Journalisterne viste deres sande ansigt

En hær af journalister fra samtlige danske nyhedsmedier stod som savlende vagthunde uden for Odense Congress Center, da Venstre tog sit dramatiske formandsopgør. Hovedpersonen Lars Løkke Rasmussen (V) startede dagen med at sige, at han ikke havde tænkt sig at gå af som formand. Alligevel blev journalisterne i løbet af dagen enige om, at dagen ville ende med, at han trak sig.

Lars Løkke Rasmussen ved Venstres ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde tirsdag den 3. juni. Foto: Polfoto/ Ole Frederiksen

Først ud på natten kom udmeldingen: Lars Løkke bliver som formand. Stort set hele den danske journaliststand havde taget fejl.

"Dækningen af formandsopgøret er et klassisk eksempel på, at journalister fra forskellige medier er som en stor familie, der ikke bare er venner privat, men også deler deres kilder og vinkler," siger Line Hassall Thomsen, der er ph.d. på Center for Journalistiske Universitetsuddannelser.

"Risikoen ved sådan et familieforhold er, at der opstår en lemming-effekt, hvor man ukritisk kopierer hinanden og fortæller de samme historier, selv om de ikke holder stik," fortsætter hun.

Journalisterne er private venner

Line Hassall Thomsen kender journaliststandens familielignende forhold indefra, for hun har selv arbejdet som journalist, og senest har hun lavet antropologiske feltstudier og deltaget i det daglige arbejde på de to store danske TV-stationer DR og TV2 samt på de engelske BBC og ITV.

I sin ph.d.-afhandling skriver hun om, hvordan journalisterne hygger sig i Folketingets restaurant, Snapstinget, ses privat og deler deres historier på tværs, selv om de til dagligt arbejder på konkurrerende medier.

Det tætte bånd mellem journalister på tværs af medier var tydeligt, da de samstemmende fortalte historien om, at Lars Løkke ville gå af som Venstres formand.

"Vi kunne se, hvordan de samarbejdede og hyggede sig. Det var en festdag for familien. De har et fællesskab, hvor de kopierer hinanden, og hvor ingen tør gå imod strømmen og fortælle en anden historie end den, de andre fortæller. Familien (journaliststanden) står sammen – det gjorde den i går, og det gør den i dag, hvor medierne erkender, at de har fejlet i dækningen af Løkke-sagen. De står sammen om at undskylde sig med, at markedskræfterne puster dem i nakken, så de ikke altid får lavet historierne grundigt nok," siger Line Hassall Thomsen.

"I virkeligheden har journalisterne siddet på redaktionerne og ukritisk kopieret hinanden. De har haft TV-skærmene tændt, så de har kunnet følge med i, hvad de andre medier har bragt, og så har de hele tiden fulgt med i, hvad andre journalister og politikere har skrevet på Twitter," fortsætter hun.

Flere journalister erfarede, at Lars Løkke ville trække sig som formand i tirsdags. Ifølge Line Hassall Thomsen er de samstemmende historier et resultat af det tætte bånd, der eksisterer mellem journalister

Twitter-opdateringer bliver til nyheder
Det sociale netværk Twitter blev også opdateret konstant hos Line Hassall Thomsen, så hun kunne holde øje med, hvordan tweets i løbet af dagen, hvor Venstre havde sit formandsopgør, blev til nyhedshistorier i medierne.

"Journalisterne re-twitter hinanden og politikerne. I løbet af dagen blev tweets til nyheder i medierne – med Twitter går nyhedsstrømmen hundrede gange hurtigere end før. Det er farligt for troværdigheden, for Twitter er fyldt med sladder – det er jo ikke et troværdigt medie," siger Line Hassall Thomsen.

Mens Venstres hovedbestyrelse holdt møde i Odense Congress Center, var der for eksempel et medlem af Venstre, der skrev en opdatering på Twitter om, at Lars Løkke ville gå af.

