Mediebegivenhed

Her hvor jeg sidder og skriver denne bog sker der hele tiden noget. I går ødelagde et lyn modemet i min computer. I morges fjernede en ung mand iført blå overall og net over ansigtet fem hvepseboer oppe på to af lofterne og et humlebibo under tagstenene på det hus hvor jeg har mit arbejdsværelse. Humlebier er harmløse og nyttige, men fra dette bo sivede der honning gennem loftsbrædderne og lige ned på mit skrivebord. Rå humlebihonning er klar og lidt sød i smagen, men jeg ville ikke have klæbrige pletter eller forvildede humlebier på mit skrivebord. Det kan virke som en dårlig grund til at Ødelægge et humlebibo, men det var grund nok for mig. I løbet af to dage er kantarellerne og de spiselige rørhatte skudt op af jorden nede i egeskoven ved Sommen. I lørdags var der auktion i Asby. I weekenden flyttede et barnløst par ind i den store gule, nyistandsatte trævilla på den anden side af grusvejen ved postkasserne, hvilket var en stor begivenhed da huset har stået tomt i samtlige de femogtyve år hvor vi har været de nærmeste naboer. I torsdags kom en tekniker 300 kilometer fra Stockholm i en bus som der stod Sveriges Radio P1 på. Han parkerede den på gårdspladsen med snuden mod Kisa, satte en mast op på taget og koblede mig ind i en direkte udsendelse med et debatprogram. Nogle dage forinden var der kommet en journalist og en fotograf fra östgøta Correspondenten i Linkøping for at lave et sommerinterview. Da de skulle komme hejste jeg flaget af orienteringstekniske grunde. Vi er de eneste der flager i byen, hvad enten det er flagdag eller ej, og det kan derfor også se ud som en begivenhed.

Ingen af disse begivenheder (og mange flere) fortjener egentlig at blive fortalt videre, lige så lidt som Mrs. Martins historie om manden der bandt sine snørebånd. Det kan man gøre til eftermiddagskaffen eller dagbogen eller i forbindelse med den lokale sladder, men ikke til en bredere læsekreds. Muligvis kunne de placeres i genren "-Anders Persson har forstuvet foden", hvilket var min kloge lærer på Journalisthøjskolen, Håkan Hansons mønstereksempel på noget som han i en bog med samme navn kaldte for returinformation. Hermed sigtede han til information om trivielle begivenheder som alle eventuelt interesserede allerede kendte til da de selv havde del i dem, men som i øvrigt ikke interesserede nogen og følgelig var returinformation. Folk købte i høj grad lokalaviser for at læse om sig selv og deres naboer i forbindelse med begivenheder som de allerede kendte til, og lokalaviserne stillede derfor i høj grad information til rådighed om netop den slags begivenheder. De fortalte om foreningsmøder, syklubber, bryllupper, skoleafslutninger, uddeling af diplomer til svømmeprøver, begravelser og om folk som havde forstuvet foden. Men Håkan Hanson syntes at lokalaviserne skulle beskæftige sig mindre med returinformation og rapportere mere om ting der angik flere end de nærmeste. Jeg tror at hans korstog fik en vis effekt. Eller også faldt tilbagegangen for returinformationen bare sammen med den generelle samfundsudvikling. Dette var i slutningen af 1960'erne, da ekspansion og centralisering begyndte at lukke lokalaviser og kvæle lokalsamfundene.

Alligevel var de begivenheder som lå til grund for returinformationen som regel hverken beregnet for lokalavisen eller nogle andre medier. De ville have fundet sted med eller uden medier, med eller uden forventninger om en notits i avisen. Derved adskiller de sig fra begivenheder som forudsætter eller kræver medier for at kunne finde sted. Begivenheder som ikke ville have fundet sted uden medier, som er iværksat af medier, tilrettelagt for medier og formet af medier, kan vi kalde for mediebegivenheder. Stadig flere begivenheder i vores liv er mediebegivenheder.

