Hvem dræbte centrum-venstre?

Som halshuggede høner løber Socialdemokraterne og SF stadig rundt i manegen. Men forbrydelsen er sket. Centrum-venstre er reelt afgået ved døden, og spørgsmålet melder sig derfor nu: Hvem myrdede den politiske hovedfigur, der tidligere dominerede landskabet mellem den yderste venstrefløj og Det Radikale Venstre?
Ligsynet er ikke færdigt. Eks-spindoktorenes obduktion har endnu ikke afgjort, om centrum-venstre døde af et hjertestop, som slukkede for pumpen af principper, eller en hjerneblødning, der fik partierne til at kortslutte i inkompetence. At der kan være sket en bestialsk forbrydelse kan heller ikke udelukkes. Ja, rent faktisk tyder meget på, at en række centralt placerede personer i og omkring centrum-venstre har medvirket aktivt til dødsprocessen. 
 
Mordet på centrum-venstre
Nedenfor følger en liste over de hovedmistænkte til det formodede mord på centrum-venstre. Men først en lille prolog til den politiske krimi: Socialdemokraterne og SF er nu – tilsammen – bombet ned på niveau med vælgeropbakningen til Dansk Folkeparti alene, eller hvad de to centrum-venstrepartier hver især mobiliserede for få år siden. 
 
Meget tyder på, at en række centralt placerede personer i og omkring centrum-venstre selv aktivt har været medvirkende i dødsprocessen. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 
Det totale sammenbrud er sket overrumplende hurtigt: I 1990 mønstrede de partier, der placerer sig mellem venstrefløjens Enhedslisten og højre-centrumpartiet Det Radikale, hele 47,5 procent af stemmerne. Socialdemokraterne alene fik 37,4 procent af stemmerne i 1990. Der var godt gang i den i 1990’erne.
Så sent som i 2008 fik S og SF tilsammen støtte fra op mod 45 procent af vælgerne i flere meningsmålinger. Det var dengang, folkesocialisterne kortvarigt nød større popularitet end selv Venstre, og Socialdemokraterne lå langt foran Dansk Folkeparti. Indtil for ganske nylig var centrum-venstre således en dominerende magtfaktor i Danmark. Men sådan er det ikke længere.
 
Centrum-venstre er kommet så skævt ind i det nye årtusinde, at et egentligt ansvar må placeres. Spørgsmålet er: Hvem dræbte den politiske hovedfigur, der tidligere dominerede landskabet mellem den yderste venstrefløj og Det Radikale Venstre? 
 
Det er altid butleren
I krimigåder retter mistanken sig altid mod den tavse butler – en figur, som i den politiske verden har titlen spindoktor. Disse særlige rådgivere er i de seneste tiår vokset frem som mytiske sagnfigurer, skønt kun meget få af dem har bemærkelsesværdige karrierer bag sig i enten journalistik eller embedsværket.
Deres position som betroede rådgivere for partitoppen giver dem uforholdsmæssig stor magt – og et tilsvarende ansvar, når det ender galt. Her er tre af de rådgivere, som er under mistanke for at have taget livet af centrum-venstre:
 
Jens Christiansen, partisekretær for Socialdemokraterne 2002-2006, har i dag erkendt, at hans Bjarne-strategi “indtil videre er slået fejl” – men skaden er sket. Foto: Steen Wrem/ Polfoto
 
Jens Christiansen (født 1964): Partisekretæren for Socialdemokraterne, 2002-06, er en afgørende årsag til, at det gamle arbejderparti aldrig formåede at træde helt ud af det 20. århundrede. Han stod i spidsen for en ’old school’-tænkning, hvor tidens vigtigste begivenheder – fra Berlinmurens fald og venstrefløjens metamorfose til værdipolitikkens gennembrud og Dansk Folkepartis fremmarch – blev ignoreret til fordel for et komisk fokus på den såkaldte ’Blå Bjarne’. Jens Christiansen abonnerede på en forældet tanke om, at Socialdemokraterne kunne vinde flertallet, hvis blot partiet demonstrativt placerede sig til højre for midten i den klassiske fordelingspolitik. Men højresvinget ramte alle de bløde trafikanter, kernevælgerne, som blev skræmt fra vid og sans. Jens Christiansen har efterfølgende erkendt, at Bjarne-strategien “indtil videre er slået fejl”, men skaden er sket. Han fik strippet Socialdemokraterne for en klar social identitet, uden at lokke husarerne til. 
 
