Falder LEGO-klodser ned fra himlen?

Det fysiske arbejde ved plastic-støbemaskinerne er tryllet bort i LEGO's historie om sig selv, som i denne tid hitter på YouTube. Ejerfamilien fremstilles som produktionens afgørende drivkraft. Det er på flere måder en "god historie". Kirk Christiansen-familien har gjort LEGO-klodserne og Danmark verdenskendt og hyldes med rette i filmen. Men man kan indvende, at det kun er den halve historie, der fortælles.
af Samuel Ben Israel
Den jyske legetøjsproducent LEGO har valgt at fejre sin 80 års fødselsdag med en animeret dokumentarfilm, der kan ses på YouTube. Her er den indtil videre vist over to millioner gange.
 
Firmahistorie med fokus på fortidens produktionsformer og ejernes personligheder
 
Filmen fortæller historien om virksomhedens ydmyge begyndelse med afsæt i Ole Kirk Christiansen (1891-1958) og hans fallerede snedkerværksted i Billund under recessionen i 1930’erne over hans og sønnen Godtfreds gennembrud i 1950’erne med opfindelsen af LEGO-klodsen til grundlæggelsen af LEGOland i slutningen af 1960’erne.
 
Herfra springes der frem til nutiden, hvor filmens gennemgående fortæller – i skikkelse af Oles barnebarn Kjeld som 3D-animeret hyggeonkel – højstemt leverer familiens credo om at fremme børns kreativitet ved kun at producere legetøj af allerhøjeste kvalitet.
 
Umiddelbart ligner LEGO's historie da også den såkaldt gode historie: En lille familieejet virksomhed må gå så grueligt meget igennem, før den bliver en storkoncern med transnational milliardomsætning, forlystelsesparker på flere kontinenter og en fanskare, der kan måle sig med de største underholdningsindustrielle franchises, såsom Harry Potter, Star Wars og Marvel-universet – som LEGO for øvrigt alle deltager i.
 
Helt ned i titlen har The LEGO Story lighedspunkter med spillefilmen Toy Story (1995, Walt Disney/Pixar). Der er tale om samme tegnestil og samme fortællertone. Forskellen er selvfølgelig, at LEGO angiveligt handler om virkeligheden
 
Blandingsgenren animeret dokumentarfilm er effektiv
Men hov, hvorfor en animeret dokumentarfilm? Er det ikke en modsætning? Bygger dokumentarfilmen ikke netop på filmbilledets særlige evne til at henvise til virkeligheden, mens animation er forbundet med fiktion?
 
Åbenbart ikke, for animerede dokumentarer er allerede en veletableret niche på filmfestivaler og i art house-biografer, og selvom dokumentarfilmen overordnet er en faktagenre, så er den jo ikke (altid) journalistik. Mange dokumentarfilm er tværtimod stærkt iscenesatte og bevidst konstruerede.
 
Tænk blot på Michael Moores ’Fahrenheit 9/11’ (2004) – og debatten omkring den. Der er også blandingsgenrer som dramadokumentaren, hvor fiktive hændelser skildres med dokumentariske virkemidler. Det sker for eksempel i Morten Kaplers’ ’AFR’« (2007), der dristigt kombinerer video af virkelige Pia Kjærsgaard-citater med en opdigtet historie om mordet på Anders Fogh Rasmussen.
 
Tegnefilmen kan som genre udmærket bruges til socialrealisme. Det er Waltz with Bashir et godt eksempel på – ligesom LEGO's film
 
Som teknik kan animation blandt andet bruges i dokumentaren til at skildre det personlige hukommelsesarbejde som i Ari Folmans mesterlige ’Waltz with Bashir’ (2008), der bygger på instruktørens egne oplevelser som ung israelsk soldat under invasionen af Libanon og de kristne falangisters massakre på palæstinensiske flygtninge i Sabra og Shatila for 30 år siden – effektfuldt skildret i drømmeagtig, men teknisk ganske enkel Flash-animation.
 
LEGO-filmen er populær
Problemet med The LEGO Story– for der er selvfølgelig problemer med dens slags corporate movies – ligger altså ikke her, men snarere i dens tilgang til storytelling.
 
Det er ikke, fordi filmen ikke formår at formidle den ønskede fortælling om virksomheden. Bedømt ud fra de 34.000 »kan godt lide«- tilkendegivelser og de mange begejstrede kommentarer på YouTube rammer den lige ned i hjertet på brandets mange lidenskabelige fans.
 
