Løkke lykkes

Næsten alle er enige: Statsministerens nytårstale var stærk. Lars Løkke Rasmussen er ikke en mand, der normalt høster ros som den store taler, men hans nytårstale lykkes retorisk. Talen giver mindelser om Reagans slogans, Voltaires ordsprog, Krønikens Palle From – og så har den suspense. Men sproglig verdensmand vil Løkke ikke være.
af Mette Bengtsson

Nytårstalen var iscenesat med historisk omhu. At den ville indeholde et reformforslag var forhåndsvarslet gennem dagblads- og bannerannoncering samt et usædvanligt pressemøde. Talen er fulgt op med bl.a. annoncering og en video-uddybelse

 

Nytårstalen er en gave af en talesituation, hvor statsministeren har danskernes opmærksomhed i 15 minutter uden afbrydelse eller nærgående spørgsmål fra journalister eller andre politikere. Her kan han manifestere sig, og det gør Løkke også i dette års tale (tekst-version).

 

Modigt, enkelt og veltimet

Med oplægget til efterlønsreformen havde statsministeren noget på hjerte. En simpel ting, som giver et stærkt indtryk, fordi vi så ofte oplever det modsatte – at dagens politikere spiser os af med trivielle, vage formuleringer – at politikere frem for at sige, hvad de egentlig mener, kommer med nærmest perverterede forsøg på at navigere i det politiske spil uden at skubbe vælgere fra sig.

 

Med retoriske briller er det nu ikke forslaget om en efterlønsreform, der er interessant, men de etosdyder, statsministeren demonstrerer med forslaget. Statsministeren viser mod ved at have en holdning til den varme kartoffel, som efterlønnen har været siden indførelsen i 1999. En varm kartoffel, som Poul Nyrup Rasmussen som bekendt tidligere har brændt sig på. Inden for retorikken taler man om kairos – at taleren formår at gribe lejligheden til at sige det rigtige på det rette tidspunkt. Mange danskerne hungrer efter mere tydelige politikere, der tør gøre op med det populistiske putteri, og når talen roses, er det blandt andet for demonstrationen af en etosdyd som mod, der ofte er en mangelvare i dansk politik.

 

For statsministeren er denne demonstration ekstra vigtigt lige nu. Han står foran et folketingsvalg, og det er essentielt for ham at give et indtryk af en modig leder med visioner om at føre Danmark videre efter den økonomiske krise.

 

Ærlighed: Løkke vil mere end vinde valget

Men hvad med ærligheden? Er det et oprigtigt forslag og dermed mod, som Løkke demonstrerer, eller handler det mere om at blive genvalgt og dermed strategisk manøvrering? For hvis der er et reelt ønske at afskaffe efterlønnen, hvorfor er det så ikke blevet iværksat før nu? Det minder om Anders Fogh Rasmussens lancering af skattelettelser, der fungerede med samme bombeeffekt inden valget i 2005.

 

For de vælgere, der er skeptiske over for Løkkes motiver, gendriver Løkke allerede dette i talen med sætningen: ”Men politik må ikke kun handle om næste folketingsvalg. Politik skal også handle om næste generation”.

 

Med tanke på Løkkes jævne stil kan man blive i tvivl, om han virkelig planter intertekstuelle referencer på denne måde, men det er så tæt på Reagans kampagneslogan fra 80’erne“More committed to the next generation than to the next election” (Med fokus på den næste generation snarere end det næste valg, red.), at det må være dette, som Løkke hentyder til. Ved at gendrive har Løkke taget brodden af for en eventuel efterfølgende kritik og er ikke lige så sårbar. Og referencen til Reagan er nok ikke tilfældig. Reagan førte USA gennem den svære økonomiske krise i 80’ernes USA med nødvendige reformer. En liberal politiker, som Løkke gerne vil forbindes med?