Peter Mogensen, spindoktor og sekretariatschef for Poul Nyrup Rasmussen (S) i Statsministeriet 1997-2000, var en central operatør, da centrum-venstre endegyldigt mistede sit fodfæste blandt de kortuddannede vælgere. Foto: Ditte Valente/Polfoto
 
Peter Mogensen (født 1965): Spindoktoren og sekretariatschefen for Poul Nyrup Rasmussen (S) i Statsministeriet, 1997-2000, bærer et stort medansvar for de to mest uheldssvangre strategier for centrum-venstre i de senere år, dels dæmoniseringen af Dansk Folkeparti og dels de overlagte løftebrud i forhold til efterlønnen. Da Nyrup først stillede folk et efterlønsgarantibevis i udsigt i 1998, dernæst ændrede indholdet og kort efter udtalte, at ”stuerene, det bliver I aldrig” om Pia Kjærsgaard & co. – begge dele med Peter Mogensen som central operatør – mistede centrum-venstre endegyldigt sit fodfæste blandt de kortuddannede vælgere. Uanset hvad man end må mene om Dansk Folkepartis fremmedhetz og behovet for rettidige tilbagetrækningsreformer, er det svært at finde to forskellige tolkninger af eftervirkningerne af Peter Mogensens epoke i Statsministeriet: Socialdemokraterne er en bygning, der er faldet sammen; uden fundament og moralsk autoritet.
 
Thor Möger Pedersen efterlod sig større og mere kronisk desillusion i SF, end han skabte flygtig begejstring på højdepunktet med valgsejren i 2007. Foto: Ditte Valemte/ Polfoto
 
Thor Möger Pedersen (født 1985): Den unge strateg bag SF’s kamæleonagtige forvandling er netop vendt tilbage til Christiansborg, nu som udviklingschef for Socialdemokraterne. Kontrasten mellem Thor Mögers officielle paroler om decentral medbestemmelse og hans faktiske adfærd med en sjældent udspekuleret topstyring har gennem årene skabt ham mange fjender på de indre linjer – med perfide øgenavne som for eksempel ’albuedværgen’ – og synliggjort de stigende spændinger mellem idealistiske fodfolk ude i baglandet og realistiske partibosser inde på Borgen. Han blev ydmyget med sølle 684 personlige stemmer, da han blottede sig og stillede op ved folketingsvalget. Som den kvikkeste fra den såkaldte ’børnebande’ i SF er Thor Möger blevet symbolet på, at rådgiverrollen blot er en karrierevej, selv hos centrum-venstre, for ærgerrige magtmennesker, hvis synspunkter er til salg til højestbydende. Han efterlod sig større og mere kronisk desillusion i SF, end han skabte flygtig begejstring på højdepunktet med valgsejren i 2007.
 
Kvoten af kvindelige kvaj
Ingen klassekamp uden kvindekamp, og selv om kvindelige politikere ofte udsættes for en hekseagtig jagt og til tider smålummer sexisme, har en række kvinder i allerhøjeste grad medvirket til sammenbruddet på centrum-venstre. Her er tre af de kvindelige politikere, som er under mistanke for at have taget livet af centrum-venstre:
 
Da Özlem Sara Cekic trak ’Fattig-Carina’ frem som kronvidnet på, at der findes fattigdom i Danmark, blev hun et oplagt emne i venstrefløjens 'Hall of shame'. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
 
