Jeg blev Cand. Mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet i aug. 2000. Efter en kort karriere som interaktionsdesigner i et IT-firma (jeg blev offer for dot.com døden sidste år) er jeg nu endt i arbejdsløshedskøen sammen med alle de andre dygtige og bredt kvalificerede magistre. Efter at have ærgret mig tilstrækkeligt over de mange afslag som hver måned falder i en lind strøm ned i min postkasse eller indbakke, så vil jeg nu tage bladet fra munden og åbenlyst kritisere studiet. Det er helt tydeligt at medievidenskab (og andre humanistiske universitetsuddannelser) har et alvorligt branding problem.

Hvis man ser på kandidatuddannelsen i medievidenskab ved for eksempel Aarhus Universitet som et produkt, så er der ingen tvivl om at det sælger dårligt. Paradoksalt nok er en uddannelse som beskæftiger sig med kommunikation og medier - elendig til selv at kommunikere og bruge medierne. Det er helt elementært: Hvis ikke universitetet selv har gjort sig tanker om hvilke kompetencer man har efter endt studium, og selv kan udnytte disse kompetencer i egen markedsføring, hvordan kan man så tillade sig at tro at erhvervslivet har en klar ide om hvad en kandidat i medievidenskab egentlig dur til? Det bliver op til den enkelte kandidat at ’sælge’ varen i ansøgningerne og til jobsamtalen, og det er, har det vist sig, desværre ikke nok.

Efter min opfattelse virker det som om universitetet ikke er interesseret at skabe forbindelser med erhvervslivet. Det kan virke som om universitetet føler sig fritaget fra at arbejde med at sælge sine kandidater i den tro, at det nok skal være tilstrækkeligt at erhvervslivet ved, at man er ”universitetsuddannet”. Men det er ikke længere sådan, at universitetet nyder nogen særlig respekt og anerkendelse i samfundet. Universitet må blive bedre til at skabe relationer med det virkelige liv, og det skal markedsføres og ’brandes’ på samme måde som andre produkter og uddannelser.

For mig har studiet ved Aarhus Universitet været både lærerigt og spændende, men det har slet ikke hjulpet mig i kampen for at få et job. Selv om jeg gennem de sidste år af studiet bevidst forsøgte at studere noget der kunne anvendes i praksis, så har anstrengelserne ikke været til nogen nytte, fordi min uddannelse ikke er kendt og eftertragtet i det almene samfund. Jeg har aldrig oplevet at en potentiel arbejdsgiver kender min baggrund og ved hvad mine kompetencer kan bruges til.

Et andet paradoks er, at faget alligevel tiltrækker de bedste og ivrigste elever fra gymnasiet. I 2001 var Medievidenskab den uddannelse, der krævede det højeste gennemsnit for optagelse på kvote 1 overhovedet. Så meget desto mere ærgerligt er det at erhvervslivet ikke aner hvad der foregår på faget, og hvorfor man bør ansætte en kandidat med uddannelse i medievidenskab. Hvis ikke udviklingen vendes kan man frygte at flere årgange af dygtige og ambitiøse studerende går tabt, før de engang ad åre finder ud af at vælge andre studieretninger.

For at skabe interesse i erhvervslivet for universitetets medieuddannelser og de kandidater der vælger at gå i denne populære retning, så skal man bruge penge, tid og kræfter på branding. Der er stor rift om de ”bløde” humanistiske stillinger i erhvervslivet, og universitetet er ikke tilstrækkeligt med i kampen. Det er på tide at universitetet viser at de har styr på de ydelser og kompetencer som de selv underviser i!