Med mellemrum er der røster, som taler om journalistikkens forfald. De sætter nutidens journalistik i kontrast til en gylden fortid, hvor journalistikken var båret af seriøs interesse for politik, væsentlig information og en skarp og principiel debat.

Dette billede holder imidlertid ikke for en nærmere prøve. Journalistikken i det organiserede demokratis storhedstid var i høj grad et instrument for de politiske partiers polemik. Den var indrettet på, at ens eget partis interesser skulle fremmes, mens modstandernes synspunkter skulle ties ihjel eller rakkes ned. Den var i stort omfang ensidig og tendentiøs.

Man kan heller ikke med rimelighed påstå, at medierne dengang var redskab for en mere frodig politisk debat, hvor folk deltog aktivt og engageret og prøvede de forskellige partiers synspunkter af i forhold til hinanden. Den almindelige politiske interesse og diskussionslyst var ikke større dengang. Når folk i højere grad stod som medlemmer af et parti, holdt en politisk orienteret avis og deltog i politiske møder, så var det ikke for at afveje partiernes synspunkter i forhold til hinanden. Det var for at blive bekræftet i det faste fællesskab med dets faste meninger.

I forhold til dengang giver nutidens journalistik sit publikum bedre mulighed for at leve op til de demokratiske idealer om alsidigt informerede, selvstændigt tænkende og kritisk indstillede borgere. Medierne leverer i dag en bredere og politisk mere uafhængig information. De går autoriteter og magthavere langt mere efter i sømmene. Og de konfronterer i højere grad forskellige politiske synspunkter med hinanden. Dermed er ikke sagt, at borgerne udnytter tilbuddet. Stadig færre læser således avis. Men de har tilbuddet. Der er således ingen grund til at længes efter fortiden.

Til gengæld er der grund til at føre en principiel debat om, hvordan medierne fungerer i forhold til nutidens og fremtidens behov. Specielt fordi der i det personlige samfund må stilles større krav til medierne, i og med at de har fået en mere magtfuld rolle i det politiske liv.

Medierne har næsten monopol på kommunikationen mellem det politiske system og borgerne. Partierne har ikke andre kanaler til at forbinde sig bredt med befolkningen, eftersom partiorganisationerne har mistet deres folkelige styrke, og de politiske møder og pamfletter er blevet betydningsløse.

Dermed vokser medierne ud over den rolle, som er formuleret i det klassiske begreb om den fjerde statsmagt - dvs. systemets vagthund. I dag nøjes medierne ikke med at vogte. De har selv væsentlig indflydelse på den virkelighed, som de vogter over.

Medierne har ikke magt til at bestemme, hvad borgerne mener, og hvad politikerne gør. Men de har en betydelig magt til at definere, hvilke politiske problemstillinger der får opmærksomhed hos borgere og politikere. Eller som det hedder: De bidrager stærkt til at sætte den politiske dagsorden.

Derfor er det ikke nok at pege på, at medierne giver borgerne større muligheder, end de nogen sinde har haft, for at orientere sig frit og tage selvstændigt stilling. Man må også se på, om medierne giver borgerne de nødvendige forudsætninger for at vurdere det, der foregår i det politiske system. Svaret er, at det gør de kun delvis.

Der er journalistik af høj kvalitet og journalistik af ringe kvalitet. Men selv meget af den seriøse journalistik har sine døde vinkler. Forstået på den måde, at der er indarbejdede journalistiske rutiner og perspektiver på stoffet, der gør vigtige dele af den politiske virkelighed usynlige for borgerne.