Özlem Sara Cekic (født 1976): Den socialt indignerede sygeplejerske gennemførte i 2011 et så katastrofalt mediestunt, at hun er selvskreven til venstrefløjens ’Hall of Shame’. Da hun trak ’Fattig-Carina’ frem som kronvidnet på, at der findes fattigdom i Danmark, og det efterfølgende viste sig, at den anonyme kontanthjælpsmodtager havde kr. 16.000,- at leve for om måneden efter skat, fik Özlem Cekic egenhændigt sat gang i en lavine af sparekrav over for folk på randen af samfundet. Stik modsat hensigten har hun flyttet debatten uafvendeligt og legitimeret en ny krævementalitet over for kontanthjælpsmodtagere, som har ført til barske socialreformer og bragt centrum-venstre så dybt i defensiven, at ingen rigtigt tager notits af, at antallet af reelt fattige er støt stigende under SR-regeringen. Özlem Cekic har kostet dyrt på alle fronter.
 
Mange hos centrum-venstre føler sig i dag på nogenlunde sikker grund, hvis blot de mener det stik modsatte af Trine Bramsen. Foto: tv2.dk
 
Trine Bramsen (født 1981): Det er få politikere, der kan bruges som holdningsmæssigt kompas, men Socialdemokraternes tidligere it-ordfører og nuværende retsordfører har en enestående evne til at udtale sig så enfoldigt, at mange hos centrum-venstre i dag føler sig på nogenlunde sikker grund, hvis blot de mener det stik modsatte af Trine Bramsen. Hun kombinerer en naiv autoritetstro med en vulgær skråsikkerhed, som gang på gang har bragt hende på glatis, eksempelvis når hun gør sig til talsmand for øget overvågning af internettet, sågar kombineret med ”opråb til it-nørderne” om at ”smide tennissokkerne”, hvis de vil tages alvorligt. Eller når Trine Bramsen udstiller sin uvidenhed om hash for rullende kameraer. Hendes bundne opgave er angiveligt at fremstå hård, kompromisløs og konservativ i værdidebatten, men når hun tydeligvis ikke evner at balancere basale principper med faktuel viden, bidrager hun kun til skræmmebilledet af et rådvildt centrum-venstre, der sejler rundt i alle de tidstypiske spørgsmål, hvor Dansk Folkeparti altid kan overhale højre om. Som repræsentant for fremtiden skaber Trine Bramsen længsel efter ”skibskatastrofer og pludselig død” for centrum-venstre.
 
Med sin spinkle erfaring fra byrådet i Kerteminde blev Annette Vilhelmsen brugt som et tomt lærred, hvorpå SF’s græsrødder kunne projicere deres drømme om den oprigtige og godhjertede politiker – men filmen knækkede hurtigt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto
 
Annette Vilhelmsen (født 1959): Den nu afgåede formand for SF trådte pludselig frem fra glemslen på bageste række i Folketinget og blev i 2012 valgt som et fravalg af børnebandens Astrid Krag, næsten på samme måde som fodboldspilleren Allan Simonsen blev båret frem af sms-stemmer i ’Vild med dans’, fordi han ikke kunne danse. Med sin spinkle erfaring fra byrådet i Kerteminde blev Annette Vilhelmsen brugt som et tomt lærred, hvorpå SF’s græsrødder kunne projicere deres drømme om den oprigtige og godhjertede politiker. Men filmen knækkede hurtigt. Som først mislykket erhvervsminister og dernæst nepotisme-anklaget socialminister forvandlede Annette Vilhelmsen de vidstrakte drømme til et tåkrummende mareridt. Da hun til sidst i desperation trak SF ud af regeringen, fik hun skubbet de sidste unge talenter ud af partiet og samtidig efterladt de sidste partisoldater med så dybe krigstraumer, at SF får svært ved at mobilisere tilstrækkelig kampkraft til at lokke de fortabte vælgere tilbage.
 
