Medier mellem mennesker

Skrevet af

David Michelsen

43 artikler

0 indlæg

Stig Hjarvard, ph.d. og professor i medievidenskab ved Københavns Universitet, har netop udgivet bogen, "Det selskabelige samfund". I en række essays undersøger han, hvordan medier kommer mellem mennesker, og hvad det betyder for adfærd og normer. Kommunikationsforum har mødt ham.

— Tillykke med din nye bog. Hvad er "det selskabelige samfund", og hvorfor har du skrevet en bog om det?

— Nu er titlen jo også polemisk ment — rettet mod den herskende diskurs om informationssamfundet, som giver et fejlagtigt billede af samfundsudviklingen. Ved et informations-eller videnssamfund forstår man sædvanligvis et samfund, hvis medlemmer bliver mere og mere optaget af at håndtere store mængder af information, ikke mindst ved hjælp af IT, informations-teknologi.

Imidlertid er det ikke det, der er karakteristisk, når man betragter brugen af de nye medier. Her er der nogle tendenser, som ikke omtales i den officielle retorik: brugerne er jo i høj grad fokuseret på underholdnings- og kontaktaspektet ved teknologien. Vi bliver ikke så meget "omstillingspara-te", "informationssøgende", "kritiske" eller hvad man ellers påstår: nej, vi hygger os med apparaterne og dyrker vores sociale liv. De nye medier er mindst lige så meget selskabelige teknologier, som de er informationsteknologier.

Det er altså rigtigt, at IT spiller en betydelig rolle i vores samfund og i dets institutioner som fx familien og den politiske sfære, men det interessante er ikke så meget mængden af information, vi får adgang til, som de måder, hvorpå vores sociale roller og relationer ændrer sig med de nye medier.

— Kan du nævne nogle eksempler på, hvordan dine børn har overrasket dig som mediebrugere?

— Jeg har tre teenagere, og de giver mig jo eminent førstehåndsindsigt i, hvordan unge bruger fx mobiltelefonien og internettet. Det er måske meget sigende, at de kan falde i søvn med mobilen i hånden, som var den en bamse eller en kæreste. Eller at et ungt menneske i dag typisk afsender 50 sms-beskeder om dagen, og sikkert modtager lige så mange. Mobiltelefonen er med overalt, og totalt opgives årsforbruget af sms til 3 mia. i Danmark alene.

— Relationerne mellem mennesker påvirkes altså af de nye medier, og "The Medium is the Message" er blevet et slagord. Kunne vores dagligdag anno 2003 have været den fremtid, McLuhan tænkte på?

— McLuhan var visionær ved at pege på, hvordan medier omstrukturerer vores virkelighed. Jeg står dog mere i gæld til Meyrowitz, som var inspireret af McLuhan. Det spændende ved McLuhan er, at han ikke kun ser på budskaberne i medierne, men også på de relationer og ændringer heraf, som medierne afstedkommer. Problemet er dog, at hans diagnose ikke er særligt præcis.

— Det er interessant, at du konstaterer, at informations- og videnssamfundet i virkeligheden er et underholdnings-og selskabelighedssamfund. Hvorfor er det sådan? Fordi mennesket grundlæggende ikke har ændret sig, og fordi basale og sociale behov altid vil komme før skabertrang og videbegærlighed?

— Det er naturligvis et komplekst problem, men nogle af grundene kunne være globaliseringen og kommercialiseringen. De nye medier er hverken knyttet til en specifik national forståelsesramme eller en specifik kulturpolitisk agenda.

Ældre medier som radioen og fjernsynet blev født i en sådan sammenhæng og har naturligvis langt hen ad vejen været præget deraf. Meningen med radio og TV i Danmark har groft sagt været at opdrage og oplyse, ikke at underholde eller hygge.
Tag et andet medium, som også har nogle år på bagen: telefonen. Da den blev opfundet drømte man ikke om sjove ringetoner og dagens vits pr. sms. Telefonen blev udviklet af ingeniører, og de forestillede sig ikke, at de skabte en samværsform: de forbandt punkt A med punkt B.
De nye medier, og den nye brug af de gamle medier, er produkter af en anden æra, hvor det er en økonomisk logik, der driver værket. Man opdager groft sagt, at der er salg i at forbinde mennesker, så de kan pludre sammen. Det er jo ikke ubetydelige beløb, vi taler om: tænk på, hvordan Nokia har transformeret Finland med sit forretningsslogan "Connecting people".

