Mig, Mads Holger, i medierne

Det har vakt stor bestyrtelse hos nogle, at jeg nu går ind i politik, selvom mine formelle meritter nok klart overgår den gennemsnitlige folketingskandidats. Noget af forbløffelsen skyldes naturligvis, at man ikke deler mine politiske synspunkter og mit partipolitiske ståsted. Det er en del af spillets regler, og sådan må det være, men i mit tilfælde har både interessen og forbavselsen været større, hvilket åbenlyst skyldes det forhold, at den brede befolkning ikke alene kender mig fra ovenstående baggrund. Mit liv har nemlig også ofte givet anledning til interesse, og det tror da pokker, jeg har levet et godt og spændende liv, hvis jeg selv skal sige det.

Den 23. september blev Mads Holger valgt som kandidat for De Konservative i Ballerup og Glostrup. Flere kredse i Københavns omegn er siden kommet til.

Læs Jon Kiellbergs indlæg her.

Jeg har længe beskæftiget mig med politik og beslægtede emner blandt andet som skribent på Berlingske Tidende, forfatter, politisk kommentator for TV2 og vært på Radio24syv. Derudover skriver jeg også fast for Euroman og var i sin tid sammen med blandt andet journalist Michael Jeppesen med til at oprette bloggen Denfri.

Måske vil nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig i denne dobbeltrolle som både beskrivende og beskrevet, interessere kommunikationsfolk, så jeg skal i det følgende forsøge at redegøre herfor.

Mikael Bertelsen beskylder Mads Holger for at drikke af stearinlyset i Deadline. Se indslaget her.

Den brede medieoptrædens sorger og glæder

Når man optræder i så bredt et mediespektrum, som jeg har gjort, udløser det straks en kritik. Jeg annoncerede mit politiske kandidatur i Berlingske Tidendes kronik onsdag den 17. september, og aftenen forinden var jeg gæst hos Martin Krasnik i Deadline på DR2, men som bekendt har jeg navnlig tidligere i mit liv også optrådt hyppigt i eksempelvis Billed Bladet, Se & Hør og Ekstra Bladet. Det tabloide aspekt har fået mange mennesker til at reagere ved at kalde mig en useriøs politiker.

TV2's Nyhederne interviewede Mads Holger på De Konservatives landsråd. På spørgsmålet om partiets dårlige meningsmålinger svarer Mads Holger blandt andet, at "den første meningsmåling jo heller ikke er kommet, siden jeg kom ind." Se interviewet her.

Forbavsende ofte beskyldes jeg for at være en ‘kendistype’ og ‘realitystjerne’.

Jeg er blevet tildelt dette løjerlige prædikat uhyre ofte, hvilket umiddelbart burde undre lidt, eftersom jeg aldrig har deltaget i noget, der tilnærmelsesvist kunne beskrives som reality-TV. Det nærmeste, jeg kommer, er én gang at have deltaget i et af de der åndssvage madprogrammer, som efterhånden så mange kendte mennesker i Danmark, inklusive de fleste fra Christiansborg, har optrådt i. Faktisk har disse lede madprogrammer efterhånden pløjet sig igennem mængden af danske kendte i et sådant omfang, at de fleste deltagere er mestendels ukendte.

Når man således både optræder i Ekstra Bladet og Weekendavisen, er det indlysende, at mange mennesker i Danmark kun læser Ekstra Bladet og derfor ikke er bekendt med denne dobbelthed i eksponeringen. Således tager disse forståeligt nok kravet om den seriøsitet, som en folketingspolitiker med rette bør afkræves, særdeles ilde op, for det er jo ham, de har læst om på Ekstra Bladets Nationen (og kun dér).

Den stedfortrædende moraliseren

Et andet løjerligt fænomen er, hvad jeg vil betegne som den stedfortrædende forargelse. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg har haft en munter ungdom med masser af flyversjusser og smukke kvinder i mit selskab. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig at forarges over, for hverken flyversjusser eller smukke kvinder fra Herlufsholm eller Nordsjælland er jo ulovlige. I stedet kan man som medieportrætteret og kommenteret opleve, at mange (sikkert ofte ubevidst) udtrykker forargelsen stedfortrædende, således at man lader en bemærkning falde om, at et sådant levned nok ”må forventes at vække anstød i visse kredse”.

De Konservatives nye formand, Søren Pape, har for nylig præsenteret sin kæreste for offentligheden, "en høj, flot og sort fyr fra Caribien og hatten af for det", mener Mads Holger, der samtidig påpeger, at folk derfor også må kunne rumme, at han har "kysset et par tøsebørn fra Øregård".

