Trykt første gang i medietidsskriftet SAMSON. Se mere om SAMSON på www.samsonnet.dk



Hot guru
McLuhans teorier har levet en omskiftelig tilværelse inden for medievidenskaben. I 60erne blev han betragtet som en både gal og genial pioner på massemediernes felt, og han blev citeret flittigt af menigmand. Ja, McLuhan blev ligefrem sat i selskab med Woody Allen, Tom Wolfe og Andy Warhol som en af tidens hotteste guruer.
I slutningen af 70erne og frem til begyndelsen af 90erne gled McLuhan ubemærket ud af den offentlige manege samtidig med, at det blandt akademikere var ilde set at bekende sig til hans ustrukturerede og til tider mærkelige teorier.

McLuhan renæssance
Især udtrykket the global village har dog atter fundet vej til teknologidebatten, og det synes igen helt naturligt at referere til de efter-hånden 40 år gamle tanker. Men hvorfor oplever McLuhan denne renæssance? Er der nogen fornuft i at tale om hans globale landsby, eller burde man i stedet lade manden og hans værk hvile i fred?

Denne artikel skal ikke servere definitive svar på disse spørgsmål, men den vil give et indblik i McLuhans teori med særlig vægt på idéen om den globale landsby. Dette gøres primært for at kunne kaste et kritisk blik på de seneste års læsninger og anvendelser af McLuhans teorier blandt andet i relation til den digitale teknologi.

Hvor slutter mennesket?
"Any invention or technology is an extension or self-amputation of our physical bodies"
(McLuhan 1997: 45).

Hvis man vil forstå den dybere mening bag the global village, må man blive bekendt med McLuhans opfattelse af, hvad et medie rent faktisk er. Dette er et spørgsmål, man sjældent kan give noget fornuftigt svar på selv, men McLuhan mener groft sagt, at medier er forlængelser af mennesket.
Ja, ifølge McLuhan kan vi slet ikke eksistere i verden uden disse forlængelser, for det er netop dem, der gør os i stand til at overleve de skiftende belastninger, som omgivelserne påfører os. Et par eksempler vil lette forståelsen: hjulet er en forlængelse af fødderne, kniven forlænger tænderne og hammeren er armens forlængelse. De nævnte ekstensioner eller medier kalder McLuhan for mekaniske forlængelser.

Mentale forlængelser
Men i moderne tid sker der desuden det interessante, at vi også begynder at forskyde eller forlænge det mentale ved hjælp af medier. De mentale forlængelser er alle baseret på elektricitet, hvilket får den nye og radikale betydning, at mennesket kan transportere sin bevidsthed med lysets hastighed på tværs af tid og rum. Nu er det altså både kroppen og hjernen, der strækker sig ud fra vore legemer.
Blandt de mentale forlængelser kan nævnes radioen, som forlænger hørelsen, og fjernsynet, der primært forstærker synet. Men ifølge McLuhan transporterer disse medier også vore tanker – enhver form for mental aktivitet – uafhængigt af kroppen, og dette leder ham til at beskrive det moderne menneske som en discarnate man: en skabning af ren-dyrket ånd frigjort fra kroppen.

McLuhans medieforståelse er altså forholdsvis radikal. Skellet mellem menneske og verden er næsten umuligt at fastsætte, fordi vi til enhver tid bærer disse forlængende tråde – medierne – der er fundamentalt forbundne til vores krop og bevidsthed.

Klodens elektriske implosion
"In little more than a generation, radio (and later TV) has brought the audile basis of the tribe once again into high relief" (McLuhan & Powers 1989: 99).

Lad det være sagt med det samme: McLuhan forestiller sig naturligvis ikke, at det moderne menneske kommer til at leve i en traditionel landsby, der dækker det meste af kloden. Den globale landsby er en metafor, og hensigten med den er at skabe en forståelse for nogle af de kvaliteter, som ifølge McLuhan indfinder sig med de elektriske, mentale forlængelser.
Det globale aspekt er tæt forbundet med det faktum, at elektricitet er immateriel. Når vi betjener os af de mentale forlængelser, er det muligt at opleve samme direkte interaktion uden nævneværdig forsinkelse, hvad enten man sender og modtager information lokalt eller globalt. Den traditionelle modstand fra dimensionerne tid og rum bliver således ophævet, fordi elektriciteten kan bevæge sig på et globalt plan. Ifølge McLuhan er vores mentale forlængelser bredt rundt om hele kloden som et vidt forgrenet netværk af nervetråde, der forbinder mennesker uafhængigt af geografisk placering.

