I forhold til nuet er det egentlige og væsentlige sted på tidsaksen for den traditionelle bevidsthed for­­tiden. Den gældende orden stammer fra fortiden og er begrundet i fortiden. Rettesnoren for, hvad man skal og bør gøre, er fortiden. Bygninger og husgeråd værdsættes, hvis de har patina. Omvendt er det væsentlige sted på tidsaksen for den moderne bevidsthed fremtiden. Det enkelte menneskes identitet skabes i fremtiden gennem hårdt og mål­rettet arbejde i nutiden, og det samme gælder i vidt omfang for organisationers identitet. I den toneangivende smagskultur skal ting ikke se gamle ud, men derimod enten moderne eller futuristiske.

Det er fristende at tro, det moderne og det traditionelle samfund er hinandens spejling, når det kom­mer til tidsopfattelsen. Men så enkelt er det ikke. I det traditionelle samfund er seriøs beskæf­tigelse med fremtiden mere eller mindre ørkesløs. I det moderne samfund er beskæftigelse med fortiden ikke på nogen måde ørkesløs; snarere tværtimod. Selvom hovedparten af den åndelige og fysiske an­strengelse i moderniteten retter sig mod fremtiden, er fortiden ikke desto mindre utrolig vigtig.

Fortidens vigtighed i det moderne samfund fremgår af den store interesse, der er for erindrings­litteraturen. Den er en af de litterære genrer, der sælger absolut bedst. På samme måde har et erindrende drama som Der Untergang i årets løb solgt utrolige mængder af biografbilletter, og et erindrende drama som Krøniken opnået seertal, der kan måle sig med forrige generations erindrings­drama par excellence: Matador.

Hvis der findes målinger af, om såvel det individuelle som det kollektive erindringsarbejde vokser, har jeg ikke hørt om dem. Men jeg tvivler ærlig talt på, om jeg skulle have overset noget. For der er tale om en opgave, der rummer frygtindgydende måleproblemer. Hvilke enheder skal man bruge for at måle den slags? Og hvor pålidelige kan en måling af den type nogensinde tænkes at blive? Hvis jeg skulle gætte på noget, er det, at betydningen af erindringen vokser. Det peger ikke blot succesen for erindrings­litteraturen og det erindrende drama på. Jeg vil også hævde, man kan fortolke interessen for at foto­grafere som vidnesbyrd om det samme. Ved hjælp af mobiltelefoner og digitale kameraer foto­grafer­es der som aldrig før – og i kraft af fotografierne erindres der som aldrig før.

Når spejlingen af tidsopfattelsen i det moderne og det traditionelle samfund ikke er perfekt, hænger det sammen med, at der er forskel på historie og erindring. Historien er, hvad der er sket. Den står ikke til at ændre. Indtil den kontrafaktiske historieskrivning kom på mode, betragtede jeg det vitter­ligt som ørkesløst at beskæftige sig med historien ud fra perspektivet: ”hvad nu hvis..?”. Et spændende projekt som Philip Roth’s Fatherland (der handler om, hvad der ville være sket, hvis anden verdenskrig ikke var endt med tysk kapitulation, men med våbenhvile) viser, at genren har sin berettigelse. Men på den anden side også, at kontrafaktisk historieskrivning nok hellere bør hen­regnes under litteraturen end under historievidenskaben. Derfor vil jeg fastholde: store dele af historien er så veldokumenteret, at den eneste position, der giver mening, er: sket er sket; gjort er gjort.

Men så er der også erindringen. Den er fortolkningen af fortiden, og altid åben. Uanset, hvor vel­dokumenteret forløbet og udfaldet af anden verdenskrig eller vietnamkrigen er, kan det altid fortolkes – og det sker også. Ikke mindst på film. Erindringen er en proces, der gør vejen fra dengang til nu forståelig, meningsfuld og til en vis grad også logisk. Derfor er der tale om en nødvendig proces. Og jo mere usikker, fortolkningen af nutiden bliver, jo mere nødvendigt vil det begribeligvis også blive at om­fortolke og nyfortolke fortiden.

Modernitetens intense optagethed af erindringen indebærer ikke, at de strategier, der anvendes for at erindre, altid er de samme. Det viser en sammenligning af de to store erindrings­dramaer Matador og Krøniken.

Jeg skal med det samme tage det forbehold, at jeg kender samtlige afsnit af Matador (og har set dem adskillige gange), mens jeg i skrivende øjeblik kun kender de to første sæsoner af Krøniken, og kun har set de hidtil sendte afsnit en enkelt gang.

En meget væsentlig forskel er naturligvis, at de to historier er forskellige. Jeg har ikke set hen­vis­ninger til det andre steder, men det forekommer mig temmelig oplagt, at grundhistorien i Matador stammer fra Shakespeare, og oprindelig blev publiceret under titlen Romeo og Julie. Verona er blevet til Korsbæk. Familierne Montague og Capulet er blevet til Varnæs og Skjern. Desuden er kærlighedsforviklingerne blevet fordoblet til to generationer, hvorved det samme tema kan gennem­spilles i både en lykkelig og en ulykkelig variant. Men alligevel. Lighedspunkterne er så mange og så centrale, at de ikke er til at komme udenom.

