Bla bla bothsidesism

Journalistsygen, kaldet bothsidesism, hvor ethvert videnskabeligt standpunkt kan modsiges af kritiske modkilder med svagere dokumentation, har forhindret verden i at tage klimakampen alvorligt i tide.
Øjvind Hesselager

Er vi for sent ude? Det spørgsmål rammer bekymrede forældre, enhver borger – og ikke mindst ethvert ungt menneske, der ser klimaforandringerne rasere kloden, uden at menneskeheden synes i stand til at reagere rationelt i tide.#REKLAMEPLADS#


Problemet er ikke mindst opstået, fordi mediernes balancesyge har forhindret udbredelsen af situationens sande alvor.


Så alvorligt er det. Så meget har medierne svigtet. Og så uduelige er medierne som værktøj i omstillingsprocesser, hvor eksisterende paradigmer skal erstattes af nye og vigtigere erkendelser.


Kan vi finde nogen, der mener noget andet, lyder det trivielle ekko på redaktionsgangen, hvor konservativt tænkende redaktører mangler formatet og modet til at lade mediet tage moralsk medansvar og i stedet dækker sig under forældede redigeringsprincipper og nyhedskriterier fra en svunden tid.


I de gråstængte gammelredaktørers bevidsthed er anskaffelsen af en Tesla udtryk for, hvor meget de selv er med på øko-beatet.


Klimaforandringer er blevet dækket som finanslovsudspil. Ingen har sat sig ind i dem – alle leder efter nogen, der kan skyde dem ned på dagen.

 

Bothsidesism udstilles i filmen Don’t Look Up


Det er et hæderkronet princip i journalistikken, at man skal høre den anden side. Ikke bare, hvis en part er ramt af hård kritik, men også, hvis man kan finde aktører, der med modsatrettede synspunkter kan bidrage til, at sagen beskrives mere nuanceret.


Det lyder som et godt princip, men verden kalder i stigende grad på medier, der tør fravige trangen til at lade for eksempel eksperter kommentere dagen og vejen – bare fordi de mener noget andet.


For det er slet ikke sikkert, at vi som mediebrugere bliver klogere, fordi der indhentes flere kommentarer, herunder dem, der er i opposition til hovedbudskabet i artiklen. Tværtimod kan det modsatte standpunkt bidrage til at øge den kollektive fordummelse og fjerne fokus fra substansen. Fordi verden er en anden.


Det er ikke mindst denne mekanisme – som internationalt går under termen bothsidesism – der udstilles i filmen Don’t Look Up, og derfor er filmen elsket af et stort publikum og kritiseret af den etablerede anmelderelite.


I The Guardian har fire klimaeksperter i januar 2022 understreget, at filmen har centrale pointer i forståelse af klimakampen.

Magt og medier har ikke har noget tøj på


Publikum griner, fordi de godt ved, at kejseren – the establishment af magt og medier – ikke har noget tøj på rent ideologisk, fx når vi taler om klimakampen. Alle i salen har for længst gennemskuet, at vores beslutningstagere ikke tør tage beslutninger, der er afgørende og vigtige. De frygter ikke at blive genvalgt af den gamle generations vælgerkorps og finansielle støtter.


Alle i salen ved også, at medierne altid støtter den eksisterende struktur og organisering. Ingen revolution er startet af et medie, til gengæld har de bidraget til at fastholde regimer, forkert livsstil og falske forestillinger. Det er forståeligt, at anmelderne ikke kan lide logikken. De sidder selv yderligt placeret på den dikkende lammehale, der i alt for mange år har ladet klimakrisen rase, så klodens kollaps ligger lige om hjørnet.


Don’t Look Up viser demagogisk, klodset og effektivt, hvordan det er muligt at undertrykke den dokumenterede sandhed, hvor truende den end måtte være, og etablere en alternativ fortælling, der forfører masserne. Alene på grund af magtsyge og udsigt til ussel mammon.