En god historie
Nutidens medier har ikke partierne, men læserne, lytterne og seerne for øje, når de arbejder. Da borgerne for alvor frigjorde sig fra fortidens partibindinger, gjorde journalistikken det samme. At tage udgangspunkt i borgerne drejer sig for det første om, at det enkelte medie skal have kunder i butikken, altså økonomi og konkurrence. Men for det andet ligger der også nogle bredere holdninger bag. Redaktører og journalister er naturligvis også blevet præget af de antiautoritære holdninger, der i stigende grad har vundet frem i det personlige samfund.
Efterhånden som borgerne frigjorde sig fra partiernes gamle faste fællesskaber, efterspurgte de andre ting i medierne. Herunder meget andet end politisk stof: livsstil, fritidsinteresser, underholdning, samfundstendenser. Samtidig gik de på alle områder, herunder det politiske, efter nyheder. Mediernes svar på dette behov blev den gode historie.

Den gode historie er nøglebegrebet for nyhedsjournalister. Ganske vist bliver begrebet sjældent defineret nøjere, men der er i miljøet solide fælles normer for, hvad der hører med til en god historie. Normer, som dog varierer mellem de forskellige medier, og som har undergået nogle ændringer undervejs. Her er nogle af de vigtigste træk:

Historien skal dreje sig om noget samfundsmæssigt væsentligt eller om noget, der vækker fascination og følelser. Meget gerne begge dele på en gang. Med tiden er der givet en hel del mere plads til det med fascinationen og følelserne, specielt i tv.

Historien skal meddele noget nyt. Det nye behøver dog ikke altid at være det helt aktuelle. Aviserne dyrker i dag mange historier, også på forsiden, som mere går efter den bredere interesse end efter det superaktuelle. Et tilfældigt eksempel fra Jyllands-Postens forside: "Store forskelle i udgifter til skoler". Denne type nyhed afspejler også ofte forskydningen i borgernes bevidsthed hen imod værdispørgsmål.

Emnet skal helst have en pasform, som gør det egnet til hurtigt at blive omsat i en god historie. Politikerne og deres medierådgivere er blevet skrappere til at give deres budskaber denne pasform. Men også andre, ikke-professionelle, kan finde ud af det. Enhver med en sag ved f.eks., at usædvanlige eller dramatiske aktioner er den sikre vej til at komme i medierne.

Historien må meget gerne være en såkaldt solohistorie, altså én, som konkurrenterne ikke har. Men i mange tilfælde trækker det ene medie det andet med sig - ingen skal nyde noget af at overlade en god historie til konkurrenten. Med mellemrum oplever vi egentlige "medielaviner", hvor alle går i skred med den samme historie og den samme vinkel. Rushdie-sagen, krisen hos de konservative, efterlønsdramaet har været anledninger til større medielaviner.

Historien skal kunne gives videre i en konkret, entydig og klart optrukket form, så læseren, lytteren og seeren kan lade sig fange af den og tage den til sig. Den gode historie drejer sig af samme grund mere om enkeltsager og personer end om større mønstre i samfundslivet.

Historien vil i langt de fleste tilfælde have den pointe, at noget er galt. En dårlig nyhed er som regel en god nyhed: En lov, der ikke fungerer, en politiker, der begår fejl, en borger, der er kommet i klemme. Borgeren i rollen som offer, den konkrete enkeltskæbne er gennem årene blevet en stadig vigtigere ingrediens i den gode historie. Historien er specielt god, hvis den kan levere en afsløring af, at noget er galt. Allerbedst, hvis magtfulde mennesker direkte søger at hindre, at historien kommer frem.

Historien skal meget gerne rumme en konflikt. Konflikten er både med til at tydeliggøre, hvad sagen drejer sig om, og øge den dramatiske virkning. Konflikter mellem politikere i samme parti eller i regering sammen er altid godt stof.

Den gode historie forudsætter, at journalisten står langt mere frit end før til at vælge sine kilder. Politikerne har i den sammenhæng slet ikke fortidens uanfægtede autoritet længere. De sættes over for andre kilder, som belyser dem og deres gerninger kritisk: politiske modstandere, eksperter, almindelige borgere. Samtidig er brugen af anonyme kilder blevet et almindeligt element i den kritiske belysning af politikerne. At de anonyme kilder så ofte er andre politikere, er en anden sag.

