Generelt synes holdningen blandt Europas politiske ledere og de indflydelsesrige kommentatorer at være, at højreradikalismen er en form for politisk abnormitet. Fordelen ved påstanden er, at man som politisk aktiv på venstrefløjen eller den realpolitiske midte ikke behøver at tænke nærmere over sin egen andel i højreradikalismen. Ulempen ved påstanden er, at den er forkert. Højreradikalismen er en del af det samlede, politiske system. Derfor er den i højeste grad påvirket af, hvad deltagere på venstrefløjen og i centrum foretager sig.

Betragt for eksempel den franske venstrefløjs andel i Le Pens valgresultat. Det er muligt, at Lionel Jospins valgkamp var kedelig, og at han ud fra en blanding af overbevisning og nødvendighed har ført en meget pragmatisk politik i sin periode som ministerpræsident. Ikke desto mindre er det en demokratisk skandale, der burde kalde på den dybeste, politiske anger, at så mange centrum-venstre vælgere har stemt på alle mulige flippede kandidater, som de aldrig ville have stemt på, hvis der var blot antydningen af risiko for, at de ville komme til magten.

I november 2000 havde den amerikanske venstrefløjs trang til at manifestere sig symbolsk ved at stemme på Ralph Nader ene og alene den effekt på nationen, at den fik George W. Bush på halsen. Derfor burde man have tænkt sig om en ekstra gang i Frankrig. Men nej. I horder opførte borgerne sig som demokratiske gratister, idet de tænkte: Jospin klarer sig nok, selvom lige netop jeg ikke stemmer på ham.

Dette argument er hverken klogere eller mere gyldigt end det argument, snyderen i S-toget præsterer. Vel er det rigtigt, at toget kører, hvad enten et enkelt menneske snyder en enkelt gang eller ej. Hvis alle snyder hver dag, går den imidlertid ikke. Så står den på fælles fodtur fra forstæderne i al fremtid. Længere er den ikke - hverken i S-toget eller i demokratiet. Derfor har jeg ikke nogen særlig sympati for demonstranterne i Frankrig. Hovedparten af dem kunne have passet deres arbejde eller have slået græs eller læst lektier eller været sammen med deres familie, hvis de havde taget deres eget demokrati alvorligt. Nu må de spilde dagevis på gaderne - og de næste fem år med Chirac.

Så vidt den franske venstrefløj, hvis politiske gratisme i øvrigt til forveksling ligner den danske venstrefløjs - ikke mindst i spørgsmålet om EU.

Både i Frankrig og Europa har den brede, politiske mainstream travlt med at samles om Chirac og afvise Jean-Marie Le Pen som en ubehagelig og utilregnelig højreafviger. Intet kunne imidlertid være mere forkert end at afkoble det ekstreme højre fra den politiske mainstream. Den politiske mainstream har en meget væsentlig indflydelse på, hvor stærk højreradikalismen bliver. Derfor bør den meget nøje analysere sin egen rolle i højreradikalismen og grundigt overveje, hvad den kan gøre for at forhindre den i at udvikle sig yderligere.

Den europæiske højreradikalisme er ikke en del af en internationale. Derfor har den ikke et fælles program. Den er kendetegnet ved fælles elementer som stærk nationalisme, had til fremmede samt modstand imod overstatsligt samarbejde. Den politiske grundfigur er en ekstrem modstilling imellem "os" og "dem". Derfor kan højreradikalismen henregnes til det bredere fænomen "identitetspolitik", der også omfatter religiøs fundamentalisme og sekteriske enkeltsagsbevægelser på venstrefløjen. Samt ikke mindst de nordiske - men også franske - venstrefløjspartiers nationalisme-forklædt-som-anti-globalisme.

Det afgørende ved højreradikalismen er imidlertid, at den er en kritik af moderniteten. Denne kritik gennemføres altid som en politisering historien. Det vil sige, at den tager udgangspunkt i sit lands historiske grundlæggelsesmyte og ophøjer denne myte til sandhed og politisk program. I stedet for nutidens moralske og politiske forfald skal der gennemføres en restauration af den lykketilstand, nationen befandt sig i ved sin grundlæggelse eller i sine tidlige år.

Betragter man højreradikalismens fremgang i Europa, er det navnlig denne problemstilling, der gør den politiske mainstream til medansvarlig. Der synes nemlig at være den lovmæssighed på spil, at jo mere et land kollektivt lyver om sin fortid, jo stærkere bliver højreradikalismen. De fire lande i Europa, hvor højreradikalismen har mest indflydelse, hører nemlig også til blandt de lande i Europa, som har haft sværest ved at forstå deres rolle under anden verdenskrig.

Hverken det officielle Østrig eller det officielle Schweiz har for alvor problematiseret landenes rolle under anden verdenskrig. Skønt anti-semitismen florerede i Østrig under de højreorienterede, autoritære regeringer i 1930'erne, og brede kredse i befolkningen støttede Anschluss i 1938, har man officielt altid gemt sig bag Nürnberg-domstolens udsagn om, at Østrig var nazismens første offer. Og skønt Schweiz i vidt omfang fungerede som sikker havn for det nazistiske regime, har man først og fremmest dyrket myten om landets evige neutralitet.

