, hvor den amerikanske samfundsforsker Richard Floridas bog om ”Den kreative klasse” også herhjemme er blevet ikke så lidt af en bibel for de intellektuelt privilegerede, der jævnt hen mener at personificere fremtiden, hvis de selv skal sige det, hvad de for nærværende åbenbart skal.

Hvilken åbenbaring! For den intellektuelle har det omgivende samfund som bekendt altid indeholdt utallige irriterende begrænsninger. I Floridas udlægning er løftet imidlertid mere tillokkende end nogen sinde: I fremtiden ligger den samlede rigdom i hænderne på de artsfæller, der ved at gøre sig fri af sociale bindinger kan være leverandører af den ”kreativitet,” der antages at drive samfundet dansende og legende fremad.

Men herfra en advarsel - før vi under indtryk af globaliseringens krav beslutter os for, at landet alene skal udgøres af sin hovedstad, at kreativitet er lig med cafe latte-animeret eventmageri, og at en særligt beskikket samfundsklasse skal betros nøglerne til fremtiden.

Det sidste først. Der er og bliver noget grundlæggende usympatisk ved ikke blot at identificere, men også kultivere en særlig gruppe af borgere som dem, der har krav på specifikke frihedsgrader. At netop denne gruppe, som ”videnarbejdere” og ”symbolanalytikere,” altid har stået uden for industrisamfundets gamle klassedeling, gør ikke tidens projekt mere indbydende, tværtimod.

I landbrugssamfundet havde godsejeren trods alt et minimum af behov for sine høstarbejdere, ligesom kapitalisten i industrisamfundet dårligt kunne drive sine fabrikker uden proletariatet. For tidens kreative klasse er narcissismen mere rendyrket. Byerne er kedelige, fordi de mangler hippe klubber og cool shoppingområder. Velfærdsstaten er ”forstenet” med sin skatteudskrivning og sine regelværk. Og landet er forældet med sit provinsielle bondesprog, sit latterlige skolesystem for slet ikke at tale om alle de primitive bonderøve, der jo har det med at fylde op på restauranter og i kulturens oplevelsescentre.

Altså en form for klassedeling, der på en forunderlig måde forekommer næsten ”venstreorienteret,” fordi kreativiteten anses for både fri og grænseløs. Hvem kan være imod det legende menneske? Hvem kan være imod af afskaffelse af industrisamfundets kedelige borgerdyr, der med sine ritualer og dyder jo frem for alt bidrog til at holde tempoet nede på den samlede samfundsudvikling?

Kreativiteten vinder kort sagt, hvad der giver god mening lige indtil dét øjeblik, vi definerer begrebet mere koldsindigt, dvs. ud over fænomenet fri leg på grøn stue. Skal kreativiteten give mening for andre de direkte involverede, ja så kan kreativiteten vanskeligt fungere uden et tilsvarende kvalitetsbegreb. Der er kort sagt forskel på relevansen, eftersom selv ikke et København befolket med én million skaldede event-magere i sig selv er udtryk for nogen som helst notérbar værdiskabelse.

Jo, vi kan skabe et infantilt legerum af blålys og sjove restauranter. Om dét bringer os globaliseringen nærmere, vil jeg derimod tvivle på. Kreativiteten ligger i kvaliteten, hvad der gør det noget meningsløst at udnævne særlige brancher som bærere af fremtiden. Er kreativiteten interessant, ja så kan den findes i den store kunst, frem for de tomme events. I de unikke produkter, frem for den selvpromoverende markedsføring. I alle sammenhænge, kort sagt, hvor mennesker med særligt talent, med flid og med møje, gør livet bedre for andre end sig selv.

Kreativiteten findes altså alle de steder, hvor talenter får lov at udfolde sig. I kulturverdenen og medieverdenen, men i lige så høj grad i de børnehaver og på de fabriksanlæg, hvor hundreder af tusinder af mennesker i dag sagtens kunne bidrage til festen, hvis loftet blev hævet og tankerne større.