Udsatte målgrupper og følsomme temaer
Risikoen for at flere begår selvmord og flere får spiseforstyrrelser, når disse problemer præsenteres i unuanceret form, har - med rette - afholdt myndighederne fra at køre massemedie-kanonerne i stilling for at gøre opmærksom på problemerne. Sundhedsstyrelsen og andre har været sig bevidst, at massemediekampagner på dette område skal anvendes med forsigtighed.

At det alligevel er vanskeligt at komme med de gode råd og give den rigtige information, er der utallige eksempler på. Den seneste debat om unges kostvaner illustrerer problemet: På den ene side er udmeldingen, at unge skal slanke sig og på den anden side, at de skal være opmærksomme på ikke at få spiseforstyrrelser.

For at undgå forvirring må budskaberne koordineres centralt - og for at få effekt må de opfølges tæt lokalt. Og helst af et professionelt - men gerne også personligt - socialt netværk, der er forberedt på at uddybe budskaberne og føre nuanceret dialog om emnet.

Det gælder også andre områder. Eksempelvis når man vil forebygge et øget narkotikamisbrug blandt unge eller ønsker, at flere i befolkningen tager stilling til organdonation.

På narkotikaområdet fordi det kan få den modsatte effekt: Man skaber kun opmærksomhed og ikke bevidsthed om emnet ved udelukkende at sætte fokus på narko-problemet på en "rå facon" i et massekommunikeret mediebillede. Man skaber interesse og nysgerrighed og opnår således den stik modsatte effekt: Det bliver endnu mere cool at tage stoffer!

Vedrørende organdonation fordi emnet er meget følsomt og etisk, og man ikke ønsker at presse befolkningen til at donere organer.

Kommunikation med omtanke
Dermed ikke sagt, at massekommunikation ikke må anvendes. Der er ingen grund til berøringsangst her. Men når temaet kommer på dagsordenen, er det vigtigt, at netværket kan følge op med dialog.

Eksempelvis kan et samspil med pressen både nationalt og lokalt medvirke til at organdonation både debatteres, og at vi hver især skal tage stilling - også når vi står med vores pårørende på sygehuset. En forudsætning er, at netværkene blandt andet på sygehusene er parate til at indgå i en nuanceret dialog, når den efterspørges.

Massekommunikation er også gavnlig til at promovere et delbudskab og henvende sig til netværksmålgrupper. Eksempelvis kan TV-spots, plakater og go-cards gøre opmærksom på en telefonhjælpelinie til forældre om narko, for at hjælpe forældrene med at føre dialog med slutmålgruppen: de unge.

Hele paletten af kommunikationsformer kan have sin berettigelse i netværks-kommunikation, hvor følsomme emner dominerer. Blot den bruges med omtanke og tilrettelægges på en sådan måde, at den støtter, styrker og kvalificerer den holdningsskabende dialog i netværkene.<