 

Ingen udvikling kan være den farligste udvikling


I filmen er det en potentielt altødelæggende asteroide, der bliver observeret af videnskaben, men talt ned af magten i et samspil med de logrende medier, der altid gerne fortæller den modsatte historie – hvor uvæsentlig og ringe dokumenteret den end måtte være, og underordnet, at det falske modsatte budskab kan udløse umådelig stor skade.


Det sker ud fra mantraet: Vi er journalister, vi beskriver bare virkeligheden – vi skaber den ikke. Uden den logiske følgeerkendelse, at når man ikke understøtter en nødvendig udvikling, så fastholder man et forkert regime.


Ingen udvikling kan ret beset være den farligste udvikling. Temperaturen stiger, mens oplaget falder, kunne man lidt kækt konkludere. For de folkelige bevægelser og ikke mindst de unge har indset, at gammelmedierne ikke kæmper deres kamp.


Det er samme mekanisme, der har understøttet Donald Trumps vej mod magten, hvilket beskrives i en analyse fra universitetsavisen Miscellany News. Her argumenteres for, at det er balancesyge gammelmediers evige inddragelse af Trumps støtter, der har konsolideret hans position.

Hæderkronede The Times, der ellers ofte formår at flytte sig, får også læst og påskrevet i en analyse fra NiemanLab.


Der er således ikke tale om en løs og udokumenteret påstand. Tværtimod. Det er denne medietendens, der afdækkes grundigt i studiet Balance as bias udgivet på det videnskabelige nyhedsbrev Environ i marts 2021.

Balanceret dækning skævvrider fakta


I undersøgelsen er 17 trykte medier med i alt 4.856 artikler fra USA, Storbritannien, New Zealand, Australien og Canada over en 15 år lang periode fra januar 2005 til december 2019 blevet analyseret for at fastslå, hvordan den menneskelige påvirkning af klimaet dækkes.


Konklusionen er, at normen om balanceret dækning skævvrider fakta i forhold til den videnskabelige dokumentation. Påstande, der er er mindre godt dokumenteret, får altså uforholdsmæssigt megen omtale. Det skaber drama og gode rubrikker.


Klassisk konservative aviser er mere ramt af fænomenet end de øvrige. Tendensen over tid er, at det videnskabelige belæg for de menneskeskabte klimaforandringer fylder mere og mere.


Dybest set er det de journalistiske nyhedskriterier, der skaber miseren. Journalister har lært at fortælle aktuelle historier, der skal have konsekvens for brugerne, der skal kunne identificere sig med dem. Og det hele må gerne fremstå sensationelt og konfliktfyldt. Sådan lyder gammelmediernes opskrift, som den stadig praktiseres – fra uddannelse til sidste redigerende led. Som et ideal.


Men det er et ideal fra dengang, verden kæmpede for øget velstand og fordeling. Ikke for klodens overlevelse.

 

Konserverende og fordummende nyhedskriterier


Nyhedskriterierne indbyder ligefrem til, at det andet standpunkt får fuld spilletid, for så vokser konflikten, ligesom mediebrugerne sandsynligvis bedre kan identificere sig med det standpunkt, der siger, at videnskabens ildevarslende beregninger IKKE er rigtige, end de kan kapere det modsatte – hvad enten truslen er en imaginær asteroide eller verdenshave, der går over deres bredder.


I hele debatten om klimaforandringerne har vi i årtier set, hvordan FN’s internationale panel af klimaforskere har advaret om de menneskeskabte klimaforandringer og deres konsekvenser. Og hvordan budskabet parallelt er blevet skudt ned af klimaskeptikere, hvis berettigelse ikke primært var deres faglighed, men deres modsatrettede holdning, der skabte forestillingen om balance i dækningen. Og et citatvenligt drama i spalterne.


