Lars Løkke – personlig branding eller folkeligheden som fælde
Lars Løkke – personlig branding eller folkeligheden som fælde

"Lars lykke vinder folketingsvalget i 2011! Lars lykke har lang erfaring, han er folkelig, alle hans udmeldinger virker gennemtænkte, han ligner en socialdemokrat, han er charmerende, han er en rigtig viking, som drikker øl med folket. Man kan ikke lade være med at holde af Lars, jeg vil kalde ham, little big man, fra indianer filmen ’Little big Man’, Hilsen Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 777@carl-mar.dk"


Der er blevet sagt meget om Lars Løkke Rasmussens fremtoning og profilering i offentligheden. Skal man tro ovenstående sympatierklæring - skrevet af Danmarks kendteste psykoterapeut og hentet fra den liberale website 180grader - så er sagen klar. Vi venter blot på at skyerne skal drive fra solen, for at hele Danmarks Lars Løkke får vist, at han gennem de mange arbejdsomme år i Venstres rækker har gjort sig fortjent til at nyde den tillid den danske vælgerbefolkning har deponeret hos ham.

Nu er et public image og en personlig branding jo ikke noget man selv helt og aldeles er herre over. Ud fra en socialpsykologisk tilgang eksisterer du kun som brand ud fra den feedback som omgivelserne tildigter dig. Problemet med Lars Løkkes image er derfor, at andre opinionsdannere med lige så stor indflydelse som Carl-Mar Møller ikke nødvendigvis er enige. At den folkelighed Lars Løkke efterstræber, f.eks. ved ikke at bruge personlig spindoktor, ikke er Folkets vilje, ikke er afbalanceret efter virkelighedens krav og i hele taget ikke slår til.

Lavstammet, tyk og utrænet
"Vores statsminister er lavstammet, tyk og utrænet," hed det for nyligt fra Lars Lavrsen i dagbladet Information, der ydermere havde samlet en buket af iagttagelser fra andre medier: "Han er udbrændt," skrev BT. "Han er træt, tyk og ligner en pryglet hund", skrev Ekstra Bladet og i TV2 var det Hans Engell, der sendte lussinger af sted: "Han virker træt, irritabel, underskudsagtig og slidt."

Nu er Hans Engell ikke selv en sylfide. Information har fået en del røg for at fokusere så kraftigt på Lars Løkkes udseende. Men som det også bliver fremført, så er fokuseringen på udseendet kommet for at blive. "Politikerne er naturligvis ikke bare politikere - de er "samtaler", hedder det fra den amerikanske kulturhistoriker Eric Guthey, forfatter til CEO Portraits and The Authenticity Paradox. "Når der i øjeblikket pågår en gennemgribende debat om fedme og sundhed, kommer det også til at foregå gennem statsministeren."

Rigtigt er det at statsministeren ikke matcher de borgerlige skønhedsidealer hvordan mænd skal se ud. Det borgerlige ideal står i høj grad i taknemmelighedsgæld til det britiske gentleman-ideal, der dyrker det høje, det tynde, det blonde, det båøjede og det sportstrænede. Hvor den britiske overklasse til en vis grad nedstammer fra danskerne og normannerne - derfor det blonde og det blåøjede - udtrykker den engelske folkelighed sig gennem en skikkelse som John Bull: gemytlig, lavstammet og med mave. Vi får de her uforlignelige associationer til pub, knitrende kaminild og en hyggelig tår over tørsten. I en britisk sammenhæng er de høje og tynde ikke nødvendigvis de elskede. Læs Walter C. Scotts "Ivanhoe" om normannernes overgreb. I Tolkiens "Ringenes Herre" er de lave heltene.

Efter Mr. Perfect
Kritikere af Lars Lavrsens artikel spørger, hvorfor i alverden den utilbørlige fokus på en politikers udseende, når det er selve landets regeringsførelse det gælder? Men her kan man sige, at Lars Løkke selv har hjulpet med. Første gang medierne fik øje på ham var i 1988 da han i Afghanistans uvejsomme terræn poserede i en autentisk middelalderlig pasthuner-dragt. Som sundhedsminister 2001-07 har Lars Løkke igen med vekslende held arbejdet med sin selviscenesættelse. Vi har set ham i stramt cykeltrikot i flere cykelløb til fordel for Børnecancerfonden København-Paris.

