Medieslagmarken - krig på ord og billeder

Boutros Boutros-Ghali: “CNN is the sixteenth member of the Security Council”
Der er en generel accept af, at medierne har meget at skulle have sagt i international politik efter afslutningen på den kolde krig. Tidligere var medierne i højere grad låst fast af det dominerende øst-vest-konfliktmønster, men med murens fald har medierne - i kraft af det mere åbne trusselsbillede og de teknologiske innovationer med satellitforbindelser og lignende - fået en mere betydningsfuld rolle på den internationale arena.
af Morten Timm

Trykt første gang i medietidsskriftet SAMSON

Omfanget af mediernes indflydelse på international politik, er der imidlertid stor uenighed om. Striden står overordnet mellem to lejre. I den ene grøft betragter man medierne som en ny aktør, der gennem påvirkning af den offentlige opinion kan ændre på de store aktørers adfærd på den internationale scene. Den anden part anser denne kausale indflydelse for overdrevet. Jeg vil med denne artikel hævde, at begge parter i striden tager fejl, i og med at det er deres udgangspunkt for striden, der er fejlagtigt.
Igennem de sidste 10 år har vi været vidner til billeder af traktorer med flygtninge på vej ud af Kosovo, KZ-lignende interneringslejre, udsultede somaliere og et Balkan i flammer. Billederne har ofte rejst folkekrav om at "gøre noget" fra officiel side. Det har givet anledning til en forestilling om medierne som en CNN-faktor, der definerer og er talerør for en verdensopinion, som influerer dagsordenen for de større aktører i international politik i en sådan grad, at disse griber ind i konflikter, de ellers ville have holdt sig fra. Den lejr, der argumenterer for dette synspunkt, hævder, at medierne spiller en rolle i international politik gennem deres dagsordensættende rolle. Den bagvedliggende kausalitetstankegang kan udtrykkes således: Mediedækning af uretfærdighed => journalister, opinionsledere og befolkninger kræver, at de vestlige ledere 'gør noget' => det folkelige pres bliver ubærligt => vestlige lande intervenerer i den pågældende konflikt. (Jakobsen, 2000: 132).
Medierne betragtes som en forholdsvis ny og selvstændig aktør, hvis betydning skal vurderes ud fra dens evne til at gøre en forskel i international politik. Eksempelvis kan NATOs indgriben i Kosovo-konflikten forklares ud fra de mange billeder af KZ-lejre, nedbrændte landsbyer og formodede massegrave, der mobiliserede en verdensopinion og dermed pressede NATO til at gribe ind over for Serbien. Således spiller medierne efter dette synspunkt en rolle som en 'vagthund', der holder et vågent øje med uretfærdigheder på den internationale, politiske scene.

Vagthund eller vejrhane?
Den anden fraktion i striden om mediernes indflydelse vil indvende, at medierne ikke har så stor betydning i international politik, eftersom andre og mere vigtige faktorer fortsat spiller den afgørende rolle i forklaringen af internationale konflikter. Her hævdes det, at eksempelvis geopolitiske, historiske og økonomiske faktorer er vigtigere at inddrage end de mediebetingede årsager. I forbindelse med Kosovo-kampagnen kan man hævde, at nogle af de vigtigste forklaringer på bombardementerne i Serbien dels var det forudgående sammenbrud i forhandlingerne og dels NATOs ønske om at legitimere sin fortsatte eksistens som aktør på den internationale scene i forbindelse med organisationens 50-års fødselsdag.
Medierne spiller altså i denne sammenhæng højst en indirekte rolle, der afspejler staternes præferencer. Dermed er de ikke nær så interessante som andre uafhængige faktorer såsom et lands historiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige interesser i en given konflikt. Medierne opleves snarere som en 'vejrhane', der drejer efter de toneangivende strømninger i staternes bureaukratiske, geopolitiske og økonomiske interesser.
Begge parter i striden deler - trods deres uenighed - antagelsen om, at medierne skal vurderes som en selvstændig og uafhængig aktør i international politik.
Om intervention sker som følge af medieomtale, er et empirisk spørgsmål. På den ene side vil man henvise til eksempelvis interventionen i Somalia som udtryk for en mediedrevet aktion, mens man på den anden side ser den massive omtale af folkemordet i Rwanda og den manglende indgriben som udtryk for, at andre faktorer tilsyneladende vejede tungere.
Jeg vil derimod hævde, at ingen af parterne har ret, i og med at det er selve udgangspunktet, der er misvisende. Forudsætningen om, at medierne skal være en uafhængig og selvstændig aktør i international politik for at have nogen betydning, hviler på fejlagtige antagelser om mediernes virke i international sammenhæng.

