Det er den halvårlige overbygningsdag på dansk. Semestrets kurser bliver opslået, og vi venter spændt på, hvilke kurser, der bliver udbudt. Foråret byder på seks sprogkurser, ni om litteratur og et om medier, hvilket er en helt normal fordeling. Så endnu en gang er skuffelsen stor, for på dansk har man ikke fundet ud af, at vi er mange, som meget gerne vil undervises i medier, kommunikation, og det der ligner. Nej, på dansk tror man nemlig stadig, at vi alle sammen skal ud og undervise i gymnasiet, når vi er færdiguddannede.

På dansk bliver vi ikke lovet en medieuddannelse. Vi bliver heller ikke lovet undervisning i kommunikation eller journalistik eller tv-serier i 90’erne, men det står udtrykkeligt i studieordningen, at fagets genstandsfelter er sprog, litteratur og medier. Er dansk i år 2002 ikke andet end litteraturhistorie, grammatik og analyser af romantiske tekster? Og - ikke mindst - har gymnasieeleverne så ikke krav på at få en kvalificeret lærer, der kan betjene en computer, som ved hvad Big Brother går ud på, i stedet for en, der nok kan sin Holberg, men ikke kender Sonnergård?

Medier eller nordiske sprog i middelalderen
Allerede på studiets første år, burde man ellers få en fornemmelse for, hvor de studerendes interesser ligger. Da jeg i 1997 begyndte at læse dansk sammen med 202 andre, blev vi delt i seks hold. Grunduddannelsen på dansk er fastlagt de første to år, dog kan vi vælge mellem medieanalyse eller nordiske sprog i middelalderen og allerede her begynde at overveje, hvilken retning vores uddannelse skal have. Fem hold valgte medieanalyse.

Efter et års tilvalgs- eller sidefag har vi på overbygningen mulighed for at spore os nærmere ind på vores faglige interesser. Nogle glæder sig til at fordybe sig i særlige forfatterskaber, mens andre helliger sig studier af oldnordisk grammatik. Og så er der alle os andre.

Frit valg – eller hvad?
Alle os andre, som hellere vil beskæftige os med medier, kommunikation m.m. Vi kan bare ikke komme til det på vores eget institut, vi må søge andre steder hen på trods af, at "danskfagets lærere udbyder undervisning ud fra deres forskning, og ud fra hvad de studerende ønsker eller skønnes at ønske. (...)

Studienævnet tilstræber i hvert studieår et bredt emneudbud dækkende fagets genstandsområder: sprog, litteratur og medier i Danmark og det øvrige Norden.", som der står i studieordningen for overbygningen på dansk på Københavns Universitet. Realiteten er at os med interesse for medier enten må give køb på vores faglige interesser, eller også må vi klare os selv, så godt vi nu kan.

Ubrydelige traditioner
Danskfaget har en mere end 100-årig historie bag sig for at uddanne gymnasielærere inden for sprog og litteratur. Først i 1983 blev faget massekommunikation – det nuværende medieanalyse – indført som valgfrit fag. Måske er det fortiden, som faget har så svært ved at gøre op med, men behovet er der uden tvivl.

På et kursus om informationsrådgivning i erhvervslivet mødte mere end 80 studerende op, hvilket er helt sædvanligt, når emnet befinder sig inden for medier eller lignende. Disse 80 studerende skal alle have mulighed for at deltage aktivt i undervisningen, både med oplæg og mundtlige bidrag i almindelighed, og de skal vejledes i forbindelse med opgaver og eksamen. Og så har jeg ikke nævnt al den spildtid, der uundgåeligt vil være, når 80 mennesker skal ind og ud af et lokale, medmindre man er så heldig at sidde på gulvet, for så er det jo meget nemmere at komme ud.

Resultatet blev, at en stor del af de studerende droppede kurset. Hvor mange ved jeg ikke, jeg var der kun tre gange.

Mediejobs
Inden for de seneste 10 år har dansk indoptaget de moderne mediers udtryksformer, men uddannelsen af gymnasielærere har stadig højeste prioritet, selv om tendensen har været vigende de sidste 10-15 år. Cirka 60 % får job i undervisningssektoren. Men så er der jo 40%, der ikke gør!

Vil denne tendens mon ikke fortsætte fremover? Unges interesse for medier og mediejobs bliver jo ikke ligefrem mindre. Tværtimod er der mange, der som jeg, ikke kunne drømme om at blive gymnasielærer. Skal vi virkelig finde et andet studie? Eller skal Institut for Nordisk Filologi til at tage et skridt mod de moderne tider og ændre studieordningen?

Man må tage en beslutning: Enten overlader man det her ”medie-noget” til fx Film- og medievidenskab, og så beskæftiger danskfaget sig kun med sprog og litteratur, eller også lever man op til studieordningen og udbyder kurser inden for danskfagets nuværende tre genstandsområder.

Vi kan som danskstuderende ikke være tjent med at skulle være tvunget til enten at læse et helt år uden for vores eget institut, som er det maksimalt tilladte, gå på kompromis med vores faglige interesser eller skulle lave selvstudier på hele overbygningen. Der er jo trods alt en grund til, at vi har valgt at læse dansk.

Eller skal vi, som ikke interesserer os for sprog og litteratur, virkelig ende som forsmåede eksistenser, der i mangel af bedre må blive gymnasielærere ude i landets afkroge, indtil vi kan gå på pension og endelig dyrke den faglige interesse, vi ikke har kunne bruge i vores arbejdsliv?