Tabertalen

Se hele Løkkes tale her

Det er en alvorlig Lars Løkke Rasmussen, en søndag aften tager ordet og improviserer en tale til Venstres valgfest på Christiansborg. Med god grund. Her er ingen begejstret blafren med de blå partiflag. Ingen dans, fællessang eller jubelråb. Medlemmerne er tynget af skuffelsen over valgresultatet – det dårligste i 25 år.

I over en uge har medierne dagligt serveret historier om dyre underbukser, en ferierejse til Mallorca og rengøring af et tilrøget hotelværelse. Nye meningsmålinger viser, at bilagssagerne går ud over vælgernes opbakning. Formanden er presset. Medlemmerne er frustrerede. Og nedturen fra tre til kun to pladser i Europa-Parlamentet sætter et gevaldigt udråbstegn efter en sætning, som de fleste må tænke på det tidspunkt: Venstre er i krise.

Flere af partiets kandidater skyder med skarpt efter partitoppen. Sigtekornet peger ubarmhjertigt på Løkke. Så den retoriske mission er klar: Formanden skal finde en vej ud af krisen. Han skal først og fremmest løfte sin troværdighed op fra det dybe hul, som den lige nu styrter ned i med spiralfart.

Han må tage ansvar og vise, at han tager situationen alvorligt, hvis han skal bevare medlemmernes tillid og sit navn på formandsstolen.

Morten Løkkegaard var en af de V-kandidater, der ikke mente, at det krævede ”guddommelig visdom eller 16 års skolegang at se, at der var ting, der kunne have været håndteret anderledes” i Lars Løkke Rasmussens seneste bilagssag. Den kritik måtte partiformanden forholde sig til i sin tale. Foto: Janus Engel/Polfoto

Påtager sig ingen skyld

”Man siger, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, og der skal vi ikke hen. Så lad mig sige det, som det er: Venstre har slet, slet ikke fået det valg i aften, som vi skulle have. Og det er mit ansvar.”

Kort og kontant. Løkke indleder sin tabertale med at lægge kortene på bordet og sige det, som alle sandsynligvis tænker. Han erkender, at valgresultatet skuffer fælt, og han tager ansvar for det, som en formand bør. Men han tager ikke skylden.

Løkke lader ikke bare være med at give medlemmerne en dårlig undskyldning – han giver dem ikke nogen undskyldning overhovedet. Hverken i indledningen eller senere i talen bruger han ord som at ’undskylde’ eller ’beklage’. Han lægger sig ikke fladt ned for sine kritikere. Trykker ikke maven mod tæppet og beder om forladelse. Han ranker ryggen og tager ansvaret på sine skuldre.

Det kan være en hensigtsmæssig strategi, fordi Løkke på den måde bevarer noget af den autoritet, som det kræver for at kunne stå fast som formand. Men det gør det samtidig svært at lure, om han oprigtigt mener, at han har gjort noget forkert.

Tvivler man på det, kan det svække hans forsøg på at genopbygge troværdigheden. For risikerer man så, at det kun er et spørgsmål om tid, før der dukker en ny bilagssag op? Bedre bliver det ikke, når Løkke antyder, at hans ryg alligevel ikke skal bære den fulde vægt af ansvaret. Læg mærke til, hvordan han indsætter et 'nok' i sætningen her:

”De skriverier, der har været omkring min person de sidste ca. ti dage af valgkampen, de har skygget, de har taget opmærksomheden fra Venstres politik, og de er nok hovedforklaringen på, at vi står med det resultat, vi har her i aften.”

Det er en detalje, men den giver alligevel et varsel om, at Løkke kan finde på at trille nogle alternative forklaringer ud af ærmet.

Jeg tager ansvaret, men …

Senere i talen er det netop, hvad Løkke gør. Han siger ganske vist, at han tager ansvaret på sig. Alligevel bruger han en del af sin taletid på at lægge det fra sig. Det er sigende, at de afsnit, hvor han taler om sit eget ansvar, er overstået på under 90 sekunder, mens hele talen varer næsten otte minutter. En god bid af den tid bruger han på at opstille bolværk mod medlemmernes kritik.

Her tager Løkke en klassisk retorisk forsvarsstrategi til hjælp. Som udgangspunkt kan man altid vælge mellem fire forskellige strategier, når man skal forsvare sig mod en eller anden anklage: Man kan bestride fakta, man kan kæmpe om, hvordan en handling skal defineres – var det en fejl eller et uheld? – man kan pege på nogle særlige omstændigheder, eller man kan kræve at blive dømt af en anden domstol. Det gælder om at lægge sig fast på én af strategierne og bruge den til at etablere en solid forsvarszone.