To indvendinger
Historisk stammer tankegangen om medierne som en aktør med kausal indflydelse på international politik fra Vietnamkrigen. Vietnamkrigen er blevet udråbt til den første tv-krig, og medierne er blevet udpeget som en af de væsentligste grunde til, at USA trak sig ud - identificeret ved begrebet Vietnamsyndromet. Dette hviler på forestillingen om, at de mange tv-billeder fra Vietnamkrigen genererede en betydelig opbakning til antikrigsbevægelsen og i det hele taget antikrigsopinionen, der i sidste ende fik beslutningstagerne til at trække sig ud. Forskning har imidlertid vist, at dette billede langt fra er dækkende (fx. Daniel Hallin, 1986). Medierne var i det store og hele prokrigsorienterede i deres dækning, og i det omfang, der var kritik i medierne, hang det sammen med en generel splittelse i det politiske liv, som medierne blot afspejlede Medierne kan med andre ord ikke udpeges som den bagvedliggende aktør, der gennem påvirkning af befolkningsopinionen afsluttede USAs krig i Vietnam.
For det andet kan man indvende, at CNN-effekten hviler på en forveksling af mediernes rolle i international og national sammenhæng. Hvor medierne i national politik traditionelt opfattes som den "fjerde statsmagt", der holder øje med den øvrige statsmagt, så forholder det sig anderledes i international politik. Her er: "The independence of the media as the "fourth estate" often lost when dealing with issues overseas" (Hammock og Charny, 1996: 125). Årsagen til dette tab skyldes generelt en stor afhængighed af militæret og andre officielle repræsentanter i dækningen af krige og internationale konflikter, hvilket har en række konsekvenser. Medierne har en tendens til at følge den officielle udlægning i højere grad, end de gør ved dækningen af nationale, politiske begivenheder, og de er udsat for en mere direkte kontrol end normalt gennem censurforanstaltninger og andre former for begrænsninger. Så det er med andre ord militæret, der med hård hånd styrer, hvad medierne ser og ikke ser. Dette sås dels i Kosovo-konflikten, hvor Serbiens afvisning af internationale journalister i praksis medførte en total afhængighed af NATOs briefings, og dels i Golfkrigen, hvor brugen af den udskældte pool-ordning resulterede i en skarp kontrol med mediernes bevægelsesfrihed.
Hvis det er misvisende at vurdere mediers rolle i international politik ud fra forudsætningen om, at de skal være uafhængige aktører for at være interessante, hvordan kan mediernes rolle så ny-tænkes, og har medierne overhovedet nogen rolle at spille i international politik?