To af de omtalte begivenheder ville ikke være indtruffet uden medier: den direkte udsendelse i radioen og sommerinterviewet til lokalavisen. Til forskel fra det utætte humlebibo som ville have været utæt om så selveste CNN havde stået med en helikopter på gårdspladsen, så var det medierne der havde taget initiativ til begge disse begivenheder. De ville ikke have fundet sted hvis der ikke havde været et radioprogram med en udsendelse eller en avis som der skulle skrives i. De var virkelige begivenheder i den forstand at de fandt sted uden for medierne, men mediebegivenheder i den forstand at de ikke ville have fundet sted uden medier.

Der findes begivenheder som ikke nøjes med at indtræffe uden for medierne, men kun sker i medierne, dvs. som er iscenesatte og konstruerede af medierne fra begyndelse til slutning. Begivenheden med sommerinterviewet ville være blevet endnu mere medialiseret, hvis journalisten fra Östgøta Correspondenten for eksempel havde bedt mig gå ned til Sommen og tage en dukkert som jeg ikke havde lyst til, eller hente en le frem af redskabsskuret og begynde at slå græs som det ikke var nødvendigt at slå. Jeg ville da have gjort noget som jeg ellers ikke ville have gjort og som kun havde haft til formål at blive gengivet i medierne. Men en samtale med en journalist kræver ikke at jeg gør noget som jeg ellers ikke ville have gjort - jeg sætter kaffe over og varmer boller uanset hvem der kommer på besøg. Det samme gælder for en direkte udsendelse i radioen, hvor det er masteteknikeren som får kaffe og boller. Når mediebegivenhederne i stedet for at indtræffe uden for medierne, indtræffer i dem, når de ikke blot bliver til på initiativ af medierne, men også forandres og fordrejes af deres vurderinger og æstetik, opstår der imidlertid nogle problemer for journalistikken.

Man taler for tiden om medialiseringen af det ene eller det andet. Politikken, demokratiet, virkeligheden. Jeg tror også at man bør tale om medialiseringen af journalistikken. Det kan lyde som en tautologi, men er det ikke. En medialiseret journalistik er en journalistik der i stedet for at beskrive noget som er sket, beskriver noget som den selv har fået til at ske. Medialiseringen af journalistikken har til dels med samfundsudviklingen at gøre, men den skyldes også i nogen grad journalistikken selv. Der findes en journalistik som entusiastisk tilegner sig medialiseringens "kreative muligheder" for selv at skabe de begivenheder der får verden til at dreje rundt (hvilket giver mulighed for altid at placere sig selv i begivenhedernes centrum), og omvendt også en journalistik der trodser medialiseringen og bevidst opsøger begivenheder og historier som ligger uden for mediernes manipulationsradius.

For mig har journalistikken kun en fremtid som modstandsbevægelse. Jo mere den giver efter for medialiseringens fristelser, desto hurtigere vil den bukke under for vor tids stadig mere udspekulerede virkelighedsproducenter: pr-konsulenter, reklamefolk og underholdningsfabrikanter.

Det symbolske monument over journalistikkens indre medialisering er det moderne tv-nyhedsstudie med dets så at sige obligatoriske kulisse af tv-monitorer. Her er verdens centrum, får man indtryk af. Alt hvad der er vigtigt sker her. Ingen kan naturligvis opfatte det der sker på monitorerne, men det er heller ikke pointen med dem. Deres pointe er at give indtryk af kontrol og opsyn. Indtryk af at journalistikken behersker begivenhedernes gang. At alt nyt i verden også sker i monitorerne. At det som ikke sker i monitorerne ikke er nyt eller ikke er sket. Kigger man over skulderen på nyhedsoplæseren og forsøger at skelne det der sker på monitorerne bagved, opdager man dog snart at i hvert fald et par af skærmene viser vores nyhedsoplæser foran sin monitorvæg. Som han sidder der i billedet af sig selv er det som at se journalistikken lukket inde i sin egen spejlverden, hvor verden er en spejling af journalistikken - i stedet for det modsatte.

