Løkke, en af vore egne?
En huggende stil uden konsekvens. Lars Løkke lyder som Fogh på en dårlig dag. Det er skidt. For en retorisk grundregel er, at man skal lyde som sig selv. Løkke skal fremelske sit troværdige selv som en af vore egne og lade det styre hans kommunikation. Det er budskabet fra retorikprofessor Kock.
Der har allerede været mange kommentarer til Lars Løkkes debuttale som statsminister torsdag d. 14.4., så den vil jeg ikke sige så meget om. Mange har allerede bemærket at den lød næsten som Fogh (”på en dårlig dag”, mente Helle Thorning). Det er der noget om.
For stort oratorisk tøj
Vi hørte den samme ret trivielle og automatiske stil som Fogh excellerede i. Der er alle de korte punktummer, fx: ”Frihed og fællesskab.” Og der er et mylder af korte, anaforiske sætninger eller sætningsemner som fx: ”Vi har et stærkt fællesskab. Et fællesskab, som hverken kan eller skal løse alle vores problemer. Men som træder til, når vi har brug for det. Når vi bliver syge. Når vi er arbejdsløse. Og når vi uddanner os.”
Læg mærke til tretrinsraketten af staccato bisætninger begyndende med ”Når vi er arbejdsløse”. Der var også det lille anekdotiske touch i form af Løkkes egen 19-årige søn (lige dét ville Fogh dog næppe have fundet på). Men alt i alt signalerede talestilen ikke meget selvstændig personlighed. Ved hjælp af nogle af talekunstens ældste og mest fortærskede tricks signalerede den styrke, tjekkethed, fasthed på præcis samme måde som vi har vænnet os til med Fogh.
Man kunne da også mærke at denne stil måske ikke er Løkkes yndlingspositur. Ved at følge den mundtlige fremførelse på nettet med teksten ved siden af kunne man let konstatere at han ofte omformulerede lidt, satte flere småord og uddybninger ind, og undlod at følge den huggende stils mange markante afslutninger til dørs med den pausering og nedgang i intonationen som den skrevne tekst lægger op til. Han optrådte så at sige i et sæt oratorisk tøj der var for stort.
Vær hvad man er
En retorisk grundsætning er at man bør være noget udadtil som man vitterlig selv føler man er. Ellers bliver det gennemskuet. Det var det der skete for Nyrup, der lod sig overtale – formentlig af Ralf Pittelkow, bl.a. – til at optræde som noget andet end den troværdige skolemester han er, nemlig med smarte, sloganagtige sætninger, visuelle stunts m.v. På få år sank den troværdighed der gjorde ham til statsminister frem for Auken, ned under gulvbrædderne takket være disse tillærte påfund (hans rådgiver, Pittelkow, var imens for længst draget bort til andre udfordringer).
Så skal Løkke være troværdig som statsminister, skal han først og fremmest prøve at virke som en der er sig selv i sit eget tøj.
Men enhver af os har jo trods alt mange potentielle identiteter og flere slags tøj. Vi kan være forskellig personligheder. Løkke kan og skal vælge.
Løkkes mulige identiteter
En af Løkkes mulige identiteter er den vi ofte har set ham lægge for dagen i den offentlige debat. Løkkes stil som politisk debattør har været meget konstant. Den har følgende hovedelementer.
1. Håne
Først er der en uophørlig lyst til at håne og latterliggøre modparten mest muligt. Som når han fx i et indlæg fra 2007 beskriver Socialdemokraternes politiske slinger med overskriften ”Fra pendul til piskeris” og udstiller deres indre splid med sætningen ”S hader sin egen politik”. Han bruger også gerne løs af grovkornede debattricks som det kendte stråmands-argument: at tillægge modparten synspunkter der er langt mere vidtgående end det de faktisk siger – som når nogle socialdemokraters ønske om at Danmark skal tage flere irakiske flygtninge udlægges til at de ”ønsker at rulle udlændingepolitikken tilbage til før regeringsskiftet i 2001 og åbne Danmarks grænser for alverden.” Latterliggør modpartens svagheder på den mest muligt ydmygende måde – forvræng deres forslag og argumenter til det absurde – vær i det hele taget en glad drengerøv hvis forhold til idræt er centreret om håneretten over for svage modstandere.
