Kommunikationsforum er ikke alene om at ville mikroblogge. Andre, der også gør det, er LinkedIn, Plaxo, MySpace, Facebook, Arto, Orkut, Bebo og selvfølgelig rene mikroblog tjenester som Twitter, Jaiku, Plurk og Pownce – og jeg kunne blive ved. Listen er næsten lige så lang, som der er sociale netværk på nettet.

 


Overhypet
Alle taler om det. Udenlandske hjemmesider, som beskæftiger sig med sociale medier, flyder over med indlæg om mikroblogging og specielt tjenesten Twitter. Faktisk deler Facebook og Twitter ifølge analyseværktøjet Nielsen Buzz Metrics næsten opmærksomheden mellem sig på sider med brugergeneret indhold.


 


For mig at se er det lige lovlig meget opmærksomhed i forhold til, hvor mange brugere de to tjenester har. 120 mio. mennesker logger ind på Facebook og kun 3,3 mio. på Twitter ifølge TwitDir.
Hype er det også, når Facebook forsøger at købe Twitter for kontanter og aktier til en samlet værdi af 500 mio. dollars. Næsten 2,9 mia. danske kroner. Altså næsten 880 danske kr. for hver eneste bruger af tjenesten, og nej, jeg har ikke regnet forkert. Hvis det så var en god forretning, men Twitter har endnu ikke formået at tjene penge. Var der nogen, som sagde boble?

Og i mandags blev mikroblogtjenesten Pownce købt for et ukendt beløb. Kun for at lide den skæbne at blive lukket i løbet af to uger. Køberen havde brug for udviklerne, ikke en mikroblog.


 


Spild af tid
Retorikeren Nadja Pass har tidligere i Berlingske og her på Kommunikationsforum listet 11 typer af Facebook-brugere ud fra statusopdateringer – som er det samme som mikroblogging. Hendes liste ser sådan her ud:

• Den selvfede
• Den selvironiske
• Den professionelle
• Den aktuelle
• Den kryptiske/poetiske/ordspillende/citerende
• Den politiske
• Den anerkendende/rosende/linkende
• Den humoristiske
• Den kritiske Facebook-distancerende

På Facebook er jeg venner med 277, og i løbet af et døgns tid viser min helt egen uvidenskabelige optælling, at der kommer mellem 70 og 100  statusopdateringer. Oveni kommer der så kommentarer til andres opdateringer. Set i forhold til Nadja Pass’ liste er mine venner spredt godt ud på typer, så jeg burde være underholdt. Men faktum er, at det meste af det, jeg læser, er uinteressant, selvfedt og spild af tid.

Og hvorfor så det? Når jeg nævner mine 277 venner på Facebook, så er de jo ikke venner, men bekendte. Det er der, hele julehumlen er. Folkeskolevenner, perifere kontakter og arbejdskolleger, jeg knap nok kender, siger mig ikke noget, når de statusopdaterer om børn, kæreste og politik. Enten har jeg aldrig mødt børnene og kæresten, eller også har jeg ikke mødt dem selv i mange år, så jeg ikke har brug for at vide, hvor de står politisk, hvor mange tømmermænd de har, eller hvor fed en bytur de har haft i Nr. Bøvelse.

Jeg er heller ikke intersseret i at vide, hvem af de bekendte, der hoster, drikker kaffe, har fået lønforhøjelse, passer handicappede, donerer penge til syge børn, løber marathon i regnvejr eller går på månen.





Hvorfor sletter jeg dem så bare ikke som venner? Fordi Facebook er et godt værktøj til så meget andet, bare ikke mikroblogging fra 277 personer. Det støjer for meget, når jeg bliver tvunget til at følge alle, men ville være brugbart, hvis det kun kom fra de rigtige venner.

Nu vil den kloge sikkert sige, at Twitter da er det oplagte valg, fordi jeg her helt selv styrer, hvem jeg vil følge. Måske. For her er der jo slet ikke nok af mine rigtige venner (endnu), jeg bliver med andre ord understimuleret rent socialt. Hvad jeg til gengæld kan få ud af Twitter lige nu, er et interessenetværk af mennesker, som jeg mener, jeg kan lære noget af, fordi jeg selv har valgt at følge dem. Og her er de færreste af dem, jeg følger, kammet over i tømmermænds-tweet.


 


Nu vil I falde over mig og sige, at mikroblogging godt kan være interessant og givende. Det skal jeg indrømme, det kan ,f.eks. når Twitter er hurtigere end nyhedsbureauer til at melde om terror i Mumbai eller jordskælv i Kina. Og når gode venner skriver opdateringer til fællesoplevelser eller deres børn, hvor man VED, hvad det handler om, og har en fælles referenceramme. Men der er altså langt mellem julesnapsene, når størstedelen af dem, du er venner med online, kun er ”hej – hvordan går det” venner.

Skal jeg vælge mellem de to største mikroblogtjenester, vil jeg fagligt helst være på Twitter, men menneskeligt på Facebook. Hvorfor er der ikke nogen mellemvej?

Old school
Så er mikroblogging også en gaaaaaammel sag. For snart tre år siden fik tre friske fyre ideen om Twitter og blogging med 140 tegn, som de logisk navngav mikroblogging. Siden da er der kommet mange kloner til (se en kort liste eller en lang liste med kloner), som alle gør nøjagtig det samme som Twitter. Ikke videre opfindsomt. Som en følge heraf er bloggen ifølge magasinet Wired lagt i graven. Det nye er altså mikroblogging - som er tre år gammelt ...


 


Hvad er så det næste? Jo, pendulet er skam på vej tilbage til mere indhold end 140 tegn. Det næste er BigTweets, hvor der er plads til 280 tegn, hvilket jo virker logisk nok, for mon ikke de fleste har prøvet at sende sms’er længere end 140 bogstaver? Derudover har slowfood-fænomenet, hvor juleflæskestegen står på 100 grader i tre timer i stedet for halvanden på 200 grader, inspireret til slowblogging, hvor der igen er tid til eftertanke. Og så er offline noget af det mest trendy, du kan være. Google understøtter det endda med deres Google Gears, som gør det muligt at gå offline med mails, feeds og meget andet. Var der nogen, som sagde modreaktion?

Lyder jeg som en sur gammel mand? Så kan du jo se, om jeg også er det til hverdag, på min egen mikroblog, eller bare få dig et godt grin hos min personlige farvoritmikroblogger ”mikker”. Jeg kender ham ikke fra andet end Twitter, men han er altid leveringsdygtig i underfundige og sjove tweets.
Inden du nu eksploderer i raseri over indlægget, så læn dig tilbage, spis en pebernød og reflekter over mikroblogging som fænomen. Er det virkelig ren julelykke?