I begyndelsen var der intet! Kun Kaos som var et mægtigt sort og tomt gab. Ud af Kaos opstod Gaia, jorden med det brede bryst, og ud af Gaia fødtes mennesket…

I dag er det ikke længere myterne, men videnskaben der forklarer hvordan verden hænger sammen, men det betyder ikke at vi ikke kommunikerer i myter, eventyr og mundtlige fortællinger, tværtimod! I disse år oplever story-telling en renæssance. Der arrangeres fortællefestivaler, internettet vrimler med netværk og foreninger for fortællere, caféer arrangerer fortælleevents, og sidste skud på stammen er interessen fra professionelle taleskrivere og virksomhedskonsulenter. Story-telling handler ikke om at beskrive virkeligheden som virkeligheden er, men om at beskrive virkeligheden som vi opfatter den. Det er ikke vigtigt om fortællingen udtrykker en sammenhæng som er videnskabelig korrekt, men om den udtrykker en sammenhæng som er troværdig og giver mening. Den 18. juli 1969 kørte senator Edward Moore Kennedy galt med en kvindelig ledsager som ikke var hans kone. Kennedy flygtede fra gerningsstedet og meldte først ulykken til politiet dagen efter - på det tidspunkt var kvinden død, og der svirrede rygter om både utroskab og spritkørsel. Umiddelbart lignede det politisk selvmord, men Kennedy tyede til det urgamle kneb: Han fortalte en god historie!


”Lårkort” – ”Uheld!”
Hvilket uheld er der tale om? De fleste mennesker ser sandsynligvis en mand køre galt fordi han glor efter en kvinde i lårkort nederdel, men sammenhængen er ikke logisk for der er intet i de to små ord som betinger netop dén historie. Alligevel er den blevet til fordi vi har dannet billeder for vort indre blik. Fortællingen om manden der kører galt, er ikke resultatet af en bevidst rationel sammensætning af de enkelte elementer, den er resultatet af en umiddelbar og ubevidst sansning som vi har sat sammen så den giver mening.
Story-telling kommunikerer i billeder. Vigga Bro, skuespiller og fortæller, opfatter fortælleren som en projektor der skyder billeder op på tilhørernes indre filmlærred, men filmen afspiller de selv, ligesom tilhørerne også selv kommer farver og følelser på. I modsætning til film og teater hvor tilskueren får billederne foræret, er tilhøreren medskabende, og det forhold giver et tæt samvær som Vigga Bro beskriver som at ”Den virkelige verden er væk, og vi er sammen i en vågen drøm”.
I den advokerende talesituation er det ofte svært at komme igennem med sit budskab fordi tilhørerne er bevidste om ”at de skal bindes noget på ærmet”, hvilket betyder at de på forhånd er mere eller mindre kritiske over for både taleren og budskabet. Ved at inddrage elementer af story-telling i sin argumentatoriske strategi får man et redskab til at omgå tilhørerens ”kritiske beredskab” fordi de for en tid slår intellektet fra og indlever sig emotionelt. I stedet for at opstille argumenter som tilhørerne forholder sig distanceret til, giver man dem mulighed for at indleve sig i situationen og opleve et tæt nærvær og samvær med taleren.

Tonight I am free to tell you what happened…
Den 25. juli 1969 henvendte senator Edward Moore Kennedy sig til befolkningen i den berømte Chappiquiddick-tale for at fortælle hvad der var sket den aften han forulykkede med sin kvindelige ledsager Mary Jo Kopechne. På dette tidspunkt var der gået en uge hvor Kennedy havde været til adskillige forhør, der svirrede rygter om spritkørsel og utroskab, og spørgsmålet var om Kennedy måtte gå af som senator. Når Kennedy valgte at henvende sig til borgerne i Massachusetts, kan man regne med at det skete på baggrund af en fortolkning af situationens alvor, og man må gå ud fra at der er foregået en bevidst overvejelse om argumentations-strategien.
Kennedy lægger i sin tale op til at sandheden skal på bordet ved at erklære over for borgerne at han nu er ”free to tell … what happened and to say what it means to me.” Men man skal ikke være særlig skarpsindig for at opdage at talens hovedformål ikke er at fremstille begivenhedernes gang, men at advokere for Kennedys fortsatte virke som senator. Måden han gør det på, er til gengæld interessant fordi det er et eksempel på hvordan story-telling indgår som argument i form af et intenst billedsprog.
Han indleder kort med at opridse baggrunden for ulykken i overordnede træk, og derefter slår han over i billedsproget:

