Livet er Lean

Lean er ikke den absolutte sandhed for alle virksomheder til alle tider. Lean er heller ikke en ny opfindelse, men sund fornuft og rettidig omtanke med et engelsk ord. Lean er derfor ikke en løgn. Lean er livet for mange virksomheder, hvis de vil overleve i den globale konkurrence. Derfor tager Christoffer Boserup Skov fuldstændig og aldeles fejl i den kritik, han sidste uge på Kforum rettede mod Lean. Og det gør han af 5 grunde.
af Martin Jordt Andersen

 

1. Lean skaber ikke stress, Lean skaber mindre stress

Pointen med Lean er at minimere uhensigtsmæssigt spild. Så meget har Boserup dog forstået. Men så springer kæden også helt af. For det betyder ikke, at Lean reducerer mennesket til en stresset maskine, som blot skal løbe hurtigere og hurtigere. I de fleste arbejdsprocesser i dag er det sådan, at forskellige mennesker står for forskellige dele af en stor, kompliceret helhed. Det skaber stress, når man som medarbejder får nye opgaver og hele tiden skal sende dem videre, uden at man helt forstår helheden og sin egen omskiftelige rolle. Lean løsningen er, at den samme mand følger produktet fra a til z og selv tilrettelægger sin arbejdsdag mest muligt. Det giver naturligvis mindre stress. Samtidig handler Lean også om at få medarbejderne til at fokusere på én opgave ad gangen. Noget, der virkelig kan skabe stress, er jo, når man har gang i mange ufærdige opgaver samtidig. Derfor skaber Lean ikke mere stress, det er for lidt Lean, som skaber stress.

2. Lean skaber større ansvarsfølelse

Boserup mener, at med indførelsen af Lean bliver mennesket betragtet som en maskine. Men her tager han helt fejl. Det er lige omvendt. I Lean filosofien bliver mennesket betragtet som et ansvarligt og handlende menneske. Det kommer til udtryk ved, at der hver uge er Kaizeen møder, hvor alle medarbejdere på demokratisk vis skal og kan komme med deres forslag til små løbende forbedringer. Samtidig bliver den enkelte medarbejders ansvarsfølelse og ansvarsområde større, idet han får hele ansvaret for, at en proces forløber bedst muligt hele vejen gennem systemet.

3. Lean fordrer en kreativ proces

Boserup mener, at Lean hæmmer kreativitet. Det er lodret løgn. Lean skaber nemlig rum og mulighed for mere kreativitet. Når alle bliver ansvarliggjort, når spild minimeres, og den enkelte medarbejder har ansvaret for processen, opstår der en bestemt forståelse af, hvad produktet kan, og hvordan man skaber et bedre produkt for forbrugeren. Netop denne forståelse skaber en sund og konstruktiv kreativitet, for der skal kreative tanker til at skabe nye ideer og produktionsmåder. Samtidig opstår der også fornyet kreativitet omkring hele arbejdsmiljøet: lyset, arbejdsstillingen, kulturen, etc., fordi folk ofte får et overskud, når rutinerne tager mindre tid. Lean er kort sagt så rationelt, at det er kreativt.

4. Lean kan bruges overalt

Lean handler om at gøre gentagelserne og rutinerne smartere, og der findes faktisk gentagne opgaver i næsten alle processer. Lean er udviklet fra Toyotas fabriksgulv, men kan bruges som en værktøjskasse langt fra samlebåndet i selv de mest kreative og innovative miljøer. For dér er der også brug for mere struktur og mindre spild. Tag fx sådan noget som emailen. Hvis man nu er en kreativ vidensarbejder, så skriver man jo tekster dagen lang. Hvis man hele tiden skal tjekke sin mail, bliver man afbrudt i den kreative tankestrøm, og man bruger derefter unødvendige mentale ressourcer på at komme tilbage i skriveprocessen. Lean løsningen er at indføre en emailpolitik, eller blot beslutte sig for kun at læse mails i et bestemt tidsrum. For der skal nogle rammer til, for at man kan være kreativ og produktiv. Det er jo egentlig snusfornuft! Nu har det blot fået navnet Lean.

5. Lean er respekt for kundernes og medarbejdernes behov på samme tid

Mellem linjerne giver Boserup udtryk for en mærkelig naiv tilgang til, hvordan verden ser ud. Forestiller han sig, at vi herhjemme i DK kun skulle sidde og være impulsive og kreative, mens produktionen blev outsourcet til Østen? Dejligt fri af kedsommeligt rutinearbejde. Det giver ikke nogen mening i det lange løb. Vi bliver nødt til at være lige så effektive som resten af verden, hvis vi vil bevare vores velstand på langt sigt. I mange danske virksomheder i dag tager det en uge at udvikle et produkt, så tager det tre dage at sende det til Kina, som skal producere det. Derefter skal de sende det tilbage, hvilket også tager tre dage. Så retter man lidt på det, fordi det ikke er godt nok, og sender det derefter ned igen. Sådan forløber det mange gange i dag. Sådan behøver det ikke at være, hvis man tænker Lean. For med Lean lægger man vægten på, at processen er sammenhængende, så den enkelte medarbejder kan følge flowet og rette undervejs i en konstant dynamisk proces, der hele tiden tager højde for kundernes ønsker. Det tager måske kun en uge i alt. Det kan så godt være, det er dyrere undervejs, men i sidste ende vil det sælge bedre og være af højere kvalitet. Lean handler altså om at undgå spild og unødvendig ventetid. Det er ikke noget med at være menneskefjendsk, det er respekt for både medarbejdernes og kundernes tid, behov og kræfter. Og så kan man oven i købet leve af det.

Så kære Boserup. Du er et sludrehoved, der ikke har fattet en brik. For Lean er faktisk en levende ide, som virker. Kig dig blot omkring; alle de steder, hvor Lean er blevet indført ordentligt, er der blevet skabt et bedre miljø på arbejdspladsen samtidig med, at arbejdet er blevet mere effektivt. Til alles glæde. For livet er Lean.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job