 

Fourth persona: Indirekte budskab til de liberale vælgere

En funktion af denne intertekstuelle reference er muligvis også at sende en besked til de mennesker i publikum, der er med på brugen af referencen. Ikke alle vil fange den, og de, der gør, vil måske følge sig særligt talt til. Inden for retorikken taler man om personaer i en tale.

 

First persona er jeg’et i talen. Second persona er den publikumskonstruktion, der tales til i talen. I en nytårstale skal denne konstruktion helst være alle danskere, ellers har statsministeren fejlet. Third persona er dem, der ikke tales til i talen, mens fourth persona er dem, der tales til på en indirekte måde. Altså når nogle i publikum ved noget om taleren, som taleren ikke kan eller vil udsige, men kommer med hint til på en indirekte måde.

 

Det er begrebet fourth persona, der er interessant i forbindelse med Reagan-citatet. Taler Løkke her til de liberale vælgere med en besked om, at han ikke har glemt sit liberale ståsted?

 

Statsministerens nytårstale var stærk. Lars Løkke Rasmussen er ikke en mand, der normalt høster ros som den store taler, men hans nytårstale lykkes retorisk

Løkke bruger flittigt det samlende "vi". Han erobrer dermed common ground. Men vi'et kan også virke en smule anmassende

 

Vægt på fælles antagelser frem for ideologiske forskelle

En anden åbenlys kvalitet i talen er den måde, hvor Løkke transcenderer det partipolitiske til almenmenneskelige kvaliteter, som mange i publikum kan være enige om. En klassisk genrekonvention for en nytårstale, som Løkke indfrier på fornem vis. Med retoriske termer skaber Løkke common ground. Eller med Perelmans begreber trækker Løkke i sin argumentation på nogle starting points, som alle danskere er fælles om. Det er et gennemgående træk i hele talen:

 

Først og fremmest ved den konsekvente brug af det personlige pronomen ”vi” gennem talen. Her understreger Løkke, at han taler til danskerne (vælgerne!) som et samlet folk, som det passer sig i en nytårstale. Han taler ikke kun til dem, der partipolitisk er enig med ham, men til alle medborgere, som han gerne vil skabe et godt samfund for.

 

Den inkluderende form er dog til tider mindre vellykket udført. F.eks. kan begyndelsen på talen virke noget anmassende: ”Jeg tror, at mange har det ligesom jeg”. Hvor ved Løkke det fra? Det samme gælder sætningen: ”Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os”. Der er risiko for at støde folk, hvis man pådutter dem meninger og følelser. Løkke kan også risikere at støde nogle vælgere, når han tegner glansbilledet af Danmark. Han holder heldigvis dette på et minimum gennem talen, men ind i mellem må vi trækkes med diskutable påstande, der bliver fremsat som de største selvfølgeligheder: ”Og det er en glæde over at leve i et land, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi har glimrende børnehaver, trygge plejehjem og gode uddannelser”. Den brede enighed herom kan betvivles. En lidt for partipolitisk antagelse, der ikke gør sig godt i en nytårstale.

 

Hentydning til Voltaire

Rammen for talen er et andet godt eksempel på samlende retorik. Her både begynder og slutter Løkke med at påpege, at ”Danmark er ikke et perfekt samfund, men et godt samfund”, som er en omskrivning af Voltaires “Le mieux est l’ennemi du bien” (Det bedre er det godes fjende, red.). Voltairevar fransk filosof og forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder – endnu en historisk person, som Løkke gerne vil forbindes med? Løkke antager i talen, at Voltaires ordsprog er velkendt – måske er folk ikke med på, hvor det kommer fra, men med en dansk jantelovsmentalitet vil kunne tilslutte sig denne. Hanpeger igen på det genkendelige. Han trækker på de antagelser, som vi alle kan tilslutte os uanset partifarve.