Stadig flere af mediernes begivenheder skabes efterhånden i denne journalistiske spejlverden, men vi tænker sjældent på dem som medieskabte begivenheder fordi vi har lært at tage mediernes skabende rolle for givet.

Hvad adskiller begivenheder der tilfældigvis finder sted foran et tv-kamera fra dem der finder sted fordi der er et tv-kamera? Først og fremmest at de sidste ikke er spontane begivenheder, men dramaer der er forklædt som begivenheder, dygtigt koreograferede symboler for noget arrangørerne ønsker skal ske, men som endnu ikke er sket.

Er dette nødvendigvis af det onde? Hvis mediebegivenheder kan få noget til at ske, kan det så ikke være noget godt som man får til at ske? Til støtte for Afrikas fattige og sultende tog rocksangeren Bob Geldorf i 1985 initiativ til en koncert, Live Aid, som blev vist på tv over hele verden. Unægtelig en klokkeren mediebegivenhed, men med en midlertidig gavnlig effekt på millioner af menneskers hjælpsomhed og solidaritet.

Siden da har medierne iværksat stadig flere hjælpekampagner, deres symbolik er blevet mere og mere pågående og deres følelsemæssige effekter stadig mere kortvarige. Compassion fatique også her. Mediebegivenheder har efterhånden magt til at sætte skub i bistandshjælpen under en krig eller katastrofe og til at afbryde den. Da Mozambique blev oversvømmet i februar og marts 1999, blev landet også oversvømmet af tv-hold, og den udenlandske katastrofehjælp kom op på 860 millioner kroner. Da delstaten Orissa i Indien et halvt år senere blev ramt af voldsomme storme og oversvømmelser og femogtyve gange flere mennesker omkom, var medieopmærksomheden betydeligt mindre og katastrofehjælpen en femtedel. Det er mediernes eksponering af en begivenhed der afgør hvor bistanden går hen, hvor stor den bliver og hvor længe den varer. Når der slukkes for kameraerne, slukkes der også for bistandsinteressen. Internationale hjælpeorganisationer må bruge stadig flere penge på mediepolitik. Mange har anskaffet sig deres egne tv-hold for selv at iscenesætte mediebegivenheder af katastrofer. Traditionelle folkebevægelser virker i stadig højere grad gennem medierne. Nye bevægelser som Greenpeace virker udelukkende gennem medierne. Produktionen af mediebegivenheder har vist sig at være den bedste metode til at få noget til at ske. Når medieeksponeringen blegner, skrumper organisationen, og vice versa.

Hvor længe har en mediebegivenhed kraft til at få noget virkeligt til at ske? Havde nogen før den 13. september 1993 spurgt mig om Israels statsminister og lederen af den palæstinensiske befrielsesorganisation ville kunne træde frem ved siden af hinanden og proklamere fred og gensidig anerkendelse (et håndtryk var ikke engang til at forestille sig), ville jeg have sagt at noget sådant sker ikke. Jeg burde have tilføjet: undtagen på tv. Tidligere kunne det som skete i virkeligheden undtagelsesvis også ske på tv (mordet på Kennedy, Vietnamkrigen, kuppet i Chile). Nu er der en anden og ny logik som siger at noget må ske i tv for at det skal kunne ske i virkeligheden. Mediebegivenheden kan et øjeblik erstatte vores viden om hvordan virkeligheden er med et symbolsk arrangement af virkeligheden som den burde være. Naturligvis var håndtrykket i Washington en særdeles virkelig begivenhed, men dramaturgisk og æstetisk havde den alle mediebegivenhedens egenskaber. Det var ikke bare to hænder der mødtes foran alverdens tv-kameraer, det var en hidtil utænkelig verden der blev iscenesat.

