Lille-Lars' livsstil. En terminal krise i slowmotion

Indtil nu har Lille-Lars overlevet hver gang, fra hans VU-tid over Frederiksborg Amt til hans nu tredje store bilagssag. Og Løkke er absolut bedst i den modgang, som han næsten skæbnetungt selv fremprovokerer. Denne gang lige før han selv kan vinde Rigets trone og ikke bare låne nøglerne efter Fogh.

Onsdag tog Lars Løkke Rasmussen til Køge for at lave EP-valgkamp. Foto: Martin Lehmann/Polfoto

Stoffet ligner en stor tragedie, men består nu snarere af snuskede bilag med pletter af cigaretter og fadøl. Løkke er indbegrebet af en festlig, men for Venstre snarere lemfældig, livsførelse fra Græsted til Nyhavn, der byder Venstres egne værdier uendeligt meget imod.

Lars Løkke har ikke problemer med hjemlig kritik af sin politik – sådanne problemer er reserveret statsministeren. Og han har endnu heller ikke det problem, at vælgerne forlader Venstre-skuden så voldsomt, som medierne måske havde forventet.

Det er hans personlige livsstil, der generer. Løkkes 'krise' lader til at være tæt, meget tæt, på ham selv. Han mangler grundlæggende tillid blandt sine nærmeste, og derfor er der også denne gang færre top-venstrefolk, der afslappet har kunnet svare på de mange kritiske spørgsmål om Løkkes meritter, end der var under GGGI-sagen. Nej, det er blandt de allernærmeste, blandt dem højest oppe i partiorganisationen, at der drøftes ’mistillid’ og sladres om, at formanden 'søndag har overvejet at gå af'.

Hvilken type krise ser vi her?

Vi står i en mediekrise. Men dette er i høj grad også en moderne legitimitetskrise. Løkke har ikke – endnu så vidt vides – gjort noget ulovligt. Det handler om tillid og rimelighed: Er hans tøj- og rejsebudgetter rimelige i vores og Venstres øjne? Har vi tillid til, at han ikke flyver første klasse igen næste gang? For når tilliden er så slidt, er det fordi gentagelsestvangen i Løkkes liv spiller en afgørende rolle. Han elsker åbenbart at leve på kanten af Venstre-moralen. Han udfordrer igen og igen, hvad vi andre opfatter som rimeligt.

Men det er mest af alt en meget personlig krise. Det kan man sige, alle politikeres kriser bliver, fordi de altid er et spørgsmål om at have flertal/ikke-flertal for sin politik og dermed samtidig for sit personlige mandat. Men her er det i eminent grad, fordi den vokser ud af mandens selvvalgte livsstil – ikke af politiske begivenheder i omverden som for eksempel Anker Jørgensens problemer med at læse olie- og gældskrisen i 1970’erne, Nyrup Rasmussens problemer med Rushdie i 1990’erne, eller Lene Espersens problem med at vurdere om Arktis-møder er vigtigere end egen påskeferie. Løkkes sag er helt indre- og selvskabt.

Til receptionen i anledning af hans 50-års fødselsdag fik Lars Løkke overrakt et gavekort til Bravo Tours af næstformand Kristian Jensen. Ironien er til at få øje på. Foto: Polfoto

Derved adskiller den sig også lidt fra de fleste andre af de senere års store politikeres kriser.

Sammenlign for eksempel Løkkes krise med den krise, Thorning har oplevet. Den har også handlet om hendes person, nuvel ja, om hun nu ligner en rigtig arbejder, og om hun lytter til medlemmerne. Men grundlæggende mest om, hvorvidt hendes politik er så rød som lovet eller ej. Løkkes sag handler derimod om, hvorvidt folk i Venstres top efter hans tredje bilagssag har den grundlæggende tillid til, at Løkke evner at varetage sit job, som han skal. Man kan lave en hjemmestrikket matrix, der viser det sådan her:

Nu er der bare det ved det, at personlig moral og opførsel i politik aldrig helt er upolitisk. For vi stemmer også ud fra personen – mere og mere formentlig, selv om politik og evnen til at sætte de relevante politiske dagsordener stadig er vigtigst. Men for mere end en femtedel af de danske vælgere var partiledernes person den vigtigste grund til at de stemte, som de gjorde i 2011.

