerne. For eksempel har de indført en slags digital aktindsigt, hvor slutbrugerne kan se, hvad Google ved og gemmer om dem. Barron siger:

”Vi tager brugernes privatliv meget højtideligt og har indført en lang række tiltag for at beskytte det bedst muligt.”

Tilsyneladende er Peter Barron og Google gode over for alle og ikke mindst hudløs ærlige. Googles resultat for en søgning på Peter Barron viser en neutral Wikipedia-side. Søger man på Googles motto, ”Don’t be evil”, kommer en anden neutral Wikipedia-side op som det første – og to pladser nede et smædedigt mod Googles motto.

Betryggende for en virksomhed og talsmand, der tydeligvis tager sin egen ikke-søgeoptimerede medicin, eller en naiv matematisk forklædning af grådighed og verdensherredømme? Googl det – du har ikke andre muligheder for at finde sandheden om Google end på og med google.