2. Selvrose
Det andet hovedelement i Løkkes typiske debatstil – som passer fint med det første – er selvros. Hvor meget bedre alt er blevet efter 2001, har vi hørt om til bevidstløshed (som ovenfor). Bestandig har vi hørt fra Løkke at sundhedsvæsenet kun er blevet bedre og bedre i regeringens tid, de problemer der var (som skyldtes den gamle regering), har man allerede taget hånd om, og alle kritikpunkter fra politiske modparter eller andre beror alene på ond vilje, misforståelse, dumhed.
Løkke skruer ned for drengerøvs-manøvrerne
Begge disse træk havde Løkke klogeligt udeladt eller nedtonet i sin jomfrutale. Håneretten blev ikke brugt, tværtimod hørte vi endog at ”skiftende regeringer lige siden Schlüters dage har ført en ansvarlig politik”. Den parodiske forvrængning af hvad modparten mener, kom kun en enkelt gang frem i en sætning som ”vi har taget opgøret med den misforståelse, at det er vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister”. Og selvrosen kom kun ud mellem sidebenene et par gange, som i den herlige sætning: ”For dem, der bliver arbejdsløse, er det jo uendelig uinteressant, at der var 57.000 flere arbejdsløse, da VK-regeringen tog over i 2001.” (Det kaldes undertiden i retorikken en præteritio: ”jeg vil heller ikke nævne at ...” – og så nævner man det.)
Jeg tror Løkke er på rette vej med at skrue ned for drengerøvs-manøvrerne: håneret og hæmningsløst blær. De passer ikke til en statsminister. Faktisk ved vi at Løkke fik anerkendelse af vælgerne lige efter sin tiltræden ved at optræde ydmygt. Her er der mulighed for at han kan dyrke en anden side af sin personlighed – den gemytlige, samarbejdsvillige kommunalpolitiker der forholder sig til sagernes konkrete indhold og – hvis det absolut skal være – overlader blær samt hån, spot og latterliggørelse til løjtnanter. Han bliver aldrig en Fogh – den übertjekkede analfetischist, der frem for vin foretrækker en par vindruer, pudset enkeltvis. Han var magtfuld, selvsikker grænsende til arrogance, også i sin talestil. Lad det ligge, Løkke. Du er ikke sådan, og de egenskaber er der også en hel del bevægelige vælgere der synes at være trætte af.
På tide med troværdighed
Jeg vil råde Løkke til at stræbe efter en fremtræden som også synes at være en latent mulighed, og som måske nok er det mange føler en savn af i regeringens ledelse: troværdighed.
Det lyder som et banalt forslag, men det er ikke så banalt endda. Troværdighed er nemlig ikke hvad som helst der giver en politiker medvind – skønt mange medier bruger begrebet på den måde.
I sommeren 2007 trykte Berlingske Tidende nogle undersøgelser, foretaget af TNS Gallup, om politikeres og andre lederes troværdighed og karisma. Jeg var selv med til at tilrettelægge dem og udforme teorigrundlaget for dem sammen med marketingforskeren Flemming Hansen.
Bl.a. blev ledende politikere fra alle Folketingets partier placeret på en skala i forhold til 20 dimensioner. Ved det der kaldes faktoranalyse, fremkom en struktur som grupperede dimensionerne i 2 hoveddimensioner (”faktorer”), Troværdighed og Karisma. Disse faktorer blev politikerne så målt på, baseret på 2000 interviews, fordelt repræsentativt for befolkningen, foretaget på GallupForum i perioden 15. – 17. august 2007.
Et interessant resultat ved undersøgelsen var den helt generelle konstatering angående begrebet troværdighed: at denne faktor netop i høj grad var adskilt fra den anden, som vi kaldte karisma. Det var nemlig sådan at hvis en politiker scorede højt hos de adspurgte mht. dimension Troværdig, så var der også sandsynlighed for at han/hun scorede højt mht. disse andre dimensioner: Saglig - Respekterer andres meninger – Behagelig – Afbalanceret – Kan se en sag fra begge sider – Rolig – Kompetent – I stand til at indrømme fejl – Intelligent. Disse egenskaber havde tendens til at være i samme klynge som Troværdig, med Troværdig som den der oftest var med. (Egenskaberne er nævnt i den rækkefølge der svarer til deres hyppighed.)
