Livets odds

Nytårsaften er en farlig aften. Man risikerer at få en raket i hovedet, at få østersforgiftning, at falde ned ad trapper, at komme op at skændes med sin kæreste. Man risikerer også at løbe ind i et tal eller flere tal. Nytårsaften er en aften, hvor man gør regnskab. Hvordan er året gået, og hvad ønsker man for det nye år? Et sådant regnskab består af tal. Hvordan har du det med tal? Synes du, at tal har deres egen poesi? Eller synes du, at tal er brutalt konkrete og noget, der gør ondt, når man støder ind i dem? Alt sammen afhænger det af dit temperament. De fleste ved godt, at deres liv er styret fra A til Z af tal. Men de vælger at lukke øjnene for det.

Britney Spears & prins Joachim

Det er svært at stå op om morgenen og gå i gang med en ny dag, hvis man først skal læse sig gennem tal for, hvad der kan ske af ulykker. Der er heldigvis også tal, der er uskyldige og underholdende. Forleden meddelte et engelsk bookmakerfirma, at de ville give dig din indsats 700 gange tilbage, hvis du vædder på, at prins Joachim bliver kæreste med Britney Spears i det nye år. Denne nyhed kom nogle få dage før, vi fik at vide, at prinsen har genoptaget sit kæresteforhold med en fransk ekskæreste. Dette viser bare, at tallene ændrer sig for hver dag, der går, for hver time. Nu får du måske dine penge tilbage 1000 gange, hvis du har lyst til at vædde på, at Joachim bliver single igen.

 

Sex med 110 mænd

Samtidig fik vi at vide, at den radikale borgmester i København, Klaus Bondam, har haft 110 mænd. Dette tal, 110, vækker nysgerrighed. Det første spørgsmål, tallet giver anledning til, er: Hvad betyder ordet ”haft”? Hvilke former for sex kvalificerer til at være én gang ”haft” ud af 110? Næste spørgsmål er: Hvis borgmesteren har haft 77 gange sex med én af de 110, tæller det så kun for én gang ”haft” i statistikken? Det tredje spørgsmål, der melder sig, er: Kan vi stole på, at tallet 110 er korrekt? Hvordan er tallene blevet bogført, og kan vi stole på deres korrekthed? Det fjerde spørgsmål, tallet rejser, er: Har der været en spindoktor ind over, og har denne spindoktor bestemt, at et tal som for eksempel 3.457 tilfælde af sex ville være en hindring for Bondams eventuelle drømme om en dag at blive overborgmester? Dette bare for at illustrere, at også tal kan være uigennemskuelige, men dog venligtsindede.

 

1 ud af 340.733 dør nytårsaften på grund af fyrværkeri

I disse dage er der blevet offentliggjort tal fra en dugfrisk amerikansk undersøgelse. Tallene viser, hvad sandsynligheden er for at dø af forskellige årsager. Hvis du har lyst til at vide, hvad de aktuelle sandsynligheder er for at dø ved en fyrværkeriulykke, så kan du få din nysgerrighed stillet. 1 ud af 340.733 dør nytårsaften på grund af fyrværkeri. Er det et tal, der får dig til at holde dig inden døre nytårsaften? De andre tal i undersøgelsen er mere skræmmende.

 

Undersøgelsen starter med at konstatere, at oddsene for, at du dør, er 100 %. Hvis du var i tvivl. Når det så er på det rene, ser undersøgelsen på, hvad du kommer til at dø af. Vi kender alle sammen de hyppigste dødsårsager. Men der er ikke mange af os, der kender tallene. Her er nogle af dem, ifølge den aktuelle amerikanske undersøgelse. Cancer, hjertesygdomme og slagtilfælde er på de første pladser. Derefter kommer trafikulykker og selvmord.

 

1 ud af 5 dør af en hjertesygdom.

1 ud af 7 dør af cancer.

1 ud af 24 dør af et slagtilfælde.

1 ud af 84 dør ved en trafikulykke.

1 ud af 119 begår selvmord.

1 ud af 218 dør ved et fald.