"Journalisterne opfattede det, som om hun var med til hovedbestyrelsesmødet, og snart var der en journalist, som i medierne 'erfarede', at Lars Løkke ville gå af. Få minutter senere erfarede de andre medier det samme. Men i virkeligheden var Venstre-medlemmet ikke med til mødet – hun sad hjemme i sin stue og tweetede," siger Line Hassall Thomsen.

DR og Politiken er storebrødre
De danske medier er en sammenspist flok, hvor journalisterne er gamle studiekammerater eller tidligere kolleger, som alle arbejder efter de samme nyhedskriterier og idealer. Det er dog ikke alle medlemmer i den journalistiske storfamilie, der har lige meget at skulle have sagt.

"Storebrødrene er medier som Politiken og DR. Når de siger noget, bliver det opfattet som nyhedsværdigt af de andre medier. Lillebrødrene er for eksempel Ekstra Bladet og BT. De er ikke helt så troværdige, og der bliver ofte grinet lidt af deres historier. Det er først, når storebrødrene bringer de samme historier, at de andre medier tager dem seriøst," siger Line Hassall Thomsen.

Politiken var i front med historien om, at Lars Løkke ville trække sig fra sin formandspost. Dagen efter var chefredaktør Bo Lidegaard ude at beklage den forkerte historie

Journalisterne er bange for prikkerunder

Ifølge Line Hassall Thomsen er det naturligt, og der er gode grunde til, at journalisterne holder sammen og deler deres kilder. I en travl dagligdag, hvor redaktørerne stiller høje krav om hele tiden at være med på nyhedsstrømmen, kan der være brug for at gribe til den letteste løsning. Samtidig er journalisterne for tiden ekstra pressede af fyringsrunder og stramme deadlines.

"Mange journalister er bange for at være den næste, der bliver prikket i en fyringsrunde – så er det svært at gå imod strømmen og fortælle en anden historie end den, de andre medier fortæller. Desuden kan man have ekstra meget brug for et familielignende fællesskab, som man kan støtte sig til, når man er under pres og måske møder modstand fra omverdenen," siger Line Hassall Thomsen.

I sin afhandling er der nogle af de journalister, hun har fulgt, som direkte beskriver sig selv som en del af en stor journalistfamilie. Line Hassall Thomsen konkluderer med et lidt finere ord, at de har et praksisfællesskab. Det er et begreb, der er udviklet af den schweiziske ph.d. og forfatter Étienne Wenger, som har lavet feltstudier blandt forskellige faggrupper og i forskellige organisationer.

Ifølge Wenger er praksisfællesskaber (communities of practice) en gruppe mennesker, som deler normer og en passion for det, de laver. Samtidig lærer de af hinanden, mens de gør det.

Vagthunden savler for meget

Det er ikke kun journalister, men ansatte i hvilken som helst branche, som har et praksisfællesskab med bestemte idealer. Fællesskabet er med til at styrke deres professionelle værdier og idealer, hvilket samtidigt skaber en distance til dem, der ikke er en del af fællesskabet.

Selvom praksisfællesskaber også har fordele i medieverdenen, kan de blive problematiske, hvis de bliver alt for tætte, siger Line Hassall Thomsen:

"Når journalisterne ukritisk deler hinandens historier, er der en fare for, at de alle sammen tager fejl, som det var tilfældet, da de alle sagde, at Lars Løkke ville gå af. Det er jo også lidt kedeligt, at de alle fortæller de samme historier. Det kunne være rart, hvis der var nogle, som havde modet til at gå imod strømmen og fortælle historierne på en anden måde end alle de andre," siger hun.

"Medierne skal være vagthunde, men hvis de bliver ofre for en lemming-effekt i familien, er der en fare for, at hunden kommer til at savle lidt for meget og selv kommer til at skabe historierne."

Artiklen er bragt med godkendelse fra videnskab.dk