 

Stærke sammenlignings-argumenter

Et sidste eksempel på det samlende ses i de sammenlignings-argumenter, som Løkke bruger i sin argumentation for at afskaffe efterlønnen. Han siger: ”For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år!”

 

Her argumenterer Løkke ud fra et værdihierarki, som han mener gør sig gældende for de fleste af os. At vi hellere vil prioritere børn, syge og ældre end os selv og vores egen mulighed for at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet efter forgodtbefindende. Det er en god sammenligning, som muligvis har et stemmeflyttende potentiale.

 

Statsministerens nytårstale var stærk. Lars Løkke Rasmussens nytårstale lykkes retorisk

Løkke taler om solidaritet, så man næsten synes at høre socialdemokraten Palle From fra Krøniken. Men tag ikke fejl: Løkke lægger med et afgørende sprogligt snit afstand mellem noget, han kalder "kernevelfærd" – og så efterløn. Sidstnævnte er åbenbart ikke med i kernen og ikke omfattet af solidariteten, hvorfor efterlønnen kan afskaffes

 

Kamp om at sætte sig på værdier

Selvom Løkke overordnet er samlende, appellerer han flere steder i talen til de socialdemokratiske hjerter – en del mere åbenlyst end de diskrete hentydningerne til de liberale kernevælgere. Der er som sådan ikke noget nyt i, at partierne har nærmet sig hinanden og ikke længere kan slå sig op på de store ideologiske forskelle. Allerede med Anders Fogh Rasmussen var der mange, der påpegede, at regeringen førte socialdemokratisk politik og brugte socialdemokratisk retorik.

 

Man kan diskutere, om det er velvalgt i en nytårstale. Et eksempel er anekdoten om Løkkes personlige historie: ”Jeg er selv født med det danske samfunds mulighederinden for rækkevidde. Fra mine første år i Arbejdernes Andelsboligforening i Vejle til vi flyttede til Græsted, hvor jeg gik i folkeskole og efter skolen blev familiens første student. Som så mange andre unge greb jeg de muligheder, jeg blev tilbudt.”

 

Løkke vælger at lægge vægt på arbejdernes andelsbolig, folkeskole og at han er familiens første student. Mere socialdemokratisk kan det næsten ikke blive. Ren Palle From!

 

I lighed med Stauning siger Løkke også: ”Vores fællesskab bygger på værdier, som vi har kæmpet for gennem generationer.” I Staunings nytårstale fra 1941 lød det: ”værdier, der er skabt igennem mange slægtled og som vi ikke vil miste”.

 

Og så er der passagen om solidaritet – og hvad der ikke er solidaritet. Venstre overtager ikke bare et socialdemokratisk begreb. De redefinerer det også. Og senere kommer bemærkningen, som skal slå det fast med syvtommersøm: ”Det er ikke værdier ét bestemt parti har patent på. Det er vores fælles værdier. Det er danske værdier.” Det kunne måske have været gjort mindre kluntet. ”Show it, don’t tell it” havde været et godt råd.

 

Holder stadig fast i den jævne stil og de slidte metaforer

Christian Kock skriver i sin analyse af statsministerens tale fra sidste år, at Løkke sprogligt placerer sig som en jævn borgmester fra Græsted, der uden at blive plat, formentlig bevidst, flyver ganske lavt. En sidste pointe i denne analyse er, at denne stil efterhånden er blevet et varemærke for Løkke og også køres videre i dette års nytårstale, der stilistisk er påfaldende uoriginal. Tag for eksempel skillevejsmetaforen: ”Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå som danskere -som nation.” Denne slidte metafor udfordrer på ingen måde vores indre billedverden. Sætningskonstruktionerne er også påfaldende trivielle. Korte sætninger med gentagelse, der skal give et lidt højtideligt præg (det er trods alt en nytårstale), men i den ekstremt uopfindsomme ende. Tag f.eks. anaforen “For os selv. For vores børn. For vores børnebørn.”

