Men prøv lige at høre her, hr. Pøbel. Og fru Pøbel, du må også gerne lytte med: Mens I bruger hele jeres begrænsede tankekraft på at snyde nogen for 12 kroner, eller på at finde en ting mere, I ikke har brug for, med rabat, så knokler jeres politikere døgnet rundt og ugen rundt og året rundt for DUMME JER. For at gøre det land, I – uden at fortjene det – har arvet, skønt og grønt.
Dengang I gik i skole, var I dødvægt. Så fik I et job, hvor I også er dødvægt. Og nu sidder I og larmer over nogle, der er hundrede gange bedre end jer.
Her har I lidt facts, selvom jeg godt ved, de ikke gør indtryk på jer: Danmark blev et rigt og fredeligt land med plads til alle, fordi arbejderne og bønderne for længe, længe siden tænkte helt modsat af jer. De var aktive. De tog deres skæbne i deres egne hænder. De vidste, at inde i selv den mindst ansete mand eller kvinde var der et ophøjet menneske. Og derfor skulle man – som det hed sig – tale til kongen i den enkelte; ikke til stodderen.
Nogle af disse mennesker blev politikere. Og så bidrog de til at skabe det dejlige land, vi bor i, på en vision om, at der var en konge eller dronning i os alle, hvis vi gav ham eller hende plads og muligheder. At de så havde arvet en bemærkelsesværdigt ukorrupt og effektiv embedsstand fra den sene enevælde, er en sag, vi ikke behøver at dvæle ved. Der er vist allerede flere oplysninger i denne tekst, end I kan kapere.
Nu sidder I så og kæfter op, og sluger den åndelige hundeæde, Ekstra Bladet serverer for jer. Men gør I noget? Nej. Det er for svært. Så skulle I jo rejse jer op. Og sætte jer ind i ting. Og tage et ansvar. Og stå ved det ansvar.
Engang imellem går det personlige liv mindre godt for jeres politikere (som ikke har en høj løn – så fat det, I små og misundelige, ægtefødte borgere i Jante). Ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de lige præcis er mennesker. Så hviner I af fryd og taler ekstra grimt.
Men tag lige og giv dem lidt plads og fred. Når politikere græder, er deres tårer lige så salte som jeres. Når de skærer sig, er deres blod lige så rødt som jeres. Når de lider tab her i livet, sørger de lige så meget, som I gør.
Det, I skulle gøre, hr. og fru Pøbel, var at vise lidt respekt og blande jer uden om politikernes privatliv – så længe det ikke er direkte kriminelt – og vende tilbage til jeres krydsogtværsblad eller til jeres idioti på TV3, eller hvad I ellers spilder jeres liv med. Mens andre prøver at lave et godt land til JER.