Til uheld for Lars Løkke var hans forgænger Anders Fogh Rasmussen i sin personlige fremtoning nærmest Mr. Perfect. Altid stilig. Altid i idealvægt. Altid statuarisk og utilnærmelig. Metroseksuel ligesom David Beckham. Og kendt for at kunne løbe fra sine livvagter når der skal løbes og sprintes på øde gader og veje før Fanden får sko på.

Hvis Lars Løkke en overgang så ud til at have ajourført sig Anders Fogh Rasmussen he-man forbillede, så kan man sige, at den såkaldte "bilagssag" har givet hans offentlige fremtoning en anden drejning i retning af "Naturens muntre søn". Ud fra en granskning af udgiftsbilag kunne Jyllands-Posten den 9.4.2008 konkludere, at Lars Løkke Rasmussen havde ladet skatteyderne betale sit personlige alkoholforbrug. Hertil kom umotiverede casinobesøg og hotelovernatninger.

Historisk har en tår over tørsten ikke været en karrieremæssig hurdle for danske toppolitikere. Både Stauning og Per Hækkerup kunne bunde en flaske snaps. Jens Otto Krag var ej heller afholdsmand. Tidl. indenrigsminister Erling Jensen kørte oftest rundt med en eller to kasser øl i sin minister-Volvo. Det er det Carl-Mar - "Jeg har hele Danmark i terapi" - mener med at Lars Løkke ligner en socialdemokrat.

Det folkelige kort
Man kan sige at det folkelige kort er så stærkt et kort, at det i generationer - nærmere betegnet siden godsejerne gav op i 1901 - har udøvet en uimodståelig tiltrækning på politikere med honnette ambitioner. For toppolitik handler jo ikke blot om kompetence. Det handler, for nu at citere Henrik Dahl, også om repræsentation. Altså at almindelige mennesker føler sig bedre repræsenteret af en der ligner dem selv. Men det er også et farligt kort!

Det største kendte nedbrud i nyere tid må siges at have været sympatiske Anker Jørgensen, der efter netop at have været fejret som Folkets Mand, manden der forstod hvad der rørte sig i "folkedybet", efterfølgende reddede sig en regulær deroute, da det ved begyndelsen af "Fattig-firserne" stod klart, at han med sit ufaglærte ståsted ikke havde kompetencerne til at løse de økonomiske problemer som dengang tårnede sig op.

Et andet bemærkelsesværdigt nedbrud var Hans Engells come back-forsøg i sen-halvfemserne. Her var opponenten Per Stig Møller, der af Engell og hans netværk af tidligere KU'ere, blev fremstillet som en verdensfjern og professoral "skægmager", mens Engel selv blev fremstillet som Folkets Mand; fadbamser, blonde sekretærer og stegt flæsk med persillesovs. TV2's Kaare R. Schou understregede dengang, at man ikke kunne forestille sig dansk toppolitik uden en Hans Engell. Historien er gået lige modsat. Per Stig Møller er, måske netop på grund af sin elitære, engagerede tilgang, en af regeringens mest populære ministre.

Statsmanden
Hvor hverken de mest langtidsholdbare, en Bertel Haarder eller en Per Stig Møller, kan siges at være folkelige, men til gengæld folkeeje, så er det folkelige ligesom blevet Lars Løkke Rasmussens lod.

En anden komponent vi skal have på plads i en vellykket positionering af en statsmand er passion og ægthed. En statsmand adskiller sig fra en politiker ved, at han gør det som han synes tjener hans land bedst, hvorimod en politiker gør det, som han synes tjener hans genvalg bedst.

Anders Fogh Rasmussen udfordrede i hele sin regeringstid danskerne på modighedsgenet gennem en dristig alliance med George W. Bush, gennem angrebet på Irak, ved at sætte mange støvede offentlige institutioner i spil gennem en markedsgørelse, gennem en i hele taget dynamisk tilstedeværelse. Thor Pedersen har sagt det meget godt: "Over tid ender det med, at vi ejer hele verden." Fogh gav os en på opleveren. Men hvor er i positiv forstand Løkkes udfordring til sit folk?