Sidst, men ikke mindst har journalisten fået en langt mere selvstændig rolle i den måde, informationerne kædes sammen på, dvs. opbygningen af den gode historie. Journalisten er blevet en fortæller, der afgør, hvad der skal ind i hvilken sammenhæng. Kildernes udtalelser bliver skåret op i korte bidder, som journalisten så knytter sammen gennem sin egen beretning. Derfor er det ikke bare vigtigt, hvad man siger som kilde, men i høj grad også, hvilken sammenhæng det indgår i.

Hjarvard (1999a) giver i forhold til tv-mediet en slående illustration af, hvordan magten over fortællingen har flyttet sig fra kilderne til journalisten: I 1960'ernes tv-Avis fik en kilde i gennemsnit lov til at tale i cirka 1 minut. I nutidens tv-nyhedsudsendelser er denne tid halveret. I 1960'erne blev der fra journalistens side klippet hvert 40. sekund, nu går der kun lidt over 10 sekunder, før klippet kommer. Udover den nye journalistrolle ligger der også noget andet bag denne mere stakåndede form: Angsten for, at man skulle komme til at kede sit publikum.

Nyhedsjournalistikken er dog langt fra alt. Aviserne har ikke bare gjort deres nyhedskriterier bredere i retning af, hvad der er relevant for samfundsdebatten. De har også foretaget en kraftig opprioritering af politiske baggrundsreportager, analyser og lignende genrer. Men den gode historie er bærende.

Journalistikkens døde vinkler
Den gode historie vælger ud, prioriterer og sætter sammen på ny. I de valg, der ligger bag den, vil der ligge en større eller mindre grad af fortolkning af virkeligheden. Et eksempel:

Når euroen falder i kurs lige op til folkeafstemningen i september 2000, så kan medierne anlægge flere forskellige vinkler på den sag. Man kan f.eks. vælge at gøre det til en historie om, at det ikke gør nogen forskel i forhold til folkeafstemningen, fordi Danmark under alle omstændigheder følger euroens kurs. Eller man kan vælge at gøre det til en historie om, at en svagere euro nok vil give ja-siden problemer ved folkeafstemningen.
Vælger man den sidste version, hvilket medierne i vidt omfang gjorde, retter man opmærksomheden mod det politiske spil, frem for mod det politiske indhold. Samtidig ligger der indbygget, at man fremhæver noget negativt for ja-siden. I et tilfælde som dette var mediernes styring af opmærksomheden særlig vigtig, fordi mange ikke havde en fast mening om problemstillingen i forvejen.

Journalistens nye og langt stærkere rolle giver større spillerum for at gå i dybden med tingene. Men den giver også større fristelser hos svage sjæle til at lade rollen løbe af med sig. Hos nogle journalister er der for meget ego og for lidt respekt for solid viden om samfund, politik og historie. For megen se-mor-jeg-kan-køre-uden-hænder-på-styret-mentalitet. De mere rastløse og hårdt pumpede udgaver af nutidens journalister er faktisk sjuskede og overfladiske avislæsere sammenlignet med mange borgere. De forholder sig groft sagt kun til det, som de her og nu kan bruge i en god historie. Den slags tendenser giver især problemer hos journalister, der ikke har den store erfaring.

Resultatet af denne ego-drevne journalistik bliver, at man puster pseudo-problemer op, lægger en alt for hårdt trukket vinkel på stoffet eller skøjter hen over relevante informationer, som det kræver en vis tålmodighed at samle op.

Men der er også god, gedigen politisk journalistik med begge ben på jorden og en horisont, der rækker længere end til dagens gode historie. Lavet af journalister, der tager højde for, at den relevante ballast af viden ikke kun er et spørgsmål om, hvad journalisten personligt ved. Det drejer sig i høj grad også om at opbygge netværk af relevante videnspersoner, som man kan trække på.

Selv blandt seriøst indstillede journalister ligger der imidlertid nogle indbyggede begrænsninger i de faste synsvinkler og rutiner, der knytter sig til den gode historie. Her kommer de døde vinkler ind.