Globalitet og øjeblikkelighed
Når McLuhan taler om, at vi med de mentale forlængelser indtræder i et moderne fællesskab af global karakter takket være elektricitetens øjeblikkelighed, så bruger han begrebet landsby for at signalere, at visse kvaliteter fra den oprindelige stammetilværelse dukker frem igen. Der er altså en lighed mellem det primitive og det moderne menneske, men det er vigtigt at forstå, at der er tale om en genfortolkning af landsbyens karakteristika i en ny social og mediemæssig kontekst. De to tilstande er med andre ord ikke identiske; de er snarere beslægtede, hvis man skal tro McLuhan.
Med den globale landsby skitserer McLuhan et spektrum af muligheder i det moderne fællesskab, men han kommer ikke med en vurdering af, om det er godt eller skidt. Sammenfattende kan man sige, at McLuhans metafor hviler på to fundamentale kvaliteter ved kommunikationen mellem mennesker: globalitet og øjeblikkelighed. Begge elementer må være til stede samtidig, hvis vi skal tale om en global village.

Orden i kaos
En nærmere undersøgelse af de forskellige bidrag til debatten om the global village afslører, at man kan inddele læsningerne i fire grupper med hver deres specifikke optik. De vil blive omtalt på følgende måde: overfladiske læsninger, seman-tiske læsninger, ideologiske læsninger og digitalt relaterede læsninger. interconnected, and programs and messages circulate in the global network, we are not living in a global village, but in customized cottages globally produced and locally distributed" (Castells 2000: 341).

Negativitet
De negative læsninger – der er i overtal – lægger vægt på, at nettet aldrig kan blive medie for en global landsby i form af et nyt, stort fællesskab, fordi det i modsætning til radio og fjernsyn ikke skaber en fælles referenceramme. Internet udmærker sig netop ved at være et to-vejs medie med uendelige valgmuligheder for individet, og derfor ender vi med at gruppere os i små nicher, der baseres på særinteresser. Nettet er med andre ord for åbent et medie til at facilitere en global landsby, mener man.
Da brugeren af nettet selv skal trække information ud af mediet (pull-strategi), mens seeren får tv-programmerne serveret (push-strategi), bliver brugerens oplevelse for unik til, at den kan gælde hele fællesskabet. Men mængden af information på nettet udgør også et argument imod den globale landsby: Vi vil aldrig kunne overskue indholdet i cyberspace, og derfor afstedkommer dette informations-overload individuelle fravalg frem for fælles tilvalg og konsensus.

Det er svært ikke at være enige med begge læsninger: på den ene side giver nettet os mulighed for at interagere øjeblikkeligt på et globalt niveau, og dermed aktiveres vi i lighed med stammemennesket. På den anden side er det netop individets bestemmelsesfrihed, der umuliggør en fælles referenceramme eller i det mindste et mentalt fællesskab af global karakter – stillingen synes populært sagt at være uafgjort.

Hverken skidt eller kanel
På baggrund af, at McLuhans begreber i høj grad er blevet misforstået og misbrugt i politiske og ideologiske spil omkring vores mediebillede, er der grund til at mane til en vis besindighed og eftertænksomhed. Man bør stille sig følgende spørgsmål: hvad sagde manden egentlig selv om fænomenet?
McLuhans metafor dækker over flere betydninger, end man umiddelbart skulle tro. Kendskabet til hans medieopfattelse og øvrige teori kan derfor bidrage til en mere nuanceret for-ståelse af the global village, end de fleste af disse læsninger giver udtryk for. Det kan måske virke en smule utilfredsstillende, men hvis man skal konkludere noget om metaforens status 40 år efter dens undfangelse, må det være følgende: den globale landsby er hverken entydig brugbar eller forældet, og derfor er det vigtigt at specificere, hvilke kvaliteter ved metaforen, man forholder sig til. Budskabet med denne artikel kunne derfor være at insistere på en mere kritisk og nuanceret læsning og anvendelse af medievidenskabens gamle guru i fremtiden.

"Samlermennesket dukker frem igjen, men nå som informasjonssamler. I denne rollen er det elektroniske menneske en nomade i like høy grad som sine paleolittiske forfedre" (McLuhan citeret i Bakke & Julsrud 1996: 5).