Meta-avisen – alle journalisters og spindoktorers skræk

Medierne er nu blevet så magtfulde, at det er på redaktionerne det vigtigste politiske arbejde laves, og så kan politikerne tage sig af at bestemme, hvor kommaet skal stå. Mediernes dækning bestemmer, hvad befolkningen skal være optaget af, og hvordan de skal være optaget af det. Det igen bestemmer, hvem de vælger ind på taburetterne. De folkevalgte må så levere varen, og det må de gøre i et tilbagevendende samarbejde med medierne om, hvilken dagsorden der skal sættes. Sådan kunne der males et grotesk billede af den virkelighed, som vi allerede ser ansatser til i dag. Det er i hvert fald, hvad forskere og andre iagttagere jævnligt melder ud.

Amerikanske tilstande – eller den ”tredje vej”
Senest skete det i Politiken den 26. november, hvor Ole Bendix i en veloplagt kronik opridser to veje frem: Enten en oprustning med endnu flere spindoktorer og en tilnærmelse til ”amerikanske tilstande, hvor farve, pragt og iscenesættelse er eneste parameter”, eller også en journalistetisk debat flyttet fra de faglige kredse og ud i det offentlige rum, dvs. i medierne selv. Jeg kan kun være enig. Det må være de mest oplagte muligheder. Det sidste har jeg selv plæderet for i flere omgange med mine forslag om at indføre redaktionsredegørelse, redaktionsanmeldelse og medieombudsmand (se fx i Replik til journalistikken – mikroanalyse af medieinterviewet, Akademisk 2001). Der er imidlertid en mulig tredje vej, som i virkeligheden er en videreudvikling af disse tanker.

Historien om historien
Hvis jeg skulle lave avis i dagens Danmark, så ville jeg netop tage afsæt i historien om historien. Vi ser ofte, at dækningen af det politiske stof havner i en dækning af spillet om spillet. Og måske ER det den vigtigste historie at fortælle. Den skal bare fortælles mere systematisk. Det skal ikke bare være en dækning af, hvordan det politiske spil foregår på Christiansborg, men af hele det symbiotiske samspil mellem politik, administration, interesseorganisationer og kommunikationsbureauer/-afdelinger.

Gaardbo mægtigere end Fogh?
Disse aktører spiller sammen, og de mødes i den arena, medierne udgør. Medierne besidder i dag en langt mere omfattende magt, end de ofte selv giver udseende af, bevidst eller ubevidst. Ikke bare som arena, men også som aktør. Jeg tænker især på den dagsordensættende magt, men også på magten til at få administratorer og politikere til at tage sager op, skifte strategi eller ændre sagsbehandling. Det forekommer i dag farligere at lægge sig ud med Gaardbo end med Fogh.

Kaste sig over journalisterne
Det jeg går efter er sådan lidt skarpt skåret ud en avis om aviserne med historier om historierne, lige bortset fra at den naturligvis også skulle dække tv.

Hvis man skulle tænke helt forfra, fx skulle lave koncept for Ekstra Bladet i dag, og man havde som ambition at stå på den lille mands side over for magthaverne, så ville den ikke skulle kaste sig frådende over pampere, politikere og pappenhejmere, men over magthavere og 'virkelighedskonstruktører' inden for journalistik, interesseorganisationer og kommunikationsbureauer. Faktisk giver det et langt stykke hen ad vejen mening at betragte politikerne som værende i defensiven (på linje med 'folket') over for interessenter, medier og kommunikationsmagikere. Vi ser jævnligt eksempler på, hvordan politikere må spille med på poppede tiltag for at få taletid, eller bare en taleposition.

Kokkehuer til aviserne
Jeg har som nævnt foreslået, at man skulle forbedre de eksisterende medier med tre tiltag: en redaktionsredegørelse, en redaktionsanmeldelse og en medieombudsmand. Alle tre skulle ideelt forefindes på både aviser og i de elektroniske medier.
På hver avis skulle der således være en daglig redegørelse for, hvorfor avisen var blevet redigeret på lige den måde lige den dag. Denne faste spalte skulle laves af redaktionen, på basis af noter og mødereferater. Der skulle også være en uafhængig person til at anmelde dagens redaktion af avisen. Denne person kunne komme fra et panel af skiftende skribenter, som delte opgaven mellem sig. For at kunne skrive denne anmeldelse skulle vedkommende have adgang til at se avisen, før den blev sendt i trykken. Mest oplagt ville det være, at bestemte temaer blev taget op, således at man den ene dag gik i dybden med eet aspekt, og næste dag med et andet aspekt. Det ville give anmelderen mindre tidspres. Endelig ville man skulle have en egentlig ombudsmand ansat, en udbygget version af Politikens nuværende Læsernes redaktør.