Medierne er generelt for passive i forhold til de politiske sammenhænge, der ikke kan ses med det blotte øje. Man er meget optaget af det politiske spil her og nu på bekostning af de tungere bagvedliggende beslutninger. Den politiske virkelighed, der bevæger sig langsommere og mere usynligt, får i vidt omfang lov til at passe sig selv. Til trods for, at det udpræget er den, der bestemmer samfundets udvikling.

Et eksempel: Hvis man følger, hvordan bevillingerne over nogle år flyttes rundt mellem ministerierne, får man et langt stærkere indblik i regeringens målsætninger, profil og prioriteringer, end man får ved time for time at følge forhandlingerne om finansloven.

I den forbindelse burde medierne også i højere grad betragte det som deres opgave at slå ned på de større samfundsproblemer, som er under opsejling. I det politiske system er man ofte i første omgang meget utilbøjelig til at diskutere disse problemer åbent, fordi der som regel er besværlige politiske konflikter i det. Så meget desto vigtigere er det, at medierne er årvågne over for, hvilke problemer der signaleres mellem linjerne fra officielt hold.
ƒt af disse års ubetinget vigtigste politiske temaer er, at der bliver mange flere ældre i samfundet og færre til at gøre arbejdet. Denne afgørende problemstilling blev imidlertid i første omfang nedtonet fra officielt hold og fortrinsvis kommenteret indirekte. Men i det store og hele kom problemstillingen først på mediernes dagsorden på det tidspunkt og i den form, som de ansvarlige politikere selv valgte. Dette meget vigtige emne faldt ikke inden for den gode histories rammer. Det forsvandt i journalistikkens døde vinkel.

Men journalistikken har også andre døde vinkler.

Borgeren som offer
Medierne følger og forstærker de ændringer, der sker i borgernes forhold til politik. Borgernes og mediernes større frihed i forhold til partierne er to sider af samme sag. Borgernes større optagethed af det personlige, nærhedsmoralen, den konkrete skæbne genfindes i journalistikkens prioriteringer.

Tendensen i den gode historie er i stigende grad gået i retning af, at man skal se kritisk på konsekvenserne af de politiske beslutninger for den enkelte borger. Nærmere betragtet de konsekvenser, der bringer borgere i klemme på grund af fejl, mangler eller ligegyldighed fra systemet og dets repræsentanter. Undertiden har der været talt om "konsekvensreportage", ligesom man har udnævnt borgerne til "konsekvenseksperter" - altså dem, der af egen erfaring ved, hvordan tingene fungerer i praksis.

Generelt er det afgjort en positiv historisk udvikling, at medierne i langt højere grad tager borgerne og deres personlige erfaringer alvorligt og har som udgangspunkt, at deres meninger er værd at høre på. Denne følsomhed over for, hvordan tingene ser ud fra den enkeltes synsvinkel, hører med til et humant samfund.

Problemet er imidlertid, at mediernes blik på borgernes verden er låst fast i én bestemt retning: Borgerne er næsten altid på forhånd anbragt i rollen som ofre for politik. Som kilder bruges de stort set kun til at fortælle, at der er noget galt med det, som politikerne laver.

Borgerne anfægtes næsten aldrig som kilder. Meningen er ikke, at man skal gå deres udtalelser kritisk efter i sømmene. Man inviterer tværtimod de involverede borgere til at give frit løb for forurettelsen, og som regel leverer de varen - godt hjulpet på vej af medlevende og medløbende spørgsmål fra journalisten.

Men i virkelighedens verden kan almindelige borgere også sige noget, der er tendentiøst, usandt eller forvrøvlet. Almindelige borgere kan også mele deres egen kage. Almindelige borgere kan også fremsætte urimelige beskyldninger mod politikere. Disse elementære kendsgerninger har imidlertid en tendens til at forsvinde i mediernes døde vinkel. Det samme gælder for den problemstilling, at borgeren selv kunne have et ansvar eller medansvar for sin situation. Den gode historie har brug for borgeren i rollen som offer, ikke som ansvarlig.

