1: Det er uforglemmeligt.

Hånden på hjertet. Hvor mange OL logoer kan du huske, sådan på stående fod (ikke google-snyde!)? Svaret er INGEN!!. Grafikere kan upromptet komme i tanke om spiralen fra München ’72 og stregstilen fra Mexico ’68 (der også blev udleet i sin tid). Her er i det mindste et ærligt forsøg på at lave noget, folk kan huske, bare de har set det en gang.

2: Det er renset for (indholds)klicheer.

OL logoer er normalt en kombination af noget geografisk kliche og noget OL-myte kliche: Beijing 2008: Gammelt kinesisk stempel med sportsmand. Athen 2004: Laurbærkrans i græske farver. Sydney 2000: Operahus, boomeranger, fakkel, osv. osv. ad nauseam. London 2012 har hverken Union Jack, Big Ben eller Løve - kun en stilmæssig reference til London, og derfor er mærket mere interessant og anvendeligt.

3: Det er geografisk forankret

Nuvel, klicheer skal undgås, men på den anden side skal der gerne være NOGET, vi kan hænge vores forståelse på. Og her har mærket klare referencer til både punk (Jamie Reids cover til Never Mind the Bollocks (farverne altså)) og de tidlige 80’ere, hvor London var stedet for cool og knivskarpt grafisk design – tænk bare på Neville Brody – han gemmer sig et sted inde i det mærke.

4: Det er uformelt

OL er – hvad enten man kan lide det eller ej – en verdensbegivenhed. De fleste OL logoer er ”heroiske” og spiller videre på den melodi, de moderne lege fik, første gang de blev håndteret af nogle seriøse PR og branding talenter: Nazisternes mytologisering af Berlinlegene 1936. Her har vi for en gangs skyld et logo, der hverken er nostalgisk eller nationalistisk. Et mærke, der er i øjenhøjde med sit publikum. Mærket ligner noget, der (også) hører hjemme på gaden, på tøj, på spillesteder, i skaterparker og hvor mennesker ellers opholder sig for at have det sjovt.

5: Det er enkelt

Et gammelt designer dictum siger, at et design, for at være godt, skal kunne pisses i sne – og nu er det ganske vist sommer, men med dette mærke vil jeg godt gøre forsøget.

6: Det kan resamples

I forlængelse af ovenstående: Mærket kan tegnes med en flad sprittush. Det ligner en tag (og vil blive brugt sådan – bare vent). Og allerede i sin første inkarnation inviterer det til at blive brugt med andre farver, i dele, på hovedet eller hvad man nu synes.

7: Det er inkluderende

Brugerdreven er tidens hotte ord. Alle ved, at brands i dag ikke kan ejes – kun deles. 2012 mærket er på den måde demokratisk og fuldstændig web 2.0 forberedt. Vi vil uden tvivl se opfordringer til brugerdrevne udviklinger og meddigtninger.

8: Det er åbent

Mærket har mange tolkninger: 2012 er relativ tydeligt, men står der også ”London” når man stiller to mærker ved siden af hinanden? Ligner 2-tallet måske Storbritannien? – osv. osv., på den måde bliver man aldrig færdig med det, og kan blive ved med at udfordres af det. Mærket går i dialog med betragteren og skaber engagement og loyalitet.

9: Det er tidsbundet

Man kan være bekymret for, om logoet, når det skal eksponeres for fuld drøn om fem år, vil virke alt for 2007/1982/retro-agtigt gammeldags, men som jeg har peget på ovenfor, rummer mærket allerede nu store muligheder og opfordringer til at lade sig forandre og udvikle. Jeg håber derfor, det vil vise sig at være tidsbundet på den fede måde – som alt det design i øvrigt, som smagsdommere og isenkræmmere normalt kalder ”tidløst” (et ord, jeg afskyr).

10: Det er Britisk.

Jeg vil citere the Kinks, der i sangen om cricket (Preservation act 1) om spillet siger: ”It has honour, it has character and it’s British”. Det samme gælder dette design. Jeg synes, det er modigt, skørt, psykedelisk og ”in your face”.

Og fuldstændig overraskende: De engelske designere har taget fusen på os igen, venner.