Heroverfor stod faktoren Karisma. Det var det navn vi gav en anden, ret tæt sammenhængende klynge af egenskaber, nemlig disse: Underholdende – Fantasifuld – God til at skabe debat – Udadvendt – Lidenskabelig – Dynamisk – Folkelig – Lyser af selvtillid.
Det var et velkomment resultat, for vi havde på forhånd den hypotese, bestyrket af pilotundersøgelser, at Troværdighed var en klynge af egenskaber med sådan ca. det nævnte indhold, og at den var forskellig fra den ”karismatiske” klynge af egenskaber. Hvad Gallup-undersøgelsen viste, var vel at mærke en empirisk konstatering af at folk (i Danmark) har tendens til at opfatte troværdighed på denne måde. Resultatet peger på at man ikke bør bruge ordet troværdighed på den brede måde man ofte ser i politisk journalistik – nemlig som en paraplybetegnelse for alle de gode kommunikationsegenskaber en politiker eller anden offentlig kommunikatør kan ønske sig. Troværdighed er noget ret snævert – noget man mest ville forbinde med en klog, uvildig dommer eller en anden ret ”akademisk” debattør eller analytiker, for hvem det er afgørende at vise klogskab og give agt på relevante argumenter fra begge sider i en sag.
Hvem vil ikke have karisma?
Men der er vel at mærke også andre ønskværdige kommunikationsegenskaber for en politiker (eller anden offentlig kommunikatør). Hvem vil ikke gerne have karisma? I Gallupundersøgelsen var Pia Kjærsgaard den af de ledende politikere der placerede sig klart højest på karisma – og klart lavest på troværdighed. Der var faktisk en vis tendens til at de to faktorer har det med at komme i vejen for hinanden – naturligt nok, eftersom Troværdighed betoner det rolige, balancerede og lyttende, mens karisma indebærer lidenskab, dynamik og selvtillid. Derfor ser vi at politikere som Vestager, Bendtsen (dette var i 2007!) og til en vis grad Hedegaard opfattes som meget troværdige, men til gengæld som ikke-karismatiske. Eneste toppolitiker med en score pænt over stregen på begge faktorer var (dengang!) Naser Khader, men også Lene Espersen sniger sig lige over middel på dem begge.
Tilbage til Lars Løkke. Han lå, sammen med Fogh, marginalt under middel på begge faktorer, og ligeledes midt i koordinatsystemet lå Thorning og Søvndal.
At være en af vore
Vore undersøgelser har peget på at man også kunne operere med en tredje faktor, som kunne kaldes ”At være en af vore” – en være nede på jorden, jævn og folkelig. Jeg tror desuden at der er en fjerde faktor, som man måske skal kalde ”tjekkethed” – det er den Fogh har demonstreret for os i de forløbne år. Men i undersøgelsen indgik mest de dimensioner der udgør Troværdighed og Karisma. Og af dem kan Løkke godt droppe Karisma. Den vil virke kunstig hos ham og give ham Nyrups skæbne, bare hurtigere.
Men Troværdighed – det er noget han og hans regering har brug for, efter otte år med ”Der er ikke noget at komme efter”. Og det er noget han kan finde i sig – tror jeg. Det at frem for at åle og ægge modparten ser man på sagerne, viser sin saglige kunnen og kompetence, holder sig rolig og afbalanceret, indrømmer hvis der er noget der åbenlyst ikke er godt (frem for at fremture med blær og fornægtelse), og ikke mindst: Man viser respekt for andres meninger og evne til at se begge sider af en sag. Dette er faktisk hvad folk i Danmark forbinder med begrebet troværdighed. Fogh havde noget andet, det levede han højt på. Kjærsgaard har noget tredje, det lever hun højt på.
