Samtalen er stoppet

Vi er den sidste generation før internettet. Som tidligere DDR-borgere kan vi huske en verden, som nu er væk. Pist væk og spist af vores iPhone. Det var en tid, hvor ting tog tid.
Ting var hemmelige, gemt eller glemt. Mennesker var til stede lige her og nu. Det var en verden, hvor man kunne kede sig, lave ingenting og tale sammen uforstyrret i timevis. Koordineringen mellem mennesker, ting og informationer var svag og langsom. Sociale oplysninger bevægede sig med sneglefart. Det sociale krævede kæmpe anstrengelser og omhu. En personlig håndskreven fødselsdagshilsen var en halv dags arbejde alt inklusive.
Det sociale var mere usynligt og kaotisk. Man kunne for eksempel leve et halvt år uden at vide noget som helst om ens eks-kærestes nye liv. På Roskilde Festival kunne man møde folk, som havde mistet kontakt til deres venner på tredje døgn. De fandt dem aldrig igen.
 
Livet før internettet foregik i en verden, hvor man kunne kede sig, lave ingenting og tale sammen uforstyrret i timevis. GettyImages/Hiroshi Watanabe.
 
Uoplyst og tålmodige levede vi, fordi sådan var det bare. Vi improviserede i en verden af ukomplet information. Sådan er det ikke mere. Ingen går længere ensom og venneløs rundt på Roskilde Festivalen. Internettet har gjort verden lettere og hurtigere. Vi skal ikke længere spilde vores liv på idiotisk koordinering. Vi har fået fart på, men vi har tabt noget i forbifarten.
 
Internettet har været et veltilrettelagt og vellykket angreb på samtalen som sådan. Den er kort og godt stoppet. For det første helt fysisk, fordi folk hele tiden tager deres iPhone frem, når vi skal og kan tale sammen. Mobiltelefonen forhindrer, stopper og afbryder samtalen. For det andet rent indholdsmæssigt. De sociale medier overflødiggør mange samtaler. Du ved jo allerede det hele i forvejen. Alle emnerne er allerede dækket. Det virker jo derfor helt idiotisk at spørge om, hvad folk laver, spiser, eller hvor de rejser hen, når de nu allerede har dækket det på Facebook, som var det en meteorlanding.
 
For det tredje i sin autistiske form. Alt det likeri har erstattet både at lytte og tale. Vi liker bare løs. Vi lever nemlig i den illusion, at et like er et svar. Det er det ikke. Alt det likeri har gjort det hele til et kæmpe spil. Det spil er ikke en samtale. For det fjerde rent socialt. I de sociale medier optræder vi for hinanden. Venner er blevet til fans. Vi er hinandens publikum. At optræde med sin lille monolog for sit publikum er ikke en samtale.
 
Trangen til optræden medfører en tendens til at lytte mindre. For det femte er de sociale medier blevet stedet, hvor vi råber ad hinanden. Tonen er blevet grov og ond – hvad alle jo ved er dårligt for enhver samtale. For det sjette er de sociale medier indspiste og klaustrofobiske. Netværket er et netværk af venner. Vi bekræfter her hinanden i det, vi allerede er enige om. Dette politisk korrekte rygklapperi er heller ikke en samtale.
 
De sociale medier er indspiste og klaustrofobiske. Netværket er et netværk af venner, der bekræfter hinanden i det, vi allerede er enige om. GettyImages/retrorocket.
 
For det syvende har alt det klikkeri skabt en ny flyvsk bevidsthed. Flere undersøgelser viser, at folk ikke læser det, de liker eller deler. Forudsætningen for at tale sammen er, at man ved, hvad de andre mener og siger. Den mangler nu. Vi er ved at miste evnen til at koncentrere os længere tid ad gangen. Vi kan rent fysisk og kognitivt ikke længere holde koncentrationen om en lang og dyb samtale.
 
Vi blevet den første generation, som ikke taler sammen længere.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job