Vi er McDømt på forhånd
I mere end halvandet år har Aporta-lokalerne på københavnske Kongens Nytorv stået tomme og lukket af for alle. I den periode har de fået lov til at forfalde både ind- og udvendig. Vi havde hos McDonald’s ikke regnet med, at vores beslutning om at åbne en restaurant lige der – og blandt andet skabe 80 nye ungdomsarbejdspladser - ville afstedkomme takkebreve fra eliten. Men jeg er alligevel overrasket over de følelsesmæssige udbrud, nyheden har udløst i kredse, der ellers plejer at (hævde at) være præget af overskud, forandringsvilje, tro på fremtiden og tilhængere af diversitet.
af Sara Helweg-Larsen
Selve tanken om, at vi skulle forbydes at åbne restaurant på Kongens Nytorv, er ikke rationel. Tanken kan være motiveret af, at man slet ikke synes, vi skal have lov at drive virksomhed i Danmark, eller at man synes, det bidrager til ens personlige fortælling at markere sig som passioneret kritiker af os. Begge dele er jo sådan set fair nok, men måske ikke relevant i et samfund, der bekender sig til markedskræfter og demokrati. Og tager man først rollen som smagsdommer på sig, kan man få ret travlt, hvis man skal sørge for, at de lidt upræcise normer for, hvad der er rimeligt, bliver overholdt rundt omkring i København.
Der er tradition for, at McDonald's rundt om i verden indretter restaurant i historiske bygninger. Her Budapest
For man må ifølge kritikerne gerne sælge ting på Kongens Nytorv – ingen har mig bekendt opponeret imod hverken Magasin eller andre butikker, der også har adresse på pladsen. Man må også godt sælge mad, for det gjorde Aporta jo tidligere, og det er der mange andre, der også gør. Det må også gerne være fastfood, for der er både en pølsevogn og en kaffebar på pladsen, og man må også gerne være en kæde med en meget synlig facade, for det er kaffebaren, bankerne og telebutikken også.
Det kan umuligt handle om, hvordan restauranten kommer til at se ud – for det er der ingen, der ved endnu. Ikke en gang os selv. Vi har gentaget over den sidste uge, at ombygningen naturligvis vil ske under yderste hensyntagen til lokalets særlige historie, pladsens æstetik, gældende lovgivning for restauranter samt det faktum, at lokalerne skal kunne tåle slid fra de tusindvis af gæster, vi forventer vil besøge os hver dag året rundt.
På den smukke gamle plads – der i de næste mange år vil være byggeplads med stilladser og aflukkede facader - kunne man ellers tro, at en åben restaurant med lys og liv kunne betragtes som et fremskridt. Men kritikerne vil tilsyneladende hellere lade lokalerne forblive aflukkede og hindre københavnerne adgang i utopisk venten på at en mere passende forretning får råd til at leje de relativt dyre lokaler.
Reaktion er trukket i automaten med retroromantik
For mig virker kritikken som en automatreaktion, der har udgangspunkt i gamle forestillinger om, hvem McDonald’s er eller var – for jeg går ikke udfra, at kritikerne har besøgt os for nylig - og hvordan vi menes at tænke. Det virker, som om det baserer sig på retroromantisk retorik om sædernes forfald garneret med lidt frygt for, hvad det hele dog skal ende med. Jeg vil ikke bidrage til diskussionen om, hvorvidt der findes den ene eller den anden kornsortselite, og hvem der i givet fald tilhører den, men bare opfordre til, at man dropper fordommene og frygten og tror på, at det hele nok skal gå. Og at man som et minimum, afventer præsentationen af den visuelle del af projektet, før man (for)dømmer noget som helst.
Med til det åbne sind, de fleste af os jo påberåber os at have, hører vel også at kunne revurdere og revidere sine holdninger og ikke stædigt fastholde og fastlåse folkelige myter og opfattelser. Vi glæder os til at vise, hvordan restauranten kommer til at se ud – og til at byde alle københavnere velkommen indenfor.