Løkke har utvivlsomt ”En af vore”-egenskaben, men den synes ikke at veje så tungt. Han har imidlertid – tror jeg da – muligheden for at fremvise en personlighed med Troværdigheds-egenskaber. Og mon ikke det er dem der kan appellere netop til de bevægelige vælgere mellem de to blokke som for tiden har svigtet blå blok? Prøv det, Løkke, prøv det.
For stort oratorisk tøj
Vi hørte den samme ret trivielle og automatiske stil som Fogh excellerede i. Der er alle de korte punktummer, fx: ”Frihed og fællesskab.” Og der er et mylder af korte, anaforiske sætninger eller sætningsemner som fx: ”Vi har et stærkt fællesskab. Et fællesskab, som hverken kan eller skal løse alle vores problemer. Men som træder til, når vi har brug for det. Når vi bliver syge. Når vi er arbejdsløse. Og når vi uddanner os.”
Læg mærke til tretrinsraketten af staccato bisætninger begyndende med ”Når vi er arbejdsløse”. Der var også det lille anekdotiske touch i form af Løkkes egen 19-årige søn (lige dét ville Fogh dog næppe have fundet på). Men alt i alt signalerede talestilen ikke meget selvstændig personlighed. Ved hjælp af nogle af talekunstens ældste og mest fortærskede tricks signalerede den styrke, tjekkethed, fasthed på præcis samme måde som vi har vænnet os til med Fogh.
Man kunne da også mærke at denne stil måske ikke er Løkkes yndlingspositur. Ved at følge den mundtlige fremførelse på nettet med teksten ved siden af kunne man let konstatere at han ofte omformulerede lidt, satte flere småord og uddybninger ind, og undlod at følge den huggende stils mange markante afslutninger til dørs med den pausering og nedgang i intonationen som den skrevne tekst lægger op til. Han optrådte så at sige i et sæt oratorisk tøj der var for stort.
Vær hvad man er
En retorisk grundsætning er at man bør være noget udadtil som man vitterlig selv føler man er. Ellers bliver det gennemskuet. Det var det der skete for Nyrup, der lod sig overtale – formentlig af Ralf Pittelkow, bl.a. – til at optræde som noget andet end den troværdige skolemester han er, nemlig med smarte, sloganagtige sætninger, visuelle stunts m.v. På få år sank den troværdighed der gjorde ham til statsminister frem for Auken, ned under gulvbrædderne takket være disse tillærte påfund (hans rådgiver, Pittelkow, var imens for længst draget bort til andre udfordringer).
Så skal Løkke være troværdig som statsminister, skal han først og fremmest prøve at virke som en der er sig selv i sit eget tøj.
Men enhver af os har jo trods alt mange potentielle identiteter og flere slags tøj. Vi kan være forskellig personligheder. Løkke kan og skal vælge.
Løkkes mulige identiteter
En af Løkkes mulige identiteter er den vi ofte har set ham lægge for dagen i den offentlige debat. Løkkes stil som politisk debattør har været meget konstant. Den har følgende hovedelementer.
1. Håne
Først er der en uophørlig lyst til at håne og latterliggøre modparten mest muligt. Som når han fx i et indlæg fra 2007 beskriver Socialdemokraternes politiske slinger med overskriften ”Fra pendul til piskeris” og udstiller deres indre splid med sætningen ”S hader sin egen politik”. Han bruger også gerne løs af grovkornede debattricks som det kendte stråmands-argument: at tillægge modparten synspunkter der er langt mere vidtgående end det de faktisk siger – som når nogle socialdemokraters ønske om at Danmark skal tage flere irakiske flygtninge udlægges til at de ”ønsker at rulle udlændingepolitikken tilbage til før regeringsskiftet i 2001 og åbne Danmarks grænser for alverden.” Latterliggør modpartens svagheder på den mest muligt ydmygende måde – forvræng deres forslag og argumenter til det absurde – vær i det hele taget en glad drengerøv hvis forhold til idræt er centreret om håneretten over for svage modstandere.