— En del face-arbejde handler om mediebrugerens pokerfjæs: det ser man fx på internettet, hvor muligheden for anonymitet giver folk lyst til at lege med identiteten. Hvordan mener du, at det medierede face-arbejde forholder sig til virkelighedens face-to-face møder? Bliver vi lige så kompetente sociale spillere gennem mediebrug som ved at agere i den såkaldt "virkelige verden"?

— Nu er et vigtigt tema i min bog, hvordan medierne simulerer menneskers møde face-to-face, så skellet mellem medieret og umedieret kommunikation ikke længere er så entydigt. Medierne giver os mulighed for at manipulere med enkeltkomponenter i kommunikationen og samværet, f.eks. hvor anonym man er, eller hvor uformelt man optræder. Så vi kan gennem medierne lære at styre vores selvfremtræden i retninger, der er til vores egen fordel. Og noget af den viden kan også anvendes ved fysiske møder. Men spørgsmålet om ærlighed i kommunikationen med andre hænger dybest set ikke sammen med, om kommunikationen er medieret eller ej, men handler om, hvorvidt kommunikationen er socialt forpligtende, som ved økonomiske transaktioner, børneopdragelse, uddannelse osv. Megen medieret kommunikation er i kraft af dens selskabelige karakter mindre socialt forpligtende, og derfor åbner den plads for leg med identiteter eller decideret uærlige selvfremstillinger.

— Der har været sager fremme om, at fx mobberi blandt børn er blevet intensiveret gennem SMS og mail. Kræver nye medier, at man lærer en ny medieetik, om man så kan sige?

— Ja, for ingen social organisme kan leve med en 100% individuel frihed. Forholdet mellem gruppe og individ må altid basere sig på et kompromis mellem parternes rettigheder og pligter. Når mobilelefoner giver mulighed for destruktiv adfærd som i tilfældet med sms-mobning eller blot støjende adfærd, som vi alle kender det fra togkupeer, er der klart behov for, at vi udvikler nogle adfærdsregler, der gør det tåleligt for alle at omgås de nye teknologier.

— Medierne fremmer altså det selskabelige og formålsløse, hvor man frigøres af roller. Imidlertid er der jo magtudøvelse, formålsbestemthed og ansvarsfordeling i vores samfund. Risikerer man ikke, at medierne kommer til at dække over denne virkelighed med den hyggelige omgangsform?

— Jo, til en vis grad. Vi ser den selskabelige diskurs blive blandet ind i stedse flere offentlighedsformer, selvom jeg dog vil fastholde, at vi stadig har en oplyst debat her til lands, også i medierne.
Men et eksempel kunne være morgen-tv — det ville passe meget godt på det Meyrowitz kalder mediernes "middle region". Det er jo på den ene side et udtryk for en demokratisk udvikling, at man bringer sociale, økonomiske, politiske og kulturelle emner ned på et niveau, hvor folk kan være med, og gider at være med, men samtidig er det udtryk for den tendens, jeg ønsker at belyse: man sidder i sofaen og drikker morgenkaffe og hygger om gæsterne og hopper lidt rundt i emnerne, uden at det bliver rigtigt farligt eller forpligtende.
Det findes naturligvis i forskellige grader. Mens man hygger sig på begge sider af skærmen i forhold til morgen-TV, er der også programmer, som åbenlyst iscenesættes med henblik på at skabe en for seeren underholdende ramme. Man kunne tænke på politiske debatter, hvor der ikke er nogen reel diskussion, men hvor ønsket først og fremmest er at polarisere, så der opstår en underholdende hanekamp.
Det seneste eksempel er Sky Radio, som sender nogle nyhedsudsendelser og kører en brevkasse om sex og samliv og kalder det oplysende og informerende radio. Så er man nok røget for langt ud af en tangent.

— Du nævnte før, at man simulerer interpersonel kommunikation i nogle massemedier. TVs studieværter ser os fx fortroligt i øjnene. Og politikere optræder personligt: "Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue", som det tidligt blev formuleret. Disse skred eller barrierebrud berører Neil Postman også i "Amusing Ourselves to Death". Du virker ikke så bekymret?

