Lær linkjournalistik
Sæt en ære i at samle links til de gode ressourcer på nettet og vise dine læsere derhen. Og vid, at du har præsteret godt journalistisk arbejde. Det er mantraet i begrebet linkjournalistik, der breder sig i USA. Godt eller skidt?
af Kim Elmose
Bloggere har gjort det i årevis, men medierne er stadig for langsomme til at gøre brug af det: benytte links til andre sites til at dokumentere historier og give læserne en ekstraværdi ved at sige: "Når du har læst min artikel, så læs videre herovre, fordi der er mere godt læsestof om emnet". Traditionelle netavisartikler gør derimod som papirartikler: dokumenterer ved at citere personer og rapporter. Oftere og oftere forsynes læserne til slut med et par links til at læse videre på egen hånd på eksterne sites, men det er stadig et absolut minimum. Og de eksterne sites er aldrig andre, konkurrerende mediers sider.
Scott Karp foregangsmand
Det faktum irriterede i februar i år journalisten og bloggeren Scott Karp fra netmagasinet Publishing 2.0 så meget, at han introducerede begrebet linkjournalistik. Scott Karp var træt at af læse historier om eksempelvis præsidentkandidaterne John McCain og Barack Obama fyldt med fakta, citater og henvisninger, som han ikke selv kunne tjekke. Især fordi han vidste, at der gennem årene var skrevet mange artikler på forskellige medier om de to herrer. Hvorfor ikke som journalist sætte sig for at samle og sortere i de mange artikler, der allerede lå rundt omkring på nyhedsmediernes servere? spurgte Scott Karp.
Dermed satte han en betegnelse på overvejelser, som flere journalister og kommunikationseksperter tumlede med, f.eks. Robert Niles fra Online Journalism Review med en guide til at linke eller Jeff Jarvis med hans opråb i 2007 til aviserne: "Cover what you do best – link to the rest".
Linkjournalistik tager nettet alvorligt
Fortalere for linkjournalistik som Scott Karp gør meget ud af at understrege, at det ikke er nyt på nettet – kun nyt på medierne. Det bedste eksempel på et helt medie drevet af links er The Drudge Report, som blev bredt kendt i 1998, da manden bag, Matt Drudge, skrev nyheden om Monica Lewinskys affære med præsident Bill Clinton før andre medier. Siden udviklede The Drudge Report sig til at blive et linkmedie frem for at have egne artikler. Set fra et traditionelt syn på medier er The Drudge Report ikke et nyhedsmedie, da det ikke indeholder unikt indhold produceret af mediets egne medarbejdere.
Imidlertid yder The Drudge Report en meget væsentlig service i medievirkeligheden anno 2008; sitet udvælger og sorterer i den enorme mængde af indhold på nettet og leder læserne hen til det nye og væsentlige inden for politik og samfund. På den måde gør sitet på sin vis det samme, som har gjort Google til den dominerende faktor på nettet; hjælper netbrugerne til at finde dén relevante information på nettet.
Linkjournalistik kan udføres i tre forskellige grader af intensitet.
1. Et netmedie kan eksempelvis skrive en længere historie om et emne og så supplere dækningen med en samling af links til eksterne sites og medier med andre vinkler og flere oplysninger om emnet. Værdien her består i, at linksamlingen løfter det samlede produkt. Dette er ikke rigtig linkjournalistik.
2. En almindelig dækning af et emne kan også glide over i linkjournalistik i takt med udviklingen af historien. Det kan tydeligst ses med nyhedshistorier – f.eks. katastrofer og børskrak samt militærkup – der udvikler sig hurtigt med nye hændelser næsten minut for minut. Her vælger mediet løbende at samle links til gode historier på dedikerede sider for at give læserne yderligere oplysninger – og en almindelig artikel bliver omformet til linkjournalistik.
Fordelen ved at linke til andre kilder er, at aspekter af en historie, som journalisten ikke selv har, alligevel kan præsenteres for læseren. Det kan f.eks. være nyttigt, hvis der er tale om historier a la drabene på Virginia Tech i april 2007, hvor en studerende skød 32 medstuderende og lærere og sårede 25. Drabene fandt sted med halvanden times mellemrum – og der herskede undervejs stor forvirring i medierne bl.a. om, hvad der var sket, og hvor mange der var involveret. I den situation kan linkjournalistik bruges til at danne et overblik via andre medier og blogs.
Ulemperne ved rapportering via links er dels sikring af kvaliteten af links. Er oplysninger på det site, der linkes til, troværdige? Dels er der overskueligheden. 50 links til en historie kan være så uoverskueligt for læseren, at han får svært ved at danne sig et overblik – og derfor surfer væk. Dermed stiller linkjournalistik store krav til udvælgelsen og præsentationen af links.
3. Endelig er der linkjournalistik som disciplin i sig selv på samme måde som analysen, baggrundshistorien eller reportagen er discipliner.