Valgforskning siger, at vælgerne bekymrer sig om tre ting ved en kandidats personlighed:

Kan jeg stole på ham? Er han troværdig og et pålideligt menneske?
Er han kompetent? Altså er han en god leder, der kan løse landets problemer?
Bekymrer han sig om mig? Forstår han med andre ord mine problemer?

Løkkes bilagssager stiller først og fremmest spørgsmålstegn ved det første: Er han en person, man kan stole på? Men bilagene rammer ham så også på de andre vigtige dimensioner:

– Løkke ligner måske ikke en særlig kompetent leder, når han for tredje gang har 'glemt' nogle bilag.

– Og Løkke ligner ikke én, der bekymrer sig særlig meget om almindelige menneskers problemer, når Venstre snart skal foreslå et kontanthjælpsloft, der forventeligt kommer til at lægge tæt ved hans vælgerfinansierede årsforbrug af tøj i 2011!

Løkke på vej til DR. Foto: Jan Unger/Polfoto

Hvilke arenaer udspiller krisen sig i?

#Arena1: Venstres top

Normale kriser handler om en organisation, der er oppe imod sin omverden. Her er det nærmest omvendt. Løkkes permanente personlige krise, er nu blevet en krise internt i Venstre. Stemningen i Venstre er grel for at sige det på godt jysk. For ikke siden dengang 'unge' Helveg stillede spørgsmålstegn ved, om Svend Auken var troværdig som statsministerkandidat, har professionelle toppolitikere talt om at stille 'mistillid' til deres egen statsministerkandidat. Peter Gæmelke, tidligere meget aktiv (og enerådende) præsident for Landbrugsrådet var den første fra forretningsudvalget, der forlangte en redegørelse for senere at stille sig tilfreds (formentlig efter ’orientering’ fra sin egen gamle vicedirektør, Claus Richter, nuværende generalsekretær i Venstre) med, at sagerne var 'gamle', det vil sige fra før GGGI-sagen. Og nu slår toppen helt ring om Løkke. Men det virker hårdt tilkæmpet, og der skal næppe meget til, før tålmodigheden er udløbet.

#Arena2: Lokalmedlemmerne i Hjørring

De borgerlige medier og Venstres egne folk er ellers gået hårdt til Løkke. Spørg ovre på den jyske hede, hvad man mener om sko til 2000 kroner. Løkkes sager udvander slagkraften i Venstres politiske hovedprojekt om nul-vækst i den offentlige sektor.

Min gamle dansklærer Flemming Jansen fra Pandrup meldte sig som den første tillidsperson med reference til sagen ud af Venstre allerede onsdag i sidste uge. Her har vi med et klart moralsk menneske at gøre, der ikke vil forsvare noget, han ikke kan forklare.

#Arena 3: Det borgerlige stemmeland

I sidste ende er det, som altid ved politisk valgte, vælgerne, der bestemmer. Al politik handler om at skabe et flertal for sin politik, og vil vælgerne ikke pege på, at Venstre er stor nok til at løfte regeringsmagten, er Lars Løkke færdig. Det særlige er så, at Venstre godt kan tåle at blive lidt mindre, bare blå blok samlet fortsat tegner til at blive markant større end rød blok. Men der er selvsagt også en grænse for, hvor meget Dansk Folkeparti, der i sidste ende lukrerede mest på misfornøjelsen med Løkke under GGGI-sagen, skal blive. Så Venstre skal ikke tabe for mange stemmer, hverken på den ene eller anden side, for at uroen ikke fortsætter. Løkkes fortsatte magt bygger derfor nu på to forhold: at SKAT ikke vender tilbage og kan finde ting, der åbenlyst burde være skatteangivet, for så går vi fra en legitimitets- til en endnu værre legalitetskrise. For det andet, at Venstre ikke står for dårligt i meningsmålingerne de kommende kvartaler.

Hvilke strategier har været sat ind i forløbet?