2. Selvrose
Det andet hovedelement i Løkkes typiske debatstil – som passer fint med det første – er selvros. Hvor meget bedre alt er blevet efter 2001, har vi hørt om til bevidstløshed (som ovenfor). Bestandig har vi hørt fra Løkke at sundhedsvæsenet kun er blevet bedre og bedre i regeringens tid, de problemer der var (som skyldtes den gamle regering), har man allerede taget hånd om, og alle kritikpunkter fra politiske modparter eller andre beror alene på ond vilje, misforståelse, dumhed.
Løkke skruer ned for drengerøvs-manøvrerne
Begge disse træk havde Løkke klogeligt udeladt eller nedtonet i sin jomfrutale. Håneretten blev ikke brugt, tværtimod hørte vi endog at ”skiftende regeringer lige siden Schlüters dage har ført en ansvarlig politik”. Den parodiske forvrængning af hvad modparten mener, kom kun en enkelt gang frem i en sætning som ”vi har taget opgøret med den misforståelse, at det er vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister”. Og selvrosen kom kun ud mellem sidebenene et par gange, som i den herlige sætning: ”For dem, der bliver arbejdsløse, er det jo uendelig uinteressant, at der var 57.000 flere arbejdsløse, da VK-regeringen tog over i 2001.” (Det kaldes undertiden i retorikken en præteritio: ”jeg vil heller ikke nævne at ...” – og så nævner man det.)
Jeg tror Løkke er på rette vej med at skrue ned for drengerøvs-manøvrerne: håneret og hæmningsløst blær. De passer ikke til en statsminister. Faktisk ved vi at Løkke fik anerkendelse af vælgerne lige efter sin tiltræden ved at optræde ydmygt. Her er der mulighed for at han kan dyrke en anden side af sin personlighed – den gemytlige, samarbejdsvillige kommunalpolitiker der forholder sig til sagernes konkrete indhold og – hvis det absolut skal være – overlader blær samt hån, spot og latterliggørelse til løjtnanter. Han bliver aldrig en Fogh – den übertjekkede analfetischist, der frem for vin foretrækker en par vindruer, pudset enkeltvis. Han var magtfuld, selvsikker grænsende til arrogance, også i sin talestil. Lad det ligge, Løkke. Du er ikke sådan, og de egenskaber er der også en hel del bevægelige vælgere der synes at være trætte af.
På tide med troværdighed
Jeg vil råde Løkke til at stræbe efter en fremtræden som også synes at være en latent mulighed, og som måske nok er det mange føler en savn af i regeringens ledelse: troværdighed.
Det lyder som et banalt forslag, men det er ikke så banalt endda. Troværdighed er nemlig ikke hvad som helst der giver en politiker medvind – skønt mange medier bruger begrebet på den måde.
I sommeren 2007 trykte Berlingske Tidende nogle undersøgelser, foretaget af TNS Gallup, om politikeres og andre lederes troværdighed og karisma. Jeg var selv med til at tilrettelægge dem og udforme teorigrundlaget for dem sammen med marketingforskeren Flemming Hansen.
Bl.a. blev ledende politikere fra alle Folketingets partier placeret på en skala i forhold til 20 dimensioner. Ved det der kaldes faktoranalyse, fremkom en struktur som grupperede dimensionerne i 2 hoveddimensioner (”faktorer”), Troværdighed og Karisma. Disse faktorer blev politikerne så målt på, baseret på 2000 interviews, fordelt repræsentativt for befolkningen, foretaget på GallupForum i perioden 15. – 17. august 2007.
Et interessant resultat ved undersøgelsen var den helt generelle konstatering angående begrebet troværdighed: at denne faktor netop i høj grad var adskilt fra den anden, som vi kaldte karisma. Det var nemlig sådan at hvis en politiker scorede højt hos de adspurgte mht. dimension Troværdig, så var der også sandsynlighed for at han/hun scorede højt mht. disse andre dimensioner: Saglig - Respekterer andres meninger – Behagelig – Afbalanceret – Kan se en sag fra begge sider – Rolig – Kompetent – I stand til at indrømme fejl – Intelligent. Disse egenskaber havde tendens til at være i samme klynge som Troværdig, med Troværdig som den der oftest var med. (Egenskaberne er nævnt i den rækkefølge der svarer til deres hyppighed.)