Problemet med Lars Løkkes nødtvungne folkelighed er, at den er bundet til en lang række politiske dispositioner som ikke nødvendigvis rækker ind i folkeligheden. Med det store statsunderskud regeringen har tilladt, trods de gode år under højkonjunkturen, sidder han med et indskrænket økonomisk mandat, som han i modsætning til Obama ikke forsøger at minimere gennem beskatninger af f.eks. subsidierede banker.

Selv om Anker Jørgensen var en middelmådighed i omgang med skatteydernes penge, så var der aldrig nogen som betvivlede hans gode vilje til at få enderne til at mødes. Her nærmer Anker sig statsmandsbegrebet.

Men hvis Lars Løkkes forbillede snarere er Anker end Anders, hvordan harmonerer Lars Løkkes folkelighed med det faktum, at mange tror at hans skattelettelser mest af alt gavner de rige?

V har opdaget, hvor skoen trykker
En væsentlig faktor i politisk campaigning er det amerikanerne kalder "Swinging key voters". Altså alle de troløse vælgere som vælger at tage stilling til hvem de skal stemme på fra valg til valg. En vigtig maksime i borgerlig politik siden Poul Schlüter gav den som ukuelig optimist og økonomisk reformator i 1980'erne, har været idéen om, at de borgerlige er bedre til at forvalte pengene end socialisterne. Det er denne maksime som med det store underskud på statsbudgettet nu er faldet.

Spørgsmålet er så, om swinging key voters tror på at Socialdemokraterne - selv om økonomen Poul Nyrup med held fulgte den af Schlüter udstukne kurs - skulle være bedre til at styre statsbudgetterne?

Hvor Lars Løkkes nødtvungen folkelighed og nede-på-jorden attitude ikke kan sige sig fri fra at være styret af de forventninger hans fysiske fremtoning giver anledning til, kan man konstatere, at hverken en Poul Nyrup eller en Anders Fogh Rasmussen fik magten fordi de var specielt folkelige. De var, på hver deres måde, kompetente.

Lars Løkke har endnu til gode at vise, at han kan fastholde de swinging key voters af mestendels socialdemokratisk oprindelse som det i sin tid - gennem udlændingeproblematikken - lykkedes Fogh at fastholde.

At Venstre ikke helt tror på deres egen leder som præsidentiel statsmandsagtig skikkelse, viser den seneste regeringsrokade, hvor kvinderne nu er skubbet helt i front - og spindoktorerne længere tilbage.

Fordelene ved den nye regeringskonstellation er en følelse af "The fantastic Four". At de nye spændende ansigter, ikke mindst kvinderne, hver for sig giver løfte og håb om fremtidige politiske løsninger af liberal tilsnit. Disse ansigter vil vi se og høre meget mere til her i det sidste halvandet år før det næste folketingsvalg kommer.

"The fantastic Four"-modellen, hvor hvert enkelt medlem af teamet kompletterer de andre gennem fremragende egenskaber som de andre ikke har, kan være løsningen på diskrepansen mellem Statsministerens nødtvungne folkelighed og den økonomisk elitære politik regeringen fører, og som regeringen - jf. den kommende reduktion af topskatten - ikke har tænkt sig at ændre på. Og Lars Løkke er så kompetent og menneskelig en politiker at han kan tåle at dele rampelyset med de nye og spændende skikkelser. Timme Bisgaard Munk skrev den 24.2.2009, og jeg synes stadig det gælder:

"At se Lars' folkelighed som hans største styrke er derfor helt forkert og fejlagtigt. Det er en stor fejlslutning, som i værste fald kan betyde, at Lars bliver en traumatisk overgangsfigur, indtil skatteministeren, Lene eller Helle har samlet folket bag sig."

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Content Manager (barselsvikariat)

Se alle job Indryk job

Job

Pressechef

Frist: 13. august

Student assistent

Frist: 9. august kl. 12.00

Grafisk designer

Frist: 7. august kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.