Læbestifts-pitbullen Sarah Palin

Har man mere erfaring, hvis man har været guvernør i to år, end hvis man har været senator i fire? Vil en teenage-graviditet kunne spænde ben for Republikanerne? Og er der virkelig kun læbestiften til forskel på en pitbull og en hockey-mom? Disse og mange andre gådefulde spørgsmål er pludselig blevet en central del af den amerikanske præsidentvalgkamp, efter Sarah Palin har gjort sit indtog.
PALIN-GATES
Med sit utraditionelle og overraskende valg af den 44-årige guvernør fra Alaska, Sarah Palin, til republikanernes vicepræsidentkandidat har John McCain sørget for, at der bliver rusket op i en ellers pæn valgkamp. Kun få timer efter offentliggørelsen dukker de første sensationsfyldte historier op.

Først er der en uskyldig sag om ægtemanden Todds spritdom som tyveårig. Så dukker mere alvorlige korruptionsanklager mod Palin op. Hun anklages for at have misbrugt sit borgmesterembede for at få afskediget sin ex-svoger, der er betjent ved Alaska State Troopers. Sagen bliver straks døbt Trooper-gate. En uafhængig undersøgelse er sat i gang, og afgørelsen forventes i en rapport d. 10. oktober. Sagens udfald kan meget vel blive afgørende for valgresultatet.

Den tredje uheldige sag er Broken-Watergate, altså sagen om Palins 17-årige datters utidige graviditet. Sagen starter med rygter på den populære blog Daily Kos om, at Palins fire måneder gamle søn, Trig, skulle være Bristols datter. McCain-kampagnen breaker derfor nyheden om, at datteren Bristol er gravid. Det sker kun tre dage efter, at Palin selv er blevet verdensberømt.
Det ufødte barns far, Levi, bliver straks stillet til offentligt skue, og Bristol flasher sin glimtende ring for den måbende verdenspresse.

Sagen om Bristols graviditet passer ikke lige ind i McCain-kampagnens drejebog, og McCain-folkene har efterfølgende skulle foretage damage control i egne rækker. De har ifølge Wall Street Journal uddelt en række talepunkter til centrale kampagnefolk. De opfordres bl.a. til at sige følgende, hvis de bliver spurgt til Bristols omstændigheder: “Dette er et meget personligt anliggende for familien. Vi bør alle respektere deres kærlighed til deres barn og det ønske om privatliv, som alle forældre ønsker for deres børn.”

McCain-kampagnens opfordring bliver dog ignoreret af samtlige medier og bloggere, der øjner muligheden for sensationsstof til flere dages nyhedsflade.

Et andet talepunkt lyder: “Kandidaternes børn har ikke valgt at stille op og blive kastet i mediernes søgelys.” Ikke desto mindre har alle kandidaterne valgt at have deres børn og børnebørn med på kampagnesporet, så det er helt på kandidaternes egne vilkår, at medierne kaster sig frådende over deres privatliv. Samtidig har Palin i sine taler og optrædener inddraget sin store familie som et af sine vigtigste trumfkort. Således har hun selv inviteret vælgere og medier med til samtalerne ved familiens morgenbord.

Broken-Watergate vil dog vise sig at være langtfra så afgørende på selve valgdagen, som den igangværende mediehype antyder. De moderate Republikanere ser ikke sex udenfor ægteskab som et afgørende tema. Og de konservative vælgere bliver spist af med, at Bristol trods alt ikke får en abort, og at hun når at indgå ægteskab med Levi, inden babyen kommer.

USA har den største andel teenage-fødsler i de vestlige lande. Bristols utidige graviditet understreger derfor blot, hvor almindelig Palin-familien er. Og at selv de mest rettroende konservative forældre kan løbe ind i dens slags problemer. Samtidig kan Sarah Palin med datterens graviditet endnu engang understrege sin modstand mod abort. Det mest iøjnefaldende ved Broken-Watergate er derfor ikke, at amerikanske teenagere dyrker ubeskyttet sex, men at McCain har håndteret forløbet omkring offentliggørelsen af sin vicepræsidentkandidat og de sager, hun bringer med sig ind i valgkampen, temmelig amatøragtigt.