Lars Løkke Rasmussen holdt en svær tale, hvor han tog ansvar for Venstres nederlag. Men samtidig skød han også skylden på medierne og de EU-skeptiske partier. Foto: Janus Engel/Polfoto

Løkke vælger den tredje strategi og nævner undervejs i talen andre omstændigheder, som kan forklare det manglende mandat:

”Så er der selvfølgelig også en tendens, som man kan se i Danmark, og som man kan se ud over Europa. En EU-skepsis, der breder sig. Venstre taber et mandat. Socialdemokratiet taber et mandat. Socialistisk Folkeparti taber et mandat.”

Pointen er klar: Det er ikke kun Løkkes ansvar, at Venstre får et dårligt valg. Det får S og SF jo også. Det er på grund af skeptikerne.

Dog er skeptikerne ikke de eneste, som Løkke vil dele ansvaret med. Også medierne bliver anklaget for at forhindre Venstres kandidater i at fortælle om deres politik:

”Vi har svarene. Og når vi ellers – og i det omfang vi kan – får lov at trænge igennem mediemuren og tale med danskerne om Danmarks udfordringer, så har vi svarene.”

Uanset om Løkke har ret i sine forklaringer eller ej, mudrer de budskabet om, at han tager det fulde ansvar for nederlaget. De får indledningen til at klinge en smule hult, fordi det er nemt at opfatte forklaringerne som det, han siger, at han ikke vil give: dårlige undskyldninger.

Vil han gøre noget ved det?

Talen modsiger altså sig selv. Løkke hindrer sit eget forsøg på at genvinde medlemmernes tillid, fordi han på den ene side siger, at han tager ansvaret for nederlaget på sig, men på den anden side får os til at tvivle på, om han selv mener, at han har gjort noget forkert, og om det dårlige valgresultat er hans skyld.

Desuden giver talen ikke noget konkret bud på, hvad Løkke vil gøre for at undgå lignende situationer i fremtiden. Det er ellers ofte et krav til vellykket undskyldningsretorik, at taleren ikke bare indrømmer sin fejl, men også fortæller, hvad han vil gøre, for at det ikke sker igen. Som et af medlemmerne af Venstres hovedbestyrelse siger, er det én ting at tage ansvaret, noget andet at gøre noget ved problemet.

Løkke lover ganske vist, at han vil fremrykke et planlagt hovedbestyrelsesmøde og indkalde til et møde ”inden alt for længe” for at snakke om, ”hvordan Venstre kommer tilbage i sadlen.” Men det havde styrket genopbygningen af den sammensunkne troværdighed, hvis han havde fortalt, hvad han helt konkret ville gøre for at forhindre, at hans person igen kom til at stjæle rampelyset fra Venstres politik.

Det må mange medlemmer spørge sig selv om, men her giver Løkke dem ikke noget svar.

Selv efter Lars Løkke Rasmussens tale på valgaftenen fortsætter den massive kritik fra baglandet med uformindsket styrke. Talen tog ikke brodden af kritikken. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Løkke kunne have gjort mere

Lykkes Løkkes retoriske mission? Ikke ubetinget. I en krisesituation er der selvfølgelig ikke noget quick fix, og uanset hvad ville en enkelt tale have svært ved at få medlemmernes tillid til at skyde i vejret igen. Så at kritikken skyller ind over formanden, kan ikke uden videre ses som tegn på en mislykket tale.

Talen kunne dog have slået mere ud på troværdighedsbarometret. Ganske vist signalerer Løkke, at han tager nederlaget meget alvorligt og vil gøre en indsats for at få Venstre på skinnerne igen. Det er uden tvivl det rigtige træk i den tilspidsede situation.

Men han kunne have gjort mere for at fremstå oprigtig, han kunne have taget det fulde ansvar og undladt bortforklaringer, og han kunne have forpligtet sig på en plan for at løse problemet. På den måde ville han i højere grad være kommet kritikken i møde.

Kort sagt: Løkke kommer til at gøre lige netop det, som han indleder med at sige, at han ikke vil gøre. Han finder på undskyldninger og tager ikke det fulde ansvar. Derfor spænder han ben for sit eget budskab.