Erfaring er tilsyneladende blevet vor tids mantra, der synges i enstemmigt kor. Jeg har derfor som jobansøger måttet sande, at fordi jeg ikke besidder den eftertragtede erfaring, er det særdeles vanskeligt at få en fod inden for i det forjættede land.

Er manglende erfaring nødvendigvis et onde?
Jeg har søgt mange såvel opfordrede som uopfordrede stillinger inden for hr-området i det forgange år. Jeg er imidlertid blevet mødt af en endeløs række af afslag med begrundelsen ”manglende erfaring”. Det udvikler sig imidlertid hurtigt til en cirkulær argumentation, da det er særdeles vanskeligt at opnå den ønskede erfaring, når ingen er parate til at ansætte mig grundet den manglende erfaring. Et af de fænomener, der har været kilde til størst forundring for mit vedkommende, er, at det fuldstændigt urefleksivt antages, at jeg som nyuddannet kandidat ingen kompetencer besidder. Jeg har i min arbejdsløshedsperiode deltaget i et vejledningsforløb hos et velrenommeret konsulentfirma. Jeg blev her gentagne gange mødt med den for mig fuldstændige vanvittige forestilling, at jeg som nyuddannet kandidat ingenting kunne, fordi jeg endnu ikke havde opnået den eftertragtede erhvervserfaring. En holdning, som jeg desværre siden har måttet sande, er dominerende mange steder. Jeg er bevidst om forskellen mellem teori og praksis, og jeg er ikke uenig i, at universiteterne kan og skal blive langt bedre til at koble teori og praksis, men det er en helt anden diskussion. Jeg mener imidlertid stadig, at studerende i løbet af seks års studier erhverver sig en eller anden form for viden, der gør, at vi ikke forlader universiteterne fuldstændig kompetenceløse. Desuden har de fleste studerende haft forskellige studiejobs, der gør, at vi ikke kan betragtes som rene novicer udi, hvordan en arbejdsplads fungerer.

Det er min opfattelse, at manglende erfaring ikke nødvendigvis er et onde. Vi er som nyuddannede opdateret med den nyeste viden inden for vores fagområde, og vi brænder for at afprøve vores kompetencer i praksis. Derudover finder jeg det rimeligt at antage, at seks års studier om ikke andet har bevirket, at vi relativt hurtigt kan tilegne os de kompetencer, der er nødvendige i en arbejdssituation. Endvidere har virksomhederne mulighed for selv at sætte deres præg på os, da vi ikke medbringer en masse rutiner og måder at gøre tingene på. Dette skal ikke udvikle sig til et forsvar for nyuddannede versus erfarne medarbejdere, da jeg er klar over de fordele, der naturligvis er ved at ansætte en erfaren medarbejder. Men jeg vil gerne opfordre til et mere nuanceret syn på hele erfaringsproblematikken fra erhvervslivets side. Især med reference til, at mange virksomheder i deres værdigrundlag nævner værdier som risikovillighed, fleksibilitet, rummelighed og innovation som værende centrale værdier i netop deres virksomhed. Om dette blot er tomme ord på et guldrandet papir, skal jeg lade være usagt, men jeg undrer mig tit over den divergens, der eksisterer mellem virksomhedernes erklærede værdier og deres faktiske værdier, som de giver sig udslag eksempelvis i rekrutteringsprocessen.

Mangel på arbejdskraft – myte eller fakta?
Det, jeg især finder frustrerende ved ovenstående problematik, er, at erhvervslivet i medierne skriger på kvalificeret arbejdskraft. Det finder jeg ganske enkelt uforståeligt, når der findes så mange ledige akademikere. Der er især en høj ledighed blandt magistre, som er den gruppe, jeg selv tilhører. Jeg må derfor konkludere, at enten er det ganske enkelt ikke sandt, at erhvervslivet desperat mangler arbejdskraft, eller også tænkes der på en specifik type arbejdskraft om end denne aldrig defineres, ellers har jeg svært ved at få øje på problemet. Vi er mange ledige akademikere, der brænder for at få lov at vise, hvad vi duer til. Jeg anser nemlig ligesom Paul Wachtell heller ikke mig selv som ”hjerneforladt” grundet min manglende erfaring.