De uhyggelige klovne
Det mest creepy overhovedet er sjove gøglere, som viser sig at være psykopater. Derfor er der altid god grund til at være på vagt over for de skikkelser, som umiddelbart virker flamboyant underholdende, men måske i virkeligheden kommer til at ødelægge mere, end de selv er opmærksomme på.
Et symptom på nedturen for centrum-venstre er fraværet af humoristiske, satiriske og kunstneriske udtryk, som kunne sætte lidt tiltrængt strøm og krop til de politiske ideer – som det skete engang i de glade 60’ere og 70’ere. Ulykkeligvis synes de løjerlige indfald dog kun at forstærke krisen. Her er tre af de politiske entertainere, som er under mistanke for at have taget livet af centrum-venstre:
 
Preben Møller Hansens party-parti Fælles Kurs løftede sig aldrig rigtigt op over bodega-stemningen på ’Den Danske Kro’ i Nørre Farimagsgade, hvor den gamle skibskok endte med at stege flæsk og koge brun sovs. Foto: Søren Jensen/Polfoto
 
Preben Møller Hansen (1929-2008): Sømandsbossen var forud for sin tid. Med sit party-parti Fælles Kurs, der blev stiftet i 1986, satte han på profetisk og fandenivoldsk vis to temaer på dagsordenen, som senere hen skulle vise sig at dominere dansk politik, nemlig østarbejdere og ældrevelfærd. Med udgangspunkt fra bagbord formåede Preben Møller Hansen at formulere en bramfri venstrepopulisme, der dengang handlede mest om asiatiske søfolk, men som sagtens kunne have udviklet sig til en politisk kraft, der havde annulleret Dansk Folkeparti, før Pia Kjærsgaard overhovedet havde fået tanken om at bryde ud af Fremskridtspartiet. Fælles Kurs var det bedste bolværk, som centrum-venstre aldrig fik mod Dansk Folkeparti. Preben Møller Hansens enmandshær løftede sig aldrig rigtigt op over bodega-stemningen på ’Den Danske Kro’ i Nørre Farimagsgade, hvor den gamle skibskok endte med at stege flæsk og koge brun sovs. Reelt åbnede han sluserne til vælgersivningen fra venstrefløjen til Dansk Folkeparti.
 
Aarhus-entertaineren Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget med 23.253 personlige stemmer i 1994 – men han viste sig at floppe noget så fælt. Foto: Finn Heidelberg/Polfoto
 
Jacob Haugaard (født 1952): Det værste, der kan ske for en komiker, er at blive taget på ordet. For gys og gru, hvor holdt det dog hurtigt op med at være sjovt, da Aarhus-entertaineren Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget med 23.253 personlige stemmer i 1994. Han floppede så fælt, at han efterfølgende har lagt gift for ethvert forsøg på at bruge provo-humor i politiske kampagner i Danmark. Fra at have været en underfundig satire på levebrødspolitikernes bragesnak blev repræsentanten for foreningen SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, selv forvandlet til en parodi på en tosse uden timing – i samme splitsekund han trådte ind på Christiansborg. I granatchokket af situationens alvor glemte han alt om sine valgløfter om mere medvind på cykelstierne, Nutella i feltrationerne og klargøring af Fregatten Jylland til kamp. Når man tænker på, hvad en komiker som italieneren Beppe Grillo i dag kan få ud af den politiske scene, står Jacob Haugaards valgperiode tilbage som en monumental fiasko. Pinagtigheden kan have afholdt andre vittige hoveder fra at blande sig i den politiske debat og dermed svækket centrum-venstres tidligere mobiliseringskraft fra den kulturelle sfære.
 
