Det skizofrene magasin
Cover Man er på gaden. Skal Euroman føle sig truet? Nej. Cover Man mangler sammenhæng og retning. Hvad er sammenhængen mellem Jes Dorph-Petersen og Eddie Klint? Hvorfor står der, at mænd, der vælger at leve i skyggen af en karrierekvinde, bliver kaldt bøsserøve? Er det mon noget målgruppen er enige i? Hvem henvender det nye mandemagasin Cover Man sig egentlig til? Efter de første 164 sider er det, trods gode enkeltelementer, stadig et uafklaret spørgsmål.
af Sune Aagaard
Det nye Cover Man fra Malling Publications er på gaden. Frekvensen er kvartalsvis, der er 164 sider i magasinet, og på dem finder vi, her i det første nummer, et indhold, der tangerer det skizofrene.
Forsiden prydes af Jes Dorph-Petersen, der bliver interviewet af Andreas Fugl Thøgersen uden kant
Det er en fornuftig grundregel, når man anmelder, at man skal anmelde på det anmeldtes egne præmisser. Hvis Cover Man gerne ville være Esquire, ville det ikke nytte noget at anmelde det, som om det forsøgte at være L’uomo Vogue. Her melder bemeldte skizofreni sig imidlertid. For der er meget langt fra min ven Andreas Fugl Thøgersens velskrevne, men ikke vildt udfordrende, forsideinterview med Jes Dorph-Petersen og til modeserierne med Danmarks førende herremodel, Eddie Klint, iklædt spraglede Givenchy-jakker til 36 kilo.
Der er langt fra Jes Dorph-Petersen til Eddie Klint i Givenchy-jakker til 36 kilo
Cover Man versus Euroman
Ambitionen med Cover Man er angiveligt at være mindre elitær end Euroman, men en af det redaktionelle koncepts vigtigste dyder er retning, og Cover Man mangler den retning.
- Når det drejer sig om mode, stil og grooming, henvender man sig til et meget lille publikum af mænd, der i magasinet siger ting om sig selv som: ”Samtidig er jeg meget passioneret omkring unikke dufte”.
- Når det handler om feature-artiklerne, som er solide og generelt rigtig fine historier, som fx Rune Skyum-Nielsens interview med filmproduceren Lars Knudsen, så er man egentlig ret bredt appellerende.
Bidragyderne til Cover Man: Sacha Marie, Andreas Fugl Thøgersen, Rune Skyum-Nielsen, Thomas Skou, Ditte Isager og Ralf Christensen
Problemet med de bærende artikler er imidlertid generelt, at de overhovedet ikke er farlige. Der er simpelthen ingen kant. Der er bogstavelig talt ingenting at skære sig på, og det nytter ikke noget. Man skal lave noget, som har staying power, når nu man kun udkommer en gang i kvartalet, og det, der bliver inde i hovedet på læserne, er det, der virkelig overrasker dem og rokker ved deres verdensbillede. Det findes ikke i premierenummeret af Cover Man.
Redaktionen har haft fat i store navne som David Beckham og Paul Smith, og der er virkelig meget stof i magasinet – og meget læseværdigt stof – men den overordnede konklusion er, at redaktionen bag Cover Man (endnu) ikke har besluttet sig for, hvor bredt magasinets publikum skal være.
Redaktionen har haft fat i store navne som Beckham her. Det er godt stof, men der mangler en sammenhæng med resten af artiklerne
Også Paul Smith er med i magasinet. Det er læseværdigt, men heller ikke mere. Der mangler generelt kant i magasinet
Hullet i maven
Der er imidlertid en anden god grundregel, når det drejer sig om at anmelde medier, og den går ud på, at det ikke nytter noget at anmelde det første nummer af noget som helst. Det tager lang tid at lave et godt printmagasin, redaktionen skal finde sit sted at stå og mene noget fra, og det er ikke sikkert, at der var imponerende meget konsistens i det første nummer af The New Yorker. Problemet er selvfølgelig, at så skal vi vente et par år med at mene noget om Cover Man, medmindre man beslutter sig for at øge frekvensen.
Indtil da kan vi glæde os over, at redaktionen, ud over de solide artikler, lykkes med et forhåbentlig fast format som SWOT, et opslag med en iværksættersucces, i dette nummer AIAIAI-høretelefonerne, som er et glimrende valg. Og vi kan ærgre os over, at redaktionen vælger at fortælle os, at det er en god idé at få sagkyndig hjælp, når man skal købe nye løbesko. Kom nu!
Opslag med iværksætterne bag AIAIAI-høretelefonerne. En af de spændende artikler i magasinet
Fuld af fejl
Og så kan vi ærgre os over, at magasinet er fuldt af fejl. På den første side står der, i en artikel om sexafhængighed, hvor historien om Tiger Woods’ deroute oprulles, ”Skandalen brød ud i lys luge”. Så tænker man, at det var da en ærgerlig svipser, og bladrer en side og mødes af rubrikken ”En begmand til bagmændende”. Kom nu!
Magasinet er fyldt med fejl, for eksempel: ”En begmand til bagmændende”
Fejl: Indholdsfortegnelsen mangler nogle indryk, og hvad værre er: sidetallene passer ikke
Det er i disse tider et privilegium at lave printmagasiner, og så skal man gøre sig umage. I artiklen står der, at mænd, der vælger at leve i skyggen af en karrierekvinde, bliver kaldt bøsserøve. Forsimplet er vel en for mild betegnelse, men måske udstiller den betragtning føromtalte skizofreni. For hvem skriver man til, når man skriver den slags sludder? Det publikum, som Cover Man gerne vil appellere til, de mennesker, som man gerne vil lokke ind i den nye klub, ser i hvert fald ikke sådan på mænd, der lever sammen med karrierekvinder.
Min indsigtsfulde kollega i Kontrabande, Søren Schultz Jørgensen, sagde, da vi talte om Cover Man:
”Hvis der ikke er et hul i markedet, og hvis der ikke er et hul i maven (underforstået: hvis man ikke er desperat for at lave lige netop det printmagasin), så er det hul i hovedet at lave et printmagasin.”
Det virker, som om dele af stoffet i Cover Man udspringer af hullet i maven, og så er det garneret med nogle mere strategiske overvejelser om, hvor der mon kunne findes et hul i markedet. De kommende numre vil vise, om det er muligt at bygge bro mellem de to, men trods gode kræfter er udsigterne ikke de lyseste.