Som det tolerante og favnende væsen, man er, vil man naturligvis ikke selv vedkende sig at være forarget, men man kunne jo have en rent akademisk bekymring for, at andre ikke er lige så tolerante, og så kan man jo udtrykke dette. Hertil kan jeg kun bemærke, at min egen kære partiformand Søren Pape i weekenden præsenterede sin kæreste. Det viste sig at være en høj, flot og sort fyr fra Caribien og hatten af for det, men ved De så hvad? Så må den unge dansker her sgu også godt have kysset et par tøsebørn fra Øregård og i det hele taget have været lidt amourøst entreprenant i sin ungdom.

På med hatten og så nogle på hatten

Noget andet interessant i kommunikationsøjemed er, at få mennesker er bekendt med, at man som velbeskrevet i pressen meget ofte angribes for at bære de prædikater, som andre har tildelt én (ofte mod egen vilje). Lad mig give et eksempel. Prædikatet jetsetter har gennem mange år klæbet til min person. Jeg har altid oplevet udtrykket jetset som noget af det mest provinsielle og platte, navnlig når der sigtes til et dansk jetset, som efter hundrede års socialdemokratisme er ikkeeksisterende. Derfor har udtrykket en latterlig tabloid og forloren klang.

Alligevel er jeg atter og igen blevet benævnt som en jetsetter, og før eller siden hænger det så ved. Det er i sig selv meget forståeligt, men hvad, man måske ikke altid ofrer tilstrækkelig opmærksomhed på, er, at næste bølge så kommer, når andre kritikere siden indvender, at man da er en latterlig nar, når man sådan går rundt og forstår sig selv som jetsetter. Dette var blot et eksempel, der kunne nævnes mange andre prædikater, hentet fra aldeles andre sfærer. Men fælles for samtlige er, at man får nogle på hatten, selvom det er andre, der har trukket den dumme hat ned over hovedet på én. (Og ja, jeg har haft en klub, der hed Klub JET, hvilket skyldtes, at den var i et jetfly).

Mads Holger skriver fast for Euroman og har også der skrevet om sit kandidatur. Læs her. Der forlyder ikke noget om, hvorvidt kvinden ved siden af ham også er konservativ folketingskandidat.

Senest kunne man her på Kforum læse Jon Kiellbergs portræt af min person, hvor en fiktiv valgplakat optrådte. Den var prydet af mit billede, og teksten lød: ”Mads Holger: Gud, konge og fædreland, og fisse – masser af fisse”. Skulle nogen være i tvivl, er dette ikke mit valgslogan, endsige min valgplakat. Den er lavet af en ung knægt fra Randers, der ville lave sjov med mig og fred være med det. Den er jo faktisk meget sjov, men siden da har jeg måttet forsikre hundredvis af mennesker, at jeg ikke går til valg på ”masser af fisse”.

Den evige apologet

Næste bemærkning kommer helt naturligt til mig, for den er allerede ved at udvikle sig naturligt gennem dette indlæg. Man risikerer nemt altid at komme til at optræde som sin egen apologet, og passer jeg ikke på nu, risikerer jeg også, at dette udvikler sig til en lang apologi. Jeg vil gerne fortælle, hvorfor jeg opstiller i politik, men se nu, hvad der er sket; jeg er allerede i gang med at forklare, at jeg ikke går til valg på ”masser af fisse”, at jeg ikke har deltaget i reality-TV, at jeg ikke har sagt, at liberalistiske piger ofte er tykke (men derimod, at piger med en liberal seksualmoral ofte er det, hvilket også blev præciseret) og så videre, og så videre.

"Danmarkshistorien er ikke slut endnu". Sådan lyder 'skitsen' til Mads Holgers slogan til det kommende folketingsvalg. Læs mere om det her.

Så udgangen på denne lange metaanalytiske kommunikationssnak (og den slags hader jeg) vil være, at De, kære læser, sikkert kun har læst halvdelen, og som konsekvens heraf vil det indtryk, der vil forplante sig om få dage, være: ”Mads Holger, er det ikke ham der realitystjernen med masser af fisse og tykke liberale piger?”

Men ved De hvad? Alt dette tager jeg med, og jeg gider ikke brokke mig over det. Det er vilkårene, og havde interessen for min person ikke været så stor, kom jeg jo heller ikke i Folketinget og fik gjort noget godt for mit land, men det gør jeg nu, og jeg har ovenikøbet fået en flyversjus og et kindkys eller to med på vejen.

Danmarkshistorien er ikke slut endnu.