Kurt om Krasnik
En vedholdende og insisterende spørgeteknik kan udstille en magthavers manglende vilje eller evne til at svare på selv logiske og enkle spørgsmål. Interviewteknisk kaldes metoden for ”udstilling af ikke-svar”. Martin Krasnik er med de seneste interviews ved at blive en dansk pendant til BBC’s Jeremy Paxman. Det er godt for den kritiske journalistik.
af Kurt Strand
Ifølge en gammel tommelfingerregel er mængden af spørgsmål i et interview inden for en given tidsramme ligefrem proportional med antallet af ikke-svar. Til overflod blev reglen bekræftet, da Deadlines Martin Krasnik 17. april forsøgte at få justitsminister Morten Bødskov til at begrunde behovet for lukkede processer omkring ministres arbejde – sådan som det er beskrevet i det forslag til ny offentlighedslov, som regeringspartierne i løbet af kort tid ventes at vedtage med støtte fra Venstre og De Konservative.
Bødskov blev spurgt 28 gange om det samme af Krasnik, men uden at svare tilfredsstillende. Tryk på billede og se klippet på DR's site
75 ikke-svar er også en slags svar
I alt 75 spørgsmål og kommentarer blev servet hen over nettet til Bødskov, som med hurtige og tålmodige returneringer undlod at svare på det meste. Særlig opmærksomhed har der været om et forløb i begyndelsen af interviewet, hvor Martin Krasnik 28 gange forsøgte at få justitsministeren til at konkretisere, hvorfor der er brug for mere lukkethed? Morten Bødskov prøvede sig frem med tænkte og hypotetiske eksempler, men kom ikke i nærheden af en overbevisende forklaring.
Ret meget bedre gik det ikke i resten af interviewet, som bl.a. havde fokus på den socialdemokratiske ministers holdningsskift til åbenhed i centraladministrationen – og alt i alt blev det 28 minutter lange interview et stykke anskuelsesundervisning i, hvordan vedholdende og insisterende spørgeteknik kan udstille en magthavers manglende vilje eller evne til at svare på selv logiske og enkle spørgsmål.
Udstilling af ikke-svar
Interviewteknisk kaldes metoden for ”udstilling af ikke-svar”, og den er almindeligvis en absolut nødløsning, fordi den stiller store krav til modtagerne om kendskab til substansen i en given sag. På tryk fungerer metoden ofte bedre end i tv og radio, fordi gentagen læsning af spørgsmål og efterfølgende ikke-svar tydeliggør pointen; at interviewpersonen taler uden om, måske af den helt enkle årsag, at begrundelsen for hans eller hendes argumenter er ikke-eksisterende.
Omvendt fremstår det utrolig effektfuld især på tv, når flakkende øjne, bævende stemmeføring og måske endda piblende svedperler i panden er med til at understrege fraværet af substans i en række af svar.
De nævnte non-verbale udtryk var ikke til stede i Bødskov-interviewet; tværtimod fastholdt justitsministeren en overraskende rolig og afbalanceret attitude. Og derfor krævede det intens lytning til spørgsmål og ikke-svar at fange den overordnede pointe om manglende konkrete eksempler i begrundelsen for at indføre mere lukkethed omkring ministrenes arbejdsprocesser.
Dermed er vi tilbage ved mængden af spørgsmål og tilhørende ikke-svar, for hvis ”udstillingen” skal være effektiv og fremstå som bøjet i neon, er det mængden, som gør udslaget. Altså ville det ikke nytte, hvis Martin Krasnik f.eks. efter fem spørgsmål i jagten på konkrete eksempler på behovet for mere lukkethed havde konkluderet, at han åbenbart ikke kunne få svar. Tv er et uhyre flygtigt medie, og hvis ikke-svar skal fungere som interviewmetode, er der oftest brug for mere end fem. Eller syv, ni eller tretten.
ikke-svar fungerer ikke altid
Om 28 så var i overkanten, er for nogle en smagssag, og vil i sidste ende være afgjort af den tid, der samlet er til rådighed. Som nævnt varede Deadline-interviewet 28 minutter, hvilket i sig selv understreger og forklarer, hvorfor ikke-svar sjældent fungerer i to-tre minutter korte nyhedsinterview i TV Avisen eller TV2 NYHEDERNE. Derfor er ikke-svar en yndet metode blandt toppolitikere, erhvervsledere og andre professionelle interviewpersoner, som dermed slipper uden om at forholde sig til de spørgsmål, de bliver stillet.
Er Krasnik en dansk Jeremy Paxman?
Deadline-interviewet var i øvrigt også usædvanligt på grund af den vedholdenhed, som det var præget af – og Martin Krasnik arbejder sig med dette og flere andre næsten insisterende interview i den seneste tid hen mod at blive en dansk pendant til Jeremy Paxman, en anerkendt og af mange politikere frygtet interviewer på BBC2’s Newsnight. Paxman har endda fået priser for sin evne til at holde fast. Op til det britiske valg i 2005 stillede han stort set samme spørgsmål 17 gange til en synligt irriteret premierminister Tony Blair: ”Kan De fortælle os, hvor mange afviste asylsøgere, der opholder sig her i landet?” Det kunne Blair ikke.
Jeremy Paxman fra BBC2’s Newsnight er en frygtet interviewer, der systematisk bruger ”udstilling af ikke-svar” som interviewteknik. Med de seneste interviews er Krasnik ved at blive en dansk pendant til Paxman. Se f.eks. hans interview af Hedegaard
Krasnik er ikke på niveau med Paxman
Paxman og Krasnik er dog markant forskellige, hvis de bedømmes på evnen til at fastholde rollen som interviewer, som den, der stiller spørgsmål. Jeremy Paxman er stærkt fokuseret på kun at stille spørgsmål og undlade kommentarer til de ikke-svar, han får. Dermed styrer han sine interview med sikker hånd uden nævneværdig slinger – og uden overflødige omveje.
Samme sikkerhed mangler Krasnik; venligt bedømt er 17 af hans i alt 75 spørgsmål egentligt kommentarer, konstateringer eller løsrevne sætninger. Dermed fraskriver han sig mindst 17 gange den styring, som ligger i at stille præcise og udfordrende spørgsmål. Retfærdigvis skal det dog med, at Martin Krasnik er langt mindre kommenterende end sin kollega Clement Kjersgaard på DR1; sidstnævnte er en dygtig interviewer. Når han vel at mærke rent faktisk interviewer.
Clement Kjersgaard er en anden dygtig kritisk interviewer, der er frygtet af de interviewede. Han kan også stille skarpe, vedholdende spørgsmål som Krasnik, men han falder endnu oftere i kommentatorrollen. Ingen af dem er på niveau med Paxman
Journalister skal spørge, ikke kommentere
I øvrigt er det jo ligegyldigt, hvad en tilfældig journalist mener eller ikke mener om det, han eller hun interviewer om. Journalister skal holde sig til at stille spørgsmål, for kun på den måde kan det lykkes at få de svar eller ikke-svar, som jo er selve meningen med at lave et interview.
Og hvordan de end er fremkommet, er 75 ikke-svar – hængt op som skilderier på en væg – også en slags svar.