Der er lang vej fra standup-komikeren Sebastian Dorset, der har skrevet brændere for blandt andre Villy Søvndal, til en centrum-venstre revyvise-mager i Poul Henningsen-klassen. Foto: Klavs Bo Christiansen/Polfoto
 
Sebastian Dorset (født 1970): Standup-komikeren, der har skrevet brændere for blandt andre Villy Søvndal, kan undskylde sig med, at han står mutters alene i spotlyset. I bundet af bøvede standup’ere træder Sebastian Dorset frem som den nok eneste, der ikke kun vrøvler om villaer, vovser og vulvaer. Men når højdepunktet er en joke, han skrev til SF-formanden i forbindelse med VK-regeringens 10-årsjubilæum, der lød således: ”Venstre har altid haft ry for at være gode til at holde fest. Måske er det fordi, man lader Lars Løkke stå for traktementet – og Anders Fogh for rengøringen”, ja, så er der altså lidt lang vej endnu, før dagens centrum-venstre har fået en ny revyvise-mager i Poul Henningsen-klassen. Politisk komik og kunst er generelt i bad standing, men centrum-venstre vinder aldrig igen, hvis ikke humoren, satiren og fællessangen erobres mere effektivt tilbage.
 
The Usual Suspects
Politik er et hierarkisk magtspil, og derfor er det rimeligt at antage, at ansvaret hverken skal placeres hos butleren, kludderpigen eller pauseklovnen. Pilen peger som udgangspunkt på pyramidens top. Og der er vitterligt en række hovedpersoner, som gerne gjorde sig selv til fædre for centrum-venstres kortvarige sejre, men som dermed også står tilbage med forældreskabet til det langvarige nederlag. Her er tre af de mandlige toppolitikere, som må siges at være under hovedmistanke for at have taget livet af centrum-venstre:
 
Poul Nyrup Rasmussen gennemførte en stribe af velfærdsreformer i 1990’erne, som ikke adskiller sig afgørende fra SR-regeringens ’reformamok’ – på andet end ét lille afgørende punkt: Konjunkturerne var med Nyrup. Foto: Niels Hougaard/Polfoto
 
Poul Nyrup Rasmussen (født 1943): Én synder, som omvender sig, skaber større glæde end 99 selvretfærdige, og måske er det derfor, at den tidligere statsminister er vokset så voldsomt i popularitet siden sin afgang i 2001. I dag er han poster boy for centrum-venstre – og bannerfører for mærkesager som europæisk finansskat og kontrol med kapitalfonde. Men dengang højresocialdemokraten Poul Nyrup stadig sad i Statsministeriet, blev han anklaget for at føre centrum-venstre ind i blindgyden med gadenavnet ’den tredje vej’. Den hidtil hårdeste dom er historikeren Søren Mørch, som også er Ritt Bjerregaards mand, kommet med i bogen ’25 statsministre’: ”Poul Nyrup var ikke politiker. Det kan man selvfølgelig heller ikke forlange af en funktionær, ikke engang af en dygtig funktionær. Og som bekendt er ingen forpligtet ud over sine evner”. Konkret gennemførte Poul Nyrup Rasmussen en stribe af velfærdsreformer i 1990’erne, som ikke adskiller sig afgørende fra SR-regeringens ’reformamok’ – på andet end ét lille afgørende punkt: Konjunkturerne var med Nyrup. Til gengæld formåede han aldrig at genvinde den folkelige gennemslagskraft, som Socialdemokraterne havde under forgængeren Svend Auken.
 
Med en folkeforførende aura svævede SF-formanden Villy Søvndal højt som førende oppositionspolitiker under Anders Fogh. Men alle idealerne klappede sammen som en lyserød soufflé, da Søvndal trådte med ind i regeringskontorerne. Foto: Mayo Virginia/Polfoto
 