Avisen journalisterne frygter
Disse tre forslag er det nok ikke realistisk at se gennemført lige med det første, og måske aldrig. Et alternativ kunne være meta-avisen, der ville kigge alle andre medier i kortene.

Det kunne være skægt at lave "avisen alle journalister og spindoktorer frygter" eller "elsker at hade". Der ville blive en enorm prestige i at arbejde på sådan en avis, fordi det ville være en meta-avis, der beskæftigede sig konsekvent og systematisk med alle de usynlige historier bag tilblivelsen af alle de andre mediers historier. Det ville være en avis, man ikke kunne undvære, men som man kunne vælge at supplere med de forskellige lokale, regionale eller landsdækkende aviser, eller blot med tv, alt efter behov og smag.

Der hugges hæle og klippes tæer
Men hvad med finansieringen? Vil mange nok vældig gerne vide. Krisen kradser på aviserne, og senest er det fremragende weekend-nu lukket. Det vidner om, at kvalitet ikke i sig selv sikrer overlevelse. Deri ligner aviser nok så mange andre tiltag. Et andet grufuldt - desværre nok ret realistisk - scenario, man derfor kan tegne, er det om de økonomisk pressede medier, der bliver tvunget til at hugge endnu flere hæle og klippe endnu flere tæers for at få regnskabet til at gå op. Det er begrædeligt, at så vigtig en branche som avisbranchen skal være så hårdt spændt for.

Public service avis
Nå, men tilbage til ’min egen’ avis. Når jeg var færdig med at lave koncept for denne avis, så ville jeg arbejde for, at den skulle komme ind under public service-begrebet og blive en offentligt støttet avis til almenhedens bedste. Man kunne godt forestille sig et public service-finansieret samarbejde mellem de eksisterende aviser om at lave meta-avisen. Hvorfor skulle public service-begrebet være afgrænset til at gælde for radio/tv? Det er vel rent historisk og teknologiudviklingsmæssigt betinget, at det lige blev radio/tv og kun radio/tv. Med de mange kanaler, hvor alle ikke længere ser eller hører det samme, så er et vigtigt argument væk.

Demokrativenlig annoncering
Dernæst ville jeg arbejde for, at det skulle betragtes som politisk ukorrekt, at virksomheder proppede folks brevsprækker med reklameaviser i stedet for at støtte dansk presse med annonceindtægter. Tænk, hvis man kunne få folk til at vælge at handle i supermarked X i stedet for supermarked Y, blot fordi X så sit medansvar for den demokratiske samtale ved at støtte avis P og Q med annoncekroner, mens supermarked Y fik imageproblemer, fordi deres annoncestrategi hverken forekom forbrugerne bæredygtig eller demokrativenlig.

Metaavisen – det skarpe tillæg
Man kunne også oplagt forestille sig, at sådan en meta-avis skulle kunne sælges i tillægsabonnement til alle andre aviser for en stærkt nedsat pris, eller man kunne abonnere selvstændigt på den til en lidt højere, men stadig meget lav, pris. Så kunne man abonnere på sin lokale avis eller sin landsdækkende avis og samtidig få meta-avisen.

Nå, det må blive en anden dag. Bær over med min ufattelige og vedholdende naivitet. Journalister siges at trække på skuldrene af kolleger, der evig og altid bræger om, hvordan de egentlig skulle have været forfattere. Det sidste, de længes efter, er formentlig forskere med længsel efter at springe ud som bladsnedkere.

Indtil da vil jeg vældig gerne diskutere det her med folk, der kan forklare mig, hvorfor jeg tager fejl. For det må jeg jo gøre?

Læs også artiklen: Komponer og tryk din egen avis – Avisens tredje vej II

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job