Fra tid til anden blev Karl Marx så irriteret over en eller anden ubetydelig økonom eller filosof, at han skrev lange analyser af deres fejl. Det mest berømte eksempel er nok "Filosofiens Elendighed", der blev til som reaktion på P.-J. Proudhons "Elendighedens Filosofi". Uden så betydelig en modstander ville Proudhon i dag have været glemt; nu huskes han for, at han stod model til en af Marx' mest udsøgte uforskammetheder:

Hr. Prudhon er så uheldig at blive miskendt på en ejendommelig måde. I Frankrig har han lov at være en dårlig økonom, fordi han går for at være en habil tysk filosof; i Tyskland derimod har han lov at være en dårlig filosof, fordi han går for at være en af de stærkeste franske økonomer. I vor dobbeltegenskab af tysker og økonom føler vi os foranlediget til at indlægge protest mod denne dobbelte fejltagelse.

En negl hen over en tavle
Jeg er således ikke uvidende om risikoen ved at beære en undermåler med kritik. Men da jeg forleden læste endnu en ulideligt dum annonce for og fra reklamebureauet Mensch, valgte jeg at acceptere den risiko. På vegne af de gode essayister må jeg hermed bede Frederik Preisler og Mensch om at holde inde. Jeres fristile om emner, der ligger to-tre divisioner over jeres niveau, lyder i dannede øren som en negl hen over en tavle. Desuden kaster I et vanry over essaygenren, vi andre dårligt kan leve med.


Klik på annoncen for at se en større version

Den annonce, jeg vil bruge til at demonstrere min pointe, har overskriften eller titlen: Hvad er egentlig forskellen på Folkekirken og Scientology? Den er i princippet ikke anderledes end bureauets andre annoncer om emner som 11. september, Christiania, EU, islam, sprogets udvikling og andet, som både kan og bør drøftes i offentligheden. Men den blev bragt for nylig, og jeg formoder derfor, at den er mere levende i hukommelsen end de øvrige.

Annoncens problem er dens kombination af emne og behandling af emnet. Som man ser af figuren, findes der væsentlige og uvæsentlige emner, og om hvert af disse emner kan man vælge at sige noget klogt eller noget dumt.



Noget dumt om noget uvæsentligt
At sige dumme ting om uvæsentlige emner kan gøres på flere måder. Man kan drikke sig fuld sammen med en flok venner; så plejer det at komme at sig selv. Andre klarer opgaven uden alkohol. Det kan være over en kop kaffe, hen over hækken eller i et læserbrev i Jyllands-Posten.

Noget klogt om noget uvæsentligt
At sige noget klogt om noget mindre væsentligt har flere fremragende forfattere gjort. Erving Goffman var en af dem. En anden var Roland Barthes. I Mytologier skrev han essays om banale fænomener fra dagligdagen. Men hans metode var fantastisk, og hans indsigter det ikke sjældent også. Derfor er vurderingen af Barthes, og for den sags skyld også Goffman, i vore dage generelt meget positiv.

Noget klogt om noget væsentligt
At sige noget klogt om noget væsentligt er svært. Jürgen Habermas har skrevet om vilkår og betingelser for, at en samtale kan kaldes demokratisk. Det falder klart inden for rammerne. I Danmark har Keld Zeruneith præsteret nye, originale fortolkninger af Iliaden og Odysseen. Dem kan man indplacere samme sted i modellen.

Noget dumt om noget væsentligt
Så er der endelig det dumme udsagn om noget væsentligt. Men møder det ikke sjældent i fristile; specielt når emnet er for svært og eleven for ambitiøs. Man mødte det også i halvfjerdsernes marxistiske analyser af skønlitteratur. Og man møder det med garanti i Mensch' pseudoessays.

Som sagt vil jeg gerne illustrere pointen ved hjælp af en annonce, der sammenligner Folkekirken med Scientology. Ikke fordi jeg er religiøs, men fordi de fleste danskere er konfirmeret. De misforståelser, jeg udpeger, kræver nemlig ikke en teologisk uddannelse; de kræver blot, at man så nogenlunde har fulgt med til konfirmationsforberedelsen.