Men nyhedskriterierne dur ikke, hvis man vil gøre mediebrugerne klogere på nye paradigmer. De dur kun, hvis man vil konstruere historier, der passer ind i den eksisterende skabelon. De er konserverende og fordummende.

Ros i fredagsbaren

 

Et hjemligt eksempel i mindre skala er afhøringerne i minksagen, hvor det på et tidspunkt kom frem, at Magnus Heunicke havde taget egne noter under nogle af møderne i det politiske forløb. Det blev til, at Heunicke smed en bombe i minkkommissionen.


Altså en vinkling, der både scorer på parameteret for konflikt og sensation. Men ingen kan vel i dag sige, hvori bomben bestod – endsige består. Det var den frase, journalisterne var blevet enige om i frokostpausen, hvor de afstemte deres noter, så dagens arbejde gav mening. I det mindste for dem selv. Men blev vi klogere?


Et andet eksempel er fra kommunalvalget, hvor der på et tidspunkt gik rundhyl i en historie om, at nogle førende kommunalpolitikere angiveligt havde holdt et afgørende og meget vigtigt møde i et kosteskab.


Læser man historien, handler den om, at politikerne manglede et gruppelokale at holde møde i. Der var ikke skyggen af dokumentation for, at der var tale om kup eller rævekager. Det ved journalisten og tv-stationen godt. Men det er en såkaldt god historie, som man kan rose hinanden for i fredagsbaren. Langt væk fra seerne.


Kort sagt: Vi har lige haft den mest massivt dækkede kommunalkamp nogensinde. Hvilket medie har afdækket, hvad vælgernes budskab til politikerne var på substansen?

 

Nej, vel?! Vi har i stedet hørt om faldende kongedømmer og præsidentvalgkamp i Kolding. Personbårne konflikthistorier. De er nemme at lave. Og det ligner journalistik. Det er det ikke. Det er et dukketeater.

Medierne har i årtier forsinket oplysningsprocessen


Tillad mig en privat kommentar. Siden sommeren 2021 har jeg efter endt mission på Bornholms Tidende som chefredaktør blandt andet arbejdet på en dagskole med helt almindelige mennesker som kolleger. Ikke mediemennesker. Det har været yderst lærerigt.


Aldrig har jeg hørt kollegerne omtale nogle af mediernes konstruerede konflikter. Bomber og kosteskabe. Men jeg har i den grad hørt dem tage verden alvorlig.


I begge ovenstående tilfælde er nyhedskriterierne opfyldt til fulde – uden at læserne bliver klogere. Og præcis det viser mediernes største aktuelle problem: De kan i egen selvforståelse løse deres opgave – uden at bidrage til den ypperste folkeoplysning.


Det er derfor, medierne i årtier har forsinket oplysningsprocessen omkring klimaforandringerne. Stoffet har simpelthen været for usexet og har dertil haft alt for lidt appel til lancering på digitale platforme, der jo skal koble op på sociale medier, hvor tingene ved gud ikke må være for kedelige. Her bruger vi jo den journalistiske kreativitet på at opfinde twistede greb, der kan få flere over på mediets eget site, hvor vi med lokkerubrikker, der ikke fortæller det vigtigste, skal gøre borgere til kunder.


Det er i dette mediebillede, at klimakampens egentlige alvor er blevet parkeret. Vi må ved gud ikke kede læserne med dokumentation for, at forbruget bør sættes ned, og livsstilen helt omlægges – hvilket annoncørerne jo heller ikke er glade for. Vi laver gætterubrikker, falske konflikter og iscenesætter de sande klimatosser – de eksperter, der uden belæg har talt klimatruslen ned og skabt en citatvenlig opposition, der gør livet som journalist mere mageligt.


For alle journalister hader de ti linjer, hvor de skal forklare, hvad sagen i virkeligheden handler om. Det kræver jo, at man selv har læst rapporten og sat sig ind i den. Så hellere smide en bombe eller opfinde et kosteskab.