Pointen her er naturligvis ikke, at medierne skal undlade at tage kritisable forhold op, som rammer nogle borgere. Pointen er, at der er tale om en skabelon, som på forhånd gør borgeren til offer og sandhedsvidne.
Der ligger en anden død vinkel af stor betydning i dette: Synet på det politiske system bliver domineret af en nærhedsmoralsk forargelse over problemerne, som de ser ud fra den interviewede enkeltborgers side. Ofte får man ikke meget at vide om, hvorfor politikerne har valgt at gøre, som de gør - og hvilke valgmuligheder der overhovedet forelå for dem. At politik i vid udstrækning må dreje sig om at prioritere økonomisk og på anden vis mellem forskellige mål, finder sjældent vej til den gode historie.

Dermed står der et billede tilbage af politik som et simpelt valg mellem moralsk rigtige og moralsk forkerte løsninger. Med politikere, der synes præget af en menneskeligt uforståelig trang til moralsk forkerte løsninger. På den måde lægger man op til en debat, der bygger på sindelagsmoral løsrevet fra ansvarsmoral.

Den gode historie bærer ved til oplevelsen af politik som noget negativt. Opmærksomheden rettes mod, hvad der beskrives som svigtende menneskelig forståelse, ringe troværdighed og moralske mangler hos politikerne. Altså netop træk, der gør, at politikerne mødes med megen mistillid ud fra livsverdenens værdier og moralbegreber.
Det er ikke medierne, der skaber denne holdning. Den hænger sammen med borgernes generelle forhold til politik. I sidste ende bunder den i afstanden mellem system og livsverden, som politikerne i høj grad selv bidrager til. Men deres opgave bliver samtidig sværere af, at medierne permanent bekræfter og forstærker dette mønster.

Et eksempel kan illustrere dette: Når man foretager undersøgelser af borgernes tilfredshed med servicen fra den offentlige sektor, er der en gennemgående tendens: De, der bruger den pågældende service, er mere tilfredse end dem, der ikke gør det. Det er en nærliggende tanke, at de mere negative ikke-brugere først og fremmest har deres indtryk fra medierne.

Man bør glæde sig over, at journalistikken har vilje og styrke til at gribe fat i misforhold og magtfuldkommenhed. Men i og med at medierne er blevet det altdominerende forbindelsesled mellem systemet og borgerne, rejser sig samtidig spørgsmålet: Hvordan får borgerne det at vide, når noget i vores politiske system lykkes?

Spørgsmålet er særlig relevant i forhold til de former for politisk indsats, der foregår gradvis og stille og roligt, uden iøjnefaldende begivenheder.

Afhængigheden af politikerne
Den gode historie inden for politik vil som regel være rettet kritisk mod én eller flere politikere. Men samtidig står de fleste historier også i et afhængighedsforhold til politikerne: De bruges nemlig i stort omfang som kilder til historien. Jo mere journalistikken koncentrerer opmærksomheden om selve det politiske spil, jo større vil denne afhængighed være. For indfaldsporten til det politiske, taktisk betonede spil er i vidt omfang politikerne selv.
Man skal ikke betragte politikerne som ofre for den moderne journalistik, selv om den gode historie retter skytset mod politikerne. Politikerne har for alvor lært at bruge den moderne journalistik til egen fordel ved at udnytte den magt og de muligheder, de har som kilder.

Hvis en politiker gerne vil have noget i medierne, gerne vil stå i et positivt lys eller sætte modstandere og rivaler i et negativt lys, så kommer det ikke så meget an på hans eller hendes argumenter. Langt det mest effektive våben til at pleje egne interesser er at levere en god historie til journalisten. En betydelig del af de politiske historier bygger på kilder, der har en bestemt politisk og personlig interesse i det, de siger.

