Mediehetz-hetzen
"Journalisterne må snart være helt blå i hovedet af at puste til bålet under Løkke," blev det for nyligt skrevet på Twitter. Det er så sandt, som det er sagt, men ingen røg uden ild. Ingen ild uden ildhu. Intet bål uden brænde. Selvom man lider af paranoia, kan man godt være forfulgt. Selvom han er udsat for en mediehetz, kan han godt være moralsk anløben. 'Komplot', 'kongemord', 'kampagne', 'karaktermord', råber de trofaste støtter. Er vi andre farligt til fals for Ekstra Bladets uspiselige bilagsbidder?
Tvivlen breder sig blandt de renfærdige, for er kritikken gået for vidt og blevet for personlig? Forstyrrer og former medierne nu den virkelighed, den skal forstørre og forstærke? Er forbryderen ofret? Mediemordet et martyrium? Ryge-rengøringen på hotellet rygende ligegyldig?
Nej, og atter nej. Fald ikke for mediehetz-hetzen. Medierne har intet forkert gjort i denne sag. Det er en ondsindet spin-kampagne mod kampagnejournalistikken. Behændigt udnytter Venstre, at journalister opfattes et mulehår mere utroværdige end dem selv. Ved at tale om mediehetz flyttes fokus fra substans til proces, fra ansvar til offer. Løkkes personlige problem er nu pludselig samfundets, mediernes og partiets problem. Ofte henvises der til en glemt guldalder, hvor politikeren og privatpersonen var adskilt. Her skulle efter sigende have været et fantastisk frirum af fest og ballade. Helt beskyttet for ond mediehetz naturligvis.
MEN IDEEN OM politikkens private paradis er historieforfalskning. Personlig anseelse og karakter har tværtimod været politikkens sol og måne siden Platons Staten. Ja, allerede Aristoteles advarede mod den tøjlesløse politiker, som tillader sig enhver nydelse trods alle advarsler. Dydens sti er smal, men vi skal alle den vej. For samfundet handler i sin definition om at bekæmpe og slukke vores indre personlige kaos af ustyrlige laster og drifter.
Uden samfundets strenge disciplinering ville vi alle fare rundt som fuldeglade fadbamser. Enhver hersker må og skal kunne beherske sig selv for at herske over andre. Enhver politiker overlever på folkets nåde og vinder folkets kærlighed i kraft af sine dyder. Sand politisk folkelighed bygger på at tage ansvaret for at være den ansvarlige. Det kan man ikke, hvis man lever uansvarligt barnagtigt uden bilag.
Som jeg skrev dengang, Lars tiltrådte som statsminister i et af sine senere så berømte nysyede jakkesæt fra Zornig: Lars Løkke er ikke folkelig. Han er, som folk er flest. Han er menneskelig. Han fedter med sine og andres penge. Han nyder livet. Her er meget langt fra Anker Jørgensens nøjsomme, lille toværelses i Sydhavnen og den slidsomme arbejdersøn Nyrup fra Esbjerg. At være folkelig er at være elsket af folket. At være et sindbillede på folket, når det er bedst.
AT VÆRE MENNESKELIG handler om at blive forstået af folket, når man er værst. At folket forstår er aldrig det samme, som at de vil og kan forsvare en. Menneskeligheden er der ikke meget statsminister over. Her er man blot en synder som alle andre. Og syndere har alle dage risikeret at blive brændt på bålet. Det er ikke mediehetz. Det er medierne, medlemmerne og medborgerne, der står vagt om samfundets dyder i lige linje tilbage til den athenske bystat. Det hedder at kæmpe for samfund, stat og parti.