PALINS APPEL
Der er fortsat stor uenighed om, hvorvidt McCains valg af Sarah Palin er et desperat eller et genialt træk. Spørgsmålet er, om hun er politisk bullshit, eller om en ny politisk stjerne er født.

Man kan nemt forestille sig, at McCain som led i sine overvejelser om, hvem han skulle vælge som vicepræsidentkandidat, har lavet en liste over fordele og ulemper ved mulige kandidater. Palins liste kunne have set nogenlunde sådan her ud:



Se modellen som wordfil her

På den baggrund har McCain vurderet, at fordelene langt overskygger usikkerheden og risikoen.
Hans valg bakkes op af konservative republikanere, for hvem Sarah Palin er det store dyr i åbenbaringen. Og netop et dyr er, hvad hun sammenligner sig selv med, når hun i sin tale på Republikanernes partikongres gådefuldt spørger: ”Hvad er forskellen på en pitbull og en hockey mom?” Og svaret lyder: ”Læbestift.”

Palins overlevelsesstrategi synes foruden læbestift at basere sig på en negativ kampagne mod alt og alle. Her har Palin ladet sig inspirere af George W. Bushs tidligere strateg Karl Rove. Hans strategi lyder: Angrib alt, hvad der rører sig. Med hjælp fra McCains taleskrivere angriber Palin i sin tale på Republikanernes kongres politikerne i Washington DC og medierne over en bred kam. Hun angriber ligeledes Barack Obama. Med bidende ironi nedgør hun hans fortid som socialarbejder og hans mangel på lovarbejde i Senatet. Hun argumenterer bl.a. med, at otte år som borgmester for en by med 5500 indbyggere og to år som guvernør i Alaska med 680.000 indbyggere tæller mere end Obamas erfaring som socialarbejder og senator.

Noget kunne tyde på, at Palins strategi virker. For oven på Republikanernes kongres og udnævnelsen af Palin fører McCain over Obama i meningsmålingerne. Det, der først lugtede af kortsigtet spin og en politisk døgnflue, har vist sig at have en folkelig gennemslagskraft. For Sarah Palin har bragt entusiasmen tilbage i den republikanske valgkamp. På kort sigt har McCains valg af vicepræsident altså haft den ønskede effekt – nemlig at få rusket op i republikanske valgkamp, sikret mediehype omkring konventet og få stjålet dagsordenen tilbage fra Barack Obama. Men hun mangler stadig at bevise, om hun holder i det lange løb. Vil vi høre mere til Broken-Watergate, og hvad bliver enden på korruptionssagen Trooper-gate? Vil Palin reelt have flyttet nogen stemmer, når nyhedens interesse har lagt sig? Der er således fortsat mange ubesvarede spørgsmål angående Sarah Palin og hendes tid i Alaska.

Filmklip om Palin-sagen

De konservative kommentatorer Mike Murphy og Peggy Noonan kritiserer Palin og kalder valget af hende for ”politisk bullshit” - de tror, mikrofonerne er slukkede!



Palin forklarer, at jobbet som vicepræsident er ret ligegyldigt - det var før, det var indenfor hendes rækkevidde



Kendte talkshow-værter tager pis på Palin - se klip her



Relaterede artikler

Obama tingel tangel - Hvordan bliver man top cool til det amerikanske valg? Vi har undersøgt markedet for Obama tingeltangel, og har fundet mæ...
Helt Obamamanisk - Om en uge er Barack Obama verdens mægtigste mand, og takket være de tårnhøje forventninger kan han kun skuffe. Dyrkelsen...
Bom og Obama - Kforum følger valget af verdens mægtigste mand. Mette Bom er udsendt. Læs, hvorfor demokraternes kampagneleder David J. ...
Stjæl Obamas strategi - Dagen efter valget i USA konkurrerede de danske partiledere lige fra Villy Søvndal til Pia Kjærsgaard om, hvem der elske...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Student

Frist: 7. juni

Studentermedhjælper

Frist: 30. juni

Chef

Frist: 7. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.