Viden som nyhedskriterium


Hvis viden havde været et nyhedskriterium, ville Jordens befolkning i dag i højere grad have været parat til at gribe klimaudfordringen. Hvis medierne havde evnet og turdet forsøge at gøre det komplekse klimastof alment tilgængeligt i stedet for at formidle stoffet i en falsk balance, hvor mindre kompetente eksperter kommer til orde, ville befolkningen have været meget mere inddraget, end tilfældet er i dag. Og politikere og magthavere ville være tvunget til at reagere med andet end ord og langsigtede planer bygget på lige dele blålys og blår.


Den sande klimatrussel er den medieskabte apati, der er skabt gennem alt for megen spalteplads til det modsatte synspunkt. Når paradigmerne skifter – engang var fossilt brændstof et gode – hurtigere end mennesket kan nå at tage beslutninger, kan det ikke nytte, at medierne i en slags falsk objektivitet ikke tør tage et både moralsk og vidensbaseret standpunkt. 

Medier bør overveje et redaktionelt klimamanifest


Vi må leve med, at der er modsatrettede interesser i alle store spørgsmål – tobak, sukker, klima. Disse er i sidste ende økonomisk funderede. Det er gamle markedskræfter, der trækker sagen ud af balance. Det er det system, der er ved at bryde sammen, der kæmper sin dødskamp. Den dødskamp skal medierne vise – ikke fremhæve de interessebårne aktører som ligestillede, der blot mener det modsatte.


Dybest set viser historien, at medierne er konservative, konserverende og systembevarende. Medier kan ikke skabe forandring – kun spejle den efter først at have trukket den i langdrag. De processer har vi ofte haft tid til. Men det har vi ikke med klimakampen. Medier bør overveje at have et egentligt redaktionelt klimamanifest, hvilket vil stride lodret med deres selvforståelse som neutrale og uafhængige.

Mange unge har for længst taget gammelmedierne ud af ligningen. Der er med amerikanske udspring opstået en autonom bevægelse af klimafanatikere, der ønsker de klassiske demokratiske organisationer afløst af et økologisk, autoritært styre, der kun forfølger et dogme.

De fremstår som nutidens bz’ere, der ikke mindst er blevet drevet frem af den skævhed, som pandemien har afsløret i samfundet, hvor de etablerede rige kun er blevet rigere, mens unge voksne har set deres liv parkeret.
Hvor bz’erne antiautoritært reagerede mod boligmangel og boligspekulation, vil Sunrise Movement gøre klimaforandringerne til det vigtigste samfundsspørgsmål og afslutte olie- og benzinindustriens korrumperede indflydelse på den førte politik samt vælge ledere, der vil kæmpe for menneskehedens sundhed og velbefindende.

Målet er at skabe gode job til en ny generation, for hvem grøn vækst ikke er til debat – men den eneste sande og frugtbare vej.

De tror ganske enkelt ikke på inddragelse af det modsatte standpunkt. De ved, at det er mediernes Bothsidesism, der har understøttet marginaliseringen af dem som borgere og reelt modarbejdet deres udsigt til en rig fremtid i grøn balance.

Medierne har tabt en generation af potentielle demokrater


På den måde afslører klimakampen også, hvad der reelt er mediernes største problem på forretningssiden. Medierne har tabt en generation af potentielle demokrater, der kunne blive ivrige avislæsere og -købere, ved at fastholde fortidens dogmer gennem en tilstræbt falsk balance.


Hvis medierne skal vinde den generations tillid tilbage, skal de gå langt mere aktivistisk og vidensbaseret til værks. De skal glemme nyhedskriterier født i en tid, hvor man blandt andet diskuterede for og imod værdier i opbygningen af velfærdsstaterne.
Dagsordenen er ikke på-den-ene-side-på-den-anden-side. Dagsordenen er: Red kloden, og skab en bæredygtig fremtid. Kan gammelmedierne overkomme den omstilling?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job