Slut med værdipolitikken – det handler om mad på bordet
Stemmer vælgerne ikke blåt den 15. september, gambler de ikke bare med den enkelte danske families levestandard, men puster til hele den krise, der kendetegner verden for øjeblikket. Med sin overdrevne brug af krise og med sin selvfremstilling som den ansvarlige, seriøse og ærlige statsminister trådte Lars Løkke Rasmussen i sin tale ned i bunden af Maslows behovspyramide: Valget handler ikke om kultur, miljø og mere velfærd; valget handler om overhovedet at sikre mad på bordet. Han gør regeringens økonomiske politik til et spørgsmål om tryghed og sikkerhed, og han gør den blå blok til den eneste naturlige blok, der kan fører Danmark gennem krisen. Derved flytter Lars Løkke Rasmussen samtidig tryghed væk fra traditionelle emner som terror, bandekrige eller Danmarks internationale indblanding og knytter det i stedet til økonomien. Og spørgsmålet om økonomi fjerner han fra konkrete spørgsmål, som hvor mange penge vi skal bruge på hospitaler, skoler, miljø, børneinstitutioner, ældre osv. og gør det i stedet til at spørgsmål om overhovedet at sikre danskernes nuværende levestandard.

Glem alt om lækkert øreslik

At det er alvor bliver endvidere understreget af sprogets ualmindelig kedelige natur. Væk er lille Lars fra Græsted. Der bliver ikke skabt billeder, brugt konkrete eksempler eller fortalt historier. Tværtimod taler Lars Løkke Rasmussen i et ualmindelig lavt stilleje med forholdsvis uopfindsomme udtryk som ”kontante langtids-budgetter”,  ”orden i regnskabet” og ”ansvarlige og finansierede initiativer”. Og hvis alle de gode eksempler ikke skulle tale for dem selv, fortæller Lars Løkke Rasmussen os det direkte: ”Jeg har ikke skjult realiteterne. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti ført en ansvarlig økonomisk politik.” Her er ingen tillid til ’show don’t tell’. Frækt er det ikke, men det er heller ikke meningen. Spørgsmålet er, om vores opmærksomhed overhovedet bliver fanget, og om vi kan holde til denne lidt usofistikerede og lettere kedelig stilleje med gentagelse af de samme udtryk igen og igen gennem hele valgkampen.

Den røde trussel

Lars Løkke Rasmussens gentagende fokus på krise understreger samtidig, at Danmarks trængte økonomi i hvert fald ikke er hans skyld. Truslen kommer udefra – fra hele verden – og var det ikke for regeringen ville Danmarks økonomi se meget værre ud. Derved bliver det muligt at fralægge sig ansvar og at understrege, hvilken trussel det vil være for den danske tryghed, hvis vi får en ny regering. Selvom Lars Løkke Rasmussen holder et lavt stilleje, søger han således stadig at appellere til vores følelser. Problemet er imidlertid, at det er svært at appellere rigtig effektivt og elegant til modtagerens følelser, når man ikke bruger billeder, eksempler og fortællinger. Her vælger Lars Løkke Rasmussen at gribe til antitesen, som han til gengæld bruger flittigt. Dermed kan han gøre det klart (og lettere forsimplet), at der kun er to alternativer: regeringen eller mere krise og mindre levestandard. Elegant bliver det ikke rigtigt, og værst er hans tredeling hen mod slutningen af talen:

“Når verden er ramt af en tillidskrise, har Danmark ikke brug for at rulle de reformaftaler tilbage, der netop giver os international tillid.?Når verden er ramt af en gældskrise, har Danmark ikke brug for uansvarlig ønsketænkning.?Når verden er ramt af en vækstkrise, har Danmark ikke brug for nye skattestigninger som rammer helt almindelige familiers økonomi og som svækker konkurrenceevnen.”

Man kan måske godt argumentere for, at argumenterne kan hænge sammen, men der er godt nok sprunget et par led over. Hele verdens tillid står og falder ikke med Danmarks reformaftale. Og på samme måde er der langt mellem verdens gældskrise og vækstkrise til uansvarlig ønsketænkning og skattestigninger – hvilket i sig selv er en noget diffust formuleret anklage. Men formålet er klart: En ny regering vil være en katastrofe for den almindelige dansker – og dertil er det hele verdens tillid, gæld og vækst, der er på spil.

Og væk var miljøet
Ved at tale krise, krise, krise og derved sætte spørgsmålet om økonomi til et spørgsmål om mad på bordet træder Lars Løkke Rasmussen ned i bunden af Maslows behovspyramide. Derved bliver det svært for oppositionen og Dansk Folkeparti at sætte andre emner på dagsordenen. Hvem kan bekymre sig om kulturen, når hele verden er i gældskrise? Hvem kan bekymre sig om klassekvotienter, når vi er i vækstkrise? Hvem tør forandre, når vi er i en tillidskrise? Man skal have noget at spise, før man kan tænke på at gå i operaen, og her håber Lars Løkke Rasmussen på, at når det ligefrem gælder maden på bordet, så tør danskerne ikke satse på rød økonomi.