Fungerer journalistikken godt, er man bevidst om disse interesser, vurderer dem kritisk og søger at afbalancere dem i forhold til hinanden. Fungerer den dårligt, er der ingen kildekritik. Kildens interesser får lov til at ryge lige igennem i historiens vinkel, hvilket reducerer journalistikken til et instrument i det politiske spil.

Særligt væsentlig bliver denne problemstilling i forhold til anonyme kilder. Anonyme kilder vil altid gøre en sag større og mere dramatisk, fordi de går længere i det de siger under anonymitetens beskyttelse. Men læserne, lytterne og seerne har ingen mulighed for at kigge journalisten i kortene og vurdere kildens kvalitet og politiske interesser.

Anonyme kilder er et nødvendigt journalistisk redskab. Væsentlige kendsgerninger ville ikke komme frem uden dem. For nu at tage det mest berømte eksempel: Watergate-skandalen var aldrig blevet afdækket uden den anonyme kilde kaldet "deep throat". Også værdifulde baggrundsvurderinger kommer fra kilder, der af forskellige grunde ikke vil lægge navn til. Men anonyme kilder er et redskab, som kræver særlig stor selvdisciplin blandt journalister, hvis de skal undgå at lade sig misbruge. De solide journalister har denne selvdisciplin, de svage sjæle har det ikke.

Jo mere man nøjes med politikerne som kilder, jo større er risikoen for, at det journalistiske perspektiv snævres ind og skaber døde vinkler. For det første er politikerne opslugte af det politiske spil. For det andet vil centrale beslutningstagere jævnligt have en interesse i at snakke journalisten væk fra det væsentlige.

I de senere år er politikernes påvirkning af journalisterne sat mere i system med professionel bistand. I Danmark er den slags dog ikke særligt omfattende sammenlignet med lande som USA og Storbritannien. Hos os varetager selv ministre personligt en væsentlig del af både den formelle og den uformelle kontakt til journalisterne. Mediernes adgang til politikerne er i international sammenligning uhørt direkte. Men det samme gælder omvendt for politikernes udnyttelse af medierne.

Medier, system og livsverden
Medierne giver i dag borgerne større mulighed for at tage selvstændigt stilling til politik. Danske medier har i den forbindelse ikke noget at skamme sig over i sammenligning med udlandet.

Men til de nye muligheder knytter sig også en ny risiko. Den hænger sammen med, at fortidens faste forbindelse mellem det politiske system og borgerne via partierne ikke findes længere. Medierne har en central rolle, når en anden slags forbindelse skal etableres mellem "folk" og "styre" på nutidens betingelser. Her trækker journalistikkens døde vinkler i den gale retning og øger afstanden mellem det politiske system på den ene side og borgernes livsverden på den anden. Grundlæggende sker dette på to måder:

For det første dyrker man den løsrevne enkeltskæbne, borgeren som offer, den snævre nærhedsmoralske forurettelse og forargelse. Dermed bidrager man til, at livsverdenen lukker sig om sig selv, at samfundssindet ryger bag i bevidstheden, og at borgerne ikke forholder sig til de overordnede problemer og valgmuligheder, som det politiske system skal håndtere. Samtidig skubbes det arbejde i det politiske system, der stille og roligt løser vigtige problemer, ofte til side, når den gode historie ruller frem.

For det andet lader man sig opsluge af det politiske spil, hvilket både skaber afstand til borgerne og freder politikerne på de allermest centrale punkter. Man ser for lidt på de tunge beslutninger, de skjulte prioriteringer og de store linjer i det, som de centrale politikere og embedsmænd foretager sig. Man tvinger dem i for ringe grad til at lægge den teknokratiske tilgang og forklare det værdigrundlag, som beslutningerne træffes på.

Medierne skaber ikke problemerne i forholdet mellem system og livsverden. Medierne løser ikke problemerne. Men de har en rolle i både problemerne og løsningen. Derfor er der behov for, at de bliver mere kritiske, også over for deres egne døde vinkler.

Læs også anmeldelsen "I skyggen af det forurettede flertal"