For at tydeliggøre sit standpunkt valgte han i Berlingske Tidende 26. februar 2006 at bruge en metafor:

”for mit vedkommende der er fårene blevet skilt fra bukkene”

Metaforer kommunikerer rigtig godt. Vi ved nu præcis, hvad Fogh mener. Om nogen. Tror vi nok. For metaforer inviterer også til at blive gennemtænkt, og så er det, at metaforbrugen kan blive problematisk. En metafor kan ende med at rejse en masse spørgsmål. Det gælder i høj grad her:

Hvis den danske elite, A-offentligheden, skal sorteres, hvem eller hvad er det så, der sorterer dem? Sagen om Muhammed-tegningerne, vil Fogh sige. Okay, men hvem er så Jesus? Er det Fogh selv? Står han lige nu i ”sin herlighed”? Og er det Statsministeriet eller er det Danmark? Er englene så regeringen? Eller er det Dansk Folkeparti?

I sin oprindelige kontekst lød det sådan her:

” Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«” (http://www.bibelselskabet.dk/bibelen/Matt/25b.htm)

Det gør jo Foghs metafor ekstra interessant. Selv i den oprindelige kontekst er der tale om en metafor. Budskabet er vist noget med næstekærlighed, og at man ikke skal komme og gør sig til for Jesus, hvis man ikke har gjort noget for de fattige. Går man videre med metaforen, er det derfor oplagt at spørge, om det, at fårene er blevet skilt fra bukkene, nu skal have nogen konsekvenser? Bukkene forbandes jo. Skal Dansk Industri have mindre indflydelse på regeringens politik? Skal der lukkes flere råd og nævn? Måske ikke det smarteste metaforvalg, når man har den diskussion i bagagen. Og slet ikke, når man kobler metaforen til nogen, der ikke kan lide Dansk Folkeparti, Jyllands-Posten og regeringen. (”De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til de disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag.” Fogh i samme artikel i Berlingske.)

Det bliver værre endnu. At Danmark befinder sig midt i en konflikt med en masse muslimer, gør det ret påfaldende, at Fogh lige vælger en bibelsk metafor. Af alle de muligheder, der nu var på de retoriske hylder, hvorfor så lige en bibelsk metafor? Når pointen nu lige har været, at hvad man siger i lille Danmark, kan rygtes i den store verden? Det ligner et oooops på linje med, da George Bush efter 11. september 2001 kom til at kalde sin kamp mod terror for et ”crusade”. For Bush var det et stærkt problematisk retorisk valg at koble kampen mod terror til de kristnes fordums korstog mod muslimerne.

Var Muhammed-sagen virkelig Jesu genkomst? Den fræsede vist hen over hovedet på en hel del biskopper. Paven var også optaget af andre ting, da det skete.

Og hvem er muslimerne så egentlig i den metafor? Helt ude i mørket, langt fra Herrens herlighed?

Nu er Fogh naturligvis ikke den eneste, der har brugt denne metafor. Helt tilfældigt faldt jeg således over dette citat fra en af hans partifæller, der faktisk netop anvendte metaforen om muslimer:

“I debatten om og håndteringen af religiøse fundamentalister på dansk grund bør udgangspunktet efter min mening være, at man skiller fårene fra bukkene. At ikke alle muslimer skæres over en kam og per definition proppes over i kassen med fundamentalister eller potentielle af slagsen.” (Martin Geertsen, Kulturborgmester i København i en kronik i Information 7.10.2005. 9.10.2005 lagt på Geertsen eget websted: http://www.geertsen.nu/pMachine/comments.php?id=A163_0_1_0_C)

Når Geertsens brug af metaforen ikke virker så slem som Foghs, så skyldes det bl.a. hans mere beskedne tilskrivning af egen rolle i sagen. Det er en proces, vistnok ”debatten om (...)”, hvor et ubestemmeligt ”man” foretager udskilningen.

Fogh sagde “for mit vedkommende”. Det gør udskilningsprocessen til noget, der sker for hans åsyn.