Lad latte være latte
Cafe latte segmentet er i krise. Alle er fyret. Vælgerne flygter. Det er ikke længere radicool at være radikal. Hvad gik galt ? Kforum spurgte Kaospiloten over alle kaospiloter Uffe Elbæk. Svaret er klart konceptet den kreative klasse var et kanon og kvalmt selvfedt selvmål. Nu gælder det om at lade latte være latte
af Uffe Elbæk
Florida som vor tids Karl Marx
For nogle år siden kom jeg desværre for sent til at opleve ’de tre tenorer’ helt fra start, som nu nærmest står som et historisk kulturelt højdepunkt på Det Radikale Venstres fest i Pumpehuset i København. Festen fandt sted på et tidspunkt, hvor mit parti nærmest kunne gå på vandet i popularitet, meningsmålingerne var skyhøje og alle snakkede om Richard Florida som vor tids nye Karl Marx.
K for kreativ klasse
Ud var røget arbejderklassen som politisk afgørende faktor. Og ind var kommet en ny samfundsaktør: Den kreative klasse, befolket af kunstnere, bohemer, symbolanalytikere, ingeniører, arkitekter, journalister og vidensarbejdere i al deres mangfoldighed.
Hvor Socialdemokratiet havde været arbejderklassens politiske stemme, var mit eget parti nu nærmest blevet indbegrebet af denne nye kreative klasse. Vi var jo for pokker et klogt parti med de rigtige svar på samfundets nye udfordringer.
Radicool
Festen i Pumpehuset, hvor blandt andet tre af partiets varmeste – eller måske mere præcist formuleret mest ”cool” – politiske profiler havde været aftenens topnavn som de tre tenorer, blev for mig symbolet på, at en skarp, præcis og helt nødvendig politisk analyse af den kreative klasses betydning for samfundsudviklingen var endt som noget, der lignede ren form uden indhold.
Som vi stod der i baren hin aften, var det hele blevet åh så smart, åh så selvtilstrækkeligt, åh så forudsigeligt – og paradoksalt nok på ingen måder kreativt. I hvert fald ikke sådan, som jeg forstår ordet kreativitet og det at være et kreativt menneske. Eller for den sags skyld et kreativt parti.
Homesafe
Hvis man skal være lidt skarp i formuleringen, var denne aften vel ikke andet end en komsammen for dem, som allerede havde deres på det tørre. Her kunne vi for en aften spejle os selv i alle de andre, som også var ”home safe”.
For vi havde jo alle sammen (mulighed for) gode uddannelser, (mulighed for) gode job og (mulighed for) gode fremtidsudsigter. Og nu havde vi så sandelig også fået en ny identitet: Den Kreative Klasse. En klasse, som heldigvis var noget helt andet end arbejderklassen (hvis vi så til venstre) og (små)borgerskabet (hvis vi så til højre). Nej – vi var noget helt for os selv.
Og der blev vi så ved med at være. Noget helt for os selv. For det viste sig jo, at den kreative klasse ikke nødvendigvis er hverken særlig nyskabende eller progressiv. Vi gjorde vel bare det, klasser normalt gør: Sikrede vore egne behov og interesser.
Sådan kunne det i hvert fald godt se ud.
For i den periode, hvor den kreative klasse har vokset sig stor og stærk i Danmark (som i den øvrige vestlige del af verden), har vi haft den mest borgerlige politiske periode i mands minde. En periode i Danmark, hvor kreativiteten og den frigørende tænkning og handling har været under massivt pres.
Og det er jo egentlig pokkers ærgerligt.
Mere fællesskab mindre marked
For Richard Florida havde jo ret i sine analyser. At verden har brug for kreative, initiativrige mennesker, der kan udvikle geniale (enkle) ideer på de mange (komplicerede) problemer, verden rummer. Men hvad verden også har brug for mere end nogen sinde, er solidaritet, indlevelse og forståelse for ”den anden”. Kort sagt: Mere fællesskab – mindre marked. Mere social bevidsthed – mindre ”show off”.