Little over one mile away, the car that I was driving on the unlit road went off a narrow bridge which had no guard rails and was built on a left angle to the road. The car overturned in a deep pond and immediately filled with water. I remember thinking as the cold water rushed in around my head that I was for certain drowning. Then water entered my lungs and I actually felt the sensation of drowning. But somehow I struggled to the surface alive. I made immediate and repeated efforts to save Mary Jo by diving into strong and murky current but succeeded only in increasing my state of utter exhaustion and alarm.
Det intense billedsprog inviterer tilhørerne til at sætte sig i Kennedys sted, og ved at indleve sig i billederne oplever tilhørerne ulykken som om det var dem selv der befandt sig i bilen. Rent fortælleteknisk er scenen virkelig flot beskrevet fordi man tydeligt kan se for sig hvad der er foregået, og man fornemmer Kennedys desperation. Ligesom i ovenstående eksempel med ”Lårkort – Uheld!” er tilhørerne og fortælleren fælles om at gøre fortællingen levende. Det er Kennedy som sætter billederne i gang, men tilhørerne sætter deres egne farver og følelser på.

Det usynlige argument
Kennedys situation er mildest talt kritisk. Han har bevisligt været involveret i en drukneulykke, og hans efterfølgende handlinger har uden tvivl været suspekte. Spørgsmålet er hvordan ulykken kan formuleres så den i stedet for at kompromittere Kennedy, fremstiller ham positivt så han undgår at skulle forlade senatorposten.
Ved at benytte story-telling opnås to ting på én gang: 1) Formen inddrager tilhørerne ved at give dem mulighed for at leve sig ind i ulykken og næsten opleve den på egen hånd. Derved opstår en stærk identifikation med Kennedy som gør ham til ”en af vore egne”. Via fortællingen placerer Kennedy uudtalt følelsen af at ”det kunne være mig” i tilhørerne. Underforstået at Kennedys handlinger ikke var uansvarlige fordi vi alle under chok og forskrækkelse handler irrationelt. 2) Formen formidler usynlige budskaber og værdier. Fx ”I made repeated efforts to save Mary Jo by diving into strong and murky current…” Og senere fortæller han hvordan han reagerer fordi færgelejet er lukket: “I jumped into the water and impulsively swam across, nearly drowning once again in the effort…” Fortællingen beskriver nok en irrationel Kennedy, men det usynlige budskab er at ”han gjorde hvad der var menneskeligt muligt!” Og de usynlige værdier som han tilknyttes, er selvopofrelse, mod og handlekraft. I overført betydning fremstiller fortællingen en senator som udfører sit job så godt som det er menneskeligt muligt, han er handlekraftig og parat til at sætte livet på spil for sine borgere.
Talen viste sig at være en succes. Kennedy fik en enorm opbakning fra befolkningen og undgik at skulle forlade senatorposten.

Tilhørerne bestemmer
Det problematiske ved story-telling er at sondringen mellem sandt/falsk ikke er eksisterende. Selv om en fortælling udspringer af en konkret virkelig begivenhed, som i Kennedys tilfælde, så er det ikke det som afgør om den er sand. Det afgørende er hvorvidt tilhørerne opfatter fortællingen som troværdig. I Kennedys tilfælde er det altså ligegyldigt om begivenhederne har fundet sted som beskrevet, hvis tilhørerne opfatter hans fortælling som troværdig, så er det sådan virkeligheden ser ud. Det modsatte er selvfølgelig også tilfældet, hvis tilhørerne ikke mener at fortællingen er troværdig, så er det ligegyldigt hvor sand den måtte være.
Det er svært at forholde sig kritisk til story-telling i situationen fordi det er at begå drab på fortællingen. Tilhørerne må indleve sig i billederne for at fortællingen kan opstå, og har man først valgt at træde ind i fortællingen, har man også åbnet sig for de værdier som fortællingen formidler. Den eneste måde at imødegå en fortælling på er faktisk at afvise den totalt, at nægte at indleve sig i billederne og følelserne. Men brugen af story-telling i advokerende taler er der ikke noget nyt, endsige noget odiøst i. Allerede i det gamle Rom procederede Cicero for sine klienters uskyld ved i detaljer at fremmane gerningssted, gerningsmænd og gerning så dommerne nærmest så forbrydelsen med deres egne øjne. Formålet var at berøre dommernes følelser så de dømte i Ciceros favør. Forskellen på dengang og nu er at Cicero ikke kaldte teknikken for story-telling, men for evidentia.
Den advokerende tale forsøger at få folk til at handle, og i praksis betyder det at man ofte møder meget kritiske tilhørere. Story-telling går uden om de kritiske barrierer fordi man i stedet for at henvende sig intellektuelt, henvender sig emotionelt. Budskabet formidles underforstået og uudtalt, hvor den traditionelle argumentation er langt mere gennemskuelig. Story-telling styrker talerens troværdighed fordi formen skaber samhørighed og nærhed. Tilhørerne får ikke kun lov til at forholde sig til argumenterne, men også til at indleve sig i situationen, og derved fremmes talerens budskab.

Artiklen er trykt i det nyeste nummer af retorik magasinet.