 

Pointen her er ikke at kritisere Løkke for sin uoriginalitet og talen for en manglende litterær kvalitet, snarere at rose Løkke for at holde fast i en sproglige stil, der passer til hans måde at være statsminister på. Form og indhold hænger sammen. Han påtager sig ikke en stil, der ikke er hans. Han er sig selv. Lille Lars fra Græsted (måske nu med lederevner), som gør det godt på sin egen måde.

 

nytårstale retorik

Suspense og forløsning. Alle venter på e-ordet, og til sidst kommer det: efterløn

 

Talen opbygget med suspense-effekt

Rent stilistisk skal Løkke også have point for en teknisk detalje – nemlig den suspense, som hele den indledende del af talen bygger op til, ligesom som vi også kender det fra det gode drama. Vi var i år vidner til en tale med en indledning af dimensioner, der ikke bare optog den første tredjedel af talen, men som også gik forud for selve talen med en kampagne fra Venstre, der i dagene op til årsskiftet har forsøgt at prime danskerne til at være klar til at modtage nødvendige reformer. Hvordan sikrer vi velfærd, når kun halvdelen af os arbejder og oliemilliarderne slipper op, spurgte statsministeren i både de store morgenaviser, internetaviser og på Facebook?

 

Men hvad er funktionen af en sådan overdimensioneret optakt, hvor man taler om udfordringer og lader svaret vente på sig? Jo, funktionen er at bygge op, så modtagerne kan opleve en forløsende følelse. En følelse, der ligesom med de tidligere eksempler trækker på det almenmenneskelige. Hvis man har fulgt med i medierne i dagene op til talen, er man blevet primet til fra talens start at vente på et helt bestemt ord – nemlig efterløn, og da det endelig kom første gang i afsnittet, der starter med ”Efterlønsordningen rammer lige ned i de to store udfordringer”, føltes det godt. Vi havde gættet rigtigt (eller medierne havde). Og det var en sand kulmination, da Løkke halvvejs inde i taler siger: ”Regeringen forslår derfor, at vi gradvist afskaffer efterlønnen.” Endelig!

 

Ud fra et kommunikativt synspunkt er det imponerende i suspense-opbygningen også samspillet mellem de forskellige kommunikationsplatforme – trykte aviser, internet og nytårstale. At den politiske kommunikation er professionaliseret i en sådan grad er der ikke mange eksempler på endnu herhjemme. Det kommer nok. Men der er ingen tvivl om, at Venstre er en mere velsmurt og mere professionel maskine end mange af de andre partier. Med et væsentlig højere kampagnebudget end mange andre.

 

Løkke Venstre nytårstale

På Venstres site findes en billedeserie, der går bag om talens opsætning, hvilket understreger åbenhed, ærlighed og jordnærhed. Samtidig gøres nytårstalen til en begivenhed, der er så vigtig, at den fortjener en historie om historien. Metahistorien lægger op til forskellige calls for action, bl.a. indmeldelse i partiet

 

Ingen Luther King

Vi har i Danmark ikke tradition for de store taler a la Martin Luther King eller Barack Obama. Enten har vi ikke talenterne, eller også kalder vores kultur ikke på det. Statsministerens nytårstale rokker ikke ved dette faktum, men han leverer alligevel en solid tale, hvor han demonstrerer etosdyder som mod, lægger vægt på fælles antagelser frem for ideologiske forskelle (dog med diskrete hentydninger til de liberale kernevælgere og begreber, værdier og referencer, der er rettet direkte til den gode socialdemokrat) og er overbevisende i sin jævne stil. Ingen tvivl om, at han er presset af dårlige meningsmålinger, men han bruger nytårstalen til at skabe et mere troværdigt billede af sig selv - som en leder, der kan føre Danmark videre. Vel nok det mest presserende for ham forud for folketingsvalget i 2011.

 

---

 

Deltag dybere i debatten – opret din profil på Kforum her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job