Over for den klassiske historie om umulig kærlighed står Krønikens, så vidt jeg kan bedømme, langt tyndere historie. Fire mennesker – to mænd og to kvinder - mødes i ungdommen. De bliver i tidens fylde til to umage par, der strider sig gennem (familie)livet med de omkostninger, sådan noget nu engang medfører. Da den ene mand og den ene kvinde er søskende, kan der begribeligvis ikke blive tale om en klassisk forvekslingskomedie, hvor det først er de forkerte, der får hinanden, og derpå de rigtige. På George Bernard Shaws tid ville den slags blive ordnet med et brev, der i femte akt godtgjorde, at enten Erik eller Søs var et hittebarn, og de to derfor trygt kunne hoppe i kanen med hinanden. Men det tror ingen på i dag, så Erik må skrives ud af historien. Hvilket i øvrigt ikke gør noget, fordi det tilsikrer en cool, modernistisk ubalance i tingene. Hvor den anden del af forvekslingskomedien ender, ved stort set ingen lige nu. Men det bliver mere og mere klart for tilskuerne, at Palle og Ida er som skabt for hinanden. At dømme efter gløden i deres øjne og varmen i deres stemmer, har de to også selv en vis anelse. Men selv fra den gensidige anelse om en mulighed til et fuldbyrdet parforhold er der – som alle ved – et godt stykke vej. Krøniken kan stadig nå at udvikle sig til både komedie og tragedie.

Så er der alt det andet. Staffagen, der gør hele forskellen. På de punkter ligner Matador og Krøniken fuldkommen hinanden. I begge serier er kostumer, interiører og rekvisitter – så vidt jeg og alle andre kan bedømme – fuldkommen rigtige. Det giver en rigtig god erindringseffekt, som man også kender fra fotografier. Det gamle snapshot viser onkel Arne og tante Olga, der smiler til fotografen, og det er godt nok. Sådan så de ud, og de var søde og huskede altid ens fødselsdag. Suget i maven, når man sidder og kigger på billedet, kommer dog fra alt det i periferien: deres gamle bil; det mærkelige tøj; huset i baggrunden, som i mellemtiden er blevet revet ned. Det er virkelig den tabte tid, og den effekt er med omhu genskabt i begge serier.

Endelig har begge serier deres helt åbenlyse urimeligheder. At modstandskampen i Korsbæk skulle anføres af en læge og en klaverlærerinde – begge kulturradikale og begge formentlig radikale kerne­vælgere – skal man have mere end blot en svagt udviklet historiebevidsthed for at tro på. Grund­stammen i modstandskampen var dels kommunister, dels nationalt sindede borgerlige. At arbejd­ere skulle være så gæve og ædle, som de skildres i Krøniken, er ikke en historisk, men en psyko­logisk urimelighed. Alle normale mennesker består af både godt og ondt, og begge dele har det med at skinne igen­nem.

Det, der adskiller Matador og Krøniken allermest, er dog deres morale. Den allerlængste bue i Mata­­dor går fra Hans Christian Varnæs’ afvisning af Mads Skjern i begyndelsen af første afsnit til Maude og Hans Christian Varnæs’ sølvbryllup i slutningen af det firetyvende og sidste afsnit. Her er alle de gamle fjender samlet, og alle standsforskelle nedbrudt – skønt kokkepigen Laura i sidste øjeblik vælger at stå i køkkenet frem for at deltage i selve festmiddagen. Selv kommunisten Røde er indirekte med, da han har doktoreret så meget på konsulindens ømme versefødder, at det i realiteten er hans festsang, der afsynges.

Dermed handler Matador frem for alt om forsoning. På det personlige plan forsones familierne Varnæs og Skjern – med Ulrik Varnæs og Ellen Skjern som den beklagelige og tragiske undtagelse. På det nationale plan forsones de sociale klasser efter anden verdenskrig, hvor alle gode kræfter nu står sammen om at genopbygge landet.

Som forfatter kan Lise Nørgaard gøre med sin historie og sine karakterer, hvad hun vil. Det til­fredsstiller også min romantiske side, at Kresten Skjern og Elisabeth Varnæs efter mange trængsler får hinanden – ligesom det er dejlig tragisk, at det går galt for Ulrik og Ellen. Selvfølgelig kan hun også vælge at betone den nationale og klassemæssige forsoning efter anden verdenskrig. Men næp­pe uden, at en og anden historiker får lyst til at fremdrage sin røde rettepen og sætte et par streger eller syv i manuskriptet.