Venstre måtte bruge 4-5 dage, før de fik skabt konturerne af en strategi – ud over at besvære sig over EB’s brug af kilders ulovlige anvendelse af bilag. Der var sådan en ’belejret bunkermentalitet’ over indsatsen fra Hjort, Støjberg, Pind med flere. De nedtonede og bagatelliserede og forsøgte at værne om formanden for enhver pris. Det så ikke specielt kønt, endsige samstemt, ud. Løkke selv gik på – efter en i egne øjne fortjent weekend med familiefødselsdag i Sverige – med følgende flertrinsraket:

A) Offensiv tilbagevisning af det, der er åbenlyst utilgiveligt:

– Løkke fortæller selv, at han ikke har noget mellemværende med SKAT – og vil i øvrigt ikke lægge sine papirer op

– Han har ikke set højt og flot på rygeregler (som Claus Hjort ellers har undskyldt tidligere): Han har ikke røget på værelser, hvor der ikke var stillet askebægre frem (hvad end det så betyder)

B) Arbejder på billedet af, at han ikke har 'mistet jordforbindelsen':

– Løkkes rygervaner er en indrømmet brist – ”ryger endda nogle gange for meget”. Men kun en brist, der gør ham menneskelig

– Løkke griner lidt stramt, når han fortæller, at der under valgkampen var nogle, der mente, at der ”var et øjensynligt behov for at dresse mig op”. Hans 'udklædning' er altså ikke noget, der er sket efter hans eget ønske – han virker som en, der har syntes, det var lidt latterligt

C) Parret med en vis ydmyg erkendelse af det tilgivelige og viser medlemsforståelse:

– Han forklarer senere på aftenen, at han er ked af, at sagen påvirker Venstre og beklager, ”at det ser kritisabelt ud”

– Løkke påtager sig som formand for partiet ansvaret for partiets ve og vel (men løjtnanterne skubber ansvaret over på Løkkes tidligere VU-ven, den foregående sekretariatschef Jens Skipper)

Internt er det altid klogt at finde en fælles ydre fjende. Og på tirsdagens såkaldte skæbnemøde i forretningsudvalget, en lille uge efter EB’s første skriverier, er man så såre enige om, at det billede – man selv allerbedst kender om Løkke – er helt fortegnet i medierne: ”Forretningsudvalget konkluderer, at der har været og fremadrettet kan komme medieomtale af dokumenter, som er fjernet fra bogholderiet, som skaber et billede af Venstre og Lars Løkke Rasmussen, som forretningsudvalget slet ikke kan genkende.”

Venstre-toppen er hermed ude i en halsbrækkende modstrategi: Pressens billede af Løkke er forkert! Eksternt lykkes det sjældent, og det opgives oftest af ’moderne virksomheder’ at give egen abe til pressen. Så nu står og falder Venstre-ledelsen med, hvordan offentligheden vurderer Løkkes personlige habitus og livsstil.

Hvilke modstrategier og udfald vil vi se?

Når en krise udspiller sig mellem en virksomhed og stakeholders i dens omverden, handler det hovedsageligt om, hvorvidt 'modangrebet' lykkes, og om reparationen på lang sigt lykkes.

Derfor handler alt efter tirsdagens FU-møde for Venstre om tre ting:

1) Har Løkke nok legitimitet tilbage i toppen af Venstre til at kunne holde sammen på og motivere baglandet?

2) Kommer der ikke nyt frem, og har han betalt skat eller ej af foræret tøj og rejser til privat brug siden 2009?

3) Hvordan retter meningsmålingerne sig de nærmeste måneder? Politik er omskifteligt, og meget kan ske. Men ser vi en tendens til faldende tilslutning til Venstre, så grunden under Løkke skrider, som det skete for Lene Espersen?

Slutspil. Hvem er den sande Lars Løkke?

Det mest sikre i den personlige slowmotion-krise er desværre for politikeren Lars Løkke – en af sin generations største talenter – at der er størst gevinstchance ved at spille på, at den bliver gal igen før eller siden. Det være sig af den aktuelle sag – eller af fremtidige handlinger. Vi får at se. Og vi får helt sikkert set mere til Løkkes privatliv – måske endda nogle private sider, medierne ikke rigtig har eksponeret for folket endnu.

Så Løkkes krise er faktisk helt moderne: Den er nemlig permanent. Venstres aktuelle offensive svar virker til gengæld lidt gammeldags og skæbnesvangert dobbeltbundet: ’Vores billede af Løkke er det sande’. Det her bliver spændende lige til det sidste!