Et eksempel på linkjournalistik, som Scott Karp fremdrager, er dækningen af basketball på netmediet Knoxville Sentinel, hvor en journalist samlede reaktioner ind fra blogs via links.
Større medier er da også begyndt at bruge linkjournalistik – fx. med The New York Times side "Ideas – Links to What We Are Reading" eller Washington Posts "Polical Browser".
Et andet godt eksempel er netmediet ProPublica, der fokuserer på uafhængig dybdeborende journalistik. Netmagasinet har en sektion med nyheder fra andre medier og blogs - inddelt efter de dage, hvor de blev publiceret.
Udvælgelse er kernen
Imidlertid fungerer linkjournalistik kun som en – for læserne – nyttig disciplin, hvis journalisterne forstår at finde de interessante artikler, blogs og sites og udvælge dem. Det er altså ikke kvantitet af links, men kvalitet, hvilket gør det svært, fordi nettet er uendeligt.
Nytteværdien er begrænset, hvis der er tale om blot copy-paste af den første søgning på et emne i Google News med valg af de 10 første links på resultatsiden. Som med al anden formidling drejer det sig derfor om udvælgelse af information, den kvalitativt bedste, og så dernæst at præsentere den på en forståelig måde. Bevidstløst skovlen af links, der behandler emnet, ind på et nyhedssite, vil blive straffet af læserne, når de bliver sendt hen til ringe artikler om et emne. Så vender de ikke tilbage til dig for at blive klogere. Forstår mediet og journalisten omvendt at udvælge de gode links, vil belønningen være trofaste læsere, der ofte vender tilbage – og endda begynder at foreslå links.
Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er et godt link?
Det gode link
Jeg vil sige, et link, der viser læseren hen til information, som føjer væsentlige nye vinkler til emnet. Der er altså ikke tale om, at bare det er ny information, er det lig god information. Modsat, hvad nogen måske frygter, så er links væk fra sitet ikke noget, der skræmmer læserne væk. Som Scott Karp noterer, "så er der et site, der lever af at sende folk væk, fordi dets formål er at linke til andre. Folk kommer tilbage igen, for bare at blive sendt væk igen".
Google siger meget om værdien af links på nettet, brugt rigtigt.
Intet medie er alfa og omega
Blandt de fortrinsvis amerikanske fortalere for linkjournalistik er der ingen, der foreslår, at den skal stå alene og være omdrejningspunktet for al journalistik fremover. Der vil stadig være brug for den samlede, sammenskrevne analyse om et emne eller nyhedsartiklen, som belyser en begivenhed gennem reportage, interviews og skriftlig dokumentation. Men linkjournalistik anerkender, at intet medie og ingen journalist er alfa og omega – altings begyndelse og ende. Derimod er der masser af information ude omkring, som også er relevant for læserne og deres viden – og som læserne følgelig skal vises hen til. Det skal det medie, der fortsat ønsker at være relevant og nyttigt, vise hen til. Ellers finder brugerne bare derhen ad andre veje.
Scott Karp foregangsmand
Det faktum irriterede i februar i år journalisten og bloggeren Scott Karp fra netmagasinet Publishing 2.0 så meget, at han introducerede begrebet linkjournalistik. Scott Karp var træt at af læse historier om eksempelvis præsidentkandidaterne John McCain og Barack Obama fyldt med fakta, citater og henvisninger, som han ikke selv kunne tjekke. Især fordi han vidste, at der gennem årene var skrevet mange artikler på forskellige medier om de to herrer. Hvorfor ikke som journalist sætte sig for at samle og sortere i de mange artikler, der allerede lå rundt omkring på nyhedsmediernes servere? spurgte Scott Karp.
Dermed satte han en betegnelse på overvejelser, som flere journalister og kommunikationseksperter tumlede med, f.eks. Robert Niles fra Online Journalism Review med en guide til at linke eller Jeff Jarvis med hans opråb i 2007 til aviserne: "Cover what you do best – link to the rest".
Linkjournalistik tager nettet alvorligt
Fortalere for linkjournalistik som Scott Karp gør meget ud af at understrege, at det ikke er nyt på nettet – kun nyt på medierne. Det bedste eksempel på et helt medie drevet af links er The Drudge Report, som blev bredt kendt i 1998, da manden bag, Matt Drudge, skrev nyheden om Monica Lewinskys affære med præsident Bill Clinton før andre medier. Siden udviklede The Drudge Report sig til at blive et linkmedie frem for at have egne artikler. Set fra et traditionelt syn på medier er The Drudge Report ikke et nyhedsmedie, da det ikke indeholder unikt indhold produceret af mediets egne medarbejdere.
Imidlertid yder The Drudge Report en meget væsentlig service i medievirkeligheden anno 2008; sitet udvælger og sorterer i den enorme mængde af indhold på nettet og leder læserne hen til det nye og væsentlige inden for politik og samfund. På den måde gør sitet på sin vis det samme, som har gjort Google til den dominerende faktor på nettet; hjælper netbrugerne til at finde dén relevante information på nettet.