Effekten af en mediebegivenhed kan være stor, men som regel varer den ikke så længe. Allerede efter nogle måneder mistede håndtrykket i Washington sin revolutionerende kraft. Terrængående konflikter om jord begyndte at opstå igen, historiske fobier fik atter næring og gamle erfaringer besejrede de ny. Hvor tusind og atter tusind ikke-symbolske håndtryk straks burde have fulgt efter, fulgte i stedet mistro, irritation og modstand. En mediebegivenhed som i et stykke tid kan gøre det utænkelige tænkeligt, kan også skabe en situation hvor det mediemæssigt tænkelige senere viser sig at være en illusion. Det er som regel sværere at håndtere bristede illusioner end illusioner som aldrig er blevet vakt.

På den anden side findes der jo den mulighed at illusionskunsten faktisk fungerer, at symbolikken etablerer jordkontakt, at det førhen utænkelige bliver til virkelighed. Anwar Sadats overraskende tv-invitation til Israel i efteråret 1977, hans besøg i Jerusalem en måneds tid senere, hans tale i det israelske parlament og hans optræden på amerikansk tv sammen med Israels premierminister Menachem Begin var alle en række dygtigt konstruerede mediebegivenheder som i løbet af et år næsten havde held til at etablere det de indgav illusion om, nemlig en historisk fred mellem Egypten og Israel. Hvis Sadat havde valgt diplomatiets og ikke mediernes kanaler, var rejsen til Jerusalem formodentlig aldrig kommet i stand. Måske heller ikke freden. I hvert fald ikke lige netop da.

At mediebegivenheder skaber symbolske virkeligheder er ikke nødvendigvis et argument imod dem. Vi lever lige så meget med symbolske forestillinger om verden som med vores mentale erfaringer med den. Vi har symbolske forestillinger om naturen, samfundet, manden, kvinden, livet, kærligheden, døden og os selv. Religionen, kunsten, litteraturen, filosofien og videnskaben er alle symbolskabende områder. Ligesom journalistikken. Er en artikel eller en tv-reportage andet end en symbolsk virkelighed? Vi må bestræbe os på at lægge den så tæt op ad det empirisk iagttagne som muligt, men alene den kendsgerning at vi afgrænser, formulerer og redigerer virkeligheden på en bestemt måde gør den til et produkt i symbolverdenen. Dette kan vi hverken beklage eller gøre noget ved, vi kan bare være bevidste om det.

Hvad vi derimod kan og bø beklage er en journalistik som i stedet for at producere empirisk iagttagne virkeligheder giver sig til at producere artificielt konstruerede mediebegivenheder. Det er ikke uproblematisk at snart sagt alle aktører i samfundet systematisk producerer den slags begivenheder for at få publicity i medierne, men det er direkte forkasteligt hvis journalisterne selv gør det. Den globale massemedieindustri er måske den mægtigste symbolskabende institution der nogensinde har eksisteret, og til forskel fra gamle og svækkede symbolproducenter som kirken eller staten kan den i princippet anvendes til at producere alle mulige symboler. Medieindustrien har ingen dagsorden, ingen vilje eller moral, ingen "mediemæssige" synspunkter om hvad der er gode og hvad der er onde symboler. Forskellige medier kan i den henseende være forskellige. Det som de har til fælles er prioriteringen af det medietilpassede. Den stadig hårdere kamp om medieopmærksomhed har resulteret i en opskruet spiral af stadig stærkere mediemæssige effekter, hvorved særligt konstruerede mediebegivenheder prioriteres højere end begivenheder der ikke har medierne som mål og heller ikke deres effekter som middel.