 

Kilde: www.nsc.org 

 

Tallene er fra USA. Derfor er risikoen for, at du bliver skudt ned og berøvet på åben gade, større end i Danmark. Men tallene eksisterer alligevel i Danmark for, om du falder ned med et fly, bliver stukket ned af din svigermor, dør, fordi din computer eksploderer, eller om du ganske banalt glider i en bananskræl eller måske keder dig ihjel. Der er tal for alt. Når man har været tallene igennem, får man lyst til at vende dem 180 grader og spørge: Hvad er så tallene for at blive rig og berømt og få god sex og dø gammel og tilfreds?

 

24 millioner kroner på et 20 kroners lod
De tal findes også, i al fald i teorien. Men de står hverken i Statistisk Årbog eller i forsikringsselskabernes risikoberegninger. Men nedenfor kan du se hvor store chancerne er for, at du som 50 årig er gift eller skilt, veluddannet eller uuddannet, rig eller mindre rig.

 

Kilde: Danmarks Statistik 

 

Danmarks statistik kan desuden oplyse at ud af 4.363.000 danskere tjente kun 25.500 over én million kr. i 2004. Så måske skulle du hellere satse på at vinde i lotteriet. En 43-årig bistandsmodtager vandt forleden 24 millioner kroner i et lotteri med en indsats på 20 kroner. Hvor store var hans odds for at vinde? Der er uden tvivl aktuarer og statistikere ét eller andet sted, der kan give svaret på det spørgsmål.

 

Der er medieteoretikere, der påstår, at grunden til, at vi ser film og tv-serier, er, at vi er rædselsslagne for at dø. Ifølge disse teorier er grunden til, at vi nu år efter år synker ned i Korsbæk og ”Matador”, at her kommer ulykker og død efter visse faste dramaturgiske regler. I det virkelige liv falder folk om på gaden, uden at nogen har anet, at der var noget galt med dem. Små børn bliver kørt over på gaden, uden at nogen i deres vildeste drømme havde forestillet sig, at det skete. En lille fugtplet på en trappe, og folk glider og brækker halsen.

 

Sådan er det ikke i ”Matador”. Hvis nogen dør af en sygdom, er vi blevet forberedt på det gennem længere tid. Vi har set små sygdomstegn. Vi har hørt en musik, der var ildevarslende. Når ulykken endelig indtræder, er vi rystede og kede af det. Men vi vidste jo, at det kunne ske. Sådan er det for det meste ikke i det virkelige liv. Det er derfor, at ”Matador” lægger sig som et beskyttende lag på vores opskræmte nerver. ”Matador” dulmer vores bevidsthed om, at der et sted ude i verden ligger en grusom, realistisk statistik og venter på os.

 

Denne statistik er der højtuddannede mennesker, der dagligt kan holde os underrettede om. Hvis ellers vi havde nerver til at lytte. Det er velmenende mennesker. Det nytter ikke at slå dem ihjel eller bede dem om at tie stille. De er kun budbringere af tallene fra virkelighedens verden. Vi kan blive sure på budbringerne, men det ændrer desværre ikke en brøkdel af et tal. De samme personer kan give dig tallene for, hvad der kan komme til at ske for dig nytårsaften og i året, der kommer. Det er tal, der fortæller dig, hvad sandsynligheden er for, at du får et nyt og bedre betalt job. Der er også et sted et tal, der viser, hvad oddsene er for, at du bliver danmarksberømt ved at deltage i ”Vild med dans”, eller for, at du uventet får dig en politisk karriere eller idéen til en roman, der en dag vil give dig Nobelprisen.

 

Dette er de gode tal. De dårlige tal? Risikoen for sygdomme, død, ensomhed, fiasko? Tallene er der. Den bedste måde at angribe dem på er at spise og drikke så meget den 31. december, at tallene flyder ud i en venlig og godmodig tåge. Du kan nemlig ikke bruge dem til noget som helst, for ingens liv er gennemsnitligt. Ingen kan sige, hvor netop du er på den klokkeformede normalfordelingskurve. Alle kan derfor blive 1 ud af de 340.733. Godt nytår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også