Matador slutter i 1947, og hvordan ville en historiker sige, Danmark tog sig ud dengang? Hun eller han ville nok finde det naturligt at nævne, at retsopgøret var barskt og uretfærdigt; ”et juridisk gale­hus”, som højesteretssagfører C.B. Henriques dengang kaldte det. Det etablerede, politiske system gjorde i perioden alt, hvad der stod i dets magt for at få sin legitimitet tilbage og presse de gamle modstandskæmpere – hvoraf en god del var kommunister – væk fra enhver indflydelse. Der var stadig rationering og fuldkommen håbløse, nationaløkonomiske forhold. Og man kan næppe påstå, krigen for alvor havde fået stands- og klasseforskellene til at skrumpe ind. Blandt andet eksisterede Landstinget på det tidspunkt i bedste velgående. Danmark var altså i 1947 et samfund præget af konflikt og krise i mindst lige så høj grad, som det var præget af for­soning og fremskridtstro. For­ude lå endda endnu flere konflikter: Danmarks optagelse i NATO i 1949, gen­oprustningen, den kolde krig, strejken i 1956, indførelsen af folkepensionen i 1957 og opbygningen af velfærdsstaten de følgende år. Med de gevinster, bagklogskaben giver, kunne man med særdeles gode grunde have valgt at betone konfliktmotivet i Matador – frem for at betone forsoningsmotivet.

Spørgsmålet er naturligvis: hvorfor dog forsoningsmotivet, når konfliktmotivet er så nærliggende? Den eneste, der kan svare fyldestgørende, er Lise Nørgaard. Men skulle jeg kom­mentere, ville jeg sige, at forsoningsmotivet ikke er spor mærkeligt. Det svarer vældig godt til den fremstilling af mellemkrigstiden og besættelsestiden, jeg lærte i skolen og fik fortalt af mennesker i mine forældres og bedsteforældres generation. Konflikthistorien lærte jeg først at kende, da jeg som halvvoksen fik fat i Scherfigs Fryden­holm og anden smudslitteratur af lignende kaliber. Forsonings­historien passede formentlig lidt for godt i lidt for mange menneskers kram til, at nogen for alvor ville udfordre den. Derfor er Matador stadig, skønt serien er fra slutningen af 1970’erne og begynd­elsen af 1980’erne en del af det nationale iden­titetsarbejde, der netop i den periode begynder at smuldre og udarte til konfliktstof.

Hvad Krøniken fortæller for en historie, er mere vanskeligt at sige. Dels forekommer historien mig, som allerede sagt, tyndere end ”Romeo og Julie i anden verdenskrig”. Dels er den ikke på nuvær­ende tidspunkt fortalt til ende. Derfor må både tolkninger og vurderinger være mere forsigtige end i tilfældet Matador.

Krøniken handler i mine øjne først og fremmest om undertrykkelse. Klassesamfundet er under­tryk­kende. Patriarkatet er undertrykkende. Selv traditionen er undertrykkende. Al denne under­trykkelse fører til mængder af personlig ulykke: Eriks skrøbelige psyke kan ikke tåle mødet med patriarken Kaj Holger. Søs og Ida lider hver på deres måde under kvindeundertrykkelsen. Børge og Karen lider under kapitalismen, selvom de tackler lidelsen på hver sin måde. Selv Karin Nielsen , så materi­elt velstillet hun er, lider under kapitalismen og patriarkatet i Kaj Holgers for så vidt imponer­ende skikkelse. Den eneste, der ikke lider, er Palle From – men han er tilsyneladende også vej­viseren ud af al under­trykkelsen.

Den svagere historie bevirker, at Krøniken indtil videre først og fremmest har formet sig som de­mon­strationer af undertrykkelsen i alle dens former. Hvor fremdriften skal komme fra, er sværere at få øje på. Bliver det ”verdensånden” eller ”den historiske nødvendighed”, der i 1968 vil få handlingen til at eksplodere? Det vil vise sig; men hvis serien har respekt for de historiske kends­gerninger, bliver det hverken Palle From eller Jens Otto Krag, der kommer til at vise vejen. Som Bo Lidegaard demonstrerer i sin biografi over Krag, var det anti-autoritære oprør fuldkommen frem­med og uforståeligt såvel for Krag personligt som for arbejderbevægelsen i al almindelighed.

Hvad det anti-autoritære oprør vil føre med sig for seriens karakterer, kan man kun gætte på. Ingen af dem har alderen til at ryge hash og høre The Beatles. Man kan måske forestille sig, at Søs i en moden alder vil begynde at studere kultursociologi; men realistisk set vil ingen af seriens karakterer – undtagen Karens datter og Idas to drenge – komme til at nyde godt af oprøret. Hvis de gør som de fleste i deres respektive generationer, vil de øvrige karakterer enten ryste på hovedet eller gå i en eller anden form for åndeligt eksil.

Forskellen på Matador og Krøniken er som forskellen på en film og et fotoalbum. Hvor Matador forsøger at overtale seeren til et bestemt standpunkt gennem sin historie, er Krøniken først og fremmest et album, man kan bladre i. Derfor giver Krøniken hver eneste seer sin egen historie. Har man levet igennem de perioder, der skildres, er resultatet dog for seeren det samme: man erindrer, dvæler i minderne og tænker til sidst ”sådan var det”.