Nej, folkekirken er ikke et reklamebureau
Straks i teksten hedder det: Hvis Den Danske Folkekirke var en virksomhed, ville den have rod i regnskaberne, en forældet distribution og en forvirret forretningsplan. Det er den så ikke, en virksomhed. Derfor er de følgende betragtninger overflødige. Taleren kunne udmærket sætte sig igen og spare publikum for mere.

Men teksten fortsætter, beruset af grundløs selvtillid: Vision, mission og værdier er ellers klare nok - de står vel nærmest mejslet i en stentavle. Men biskopperne som direktion og kirkeministeren som koncernchef ville nok stå til en lodret fyring, hvis man ser på deres håndtering af en forretning med et budget på 5-6 milliarder.

Passagen skal vistnok være morsom. Det lille ord "vel" i sætningen om stentavlen antyder i hvert fald, at du og jeg er med på et eller andet: Nudge, nudge, wink, wink. Say no more! Men selv hvis man tog spøgen alvorligt, står kristendommens vision, mission og værdier ikke i De ti bud. Man kunne argumentere for, at de står i Bjergprædikenen. Men det grundlæggende er manden, der holdt den. Vision, mission og værdier ligger i Jesu liv, død og opstandelse. Det er derfor, dåben og altergangen er de to sakramenter, Luther valgte at beholde. Det er derfor, påsken er den vigtigste begivenhed i kirkeåret. Så stentavlerne er ikke sjove og indforståede. De er bare dumme og uvidende.

Bag frækheden ligger ulidelig politisk korrekthed
Nu skal den evangelisk-lutherske kirkes betydning for vores kulturarv selvfølgelig ikke undervurderes, fortsætter skribenten med suverænt og alligevel tilbagelænet kendskab til kirke- og danmarkshistorie.

Nej - men det skal katolicismens betydning vel heller ikke? De fleste kirker i Danmark er bygget som katolske templer. Og i hele den katolske periode, der immervæk strækker sig over mere end femhundrede år, kunne man ikke være konge i Danmark uden pavelig velsignelse. Social- og sundhedsvæsenet og store dele af uddannelsessystemet blev grundlagt og administreret af danske katolikker. Man kan tænke på Katedralskolerne i Viborg, Roskilde, Århus og Ribe. Man kan tænke på Katedralskolen i Lund, der efter svenskernes magtovertagelse blev til et fint universitet. Eller på Københavns Universitet, som den katolske konge grundlagde i 1479.

Måske er det simpelthen den kristne kulturarv, man bør tænke på? Men det tør Mensch ikke skrive. For selvom teksten forsøger at spille fræk, er den i bund og grund politisk korrekt. Skal ikke nyde noget af at skrive, at Danmark er et gennem-kristent land, og at enhver, der påstår andet, lyver.

Biskoppen er ikke en bøvet direktør
Men tilbage til teksten. Der findes næppe et fornuftigt menneske, der vil bestride, at tiden efter reformationen i 1536 har afsat en evangelisk-luthersk kulturarv. Så bemærkningen giver nul points for skarpsindighed, selvom den turneres, som gav den hundrede. Nogle har dog klattet deres arvelod bort, ser man tydeligt af annoncen. Pointen med reformationen var blandt andet, at den kristne kirke ikke skulle have en central eller hierarkisk ledelse. Den står under den kristne stats beskyttelse; men det er noget andet. Det karakteristiske ved den danske udgave af den evangelisk-lutherske kristendom er, at gejstlige helt konsekvent vælges nedefra - hvis man anskuer sagen katolsk. Menigheden vælger sin præst. Menighedsrådene vælger deres biskop. I den forstand er en biskop det modsatte af en direktør, og analogien både tom og bøvet.

Sådan bliver teksten ved og ved. Ævl er tæt på at snuble over misforståelser, men kun for at buse direkte ind i vås. Den indlysende forskel på Folkekirken og Scientology er finansieringen. Jovist. Men forskellen på Folkekirken og Scientology er også, at førstnævnte er skrevet direkte ind i Grundloven. Det er der i det hele taget ikke så mange samfundsmæssige indretninger, der er - så den forskel var måske også værd at nævne?

