Paradis og slagmark: havens som medium og felt

Den ligger lige uden for danskernes vinduer, og ser man nærmere på den, har den meget at fortælle om ejerens identitet. Haven er en af danskernes helt store fritidsinteresser – ca. 75 % af alle danskere har adgang til egen have. Men der er mange måder at være haveejer på. Dette speciale analyserer haven med sociologiske briller og identificerer fire idealtypiske haveejere – nusseren, slapperen, øko-romantikeren og ordensaktivisten.

Haven som paradis
Historisk set har haven haft en række funktioner. Haven har været stedet, hvor man producerede en del af sin daglige kost, men samtidig – og i dag måske mere end nogensinde – har haven også været stedet, hvor man demonstrerede sin status og gode smag. Endelig har haven ofte været set som et særligt privilegeret rum, hvor man kunne komme i kontakt med de højere magter – fra myten om paradisets have og den klassiske oldtid, hvor man dyrkede guderne i den hellige lund, til i dag, hvor mange mener, at havedyrkning er vejen til en højere erkendelse af menneskets samspil med naturen. Haven i dag er et rum af en særlig karakter. Specialets påstand er, at haven er et demonstrativt ikke-moderne rum, hvor det senmoderne menneske kan bearbejde modernitetens ubehagelige sider og genskabe en ideel verden en miniature.

Haven som slagmark
Men ligesom der er forskellige opfattelser af, hvordan det ideelle samfund ser ud, er der forskellige meninger om, hvordan en have bør være, og det er noget, der kan give anledning til bitre stridigheder mellem naboer, hvis to forskellige haveidealer skal realiseres på hver side af hækken. Haven er også en kampplads, hvor stridende eliter kæmper om, hvis definition af haven – og dermed af virkeligheden – der er den rigtige. Nogle vil gøre alt for at undgå ukrudt i haven, mens andre ser brændenælder og skvalderkål som værdifulde levesteder for sommerfugle og andre dyr. Nogle pynter haven med havenisser, plasticstorke og marmorløver, som andre anser for kitsch af værste skuffe. I specialet identificerer fire idealtypiske grupper af haveejere. Nusseren elsker sin have og bruger gerne megen tid i den, men helst ingen larmende maskiner. Slapperen derimod vil helst bare sidde på terrassen og i øvrigt slippe så nemt om ved havearbejdet som muligt. Ordensaktivisten hader rod og uorden og tager gerne både gift og maskiner til hjælp for at fjerne ukrudtet og konstruere stenhøje, bassiner etc. Øko-romantikeren bruger nødig gift, men har heller ikke tid til at gå og luge, og redder derfor ansigt ved at betragte haven som et fristed for vilde planter og dyr.

Specialets teori og metode
Specialet bygger på en empirisk undersøgelse blandt medlemmer af Det danske Haveselskab og omfatter både kvalitative interview og kvantitative analyser, herunder korrespondanceanalyse og faktoranalyse. Teoretisk bygger specialet på den sammentænkning af Pierre Bourdieus og Mary Douglas’ livsstilsteorier, som Henrik Dahl lancerede i bogen "Hvis din nabo var en bil".


Læs hele specialet her:

Specialet er skrevet af sociologen Bella Marckmann og afleveret ved Københavns
Universitet.


Specialet bygger på en empirisk undersøgelse blandt Det Danske Haveselskabs medlemmer. Uden deres store hjælp vil undersøgelse ikke kunne være gennemført. Du kan læse mere om Det Danske Haveselskab på deres hjemmeside: www.haveselskabet.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også