Hvad enten vi vil eller ej, suges vi alle ind i denne malstrøm af stadig mere hårdt opskruede mediebegivenheder. Medierne er ikke noget som vi kan vælge fra i vores liv. Selv om vi ikke læste en eneste avis eller så et eneste tv-program eller loggede ind på en eneste hjemmeside, ville den sociale luft omkring os være mættet af mediemæssigt producerede symboler. Vi indånder medier på samme måde som vi indånder luft. Hvis mediernes logik fremmer den konstruerede begivenhed på bekostning af den ikke-konstruerede begivenhed, så får det konsekvenser for os alle sammen. Efterhånden må vi spørge os selv om det der er sket er virkeligt eller om det bare er sket i medierne. Det behøvede vi ikke før i tiden.

Egentlig synes jeg det er dybt problematisk at det efterhånden mere er de mediemæssige konstruktioner end vores sanser og erfaringer som sætter præg på de symboler der omgiver os, som angiver tempoet i vores tid, formulerer behovene i vores samfund og påvirker drømmene i vores liv. Det er som om den virkelighed vi selv kan se, høre og tage og føle på er blevet mindre værd, mindre gyldig end den virkelighed som målbevidste mediemanipulatorer konstruerer rundt omkring os. Der findes efterhånden mennesker som står i kø for konstant at leve deres liv i direkte udsendelser. Og mennesker som øder deres liv bort for at kigge på dem. Virkeligheden som soap. Livet som mediebegivenhed. Mennesket som exhibitionist - og voyeur.

I filmen The Truman Show opdager hovedpersonen lidt efter lidt at virkeligheden omkring ham er iscenesat, at hans egen mor og far og hustru er aktører, ligesom tobakshandleren og naboerne og hans bedste venner; at ejendomsmæglerbureauet hvor han arbejder er en kulisse ligesom den lille by hvor han bor, at bilerne og cyklerne og de promenerende mennesker bevæger sig efter bestemte mønstre; at hele hans verden er et gigantisk tv-studie hvor solen og regnen såvel som stormene, brandene og trafikpropperne styres fra et rumskibsagtigt kontrolrum. Selv er Truman Burbank født i en direkte udsendelse, adopteret allerede som foster af det tv-selskab der nu lader i tusindvis af skjulte kameraer registrere hvert eneste sekund i hans liv i en fireogtyve-timers "live" soap. En ægte tåre i et direkte udsendt nærbillede er hård valuta i The Truman Show.

Da filmen blev vist for første gang var den absurd fiktion. Det er den ikke længere. I dag har mediernes jagt på den "autentiske" virkelighed skabt programmer hvor "autentiske" mennesker anbringes i "autentiske" livssituationer, hårdt præparerede med forventninger om kærlighed, sex og tårer - alt imens tv-kameraerne registrerer, manuskriptforfatterne gør notater og regissørerne vasker ægthedens guldkorn frem. Der findes allerede underholdningsserier om rigtige politifolk på rigtige forbryderjagter, ligeledes teaterforestillinger med rigtige kriminelle der spiller sig selv på en rigtig teaterscene. Grænsen mellem at beskrive det der sker og få det der skal beskrives til at ske overskrides efterhånden så regelmæssigt at mange i mediebranchen ikke længere synes at det ene er værre end det andet. Er virkeligheden ikke altid det man gør den til? Og hvad skulle der dybest set være i vejen for at man laver virkeligheden om til fiktion?

I dette mediernes stadig mere sumpede grænseland mellem fiktion og virkelighed må journalistikken forsøge at finde fodfæste. Forsøge at fornemme hvor grænsen går mellem den virkelighed som journalistikken lever i (og skal skildre) og den virkelighed som den selv konstruerer. Det er ikke så enkelt. Også den virkelighed som journalistikken lever i er så gennemsyret af mediernes logik og æstetik, at det ofte er svært at finde ud af hvilken begivenhed der er hvad. Konstruerede mediebegivenheder maskeres som virkelige begivenheder. Virkelige begivenheder formateres til mediebegivenheder. Når politikeres moral har fået større politisk betydning end deres ideer skyldes det ikke nødvendigvis at moralen er blevet mere fremtrædende og idalerne mindre fremtrædende, men derimod at det ene udover større tiltrækningskraft på medierne end det andet. I sit store værk om informationsalderen (bind to) mener Manuel Castells for eksempel at det øgede indslag af korruptionsskandaler i moderne politik er en direkte følge af politikkens tilpasning til mediernes logik og æstetik. "Det helt afgørende problem," skriver Castells, "er at elektroniske medier (ikke bare tv og radio, men alle former for kommunikation såsom aviser og internet) er blevet politikkens privilegerede rum. Ikke således at al politik kan reduceres til billeder, lyd eller manipulation med symboler, men uden dette er der bare ikke mulighed for at erhverve eller udøve magt."