Linkjournalistik kan udføres i tre forskellige grader af intensitet.
1. Et netmedie kan eksempelvis skrive en længere historie om et emne og så supplere dækningen med en samling af links til eksterne sites og medier med andre vinkler og flere oplysninger om emnet. Værdien her består i, at linksamlingen løfter det samlede produkt. Dette er ikke rigtig linkjournalistik.
2. En almindelig dækning af et emne kan også glide over i linkjournalistik i takt med udviklingen af historien. Det kan tydeligst ses med nyhedshistorier – f.eks. katastrofer og børskrak samt militærkup – der udvikler sig hurtigt med nye hændelser næsten minut for minut. Her vælger mediet løbende at samle links til gode historier på dedikerede sider for at give læserne yderligere oplysninger – og en almindelig artikel bliver omformet til linkjournalistik.
Fordelen ved at linke til andre kilder er, at aspekter af en historie, som journalisten ikke selv har, alligevel kan præsenteres for læseren. Det kan f.eks. være nyttigt, hvis der er tale om historier a la drabene på Virginia Tech i april 2007, hvor en studerende skød 32 medstuderende og lærere og sårede 25. Drabene fandt sted med halvanden times mellemrum – og der herskede undervejs stor forvirring i medierne bl.a. om, hvad der var sket, og hvor mange der var involveret. I den situation kan linkjournalistik bruges til at danne et overblik via andre medier og blogs.
Ulemperne ved rapportering via links er dels sikring af kvaliteten af links. Er oplysninger på det site, der linkes til, troværdige? Dels er der overskueligheden. 50 links til en historie kan være så uoverskueligt for læseren, at han får svært ved at danne sig et overblik – og derfor surfer væk. Dermed stiller linkjournalistik store krav til udvælgelsen og præsentationen af links.
3. Endelig er der linkjournalistik som disciplin i sig selv på samme måde som analysen, baggrundshistorien eller reportagen er discipliner.
Et eksempel på linkjournalistik, som Scott Karp fremdrager, er dækningen af basketball på netmediet Knoxville Sentinel, hvor en journalist samlede reaktioner ind fra blogs via links.
Større medier er da også begyndt at bruge linkjournalistik – fx. med The New York Times side "Ideas – Links to What We Are Reading" eller Washington Posts "Polical Browser".
Et andet godt eksempel er netmediet ProPublica, der fokuserer på uafhængig dybdeborende journalistik. Netmagasinet har en sektion med nyheder fra andre medier og blogs - inddelt efter de dage, hvor de blev publiceret.
Udvælgelse er kernen
Imidlertid fungerer linkjournalistik kun som en – for læserne – nyttig disciplin, hvis journalisterne forstår at finde de interessante artikler, blogs og sites og udvælge dem. Det er altså ikke kvantitet af links, men kvalitet, hvilket gør det svært, fordi nettet er uendeligt.
Nytteværdien er begrænset, hvis der er tale om blot copy-paste af den første søgning på et emne i Google News med valg af de 10 første links på resultatsiden. Som med al anden formidling drejer det sig derfor om udvælgelse af information, den kvalitativt bedste, og så dernæst at præsentere den på en forståelig måde. Bevidstløst skovlen af links, der behandler emnet, ind på et nyhedssite, vil blive straffet af læserne, når de bliver sendt hen til ringe artikler om et emne. Så vender de ikke tilbage til dig for at blive klogere. Forstår mediet og journalisten omvendt at udvælge de gode links, vil belønningen være trofaste læsere, der ofte vender tilbage – og endda begynder at foreslå links.
Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvad er et godt link?
Det gode link
Jeg vil sige, et link, der viser læseren hen til information, som føjer væsentlige nye vinkler til emnet. Der er altså ikke tale om, at bare det er ny information, er det lig god information. Modsat, hvad nogen måske frygter, så er links væk fra sitet ikke noget, der skræmmer læserne væk. Som Scott Karp noterer, "så er der et site, der lever af at sende folk væk, fordi dets formål er at linke til andre. Folk kommer tilbage igen, for bare at blive sendt væk igen".
Google siger meget om værdien af links på nettet, brugt rigtigt.
Intet medie er alfa og omega
Blandt de fortrinsvis amerikanske fortalere for linkjournalistik er der ingen, der foreslår, at den skal stå alene og være omdrejningspunktet for al journalistik fremover. Der vil stadig være brug for den samlede, sammenskrevne analyse om et emne eller nyhedsartiklen, som belyser en begivenhed gennem reportage, interviews og skriftlig dokumentation. Men linkjournalistik anerkender, at intet medie og ingen journalist er alfa og omega – altings begyndelse og ende. Derimod er der masser af information ude omkring, som også er relevant for læserne og deres viden – og som læserne følgelig skal vises hen til. Det skal det medie, der fortsat ønsker at være relevant og nyttigt, vise hen til. Ellers finder brugerne bare derhen ad andre veje.