Villy Søvndal (født 1952): Med en folkeforførende aura som Povl ’Jeg-er-så-glad-for-min-cykel’ Kjøller svævede SF-formanden højt som førende oppositionspolitiker under Anders Fogh. Han førte an i kritikken af Irak-krigen, den sociale skævvridning og CIA’s hemmelige torturfly i dansk luftrum. Men alle idealerne klappede sammen som en lyserød soufflé og faldt tungt til jorden, da Villy Søvndal trådte med ind i regeringskontorerne. Vælgerne løb pludselig endnu hurtigere væk, end de var kommet. Deltagelsen i regeringssamarbejdet var så psykisk nedbrydende og ideologisk opløsende for SF, at det er skæbnens ironi, at Villy Søvndal så sig nødsaget til at trække sig fra formandsposten på grund af fysiske problemer i kølvandet på en blodprop i hjertet. Søvndal fik aldrig gennemtrumfet så meget som én mærkesag i sin tid som udenrigsminister og står tilbage som symbolet på, at SF knækkede under magtens åg, da partiet endelig kom i regering. Alle fremtidige partiformænd på centrum-venstre, der skulle opleve massiv fremgang, vil i generationer frem blive konfronteret med Søvndals spøgelse, for hvor lang tid vil luften kunne holde i ballonen?
 
Bjarne Corydons ageren står tilbage som så selvmorderisk for centrum-venstre, at han vil stå som hovedmistænkt, indtil Socialdemokraterne eventuelt igen kommer over en stabil opbakning på over 30 procent af vælgerne. Foto: Jonas Olufson/Polfoto
 
Bjarne Fog Corydon (født 1973): Finansministerens fanklub i partiet er efterhånden skrumpet ind til de få håndgangne mænd, der bliver betalt for at støtte ham. Til gengæld er han blevet så populær blandt de borgerlige, at mange er begyndt at spekulere på, om han eventuelt kunne blive en dansk udgave af den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, der fortsatte på posten i magtskiftet fra George W. Bush til Barack Obama. Det største forklaringsproblem for Bjarne Fog Corydon er dog ikke, at han kun hyldes i Børsen og i baren på Venstres landsmøde, men snarere, at han var idemanden bag Socialdemokraternes dårligste udtænkte valgprogram nogensinde, i både Danmark og resten af Europa: Udspillet, ’Fair Forandring’, som senere blev til ’Fair Løsning’, var i sig selv tamt, usammenhængende og diffust, men viste sig efterfølgende totalt ubrugeligt som grundlag for regeringssamarbejdet. Ansvaret for de gentagne løftebrud og den sønderrevne troværdighed skal derfor placeres hos manden, der først formulerede løfterne, for dernæst at nægte at ville indfri dem, under henvisning til, at ”nu holder vi os til gængse regnemetoder. Det er det eneste ansvarlige at gøre”. Uanset hvad finansministeren end måtte få af AAA-ratings blandt de globale investeringsbanker, som på gunstige vilkår har fået adgang til at opkøbe offentlige værdier i Danmark, står Bjarne Corydons ageren tilbage som så selvmorderisk for centrum-venstre, at han vil stå som hovedmistænkt, indtil Socialdemokraterne eventuelt igen kommer over en stabil opbakning på over 30 procent af vælgerne.
 
Andre bud er velkomne
I den skandinaviske tradition for socialrealistiske krimier, tilbage fra forfatterparret Sjöwall & Wahlöö, er der sikkert mange, som vil argumentere for, at ansvaret for centrum-venstres dødskramper ikke kan og bør placeres hos enkeltpersoner, men i stedet skyldes store strukturelle tendenser, som også gør sig gældende i mange andre lande. Og dét er jo rigtigt. Selvfølgelig. Men …
Politik er nu engang showbiz for de grimme, og derfor kan og skal der sættes ansigt på forbryderen, når en folkebevægelse fuser ud. Kom derfor gerne med flere forslag til mistænkte inden for de fire kategorier (rådgivere, kvinder, gøglere og topmænd). Hvor er for eksempel Noa Redington, Ritt Bjerregaard, Arne Würgler eller Mogens Lykketoft?
Kom hellere end gerne også med forslag til ekstra kategorier. For hvad med ungdomspolitikerne, meningsdannerne og græsrødderne? Spørgsmålet står stadig tilbage: Hvem tror du, der dræbte den politiske hovedfigur, der tidligere dominerede landskabet mellem den yderste venstrefløj og Det Radikale Venstre?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også