Lad dog læserne bestemme-metroXpress slår igen

Thomas Elmegård har forfattet et debatindlæg her på K-forum, der som noget ganske unikt formår at samle næsten alle fordomme og misforståelser om metroXpress. Næsten. Han mangler lidt om, at koncernen bag metroXpress - uuhhhh, den er international! - af natur er ond.
af Per Mikael Jensen

Thomas' hovedanke er, at gratisaviserne er skåret til med en saks (forkert), at de ikke indeholder kritisk stof (forkert) og derfor ikke er demokratisk anvendelige (forkert). Ligeledes indeholder de ikke læserbreve og meningsstof (forkert), og endelig truer metroXpress de øvrige avisers økonomi (forkert).

Det altoverskyggende mantra er dog, at vi 'stjæler' læsere og penge fra de øvrige aviser og ikke lever op til de formelle krav til en avis. Blot dette svar: Lad dog læserne selv bestemme. Og hvad angår kravene til en avis er det ikke lykkedes mig at finde nogle hverken i grundloven, presseloven, straffeloven, hegnsloven eller FNs menneskerettighedscharter.

Må jeg påpege følgende i dit indlæg, Thomas Elmeberg:

* "Avisbudene deler avisen ud som gadebørn i Rio". Interessant holdning til en gruppe mennesker med overenskomst og en ganske god timeløn. Hvordan har du det med kassedamer, plejehjemsassistenter og andre lavtlønsgrupper, Thomas?

* "En meget stor del af artiklerne kommer fra Ritzau og Reuters." Det er helt korrekt. På Ritzau sidder en ca. 100 mand stor redaktion, som næppe, i lighed med budene, hverken er enige i eller kan lide dine holdninger til dem. Ritzaus journalister arbejder ud fra nøjagtig de samme kritierier som andre nyhedsjournalister. Det sker ganske ofte, at det er Ritzau, som holder gang i en afsløring, senest f.eks. i SiD-sagen. I øvrigt vil en analyse, som du måske får stunder til at iværksætte, afsløre for dig, at de øvrige aviser også har meget store mængder bureau-stof. Og at det stof, som de selv har produceret, ganske ofte findes i lige så god version på Ritzau. Af og til endda nærmest identiske...

metroXpress bruger mange penge på indhold - svarende til omkring 50 fuldtidsstillinger. I modsætning til flere andre medier (f.eks. DR og Information) fastansætter vi folk, men vi bruger også mange midler på at købe freelance-stof. Både nationalt og internationalt. De vil alle blive berettiget kede af at høre din holdning til, at de ikke laver noget selvstændigt.

* "På betalingsaviserne kan journalisten tage stillling til nyhederne". Læs punkt 1 i grønspættebogen for journalister: Du må ikke tage stilling, men skal tilstræbe det objektive. Thomas' uvidenhed skyldes muligvis, at nogle journalister ikke overholder punkt 1. I den angelsaksiske journalist-tradition er det kilderne, ikke skribenterne, der giver udtryk for holdninger og følelser. Således også i metroXpress, som af en redaktørkollega for nylig blev kaldt 'muligvis landets bedst redigerede avis'.

* "Der er ingen læserbreve og ingen ledende artikel". Der er masser af læserbreve, endda med afsendere, som man ellers ikke støder på i den ofte forudsigelige danske avisdebat. En sjælden stor del af skribenterne hedder Ahmed, Fatima og lignende. Vi har ingen ledende artikel ( ledere læses på de øvrige aviser af helt op mod 3 pct. af læserne), men vi har en klumme, der ifølge skribenterne - flere fra Information - giver feedback i en for dem hidtil uset mængde.

* "Projekt 'Gode Nyheder' fra Københavns Universitet viste, at læserne vil have helhed, perspektiv og forklaringer." Dette projekt, som jeg havde en del med at gøre i min daværende rolle som chef for JP i København, kan man sige meget om. Herunder at resultaterne mildest talt pegede i mange retninger.

* "Svenn Dam, projektdirektør for metroXpress, mener fejlagtigt, at metroXpress skaber nye kunder for de øvrige aviser." Svenn Dam er for det første ikke projektdirektør for metroXpress, men for Metro International. Dernæst er jeg grusomt træt af at høre, at en formildende omstændighed ved metroXpress er, at vi skaber nye læsere for andre aviser. Det burde de selv have gjort i tide.

Du kan altså ikke lide avisen. Det må vi leve med, og personligt vil jeg leve dejligt videre, når sidste punktum om lidt er sat. Må jeg ikke gøre dig opmærksom på, at du har friheden til også at læse andre aviser. Ja, endda helt at undvære metroXpress. Imens vil vi så sørge for at holde de hundrede tusinder af mennesker, der har fravalgt andre aviser, orienteret om, hvad der sker i verden. Det er jo på en måde trin 1, inden man kan deltage i den demokratiske debat, du er så bange for.

Dette indlæg har tidligere været trykt i information som et debat indlæg.

Læs også Elmegaards kronik: gratis aviser -det billige skidt

Læs også Elmegaards svar på MetroXpress modsvar


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også