#metoo for synlighed eller forandring?

If you’ve been sexually harassed or assaulted write ‘me too’ as a reply to this tweet. pic.twitter.com/k2oeCiUf9n
— Alyssa Milano (@Alyssa_Milano) 15. oktober 2017

Lad os starte med at slå én ting fast. Seksuelle krænkelser og overgreb er et massivt problem, der skal tages meget seriøst, og der findes ingen undskyldninger. I denne artikel beskæftiger vi os udelukkende med de retoriske social media-greb og de muligheder og begrænsninger, der ligger i det. Det er på ingen måde vores intention at negligere ofrene og deres traumatiske oplevelser eller drage tvivl om værdien af, at der bliver sat fokus på emnet.

#metoo er blevet nævnt mere end 1.7 millioner gange siden den 16. oktober. (Kilde: Infomedia)

Simplificering, viralitet og de sociale medier

Der er flere grunde til, at #metoo fungerer fantastisk på de sociale medier. Det følger en opskrift, som mange brands har forsøgt sig med og fejlet. Tiltaget er ikke startet af et brand, men er opstået inden for et fællesskab af kvinder og har ingen kommercielle bagtanker.

Det er blevet katalyseret af kendte kvinder, som sikrer, at hashtagget opnår stor rækkevidde, og viser, at det er en acceptabel (måske endda populær) bevægelse at være en del af. Tiltaget er til og med enormt simpelt at blive en del af, da seks små anslag på de sociale medier kan fortælle en muligvis kompliceret og traumatisk historie.

Men måske vigtigst af alt er, hashtagget lykkedes med at simplificere et enormt komplekst emne. Det sidestiller alle former for seksuelle overgreb, om det er et klap bagi på en overfyldt bar eller en fuldbyrdet voldtægt. Og det kræver ikke, at man navngiver eller fortæller om det konkrete individ, som har krænket en, men udpeger derimod 'mænd' som problemet, ikke 'den konkrete mand'.

Den meget relevante problemstilling kan dermed anerkendes med en deling eller et like, uden hensyntagen til kompleksiteten i problemet. Heri minder det i sin form (uden sammenligning desuden) med #bevaramagerfælled. Også her simplificeres en sag til et hashtag, som man kan støtte uden at behøve at tage stilling til, at man deri for eksempel også siger nej til almene boliger.

De mest brugte ord i sammenhæng med #metoo. Omtalerne på de sociale medier har navngivet adskillige potentielle overgrebsmænd og er hovedsageligt drevet af kendte personligheder. (Kilde: Infomedia)

Er det til debat?
Der er altså ingen tvivl om, at #metoo har haft en helt særlig evne til at mobilisere folk på de sociale medier. Det giver dem, der bruger hashtagget mulighed for genoprejsning og måske ligefrem oplevelsen af katarsis. Hashtagget har vitterlig bidraget til at skabe den synlighed og aftabuisering, som oprindeligt blev efterlyst.

#Metoo-bevægelsen efterlever herved en af grundstenene i moderne aktivisme ved at gøre det usynlige synligt under parolen: "If you can see it, you can change it" (Boyd et. Al: "Beautiful Trouble", 2012, p. 152). Men #metoo har som kommunikativ strategi også sine klare begrænsninger. Hashtagget skaber først og fremmest et svært udgangspunkt for dialog.Flere mænd og kvinder har forsøgt at deltage i dialogen med hashtags som #notme, #HowIWillChange og senest #ItWasMe. Problemet med disse er dog, at de forsøger at skabe debat omkring et emne og en bevægelse, som på ingen måde inviterer til debat.

Siger du #notme, udtrykker du, at seksuelle overgreb er et individuelt problem, som du ikke er del af, i stedet for at anerkende det som et samfundsproblem. De, som siger #HowIWillChange, har i de fleste tilfælde ikke rigtig gjort noget forkert.

Og så er der så de få overgrebsmænd, som indrømmer eller undskylder med #ItWasMe. De siger, at diskussionen har gjort indtryk på dem og fået dem til at reflektere over deres handlinger. De bliver mødt med kommentarer om, at de skal stoppe med at offerliggøre sig selv og ikke bruge kampagnen som en digital skriftestol, hvor de kan hente tilgivelse.