Medieslagmarken
En ledende amerikansk officer udtalte i forbindelse med Golfkrigen, at: "Nogle folk siger, at medierne er fjenden, men rent faktisk er de en slagmark, og man skal vinde på den" (Dragsdahl, 1991: 9) (min understregning). Forståelsen af medierne som en slags slagmark i international politik kan tjene som analytisk værktøj for en anden måde at tænke mediers rolle på.
Betydningen af medieslagmarken skal ses ved dens evne til gennem mediering af krige og konflikter at ændre deres historiske vigtighed og geopolitiske betydning. Det er i denne italesætning, at mediernes betydning i international politik skal findes. Medieringen hviler blandt andet på en bestemt narrativitet, nyhedskriterier og tendensen til at "ingen billeder - ingen historie" får større indflydelse på nyhedsudvælgelsen. Det er således i den manglende erkendelse af disse træk, at man kan 'tabe' på medieslagmarken, som tilfældet var i USAs tilbagetrækning fra Somalia. Billederne af døde, amerikanske marinesoldater trukket nøgne rundt i Mogadishus gader resulterede i en tilbagetrækning to uger efter. Den manglende kontrol med medieslagmarken førte på den måde til et nederlag på den fysiske slagmark. Omvendt kan man ved udnyttelsen af disse træk ligeledes 'vinde' på medieslagmarken, som USA fx gjorde det i Golfkrigen. Her fik USA italesat sin militære aktion som en kirurgisk krig med smart bombs, således at krigen oplevedes som 'ren' og uden ofre. På Balkan begrebsliggjorde den amerikanske administration Bosnien-konflikten som først en kviksandssituation og efterfølgende som en gentagelse af holocaust. Det betød, at man først afholdt sig fra en involvering i konflikten som følge af associationen med Vietnam-krigen og derefter i kraft af et skift i amerikansk udenrigspolitik følte sig moralsk forpligtet til at intervenere på grund af analogien til jødeudryddelserne under anden verdenskrig.
Denne måde at tænke mediernes rolle i international politik på skal ses i opposition til forestillingen om en CNN-faktor i det internationale system. I praksis betyder det et skift væk fra en kausal forståelse af mediernes rolle i fx Bosnien-konflikten, hvor man med CNN-faktor-tilgangen vurderede mediernes betydning ud fra den rolle, de havde eller ikke havde i udløsningen af konflikten. Der er i stedet fokus på mediernes betydning som en slagmark ved siden af den fysiske, hvor der foregår kampe om italesætningen af krigen/konflikten, der kan få stor betydning for forløbet på den fysiske slagmark. I Bosnien-konflikten var der kamp om diskursiveringen af konflikten som en kviksands- eller en holocaust-situation, og i Golfkrigen kan man pege på eksilkuwaiternes brug af PR-firmaer som Rendon Group og Hill and Knowlton, der italesatte de irakiske soldater som uhyrlige med plantede og usande historier om blandt andet soldaternes drab på for tidligt fødte babyer i kuvøser. Nyeste tiltag på medieslagmarken er oprettelsen af kontoret for såkaldt strategisk indflydelse i USA, der, inden det blev lukket igen på grund af den omfattende kritik, nåede at forbeholde sig retten til at plante falske historier i pressen og på anden vis misinformere, når det var ønskeligt. Man kan betragte hensigten bag oprettelsen af kontoret som en erkendelse af medieslagmarkens betydning.
Så ja, medierne spiller en stor rolle i international politik, hvilket blev slået fast af NATOs talsmand under Kosovo-konflikten, Jamie Shea. I et interview under titlen "NATO: vi vandt krigen på tv", forklarede han, hvordan NATO havde opereret med to strategier: en til at vinde på den fysiske slagmark og en til at vinde krigen i medierne (Berlingske Tidende 8/8 1999).
Medieslagmarkens nødvendige og integrale rolle i international politik kan ses ved, at det ikke længere er nok at vinde på den fysiske slagmark - man er også nødt til at vinde på medieslagmarken! Brugen af krudt og kugler skal suppleres med den ligeledes effektive anvendelse af ord og billeder, hvis man skal vinde fremtidige konflikter!

Anvendt litteratur:

Timm, Morten (2001): "Medieslagmarken - en topografisk analyse af Golfkrigen", Speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Læs specialet her

Dragsdahl, Jørgen (1991): Pressens slagmark. Nyhedsmedierne og Golfkrigen.

Hammock, John og Charny, Joel (1996): "Emergency Response as Morality Play: The Media, the Relief Agencies, and the Need for Capacity Building", i Rotberg, Robert og Weiss, Thomas (ed.): From Massacres to Genocide.

Jakobsen, Peter Viggo (2000): "Focus on the CNN Effect Misses the Point: The Real Media Impact on Conflict Management is Invisible and Indirect", i Journal of Peace Research 37 (2).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også