Mere old school mindre latte
Før den kreative klasse træder progressivt i karakter og tænker på andre end sig selv, er mit bedste råd til mit eget parti, at vi hellere skal gøre en dyd ud af vore kulturelle og politiske rødder i noget så gammeldags og ”old school” som andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. For de er bevis på, at det, vi drømmer om, eksisterer. Det er begrebet og livsstilen ”den kreative klasse” ikke. Lad latte være latte.
For nogle år siden kom jeg desværre for sent til at opleve ’de tre tenorer’ helt fra start, som nu nærmest står som et historisk kulturelt højdepunkt på Det Radikale Venstres fest i Pumpehuset i København. Festen fandt sted på et tidspunkt, hvor mit parti nærmest kunne gå på vandet i popularitet, meningsmålingerne var skyhøje og alle snakkede om Richard Florida som vor tids nye Karl Marx.
K for kreativ klasse
Ud var røget arbejderklassen som politisk afgørende faktor. Og ind var kommet en ny samfundsaktør: Den kreative klasse, befolket af kunstnere, bohemer, symbolanalytikere, ingeniører, arkitekter, journalister og vidensarbejdere i al deres mangfoldighed.
Hvor Socialdemokratiet havde været arbejderklassens politiske stemme, var mit eget parti nu nærmest blevet indbegrebet af denne nye kreative klasse. Vi var jo for pokker et klogt parti med de rigtige svar på samfundets nye udfordringer.
Radicool
Festen i Pumpehuset, hvor blandt andet tre af partiets varmeste – eller måske mere præcist formuleret mest ”cool” – politiske profiler havde været aftenens topnavn som de tre tenorer, blev for mig symbolet på, at en skarp, præcis og helt nødvendig politisk analyse af den kreative klasses betydning for samfundsudviklingen var endt som noget, der lignede ren form uden indhold.
Som vi stod der i baren hin aften, var det hele blevet åh så smart, åh så selvtilstrækkeligt, åh så forudsigeligt – og paradoksalt nok på ingen måder kreativt. I hvert fald ikke sådan, som jeg forstår ordet kreativitet og det at være et kreativt menneske. Eller for den sags skyld et kreativt parti.
Homesafe
Hvis man skal være lidt skarp i formuleringen, var denne aften vel ikke andet end en komsammen for dem, som allerede havde deres på det tørre. Her kunne vi for en aften spejle os selv i alle de andre, som også var ”home safe”.
For vi havde jo alle sammen (mulighed for) gode uddannelser, (mulighed for) gode job og (mulighed for) gode fremtidsudsigter. Og nu havde vi så sandelig også fået en ny identitet: Den Kreative Klasse. En klasse, som heldigvis var noget helt andet end arbejderklassen (hvis vi så til venstre) og (små)borgerskabet (hvis vi så til højre). Nej – vi var noget helt for os selv.
Og der blev vi så ved med at være. Noget helt for os selv. For det viste sig jo, at den kreative klasse ikke nødvendigvis er hverken særlig nyskabende eller progressiv. Vi gjorde vel bare det, klasser normalt gør: Sikrede vore egne behov og interesser.
Sådan kunne det i hvert fald godt se ud.
For i den periode, hvor den kreative klasse har vokset sig stor og stærk i Danmark (som i den øvrige vestlige del af verden), har vi haft den mest borgerlige politiske periode i mands minde. En periode i Danmark, hvor kreativiteten og den frigørende tænkning og handling har været under massivt pres.
Og det er jo egentlig pokkers ærgerligt.
Mere fællesskab mindre marked
For Richard Florida havde jo ret i sine analyser. At verden har brug for kreative, initiativrige mennesker, der kan udvikle geniale (enkle) ideer på de mange (komplicerede) problemer, verden rummer. Men hvad verden også har brug for mere end nogen sinde, er solidaritet, indlevelse og forståelse for ”den anden”. Kort sagt: Mere fællesskab – mindre marked. Mere social bevidsthed – mindre ”show off”.
Mere old school mindre latte
Før den kreative klasse træder progressivt i karakter og tænker på andre end sig selv, er mit bedste råd til mit eget parti, at vi hellere skal gøre en dyd ud af vore kulturelle og politiske rødder i noget så gammeldags og ”old school” som andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. For de er bevis på, at det, vi drømmer om, eksisterer. Det er begrebet og livsstilen ”den kreative klasse” ikke. Lad latte være latte.
