Løkke-storm over de danske medier
Hvad gik galt med nyhedsmedierne i de forgangne ugers Løkke-sag? Kritikerne mener, at pressens håndtering blev et eksempel på uprofessionel omgang med anonyme kilder, ensidighed og uholdbare forudsigelser. Hvordan kunne dette ske?
De hyppigste forklaringer på miseren fra journalistikforskerne og kommunikationsbranchen er disse:
- Medierne indgik en uhellig alliance med bestemte kilder med henblik på at få opfyldt et fælles ønske om at sætte Løkke af formandsposten.
- De politiske journalister har såkaldte praksisfællesskaber, som gør, at de har tillid til hinanden, og derved cirkulerer de samme historier og vinkler, særligt fra de dominerende medier såsom Politiken og DR.
Men disse forklaringer forklarer ikke i sig selv, hvorfor medierne gik amok i Lars Løkkes tøjbudget og hans egen samt Venstres krisestyring – og mangel herpå. De ovenstående vilkår – produktionspres, indspisthed imellem journalister og deres kilder – er jo gældende for nyhedsmedierne hver dag og altså ikke nogen forklaring på, hvorfor det skete nu eller på, hvad det er, som gør, at Lars Løkke kræver ekstrem spalte- og æterplads?
Nogen vil nok mene, at krisemøderne var ren sukker for de flittige journalistbier, som med deres grådige sensationssnabler fik skabt en monsterføljeton ud af et diminutivt informationsmateriale. Foto: Polfoto/Anthon Unger
De flittige journalistbier
Nu vil nogen nok indvende, at der jo er tale om en mediestorm, altså et eksempel på en nyhedshistorie, som griber om sig og efterhånden får sit eget liv, suger modstandskraft ud af alt og alle, som ubønhørligt rives med i dens rasen. Og at krisemøderne som mediegenererede begivenheder er ren sukker for de flittige journalistbier, som med deres grådige sensationssnabler fik skabt en monsterføljeton ud af et diminutivt informationsmateriale.
Jeg synes derimod, at vi skal flytte vores opmærksomhed lidt væk fra mediestormens synergieffekt og hen imod nogle andre betingelser, som gjorde, at Løkke-stormen kunne tage fat lige nu, og at det lige var Lars Løkkes omgang med penge, den handlede om.
Kritik af kritikernes forklaringer
Det følgende er ikke tænkt som et simpelt forsvar for journalistikken og slet ikke for dens form, men som et ønske om at nuancere debattens kritiske perspektiv og pege på væsentlige forhold, som kan forklare, hvorfor mediedækningen var så massiv og til tider forfejlet i sine forudsigelser om Lars Løkkes formandsskab for Venstre. Først nogle indvendinger mod kritikernes forklaringer.
For det første: Der eksisterer efter min overbevisning ikke en journalistisk konspiration om at få Løkke sat af formandsposten. I en periode for – bevares – fem år siden, hvor jeg selv foretog feltstudier på Christiansborg, gjorde jeg den erfaring, at de politiske journalister generelt vidste meget meget mere, end de skrev. Meget af det var sladder – det vil sige informationer, som videregiveren ikke offentligt ville vedkende sig at have givet – og det blev vægtet og vejet blandt journalisterne.
.png)
Måske ramte Løkke-stormen ikke på grund af en lemminge-effekt blandt journalisterne, men fordi en stor vidensballon sprængte. Foto: Polfoto/Jens Dresling
På baggrund af dette er det mit bud, at når en mediestorm rammer, som den gjorde med Lars Løkke, så er det ikke udelukkende udtryk for en løbsk lemminge-effekt, men også for en vidensballon, der sprænger. Det sker, fordi mange journalister med stort kildenetværk faktisk ved noget, som de ikke kan skrive, men som har givet dem grundlag for med en vis pålidelighed at vurdere, at Løkke ikke kunne have langt igen.
For det andet: Journalisterne på Christiansborg udgør ikke en venneklan. Ligesom i andre brancher er de benhårde konkurrenter, samtidig med at de til tider kan støtte hinanden professionelt og have sociale og private relationer. Personlige, sociale arbejdsfællesskaber er ikke årsagen til, at journaliststanden på Christiansborg eller andetsteds prioriterer og vinkler en fortløbende føljeton om Lars Løkkes kamp med bilag og bagland. Konkurrencen – ikke kammerateriet – mellem journalister og medier forklarer også bedre, at forudsigelser, som ikke holdt vand, alligevel blev søsat for at være først med det sidste.
Mediestormen kan således ikke alene skyldes, at journalistfamilien har rottet sig sammen med bestemte anonyme kilder for at vælte Lars Løkke af formandspinden. Den kan derimod snarere skyldes, at et markant antal betydningsfulde kilder har givet relevante oplysninger til journalister om Lars Løkkes dispositioner og om politiske stemninger i baglandet, som havde mistillid til formandsskabet og var trætte af ørkenvandringen i opposition.
Lars Løkke gik imod medier og toneangivende fraktioner i Venstre, da han formåede at forblive formand – det bliver interessant at følge, hvordan denne lille lakmusprøve på demokratisk (medie)kultur kommer til at gå. Foto: Polfoto/Ole Frederiksen
Hvorfor tog Løkke-stormen fat?
Forklaringerne på, hvad der gik galt med medierne i de seneste ugers Løkke-storm, er derfor nærmere:
- at medier og journalister primært har været talerør for allerede eksisterende politiske positioneringer
- at de konkurrencevilkår, som demokratiet i dag hviler på, sætter sig som en stadig mere labil politisk kultur i såvel partiorganisationer som nyhedsorganisationer. Der er således ikke tale om, at medierne har intentioner om at påvirke partipolitikken, men nogle mere grundlæggende vilkår i den politiske kultur, som skubber i denne retning.
Lars Løkke gik imod medier og toneangivende fraktioner i Venstre, og han gik imod konkurrencedemokratiets kultur, da han formåede at blive som formand for Venstre. Det bliver interessant at følge, hvordan det kommer til at gå. Man kan måske ligefrem kalde det en lille lakmusprøve på demokratisk (medie)kultur.