En tredjedel af omtalerne kommer fra mænd, som entet støtter #metoo eller forsøger at tappe ind i debatten. Selvom kampagnen stadig er centreret omkring engelsktalende lande, fylder Indien markant i debatten – et land, hvor kvinder ellers ikke er specielt aktive på de sociale medier. (Kilde: infomedia)

Omvendt er det muligt, at det slet ikke er #metoos vigtigste funktion at starte en dialog. For hvilken debat ville være aktuel? Man kunne hurtigt risikere at åbne en Pandoras æske af tyndslidte tematikker som "Er den slags adfærd nogensinde ok?", "Hvad er en "rigtig" krænkelse?" og nyklassikeren "Skal kvinder ikke bare slappe lidt af?". Faktum er, at disse overgreb er foregået. Men når vi har fået syn for sagn, hvordan kommer vi så videre derfra?

Offer og fjende
Et andet problem med #metoo som kommunikativ strategi er dets begrænsede mulighed for handlekraft. I nyere retoriske analyser er begrebet agency et hyppigt anvendt begreb, og det kan også her hjælpe til at åbne op for en bredere forståelse af de kommunikative muligheder, som #metoo tilbyder.

Begrebet dækker kort fortalt over den handlekraft, der bliver skabt retorisk, altså hvilke ytrings- og handlemuligheder de anvendte retoriske greb tilbyder. Ved at bruge #metoo indskriver man sig i en offerrolle. Nogle har gjort noget imod en. Rollen som offer er kendetegnet ved, at den indbyder til sympati fra omgivelserne, men den er ikke kendetegnet ved sin handlekraft. Tværtimod er den traditionelt kendetegnet ved at være passiv. Derfor kunne man i bagklogskabens ulideligt klare lys overveje, om hashtagget kunne have heddet noget mere handlekraftigt? Fx #istillstand?

Et tredje problem er polariseret positionering, som hashtagget skaber. Når man retorisk konstituerer et offer, underforstår man også, at der er en overgrebsmand (m/k!). Her kunne man indvende, at hashtagget forstærker nogle ældgamle narrative strukturer ved at tale ind i den arketypiske fortælling om kvinden som det passive offer og manden som det seksuelle rovdyr.

Hashtagget benytter sig af det, man kunne kalde en divisive strategy: Det mobiliserer tropperne internt ved at udpege en fælles fjende. Og netop fordi det risikerer at positionere mændene MOD kvinderne, kan det være svært at skabe et fundament for videre dialog og få dem, man egentlig vil nå, til at lytte. For hvordan starter man en samtale, hvis man starter med at caste modparten som seksuelt rovdyr, som fjenden?

Det er lidt ligesom, når vi diskuterer med vores kæreste: Det starter sjældent optimalt, når vi indleder med at sige: "Du er også bare altid sådan og sådan. Du gør det og det forkert. Og nu skal du i øvrigt lige høre efter, hvad jeg har sige!". Spørgsmålene er altså: Hvordan får man rykket dem, som virkelig skal rykkes? Hvordan får man ændret diskursen til at være stemmeflyttende frem for stemmesamlende? Og særligt: Er den divisive strategi den mest konstruktive i en så ladet debat som den om misogyniske samfundsstrukturer, hvor der traditionelt set kan være mange forbehold mod at lytte?

#metoo sejrer altså stort, når det kommer til at skabe synlighed, men forandrer det egentlig noget? Det vil de næste dage, uger og måneder måske vise. Man kunne frygte, at bevægelsen udvikler sig til en regulær heksejagt eller et selvtægtsforum, hvor alt lægges op til den sociale domstol.

Men nu er vi pessimistiske. Og det gør unægtelig stort indtryk, når feedets avocadobilleder pludselig erstattes med Facebook-vennernes direkte henvendelser til voldtægtsmænd. Om ikke andet for en flygtig stund. Spørgsmålet er så, hvem der tager ansvar for at skabe de strukturelle ændringer, der kræver mere end et hashtag.