Det er heller ikke, fordi filmen ikke er velkomponeret. Tværtimod kan man i filmens knap 16 minutter – minus credits – genfinde Hollywood-filmens klassiske opbygning i tre akter med vendepunkter på de rigtige tidspunkter, der inddeler handlingens forløb i dele med skrivemanualernes påbudte forhold 1:2:1.
 
Lego i tre akter.
 
Filmens tre klassiske vendepunkter
Afslutningen af første akt, det vil sige introduktionen og etableringen af hovedpersonens projekt, falder ca. fire minutter inde. Da har Ole endegyldigt valgt at producere trælegetøj, og det hele kulminerer med, at han finder på virksomheden navn.
 
I anden akt, hvor helten må overkomme allehånde forhindringer på sin vej, bliver fabrikken ramt af den første brand, men Ole kæmper ufortrødent videre. Samtidig overdrages værdigheden som hovedperson i stigende grad til sønnen Godtfred, der som en del af sin udvikling også lige når at få en røffel af farmand for at spare på lakken – »Det bedste er ikke for godt«.
 
Kvalitetsbudskabet i The LEGO Story. Screendump fra YouTube
 
Omkring midtvejs indtræffer det andet vendepunkt, der typisk inddeler den lange, uhåndterlige anden akt i to lige store dele. Her indkøber Ole en maskine, der kan støbe plastic, og LEGO-klodsen opfindes og forfines. Videreudviklingen af plottet er sat i gang.
 
Filmens sidste vendepunkter er dels Oles død, som overlader familieforetagendet til Godtfred, og dels den anden brand, der rammer fabrikken og totalødelægger produktionen af trælegetøj.
 
Vejen er nu banet for fortællingens klimaks, som udgør den sidste fjerdedel af filmen. Godtfred satser nu ensidigt på klodser, systematiserer markedsføringen og ideudvikler nærmest egenhændigt LEGOland-konceptet. The rest is history.
 
Den gode histories ideologi
Problemet med filmen ligger i fortællingens ideologi. Her tænker jeg ikke (kun) på umiddelbare forhold i handlingen. Et eksempel på det er ellers den lidt absurde scene tidligt i filmen af Oles unavngivne ansatte, der pligtopfyldende rydder op efter sin sidste arbejdsdag og godvilligt – bogstaveligt talt med hatten i hånden – modtager sin sidste løncheck. Her udviskes fuldstændigt enhver objektiv klassemodsætning mellem arbejde og kapital.
 
Arbejder med hatten i hånden. Fyringen af ham skyldes tidernes ugunst, ikke rationalisering eller lignende. LEGO-filmen når aldrig for alvor frem til den moderne virksomhed, til masseproduktionen og globaliseringen. Screendump fra YouTube
 
Nej, her er vi også dybt inde i det fortælletekniske maskinrum i »den gode historie«, der ude i den store verden går under betegnelsen »den klassiske fortællingmåde«. I kraft af sin form er The LEGO Story i den grad en omgang borgerlig historieskrivning med »den store mand« som motor i historien – og fortællingen.
 
Arbejdets fravær
I den sammenhæng er det påfaldende, at arbejdet ikke er fuldstændigt fraværende i filmens skildring af LEGO's fremadskridende udvikling, som det ellers kutyme i Hollywoods klassiske tilgang til storytelling. Derfor er det ofte en gåde, hvor personerne økonomiske midler stammer fra i amerikanske film, for de foretager sig aldrig noget produktivt – arbejde rangerer nærmest på niveau med toiletbesøg.
 
Det er kun arbejderne, der – med ganske få undtagelser – er fraværende i fortællingen, og al produktion i filmen udføres af den driftige iværksætterfamilies medlemmer, der her udgør en slags flerhovedet kollektiv hovedperson.
 
Pointen er dog, at det ikke kan være anderledes, når man vælger den tilgang, som altså kun er en blandt flere, selvom man godt kan få det indtryk, at den er eneste eller den eneste rigtige. Den er i hvert fald dominerende og udbredes som et evangelium i undervisningen af manuskriptforfattere både her og hisset.
 
Den enerådende ejers drøm brænder. Screendump fra YouTube
 
Med sit fokus på den stærke, handlekraftige ener og hans (!) valg – for hovedpersonen er som bekendt oftest en mand – som det strukturerende princip er den borgerlige individualisme simpelthen indlejret som forklaringsmodel i fortællingens opbygning.
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job