Igen er det, som om den politiske korrekthed bremser Mensch.

Hvad med bibelsproget i dagligdagen?
Kristendommen har i mere end tusind år været statsbærende og kulturdefinerende i Danmark. Det har Scientology ikke. Kristendommen er så selvfølgelig en del af sproget og tænkningen, at det er ganske overvældende. Tænk på udtryk som: Forbuden frugt, syndflod, gammel som Metusalem, kainsmærke, dans om guldkalven, Davids kamp mod Goliat, uriaspost, ørkenvandring, det forjættede land, at kræve nogens hoved på et fad, at sætte sit lys under en skæppe, at kaste perler for svin, slagte fedekalven, jordens salt, at gå på vandet, at gå fra Herodes til Pilatus, at give et judaskys eller at bære sit kors. Tænk på karakterer som den fortabte søn, Lazarus, den barmhjertige samaritaner, tidselgemyttet eller det store dyr i åbenbaringen.

Man kan næppe sige, at Scientology-tænkning og Scientology-talemåder er vævet ind i vores sprog og kultur på samme måde. Hvis der overhovedet er noget værdifuldt ved Mensch' profilannonce, kunne det måske være, at læsningen af den giver ny betydning til udtrykket "via dolorosa".

En ikke-elegant ikke-frækhed
Oven i disse mængder af uvidende sludder, er der attituden. Jeg har allerede været inde på det tilbagelænede overskud, hvormed tekstforfatteren viser sin pletfri uvidenhed om kristendommen, herunder dens evangelisk-lutherske variant. Men teksten bliver ved og ved med den særlige variant af den elegante frækhed, man kan kalde ikke-elegant ikke-frækhed. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om vision, mission og værdier i forhold til Folkekirken. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om bisper som direktører. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om forretningsplanen i enhver religion. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om produktets virkning. Det er en ikke-elegant ikke-frækhed at tale om, at hvis man er indstillet på at bruge penge på et kirkeligt bryllup, er det vel ikke urimeligt, at præst og kirke skal betales lige som fadølsanlæg og blomsterhandler.

Hvorfor er det alt sammen, og meget mere, ikke-elegante ikke-frækheder? Fordi elegance har med præcision, timing og balance at gøre. Og Mensch' tekst er upræcis, dårligt timet og ude af balance. Fordi frækheder bliver frækheder ved at være sande, men respektløse. Og Mensch' tekst er fuld af pinlige misforståelser og elementær uvidenhed, der i bund og grund dækker over det politisk korrekte synspunkt, at Danmark ikke er et kristent land.

Gud er tålmodig, det er jeg ikke
Den eneste grund til, at der indrykkes annoncer i aviserne, er, at de virker. Derfor er det mest forfærdende ved alt dette ikke, at der sidder en eller flere personer på reklamebureauet og forfatter tekster med så meget vrøvl og selvfedme pr. kvadratcentimeter, at selv Troels Kløvedal ville finde det pinligt. Det forfærdende er naturligvis, at der findes klienter, der af en eller anden grund tænker, at dette er godt og dybsindigt. Frækt, javist - men elegant og de rette ord i rette tid på rette sted. Annoncørerne må gøre, hvad de vil, med deres penge. Men hvis Mensch' profilannoncer siger noget om det generelle kvalitetsniveau på bureauet, ville jeg nok, hvis jeg var annoncør, tænke mig om en ekstra gang.

Hele idéen med kristendommen er, at Gud ikke er forretningsmand. Var han det, ville han næppe investere i de forhærdede gemytter på Mensch. Idéen med kristendommen er, at Guds tålmodighed og tilgivelse er uendelig, fordi Kristus døde på korset for vores skyld. Derfor er der håb i det hinsidige, også for ophavsmanden til annoncen om Folkekirken og Scientology. Men jeg er ikke Gud; nur ein Mensch. Jeg synes fandeme, det er svært at acceptere.

---

Se flere af Mensch' annoncer. Klik på den enkelte for at forstørre.