Når det gælder Frankrig og Italien, finder man næsten lige så grelle fortrængninger. Takket være den franske modstandsbevægelses politiske snilde lykkedes det Frankrig at blive klassificeret som sejrsmagt efter anden verdenskrig. På trods af, at kollaboration var vidt udbredt, og Vichy-regeringens tropper kæmpede hårdnakket imod de allierede i Syrien i 1941. Ligeledes hæfter man sig i Italien langt mere ved modstandsbevægelsen end ved, at Mussolini i perioden fra 1922 til 1943 havde væsentlig opbakning fra både kirken og befolkningen.

Hvad der styrker antagelsen om, at manglende bemestring af fortiden fører til højreradikalisme i nutiden, er forholdene i Tyskland. Her er det sådan, at i det tidligere Vesttyskland, hvor man har forholdt sig meget indgående og ærligt til nazismens forbrydelser, står højreradikalismen forholdsvis svagt. Til gengæld står den stærkt i det tidligere Østtyskland, hvor man i kraft af den gennemført løgnagtige myte om DDR-statens baggrund i den antifascistiske kamp aldrig fik den fortrængte fortid frem i lyset.

Hvis antagelsen på nogen måde holder, er den en væsentlig rettesnor for, hvordan den politiske mainstream bør forholde sig til højreradikalismen. Højreradikalismen er en kritik af moderniteten, og bygger som sagt altid på en politisering af historien. Derfor bør man som sit modtræk ikke stemple de højreradikale som udskud. I stedet bør man i det politiske centrum dels forholde sig til modernitetens problemer, dels med fornyet energi kaste sig ud i at give den mest ærlige og mest retvisende fremstilling af historien, det overhovedet er muligt at give.

Med forbehold for selve det diffuse begreb, ligger Danmark bemærkelsesværdigt højt på ranglisten over lande, hvor den radikale højrefløj har politisk indflydelse.

I lyset af tesen om sammenhængen mellem højreradikalisme og manglende bemestring af fortiden, er der ikke noget mærkeligt i dette. Den officielle danske nationalisme, der indgives alle børn i folkeskolen og genfortælles ved enhver festlig lejlighed, hører så afgjort til i den mere forløjede ende af det europæiske spektrum. Hvis den danske, politiske mainstream virkelig er ked af højreradikalismen i Danmark, kunne den derfor passende tage skridt til en omfattende gen-fremstilling af danmarkshistorien.

I modsætning til den forløjede danmarkshistorie, som er den danske højreradikalismes næring, kunne man som indledende øvelse begynde med nogle få kendsgerninger. For eksempel, at Danmark tabte slaget på Reden i 1801, at der fandt pogromer sted i 1819, og at slavehandel i samme periode var et respektabelt erhverv i Danmark. Endelig kunne man forklare, at de slesviske krige var borgerkrige, hvor kongeriget spillede en lidet glorværdig rolle i knægtelsen af de etniske tyskere i Holsten. Og at det ydmygende nederlag i 1864 skyldtes elendig, politisk ledelse og var absolut undgåeligt.

Derefter kunne man gå videre med lidt analyse. Danmark har kun været blot tilnærmelsesvis etnisk rent i en ganske kort periode, nemlig fra 1864 til omkring 1970. Påstanden kræver endda, at man ser bort fra mindre kontingenter af både grønlændere, færinger, nordslesvigere og - i begyndelsen af perioden - islændinge samt indbyggere på De Vestindiske Øer. Videre kunne man analysere Danmarks yderst samarbejdsvillige politik over for Tyskland i begge verdenskrige samt i mellemkrigstiden. Der er intet odiøst i denne, eftersom enhver forestilling om, at en småstat som den danske skulle kunne beskytte sine indbyggeres liv og velfærd, i hele det tyvende århundrede har været illusorisk. Derfor er der absolut heller ikke noget odiøst i, at vi i dag er medlemmer af NATO og EU.

På denne baggrund kunne man nå frem til nogle konklusioner. For det første: Det eneste kontinuerte i danmarkshistorien er, at der siden 700-tallet har eksisteret en stat, der kaldte sig "Danmark". Hverken denne stats sammensætning af indbyggere eller dens territorium har været særlig stabilt. Og for det andet: de gode, gamle dage var i det store og hele rædselsfulde.

Jeg er overbevist om, at en sådan genbeskrivelse af danmarkshistorien på langt sigt ville være gavnlig i den forstand, at den ville lægge en dæmper på højreradikalismen. Den ville umuliggøre de højreradikales evige gentagelse af den nationale offermyte fra 1800-tallet og deres lige så evige påstand om, at rygraden i den danske stat til alle tider har været et dansk "folk". Den ville kort sagt være langt vanskeligere at politisere i en entydig retning, end det er at politisere den nationalromantiske historiefortælling og dens fortsættelse ind i det 20. århundrede.

Genbeskrivelsen af historien er opgave nummer et for den politiske mainstream, hvis den vil bekæmpe højreradikalismen. Men desværre er der samtidig tale om en overordentlig vanskelig opgave.