Castells kalder den ny politik for informationel politik. Det er en politik som "i indhold, organisation, fremgangsmåde og styring" er fundamentalt præget af mediernes indbyggede logik og især af de ny elektroniske medier. Den informationelle politik er kendetegnet ved en kamp mellem mediemæssige strategier og mediemæssige våben. Ifølge Castells er politiske skandaler et af symptomerne på denne kamp, og et af våbnene i den. Den vigtigste grund til at der er blevet flere politiske skandaler er ikke at den politiske korruption har grebet om sig, men at skandalerne er blevet mere effektive som mediemæssige våben. "Jeg vil hævde at skandalepolitik er blevet et førstehåndsvåben i den informationelle politiks kamp og konkurrence," skriver han. Hele sætningen er kursiveret i originalen. Selv skandaler som giver indtryk af at være virkelige nok og som på et plan har fundet sted uafhængigt af medierne, kan på et andet plan være strategisk iscenesatte mediebegivenheder. Som bevidst bliver afsløret, bevidst blæst op og bevidst tilrettelagt.

Det ene kan desuden føre til det andet. Mediestrategier er som regel dyre, især i lande hvor kampen om magten må føres med kampagner i tv til mange millioner kroner. Det øgede behov for finansiering af kampagnerne, og den stadig mindre mulighed for selv at kunne finansiere dem, øger risikoen for at udenforstående aktører går ind som hemmelige finansierer - til gengæld for politiske begunstigelser. Finansieringen af den informationelle politik lægger dermed op til nye korruptionsfristelser - og til flere korruptionsskandaler. I den sammenhæng kan man hurtigt skaffe sig belastende information om enhver politiker. Og enhver politiker kan hurtigt falde for fristelsen til at fremskaffe den (om andre). Eller til at købe den af nogen som allerede har fremskaffet den.

Dermed sættes klapjagten i gang. Af politiske rådgivere som samler ammunition til angreb eller til forsvar. Af journalister som i deres egenskab af opsøgende reportere leder efter materiale der kan sætte oplagene og seertallene i vejret. Af freelancere og lyssky elementer som leder efter materiale der kan anvendes til eventuel afpresning eller sælges videre til en interesseret part. Det er de politiske aktører selv eller nærtstående forretningsforbindelser der afslører hovedparten af det belastende materiale som offentliggøres af medierne.

Castells teori om skandaler som mediestrategiske våben kan sikkert overføres til andre "virkelige" begivenheder i mediesamfundet: ofre som er ramt, truede forskningsprojekter, dårlige skoler, ufremkommelige veje, unødvendige ulykker, farlige produkter, Økonomiske prognoser. Efterhånden hviner de mediestrategiske våben om ørene på os. Det er blevet stadig sværere at skelne mellem det der sker på grund af medierne og det der sker uafhængigt af dem.

Af hensyn til sin fortsatte troværdighed burde journalistikken alligevel forsøge at foretage den sondring. Den må lære at se forskel på et mediestrategisk våben og en ubevæbnet begivenhed, den må lære at der er forskel på at beskrive det som sker og at medvirke til at det som man vil beskrive sker. Den må ikke den ene dag tilrettelægge virkeligheden og den næste dag producere nyheden om sit eget værk.