— Ja, men nu skriver jeg jo heller ikke om underholdning, men om selskabelighed og det er jo ikke det samme. Det er nok at forsimple diagnosen at sige, at vi morer os selv ihjel.
Det er rigtigt, at jeg — stort set — ikke løfter pegefingre. Min angrebsvinkel er mere kynisk, for jeg ser det primært som min opgave at beskrive og klarlægge nogle tendenser i vores sociale liv, som de fremkaldes af medierne og brugen af dem.

Diskussionen om nye medier er alt for tit præget af, at de løftede pegefingre kommer før analysen. Groft sagt ser man to fløje: der er pessimisterne som Postman, som du nævner, er et eksempel på — og man kunne også placere Georg Metz i den lejr for at give et hjemligt eksempel — og på den anden side befinder optimisterne sig, som ser informationssam-fundet som en paradisisk tilstand, man næsten kan fremmane alene ved at tale nok om det.

— Jan Lindhardt mente for et par år siden i "Tilbage til Middelalderen" at se tendenser til en mundtlighedens genkomst efter en lang modernitet med skriftkulturel dominans. Hvordan forholder den medierede selskabelighed, du taler om, sig til Lindhardts tese?

— Det er klart, at de nye medier styrker tendensen til mundtlighed og nonverbal kommunikation. Men jeg synes ikke, at historien gentager sig, eller at vi på nogen måde "vender tilbage". Det skal ikke idylliseres, og jeg giver ikke så meget for forestillinger om den globale landsby eller nye stammefællesskaber.
Der er sket en mental urbanisering: man kunne sige, at medierne fremmer en storbykultur eller storbyoplevelser. Man får en oplevelse af at surfe, af uendelige muligheder for potentiel kontakt, af at der er masser af tilbud. Internettet placerer os alle som medlemmer af en global storby.
Vi er sociale dyr, der higer efter kontakt og menneskelige fællesskaber, men man skal ikke tage fejl: vi sidder ikke og varmer os ved den digitale "ild". Vi tilbydes så megen kontakt, at det snarere er nødvendigt med konstante fravalg: netdateren screener og forkaster massevis af "profiler", eller den studerende sms'er med veninderne under forelæsningen. De nye teknologier giver ikke mindst individet nye udfoldelsesmuligheder, undertiden til stor irritation for det sociale fællesskab, der oplever en delt opmærksomhed blandt deltageren. Der bliver en flygtig form for selskablig-hed: græsset er altid grønnere på den anden side.

— Unges mediebrug, kommercialisering, face-arbejde, mellemzoner, medieoptimisme og mental urbanisering... Det kunne vi tale meget mere om, men fortæl mig her til sidst: hvorfor valgte du essayistikken som form?

— Ønsket er naturligvis at komme ud til en større kreds — som forsker har man jo i øvrigt også en forpligtelse til at formidle. Men jeg mener også, at der ligger en række meget vigtige problemstillinger af fx politisk og etisk karakter i emnet, som det er vigtigt at tage stilling til.
Der kan man med essays lave et "håndkantsslag": man kan få sagt nogle ting klarere til en stor målgruppe, end hvis man havde betjent sig af de gængse akademiske genrer. Vores kultur og mediekultur er i opbrud: det vil jeg gerne gøre opmærksom på og animere folk til at tage stilling til.



DET SELSKABELIGE SAMFUND - MEDIER MELLEM MENNESKER
Stig Hjarvard
Samfundslitteratur
153 sider
159,00 kr.

Læs kapitlet de åndelige medier fra bogen DET SELSKABELIGE SAMFUND i pdf her

Læs kapitlet mennesker og medier fra bogen DET SELSKABELIGE SAMFUND i pdf her


Relaterede artikler

Mediernes magt - Med tilladelse fra Ralf Pittelkow bringer Kommunikationsforum hele kapitel 14 fra hans seneste bog "Det personlige samfu...
Ingen god politik uden spindoctors - Politisk spin er et stærkt omdiskuteret emne, og mange mener, at det skader den demokratiske proces. Men er det realisti...
News Media and the Globalization of the Public Sphere - The aim of this article is to provide a critical discussion of the concept of a global public sphere and the ways in whi...
Mediernes rolle i Irak-krigen - Hvordan dækker medierne den nuværende krig i Irak, og er der forskel på nyhedsdækningen af den nuværende krig og den tid...
Spindoktor i Kongehuset? På folkets kærlighed og mediernes nåde - Det danske kongehus har som et af de sidste i Europa ansat en presse- og informationschef. Er det et led i en større mod...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Projektmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 17. november

Digital manager

Frist: 17. november

Kommunikationschef

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.