Heroverfor stod faktoren Karisma. Det var det navn vi gav en anden, ret tæt sammenhængende klynge af egenskaber, nemlig disse: Underholdende – Fantasifuld – God til at skabe debat – Udadvendt – Lidenskabelig – Dynamisk – Folkelig – Lyser af selvtillid.
Det var et velkomment resultat, for vi havde på forhånd den hypotese, bestyrket af pilotundersøgelser, at Troværdighed var en klynge af egenskaber med sådan ca. det nævnte indhold, og at den var forskellig fra den ”karismatiske” klynge af egenskaber. Hvad Gallup-undersøgelsen viste, var vel at mærke en empirisk konstatering af at folk (i Danmark) har tendens til at opfatte troværdighed på denne måde. Resultatet peger på at man ikke bør bruge ordet troværdighed på den brede måde man ofte ser i politisk journalistik – nemlig som en paraplybetegnelse for alle de gode kommunikationsegenskaber en politiker eller anden offentlig kommunikatør kan ønske sig. Troværdighed er noget ret snævert – noget man mest ville forbinde med en klog, uvildig dommer eller en anden ret ”akademisk” debattør eller analytiker, for hvem det er afgørende at vise klogskab og give agt på relevante argumenter fra begge sider i en sag.
Hvem vil ikke have karisma?
Men der er vel at mærke også andre ønskværdige kommunikationsegenskaber for en politiker (eller anden offentlig kommunikatør). Hvem vil ikke gerne have karisma? I Gallupundersøgelsen var Pia Kjærsgaard den af de ledende politikere der placerede sig klart højest på karisma – og klart lavest på troværdighed. Der var faktisk en vis tendens til at de to faktorer har det med at komme i vejen for hinanden – naturligt nok, eftersom Troværdighed betoner det rolige, balancerede og lyttende, mens karisma indebærer lidenskab, dynamik og selvtillid. Derfor ser vi at politikere som Vestager, Bendtsen (dette var i 2007!) og til en vis grad Hedegaard opfattes som meget troværdige, men til gengæld som ikke-karismatiske. Eneste toppolitiker med en score pænt over stregen på begge faktorer var (dengang!) Naser Khader, men også Lene Espersen sniger sig lige over middel på dem begge.
Tilbage til Lars Løkke. Han lå, sammen med Fogh, marginalt under middel på begge faktorer, og ligeledes midt i koordinatsystemet lå Thorning og Søvndal.
At være en af vore
Vore undersøgelser har peget på at man også kunne operere med en tredje faktor, som kunne kaldes ”At være en af vore” – en være nede på jorden, jævn og folkelig. Jeg tror desuden at der er en fjerde faktor, som man måske skal kalde ”tjekkethed” – det er den Fogh har demonstreret for os i de forløbne år. Men i undersøgelsen indgik mest de dimensioner der udgør Troværdighed og Karisma. Og af dem kan Løkke godt droppe Karisma. Den vil virke kunstig hos ham og give ham Nyrups skæbne, bare hurtigere.
Men Troværdighed – det er noget han og hans regering har brug for, efter otte år med ”Der er ikke noget at komme efter”. Og det er noget han kan finde i sig – tror jeg. Det at frem for at åle og ægge modparten ser man på sagerne, viser sin saglige kunnen og kompetence, holder sig rolig og afbalanceret, indrømmer hvis der er noget der åbenlyst ikke er godt (frem for at fremture med blær og fornægtelse), og ikke mindst: Man viser respekt for andres meninger og evne til at se begge sider af en sag. Dette er faktisk hvad folk i Danmark forbinder med begrebet troværdighed. Fogh havde noget andet, det levede han højt på. Kjærsgaard har noget tredje, det lever hun højt på.
Løkke har utvivlsomt ”En af vore”-egenskaben, men den synes ikke at veje så tungt. Han har imidlertid – tror jeg da – muligheden for at fremvise en personlighed med Troværdigheds-egenskaber. Og mon ikke det er dem der kan appellere netop til de bevægelige vælgere mellem de to blokke som for tiden har svigtet blå blok? Prøv det, Løkke, prøv det.
